Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Femte bind:
Profeten Joels bogs Indledning
Profeten Joel, hvis Navn betyder "Herren er Gud", hører ligesom Hoseas til de ældste af de Profeter, som har efterladt sig skriftligt Vidnesbyrd. At han levede og virkede i Juda Rige, fremgaar tydeligt nok af hans Bog, men Tiden, paa hvilken han levede, er det vanskeligere at bestemme. Sandsynligt er det imidlertid, at han har levet under Kong Joas, der var Konge i Juda fra 878 f.Kr. til 838. Joel har efter denne Antagelse levet omtrent hundrede Aar forud for Hoseas.
Han siges i Kap.1, 1 at være en Søn af en Mand, der hed Pethuel, der muligvis var af præstelig Slægt. Han var udrustet med en stor Aandskraft, Sproget i hans Profetier er vægtigt og indholdsfyldigt.
Hans Profeti gik ud fra en skrækkelig Landeplage, der som en Dom fra Herren var kommen over Judas Land, nemlig uhyre Græshoppesværme, der fortærede al Landets Afgrøde. Ved Siden deraf var der en frygtelig Tørke. Profeten vidnede med vældig Kraft for alle Landets Indbyggere, høje og lave, unge og gamle, at dette var den levende Guds Haand, der tugtede dem for deres Hjerters Haardhed for at vække dem op af Syndesøvnen. Han kalder Folket til Bøn og Bod, og hans vældige Prædikan blev ikke forgæves (se Kap. 2, 18).
Men ud fra denne Straffedom med Græshoppesværmene skrider Joels Profeti videre frem til at varsle om de Straffedomme, Herren i de kommende Dage vilde sende over Folket, hvor Græshoppesværmene vilde blive afløst af de langt skrækkeligere Fjendehære. Gud begynder altid med den lempelige Tugt og gaar derfra til den haardere Tugt, naar Hjerterne ikke vil ydmyge sig.
De Fjendehære, Profeten i Aanden skuer forud, og hvorpaa Græshoppesværmene bliver ham et Forbillede, kom jo først i Assyrernes Skikkelse, derefter i Kaldæernes (Babyloniernes) Skikkelse, og endelig kom Romernes jernhaarde Hære til fuldstændig Ødelæggelse af Judas Land.
Men videre skrider Profetien frem. Alle disse Straffedomme samler sig tilsidst for Profetens Øje i den sidste store aandelige Straffedom, der med Herrens Dag vil bryde ind over denne Jord. Herrens Dag til Dom det er det ene Hovedpunkt i hele Profeten Joels Profeti. Det andet Punkt er den Helligaands Udgydelse, hvorom Joel profeterer med vidunderlig Klarhed. Det er som en hel Pintseprædiken, vi hører i Begyndelsen af Kap. 3, og Apostlen Peter gik ogsaa ud fra denne Joels Profeti i sin mægtige Prædiken hin Pintsedag (se Ap. G.2,16-21). Det er herlige og vældige Straaler af Guds Lys, der møder os hos Joel, Straaler baade fra Naadesolen og fra Dommens Lyn.
Joels Bog udgør jo kun tre Kapitler; men indenfor dette korte Omfang er der en Fylde og Rigdom, som kun Guds Aand kan lægge dem ind i faa Ord.
Den Gang Profeten Elias paa Karmels Bjerg ved Ilden fra det høje beviste sig som den levende Guds Tjener, raabte alt Folket: "Herren, han er Gud, Herren, han er Gud" (1. Kong.18,39). Joels navn betyder, som før nævnt, det samme, og dermed er Grundtonen gennem hele hans Profeti angivet. At vise Folket hen til den levende Gud som deres eneste rette Herre, fra hvem Tugten og Dommen udgik men ogsaa Aandens Naadestrømme, det var Joels Livsopgave, og den røgtede han uden Menneskefrygt med Troskab for Herrens Aasyn. Hvilke vældige Aandens Røster lod Herren ikke lyde i den gamle Pagt! De, der forarges over Herrens Præster i vore Dage, skulde laane Øre til de gamle Profetrøster. Hvad mon de vilde have sagt til saadan Forkyndelse! Men Guds Folk takker Herren for hver Røst, der klinger med Aandens klare Basuntoner.
|