Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Femte bind:

Profeten Habakuk's bogs Indledning

Habakuk var Profet i Judas Rige og virkede der, saa vidt vi af hans Bog kan slutte, i Begyndelsen af Kong Josias’ Regering, altsaa omkring ved Aar 640 f. Kr. (Josias regerede fra 641-609). Hans Navn betyder egentlig "Kærtegnen" eller "venlig Omfavnelse". Hans Profeti er en Trøstetale, der skulde styrke Herrens Folk i Juda til at holde ud i Troen paa, at Herren trods alle de Trængsler, der vilde komme over Folket, dog ikke vilde lade sit Folk gaa under men give Sejr tilsidst. For saa vidt svarer Habakuks Navn ogsaa til hans Profeti, idet han med al sin Sorg og Smerte ligesom kaster sig i Guds Naades Favn og bliver trøstet i Guds Arme.

De Fjender, Profeten Habakuk spaar om skulde ødelægge Jerusalem, er Kaldæerne (Kap. 1, 6). Det er ikke længere den gamle Verdensmagt Assyrerne, men det nyopdukkende Verdensrige Babel, han profeterer om som et Tugtens Ris over Jerusalem. Men han varsler tillige om Kaldaeernes Undergang, fordi de ved Hovmod, Vold og Uretfærdighed havde misbrugt det Hverv, Gud havde betroet dem, at tugte Juda. Han slutter med at skildre Herrens Komme til Dom over Fjenderne, men til Frelse for sit Folk.

Habakuks Profeti er egentlig en Samtale, han fører med Gud. Han klager sin Nød for Herren, og Herren svarer ham og trøster ham.

Vi ved, at der gik en Vækkelse gennem Juda under Kong Josias, og som en af denne Vækkelses Børn fremtræder Profeten Habakuk med sin aandsfyldte Profeti. Hos Habakuk finder vi det dejlige Ord, som Apostelen Paulus knytter sit Romerbrev til: "Den retfærdige skal leve ved sin Tro."

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media