En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Femte bind:

Profeten Jonas's bogs Indledning

Profeten Jonas (Navnset betyder en "Due") levede i Israels Rige under Kong Jeroboam den Anden. Det ved vi af 2. Kongernes Bog 14, 25, hvor der fortælles om Jeroboams Erobringen hvorledes han igen indtog og samlede Israels gamle Landemærke, og saa føjes der til, at dette skete efter Herren Israels Guds Ord, som han talede ved sin Tjener Jonas, Amithais Søn, den Profet, som var fra Gath-Hefer« (Gath-Hefer laa i Sebulons Stamme). Jonas havde altsaa bragt Israels Konge Budskab om, at Herren vilde give ham Sejr, men Lykken blev kun en udvortes, fordi Jeroboam den Anden ikke veg fra Jeroboam den Førstes Synder, men vedblev med Kalvedyrkelsen.

Da Jeroboam den Anden regerede fra 827-783, falder Jonas’ Virksomhed omkring ved Aar 800, altsaa samtidig med Amos’. Hans Bog handler imidlertid slet ikke om Jeroboam den Anden eller Israels Rige, men skildrer den Opgave, Herren paalagde ham, at gaa til Assyriens Hovedstad, Ninive, og forkynde denne Stad Guds Vrede og Dom for dens Ondskabs Skyld.

Jonas’ Bog faar imidlertid sit Hovedindhold ved de Oplevelser, han selv gennemgik. Hans Historie, saaledes som den er os berettet i denne Bog, er i sig selv af profetisk, forbilledlig Karakter. Dette gælder ikke blot om den underfulde Hændelse med hans Redning fra de dybe Vande, hvilket jo efter Herrens Ord i Matthæus Kap. 12 staar som Forbillede for vor Frelsers Død og Opstandelse, men ogsaa om selve den Gerning, Jonas blev brugt til, nemlig at prædike for Hedninger. Dette sidste blev jo en Profeti om, at ogsaa Hedningerne skulde indlemmes i Guds Rige, ja at Hedningerne vilde modtage det Ord fra Gud, som det udvalgte Folk forkastede. Det varslede om, hvad der siden blev Virkelighed, at Israels foreløbige Forstødelse vilde blive til Hedningernes Frelse.

Lige fra den hedenske Spotter Lucian af Samosatas Dage, henved Aar 150 efter Kristus, og indtil nu er Profeten Jonas’ Bog blevet haanet og spottet som ingen anden Del af Bibelen. Den vantro Rationalisme, der ikke vil taale noget Under, bryder selvfølgelig Staven over Jonas’ Bog. Fra den Side er det blevet sagt, at det, at man endnu den Dag i Dag vover at fastholde Virkeligheden af det, Jonas’ Bog beretter, er et Under næsten lige saa stort som selve Jonas’ Under. Men vi svarer dertil, at vi tror paa en levende Gud, hvis Navn er "Under" (Esajas Kap. 9), og for troende Mennesker maa det være fuldkomment nok, at vor Frelser i Matth 12, 39-41 har sat sit hellige Stempel paa Profeten Jonas’ Bog, paa hele hans Bog, baade hans Ophold iden store Fisks Bug og hans Prædiken for Ninive. Sandelig, i Herrens Mund er der aldrig bleven funden Svig’ og har han godkendt Profeten Jonas og just nævnet ham som et Forbillede for sin egen Opstandelse, saa behøver vi ikke mere Vidnesbyrd. Men hvorledes kommer det til at se ud med de Menneskers Tro, der frit ud paastaar, at Jonas’ Bog kun er Digt, saa at vor Frelser har taget højligt fejl i dette Punkt? Til saadanne Mennesker er der kun at sige: paa Knæ for vor Frelsers Ord, hvis I vil kaldes troende!