Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Femte bind:

Apokryfiske bøgers Indledning

Judiths bog

I denne Bog hersker der med Hensyn til det historiske stor Uorden. Muligvis Forfatteren med Flid har sat Tidsbegivenhederne og de i Bogen nævnte Personers Navne saaledes, at enhver har maattet kunne forstaa, at denne Bog kun var en digtet Fortælling og ikke en historisk Virkelighed. Om der muligvis ligger en virkelig Begivenhed til Grund for Bogen, kan ikke siges; i hvert Tilfælde er den da bleven meget udsmykket.

Indholdet af Fortællingen er følgende: Nebukadnesar, der siges at være Konge i Ninive (han var i Virkeligheden jo i Babylon) agtede at bekrige den mediske Konge Arfaksad, og derfor opbød han alle Folk i sit Rige til Krig, men de vestlige Lande, hvortil Jødeland hørte, nægtede at møde, hvorfor Nebudkanesar besluttede at straffe dem (Kap. 1). Da nu Arfaksad var overvundet, sendte han sin Feltherre Holofernes med en stor hær over dem. Denne trængte ustandseligt frem og slog Folk efter Folk, saa Frygt og Rædsel for ham faldt over dem alle, der endnu var tilbage (Kap. 2). Men da han kom til Palæstinas Grænse, besluttede Jøderne, som i Fortællingen siges nyligt at være kommen hjem fra Fangenskabet, at forsvare sig, særlig for at Herren deres Guds Tempel ikke skulde blive ødelagt. Medens en hel Del andre Folk underkastede sig, saaledes Filisterne og Fønikerne, forskansede Jøderne Bjergpasserne paa bedste Maade og "raabte til Gud med stort Alvor" og i Ydmyghed, alt efter Ypperstepræsten Joakims Anvisning (Kap. 3-4).

Holofernes blev i højeste Grad vred, men ogsaa overrasket over, at Jøderne vilde forsvare sig, og spurgte de andre Folks Fyrster, hvori dog Jødernes Kraft og Styrke bestod, siden de saaledes turde staa ham imod. Akior, Ammoniternes Fyrste, fortalte da, at dette Folk tilbad Himlens Gud, fortalte fremdeles, hvorledes de oprindeligt var kommet fra Kaldæa, hvorledes de havde været i Ægypten og igen var ført ud derfra, idet "Gud tørrede det røde Hav for dem," hvorledes de saa havde indtaget Kanaan og haft det vel, "saa længe de ikke syndede for deres Gud." Han fortalte endvidere, hvorledes de, da de afveg fra Guds Veje, var bleven ført i Fangenskab til et fremmed Land, men atter kommer tilbage, da de omvendte sig til Herren. Nu maatte man undersøge, om Folket atter havde bragt Guds Vrede over sig, men hvis ikke vilde han bestemt fraraade at kæmpe med dem, at ikke deres Herre og Gud maaske skulde stride for dem og gøre deres Fjender til Spot for hele Jorderige.

Da Akior havde talt, knurrede Holofernes Generaler over denne Tale, og Holofernes selv spottede over, hvad Akior havde sagt om Israels Gud. Han kendte ingen anden Gud end Nebukadnesar. Akior lod han bunden føre til den israelitiske Fæstning Bethulua, for at han sammen med Israels Børn skulde komme til at erfare Holofernes Magt og dø sammen med dem. Akior blev optaget i Fæstningen, og Israeliterne roste ham saare (Kap.5-6).

Holofernes afskar nu Vandforsyningen til Staden, og snart indtraadte der Vandmangel og derved ogsaa Forsagthed hos Indbyggerne, saa at de besluttede at overgive sig, hvis ikke der kom Hjælp inden fem Dage. Da fremstod Judith, en saare smuk, rig og gudfrygtig Enke. Hun bebrejdede Folket, at de saaledes vilde friste Gud ved at sætte ham en bestemt Tidsfrist, og tilbød at ville frelse dem paa en Maade, hun selv havde udtænkt (Kap.8). Hendes Tilbud blev modtaget, og efter at have beredt sig ved Bøn (Kap.9) afforte hun sig sin Enkedragt og gik, prydet paa det bedste, ud til "Holofernes Lejr, blot ledsaget af en Tjenestepige. Hvor hun kom, forbavsede hun alle ved sin Dejlighed Hun foregav, at hun var kommen for at vise Holofernes Vej op igennem Bjergene, og blev venligt modtaget af Holoferne, hvem hun fremdeles fortalte en hel Del for at føre ham bag Lyset. Han blev i den Grad bedaaret af hende, at han i alt føjede sig efter hende. Han gav hende et Telt at bo i og gjorde efter nogle Dages Forløb et Gæstebud for hende med den Tanke at forføre hende (Kap.10-12). Gæstebudet endte med, at han blev ganske drukken, og til sidst lod hans Tjenere ham og Judith være alene i Teltet. Holoferne var døddrukken sunken sammen, og Judith tog da hans Sabel, huggede hans Hoved af, kastede det i sin Madpose og gik sammen med sin Pige, som de havde plejet at gøre hver Dag, udenfor Lejren, efter Vagtposternes Mening for at holde Bøn. Men hun flyede til Bethulua, og da Portene var bleven lukkede op, og de havde optsændt Ild i Nattemørket, opfordrede hun Folket til at prise Gud, fordi Fjenden var bleven knust ved hendes Haand. De takkede da Herren, og Øversten Ozias velsignede hende, medens alt Folket sagde: "Det ske! det ske!" Efter hendes Raad gjorde Besætningen næste Morgen et Udfald mod Assyrerne, der imidlertid havde opdaget, hvad der var sket, og var bleven saare forfærdede (Kap. 13-14). De flygtede i Angst og blev paa Flugten nedslagne i stort Tal af hele det jødiske Folk, som ved Budskabet om Bethuluas Redning havde faaet nyt Mod. Saa blev der holdt en stor Glædesfest i Jerusalem i tre Maaneder. Akior, Ammoniten, havde forinden ladet sig omskære og indlemme i Israels Folk. Judith sang Herren en Lovsang og blev æret af hele Folket til sin Død (Kap.15-16).

Der findes, som før nævnt, en hel Del historiske Umuligheder og Urimeligheder i denne Bog. Hovedtanken i den, at Herren gav sit Folk Sejr over mægtige Fjender ved en svag Kvindes Haand, kan nok lade sig høre, men selve Handlingen kan umuligt bestaa for Guds Ords Dom. Judith taler hele Tiden Usandhed overfor Fjenden, og Mordet paa Holofernes, som det gik for sig, indledet med Bøn til Gud, kan ikke forsvares ved, at man siger: "Hensigten helliger Midlet." Hensigten helliger ikke Midlet, Ligeledes hører vi i Kap. 9, 2 Judith lovprise sin Stamfader Simeon for den i 1. Mosebog Kap.34, 25 omtalte Gerning, hvilken hans Fader Jakob forbandede paa sit Dødsleje (1. Moseb. 49, 5-7).

Bogens Indhold maa saaledes siges at være meget blandet. Men selve Hovedtanken, Guds Frelse fra Tyrannernes Haand, og den stadigt gentagne Lovprisning til Herren for Hjælpen viser os, at Meningen med Digtet alligevel har været den at forherlige Herren. Saa befinder vi os jo ogsaa med Judiths Bog paa et Tidspunkt i JØdefolkets Historie, hvor Profetiens Aand var hentørret og Gudsriget saare fordunklet; det maa ogsaa tages med i Betragtning ved Bedømmelsen af denne Bog. Luther kalder Bogen i dens Helhed betragtet "en god og alvorlig Tragedie, som viser os, hvorledes det tit gaar Folk og Land ilde, og hvorledes Tyranner til en Tid kan fare hovmodigt frem, men dog til sidst gaa med Skamme til Grunde.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media