En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Femte bind:

Profeten Sakarias's bogs Indledning

Sakarias, hvis Navn betyder "Herren ihukommer", var af Præsteslægt. Hans Farfader Iddo var Formand for et af de 24 Præsteskifter, og Sakarias beklædte siden selv denne Stilling efter ham, som vi høre i Nehemias’ Bog 12. Kapitel 4. og 16. Vers. Sakarias’ Fader, Berekias, der nævnes her i Sakarias' Bog 1. Kapitel 1. Vers, omtales ikke hos Nehemias og heller ikke hos Esra, i hvis Bog Sakarias kaldes for Iddos Søn. Formodentlig er hans Fader død meget tidligt, saa at Bedstefaderen Iddo kom til at være ham i Faders Sted.

Af Kap.2,8 hører vi, at Sakarias endnu var en "ung Karl", da Herren benaadede ham med de profetiske Aabenbarelser, hvilket skete i Darius’ 2. Aar, altsaa samtidig med Profeten Haggai, i Aaret 520 før Kristus. Han maa altsaa have været meget ung, kun et Barn, da den første Del af Folket vendte tilbage under Serubabel og Josva i Aaret 536. Den gamle Haggai og den unge Sakarias arbejdede saaledes sammen. Sakarias’ første Optræden fandt Sted to Maaneder efter, at Haggai første Gang var fremtraadt som Profet Folket var bleven vakt ved Haggais Røst og havde begyndt at tage fat paa Tempelbygningen, i ethvert Fald paa Forberedelsen til Bygningens Fuldførelse Ru skulde Sakarias videre opmuntre Folket, men hans Ord forjætter ikke blot, at Templet skulde fuldføres, nej, det skuer langt videre ud imod Israels Folks Fremtid, ud imod den kommende Herlighed, der "ved Aftenstid" skulde blive Folket til Del (Sakarias 14,7).

Medens Haggais Profeti bevæger sig ad meget jævne Veje, er Sakarias en i Sandhed mægtig Profet, hvis Ord stikker højt i Sky paa Ørnevinger. Han prædiker Omvendelse for Folket, forkynder, at det ikke var nok med den ydre Forandring, der havde fundet Sted, ved at Tempelbygningen var taget op igen, nej, der skulde en grundig Hjerteforandring til. Men han prædiker ogsaa om Naadens Herlighed, om Herrens inderlige Kærlighed, i saare dybe Toner. Hos ham finder vi saa klare Spaadomme om den kommende Messias, at vi kan finde dem i lignende Klarhed hos Profeten Esajas.

I denne, den næstsidste Profet i den gamle Pagt, aabenbarer Profetembedet endnu en Gang hele sin Herligheds Fylde til Vidnesbyrd om, at det ikke var Alderdomssvaghed, der fik Profetien til at ophøre med Sakarias’ Eftermand, Malakias, men efter Guds beskikkede Raad kom der en Standsning i Aabenbarelserne, indtil han kom, der skulde være "Englen for Herrens Ansigt" (Malakias 3,1), Johannes Døberen, der som "Brudgommens Ven" fik Naade til at indlede den himmelske Brudgom, Profeternes Profet, blandt Israels Børn.

Sakarias’ Bog falder i tre Hsovedafsnit, nemlig først Kap.1-6, en Række Syner, som skulde opmuntre Folket til med frit Mod at bygge paa Templet, thi Herren vilde staa dem bi og bortrydde alle Hindringer, som baade Israels Synd og Verdensrigernes Magt stillede i Vejen for, at Israel kunde naa sit Maal. Dette Afsnit slutter med en herlig Forjættelse om en kommende Kongepræst, der skulde "bygge Herrens Tempel" paa en herligere Maade, end Folket nu kunde ane.

Det næste Afsnit finder vi i Kap. 7-8, en Formaningstale til Folket om ikke at sætte sin Lid til udvortes Gudelighed, til ydre Gerninger, men vandre i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

Endelig har vi det sidste Afsnit fra Kap.9-14. I dette Slutningsafsnit indeholdes en Række mærkelige Spaadomme om Israels fremtidige Skæbne, inden de faar Del i Frelsen i Kristus. Her forudsiges baade Messias’ Lidelse, at han skulde blive forskudt af Jøderne, og selve Jødernes Forkastelse, men dog ogsaa, hvorledes de omsider vilde angre og omvende sig, hvorefter den herlige Tid tilsidst ogsaa vilde blive dem til Del.

Disse sidste seks Kapitler har Bibelkritiken haft ikke saa lidt travlt med, idet man har villet fraskrive Sakarias Forfatterskabet til dem, altsaa villet rive Bogen midt over. Grunden dertil har navnlig været den Forskel i Maaden at tale paa, der gjorde sig gæld«ende mellem de første otte Kapitler og de sidste seks, idet Sakarias i de første Kapitler taler om sig selv i første Person, siger: Herrens Ord kom til mig osv, medens der i de seks Kapitler slet ikke er Tale om ham personlig. Men denne Forskel ligger jo i det forskellige Indhold, der findes i disse to Hoveddele. Hvilken Forskel er der ikke paa Sproget i Johannes Evangelium og saa Johannes’ Aabenbaring! Sprogformen maa nødvendigvis paavirkes af Indholdet. Det bedste Bevis imod en saadan Sønderlemmelse af Sakarias’ Profeti er dog dette, at det gamle Testamentes Bøger blev samlet, som vi nu har dem, ikke saa meget længe efter Sakarias’ Død, og det er ganske utænkeligt, at de, som stod ham saa nær i Tid, vilde have tillagt ham Profetier, som han ikke skulde have modtaget. Nej, vi har i Sakarias’ Bog et samlet Hele, og det en af de skønneste Perler i de hellige Skrifters Perlekrans.