Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Femte bind:

Profeten Malakias's bogs Indledning

Malakias er den sidste Profet i det gamle Testamente. Saa vidt man kan forstaa af Bogens Indhold, virkede han blandt Folket henved et Hundredaar efter Haggai og Sakarias, vistnok samtidig med Esra og Nehemia. Jøderne kaldte ham "Profeternes Segl", fordi Profetiens Bog med ham blev ligesom tillukket og forseglet. Hans Navn betyder ellers "mit Sendebud".

Hans Profeti kan efter sit Indhold deles i to Hoveddele. Den første Del indeholder en straffende Prædiken først og fremmest mod Præsterne for deres Troløshed overfor Herren, idet de var ligegyldige for at bringe de rette Ofre og i det hele behandlede Tempeltjeneften med Ringeagt (Kap.1,6-2,9). Derefter vendes Ordet mod Folket i Almindelighed, fordi de forskød deres Hustruer for at ægte hedenske Kvinder.

Den anden Hoveddel er en Forkyndelse af Messias’ Komme, om hvilket der profeteres, at det skulde blive ikke blot til Oprejsning, men ogsaa til Dom og Fald for mange i Israel, idet hans Aabenbarelse skulde blive "som Smelterens Ild". For dem, der frygtede Herrens Navn, skulde Messias blive en "Retfærdigheds Sol med Lægedom under sine Vinger".

Malakias slutter med den Spaadom, med hvis Opfyldelse den nye Pagt indledes, Spaadommen om, at der skulde sende Folket en Elias, en Profet, som skulde berede Vejen for Herrens Ansigt. Med denne Spaadom sammenknyttes paa en mærkelig Maade Traaden i Guds Frelses Aabenbaring i den gamle og den nye Bagt, som ellers kunde synes brudt, eftersom der ikke opstod nogen Profet fra Malakias til Johannes den Døber.

Ogsaa paa anden Maade er Traaden knyttet; thi med Forkyndelse: Herren kommer, slutter Malakias", og med Ordet: Himmeriges Rige er nær, begynder Døberen Johannes. Man kan sige om Malakias, at han er den gamle Profetis Aftenrøde men blev dog tilligge Morgenrøden for den nye Dag, da Retfærdighedssolen brød frem.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media