En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Femte bind:

Profeten Obadias's bogs Indledning

Obadias, hvilket Navn betyder "Herrens Tjener", er mærkelig dels derved, at hans Bog er den korteste blandt alle de skriftlige profetiske Vidnesbyrd, dels derved, at han aabenbart er den ældste af de Profeter, der har opskrevet deres Profetier. Man mener, at hans profetiske Virksomhed har været omkring ved Aar 880. At hans Bog først kommer som Nummer fire i Rækken af de smaa Profeter, modsiger ikke dette, thi de profetiske Bøgers Rækkefølge i Skriften retter sig, som vi allerede har set det ved de tre foregaaende, ikke nøje efter Tiden, i hvilken de er optraadte, men Ordningen er bleven foretaget ogsaa efter andre Hensyn.

Det fremgaar af Obadias’s Profeti, at han har været Profet i Judas Rige. Profetien er særlig rettet mod Edom, og Anledningen er aabenbart det i 2. Krøn· 21, 16 omtalte fjendtlige Angreb, der i Kong Jorams Dage som Straf for dennes Ugudelighed udgik over Juda og Jerusalem. Det var Filisterne og Araberne, hvem Herren brugte som sin Vredes Redskaber. Kong Joram havde jo i særlig Grad været ugudelig. Ved sin Tronbestigselse havde han myrdet sine seks Brødre. En ond, afgudisk Hustru, Akabs og Jesabels Datter fra Israel, havde han taget sig, og denne Datter efterfulgte sin Moder Jesabel i alt det onde.

Herren lod en Skrivelse komme til Joram fra Profeten Elias (2. Kron 21, 12-15) med Bebudelsen af den forestaaende Dom over ham. Saa kom Dommen, og Fjenderne bortførte ogsaa alle Kongens Børn paa et nær. Ved den Lejlighed synes den hos Joel og Amos omtalte Handel med Israeliterne ret at have floreret. De blev bortsolgte til Grækerne, og dermed var Fønicierne og Edomiterne behjælpelige.

Edomiterne var nemlig kort i Forvejen faldne "af fra Judas Herredømme" (2. Krøn 21,8) og benyttede nu denne gunstige Leilighed, da Filister og Araber havde knust Juda, til at lade deres gamle Had faa frit Spillerum. De tog Del i Plyndringen, glædede sig over Judas Ulykke, holdt Drikkelag med Fjenderne paa Zions Bjerg. De opsnappede de Jøder, som søgte at undslippe, og udleverede dem til Fjenderne.

I denne Trængselstid maa Profeten Obadias være optraadt. Edom var paa Høidepunktet af sin Magt, rigt og selvstændigt, Juda derimod ydmyget, knust og slaget. Men Herrens Tanke med Juda var ikke at lade det blive helt til intet. Derfor sendte han nu sin Profet, der skulde forkynde det overmodige Edom Undergang men det ydmygede Juda Frelse og Oprejsning i de kommende Dage.

Skønt Obadias Bog kun udgør eet Kapitel, har hans Ord dog en stor Kraft; i saa Henseende staar han ikke tilbage. Jøderne sammenligner hans Bog med et Sennepskorn, der vel er mindre end alt andet Frø men dog har stor Livskraft og en Skarphed i Smagem hvormed det gør sig gældende sin Lidenhed til Trods. Sproget hos Obadias er gammelt, ikke affilet, ikke blomstrende men fast og bestemt uden Omsvøb. Idet han med Ordets Hammer slaar løs paa Edoms "høje Bolig", viser han, hvorledes Hovmod staar for Fald. Hvor højt end Edom ophøjede sig "som Ørnen", det skulde dog ned i Støvet. Edoms djævelske Plan, helt at tilintetgøre Forjættelsens Folk, skulde mislykkes. Herrens Løfter til hans Ejendomsfolk skulde opfyldes Edoms Fjendskab til Trods.