Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Femte bind:

Profeten Daniel bogs Indledning

Navnet Daniel betyder: "Gud er min Dommer". Det er Underligt at se, hvorledes de Navne, Herrens store Vidner har baaret, saa ofte ligesom har været lagt til Rette for dem. Herren var med, da Forældrene valgte Navnet. Daniel frygtede i Sandhed ikke for Menneskedom; men hvad Herren dømte, det blev det afgørende for ham, og det midt i en Hedningeverden, omgiven, som han var, af Vanskeligheder og Snarer paa alle Sider.

Den Gang Nebukadnezar i Aaret 606 f. Kr. første Gang undertvang Jerusalem under Kong Jojakim, bortførte han en stor Del Fanger derfra til Babel, sandsynligvis som Gidsler. Iblandt disse var Daniel, som var af fornem, maaske kongelig Æt og den Gang endnu ganske ung. Ad underlige Veje ophøjede Gud ham og satte ham i et lignende Forhold til sine Landsmænd, som Josef fordum indtog i Ægypten. Hvor højt han var anset iblandt de andre Jøder, kan vi se deraf, at Ezekiel i sin Bogs Kap.14,14 sammenstiller Noah og Job med Daniel som de ypperste Eksempler paa Gudsfrygt.

Efter Nebukadnezars Død synes han en Tid at have haft en tilbagetrukken Stilling, men han blev under Mederen Darius atter draget frem og sat til Statholder over den ene Trediedel af Riget. Han levede endnu under Kyros; den sidste Tidsbestemmelse, vi har i hans Bog, er fra Kyros’s tredie Aar, det vil sige fra Aar 535 f. Kr. (se Kap.10,1). Han maa altsaa være bleven gammel, i hvert Tilfælde henved 90 Aar.

Indholdet af Daniels Bog falder i to fra hinanden bestemt adskilte Dele, nemlig en historisk Del (Kap.1-6) og en profetisk (Kap.7-12). Den første Del beretter Hovedbegivenhederne i Daniels Liv samt hans tre Venners vidunderlige Redning ud af den gloende Ovn. Den sidste Del indeholder mægtige, store Syner, i hvilke Gud aabenbarede Daniel sit Riges Fremtid baade under den gamle og under den nye Pagt, hvorledes Gudsriget tilsidst fuldstændig skulde overvinde Verdensmagten.

Men hvor forskellig end disse to Afsnit af Bogen synes at være i Henseende til Indhold, er der dog alligevel den nøjeste aandelige Forbindelse imellem dem. Den røde Traad gennem de første seks Kapitler er dog denne, at berette om, hvorledes Herren ogsaa i det babyloniske Fangenskabs Tider vandt den ene Sejr efter den anden over Verdensmagten, hvorledes han lod sin Dom udgaa over den og ydmygede den i dens Selvophøjelse, saa at endog Nebukadnezar lærte at kende Israels Gud som den levende Gud; hvorledes han knuste dem, der frækt forhaanede ham (se Belsazars Historie); endelig hvorledes han vidunderlig frelste sine hellige af Hedningernes Haand, naar disse vilde tvinge dem til at svigte deres Gud.

Set under dette Synspunkt har Daniels Bogs første Del væsentlig samme Indhold som den sidste, der jo ogsaa beretter om Guds Domme over Verdensmagten, blot med den Forskel. at det er Fremtidens Billeder, som der males for os, hvorfor den bliver profetisk. ja, paa en Maade er begge Delene profetiske; thi de Herrens Domme, der berettes i den historiske Del, er jo i Virkeligheden Profetier om, at han ogsaa i Fremtidsdagene vilde bevise sig som al Jordens Dommer, sit Navn til Ære og sit Folk til Frelse.

Daniels Bog er kendelig forskellig fra de øvrige profetiske Bøger; thi medens vi i disse har et Vidnesbyrd om, hvorledes Herren har talt til hele Israels Folk, saa er Synerne i Daniels Bog kun meddelte ham alene, og de var ikke bestemte til at forkyndes for Folket saaledes som det Ord, der kom til de andre Profeter. Tværtimod fik Daniel den udtrykkelige Befaling: "Luk til for Ordene og forsegl Bogen indtil Endens Tid; mange skal søge ivrigt i den, og Kundskab skal blive mangfoldig" (Dan.12,4). Altsaa først naar Opfyldelsen stundede til, skulde Ordene faa den store Betydning for hele Menigheden, foreløbig var de nærmest kun til Trøst for Daniel.

Denne Forskel mellem Daniel og de øvrige Profeter kommer deraf, at Daniel vel havde den profetiske Gave men ikke det profetiske Embede· Og deri ligger tillige Grunden til, at Daniels Bog i den jødiske Menighed ikke henregnedes til de profetiske Bøger, men stilledes mellem Esthers Bog og Esras og Nehemias Bøger.

I næsten to Tusinde Aar havde Daniels Profetiers Bog ingen anden Modstander end den hedenske Spotter Porfyrios, der døde i Rom i Aaret 304 e. Kr. I 15 Bøger angreb han Troen paa Jesus som Guds Søn. Ogsaa Daniels Bog vilde han erklære for uægte og paastod, at den var slet ikke forfattet af Daniel men af en, der havde levet meget senere, nemlig paa Antiokus Epifanes’s Dage, saa at Profetierne indtil Antiokus Epifanes’s Tid ikke skulde være andet end Beretning om, hvad der allerede var sket; men hvad vedkommende havde skrevet om, hvad der laa ud over dette Tidspunkt, ude i Fremtiden, skulde ikke være andet end Indbildning ; thi efter Porfyrios’s Mening var det jo umuligt for nogen at vide, hvad der laa i Fremtiden.

Hvad nu en hedensk Spotter siger, har jo aldeles ingen Betydning. Alle den jødiske Synagoges Skriftkloge og derefter hele den kristne Kirke har uden mindste Indvending antaget Profeten Daniel som Forfatteren og erkendt Bogen for at være et helligt Skrift, indblæst af Gud og nyttigt til Lærdom, til Overbevisning, til Rettelse og Optugtelse i Retfærdighed. De første Røster, der igen efter Porfyrios’s Tid hævedes mod Daniel, fremkom i Slutningen af forrige Aarhundrede under Rationalismens Fornuft oprør mod Gud og hans Ord. Den rationalistiske Vantro var enig med Hedningen Porfyrios i at nægte Miraklet og dermed selvfølgelig ogsaa alle profetiske Spaadomme. At Profeten Daniels Bog skulde være uægte, er en Paastand, der atter og atter gentages ogsaa af den nye Tids Rationalister. Man griber blot til den sædvanlige tarvelige Udvej, at erklære alle dem, der ikke vil godkende dette Oprør, ikke vil være med til at omstyrte, hvad baade den gamle og den nye Pagts Menighed igennem Aarhundrede efter Aarhundrede har fastslaaet, for ikke at være rette "Videnskabsmænd". Man bruger en Fortolkning, der staar i Modsigelse med Teksten, for at vise, at Bogen ikke skulde indeholde nogen Spaadomme ud over Antiokus Epifanes’s Tid; man erklærer Daniels Bog for noget Makværk, lavet af en paa Antiokus’s Tid levende Jøde, som derved skulde have villet komme den makkabæiske Opstand til Hjælp, bestyrke dens Berettigelse ved at "lave" nogle Profetier imod Jødelandets hedenske Herskere.

Men det er jo umuligt at vente andet af en Fortolkning, der i det hele taget ikke vil anerkende den profetiske Forudviden, den maa jo gøre alle mulige Krumspring for at skaffe Miraklerne og Spaadommene til Side, ellers faar den jo Dommen over sig. En saadan Bibelkritik har selvfølgelig paa Forhaand dømt Daniels Bog. Derfor er en Drøftelse af denne golde Kritik ikke meget nyttig ; thi Forudsætningerne er saa ganske forskellige. Vi, saa mange som tror paa Underet, fordi vi selv har erfaret det i vort eget Hjerte, derved at Herren omvendte os og gav os den levende Tro, vi, saa mange som daglig lever i Undere, idet Gud bønhører os, og idet vi vandrer med den opstandne Herre Jesus, Guds enbaarne Søn, vi rokkes ikke i mindste Maade af saadan Kritik. Men det er nok værd at lægge Mærke til, at just de Bøger fra den gamle Pagt, der nu mest bliver angrebne som uægte, har faaet det stærkeste Vidnesbyrd af vor Frelser selv. Mosebøgerne har Kristus atter og atter henvist til, og det samme, kan vi sige, gælder Daniels Bog. I sin store Fremtidsspaadom i Matth.24 peger Herren udtrykkeligt hen til Daniels Bog 9,26-27 og henviser sine Disciple til denne. Ligeledes henviser Hebr.11,33-34 til Daniels Bog.

Saa har Angriberne kun den Udvej at erklære Herren for at have taget fejl, for at have holdt sig til upaalidelige, uægte Skrifter. Men naar de først kommer ud paa saadanne Angrebslinier, har troende Mennesker kun at vende dem Ryggen med det gamle Ord: "I har en anden Aand end vi." Herrens Vidnesbyrd er os nok.

I øvrigt er der en lang, lang Række af fremragende Teologer, som fastholder Daniels Ægthed, saa at det Vaaben, "den herskende Mening", som den Slags Kritik holder saa meget af at anvende og raabe paa, ingenlunde er et berettiget Vaaben. Vi skal, naar vi gennemgaar Bogen, i Korthed betragte de Punkter, denne Kritik særlig støtter sig til i sine Angreb paa Daniels Bog; først da vil det være lettere at forstaa, naar vi har behandlet de enkelte Dele af Bogen under Udlægningen.

Al hellig Skrift maa jo være belavet paa Angreb, fordi Herren derigennem har givet sit Folk Visdom "til Salighed". At vor Modstander, Djævelen, bruger alle mulige Midler for at fratage Guds Menighed det Holdepunkt, Herren har givet den i den hellige Skrift, kan jo aldeles ikke undre os. Snart retter Angrebet sig mod den ene, snart mod den anden Del af Bibelen. I Begyndelsen af Aarhundredet var det særligt det ny Testamente, som trævledes op og gjordes til intet. Ogsaa den Gang hed det sig, at enhver, der besad teologisk Videnskabelighed, burde erkende en saadan Kritiks Berettigelse. Det gjaldt jo om at faa alle Mirakler skaffet til Side, og for at naa dette maatte det hele gøres til Menneskeværk, til Misforstaaelse, Sværmerier o.s.v.

Hele dette Angreb fra Aarhundredets Begyndelse ligger knust i Støvet, og saaledes vil det gaa ogsaa med de nuværende Angreb paa Bibelens Autoritet og Myndighed Som sagt, det maa være os nok, naar vi nu staar her foran Daniels Bog, at have vor Frelsers egen Henvisning til denne Bog.

Og saa vil vi da skride til denne mægtige, storslaaede, velsignede Bog i hans Navn og ved hans Haand, der selv har sagt god for Profeten Daniel.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media