Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Femte bind:

Profeten Haggai's bogs Indledning

Med Profeten Haggai kommer vi nu til de tre sidste Profeter, hvis Profetier falder efter Tilbagekomsten fra Babel. Imellem Haggai og Zefanias ligger den 70-aarige Landflygtighed og tillige de tre store Profeter Jeremias’, Ezekiels og Daniels Virksomhed. Hvad Profeterne fordum havde spaaet Gang efter Gang, at ogsaa Juda Rige paa Grund af sit Afguderi og sin Genstridighed mod Herren skulde lægges øde, var gaaet i Opfyldelse. Men Herren havde ladet nye Forjættelser lyse op i Trængselsnatten. Baade gennem Ezekiel og Daniel havde Herren kundgjort sit Folk, at Verdensrigerne engang skulde ganske overvindes af Gudsriget.

De 70 Landflygtighedsaar randt hen, Babels stolte Rige blev styrtet, og Kyros havde i det første Aar af sin Regering ved Guds vidunderlige Indgriben givet Jøderne Lov til at vende tilbage til deres Land, ja, han havde endog kundgjort, hvorledes "Herren, Himmelens Gud, havde befalet ham at bygge et Gudshus i Jerusalem." Endvidere havde han givet Befaling til, at Udgifterne ved Bygningen af Templet skulde bestrides af Kongens Indtægter, og at de hellige Kar, som Kaldæerne havde røvet, skulde gives tilbage. Alt dette staar jo fortalt i Esras Bog. Ypperstepræsten Josva og Fyrsten Serubabel førte da nu en Koloni af Jøder tilbage til det hellige Land, ialt 42,360 foruden 7337 Tjenere og Tjenestepiger.

De tilbagevendte rejste straks et Brændofferalter og holdt Løvsalsfest. Det følgende Aar blev Grundvsolden til det nye Tempel lagt under Folkets hjertelige Deltagelse. Men allerede i Kong Kyros’s tredje Aar indtraadte der Standsning heri, fordi fremmede Kolonister, som havde bosat sig i Landet under Judas Landflygtighed, de senere saakaldte Samaritanere, forlangte at faa Del i det nye Tempel, hvilket de paa hedensk Vis betragtede som et Tempel for Landets Gud.

Men Israels Børn havde i Landflygtigheden lært det, de før aldrig havde villet lære, de havde lært at hade alle de hedenske Afguder. Ja, Landflygtigheden havde haft en næsten vidunderlig Virkning paa dem i det Stykke. Ved at skulle leve blandt Hedninger, være omgivne af Afguder, var alt det hedenske Afgudsvæsen blevet dem væmmeligt og modbydeligt. Derfor sagde de rent ud nej til Samaritanernes Begæring; hellere vilde de have en Fjende i deres Nærhed end have Hedenskabet til Ven. Det var ret gjort, men lide for det maatte de; thi Samaritanerne tog sig for at sværte og at anklage dem hos Perserkongen saa længe, indtil der kom Befaling om at standse Byggearbejdet i Jerusalem. Med denne Befaling drog Samaritanerne til Jerusalem og standsede Arbejdet paa Templet. Saa laa det hele stille indtil Aar 520, i Perserkongen Darius "Hystaspis" andet Aar.

Imidlertid var det dog ikke blot Fjendernes Skyld, at Arbejdet med Templet saaledes helt standsede. Jøderne kunde dog have forsøgt at klare Sandheden for Perserkongen og vise ham, at hvad de havde gjort, jo ikke var andet, end hvad der var blevet dem tilladt, ja paabudt. Men Jøderne blev grebne af Forsagthed og Sløvhed Grundvolden til Templet laa der, men de vænnede sig til at se den ligge øde hen. En verdslig Aand trængte ind hos dem; der byggedes og byggedes paa deres egne Huse, enhver søgte at indrette sig saa bekvemt som muligt, men ingen gjorde noget for at bygge videre paa Herrens Hus. Trosmodet var blevet sløvset ogsaa hos Josva og Serubabel. Og det hjalp ikke, at Herrens Haand tugtede det lunkne Folk paa forskellig Maade (se Haggai 1,6). Da sendte Herren Profeterne Haggai og Sakarias, og den rette Aand vaktes op baade hos Josva og Serubabel og "alt det overblevne Folk".

Haggais Ord udtalte først en skarp Tugt over Folkets Lunkenhed, men lovede dem ogsaa Herrens mægtige Velsignelse, om de vilde fatte et andet Sind og tage fat paa Arbejdet med at rejse Herrens Hus. Hans af kun to Kapitler bestaaende Bog indeholder tre profetiske Taler, som Herren gav ham at forkynde. Tidsrummet for dem er Aaret 520 fra første Dag i den sjette Maaned og til den 24de Dag i den niende Maaned. Haggais Navn betyder "den, der fejrer en Fest". Hans. korte Profeti indeholder saare dybe Tanker. Han trøstede i Herrens Navn Folket med, at selv om dette andet Tempel syntes "som intet" imod det gamle Tempel, skulde dette sidste Hus dog blive fyldt med en langt større Herlighed, end det saa ud til nu. I dette Ord ligger en Forjættelse om den kommende Niessias. Der er saare meget baade til Tugt og Trøst i disse to velsignede Kapitler, Herren har givet os ved Profeten Haggai. Da hans Ord lød første Gang, fik de en vældig Virkning paa Folket, og atter og atter gennem Tiderne har Gudsordet ved Haggai bevist sin Kraft til at drive Lunkenheden bort og gøre Hjerterne varme for Herrens Huses Sag. Maatte velsignelsen da ogsaa kendes paa vore hjerter, saa vi bedre maatte lære ikke at følge vort eget, men Herrens i alle ting!

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media