Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Femte bind:

Apokryfiske bøgers Indledning

Tobias bog

I den græske Tekst hedder blot Sønnen Tobias, men Faderen Tobit, og da Bogen har Navn efter Faderen, skulde den egentlig hedde Tobits Bog. At vi i vor Bibel finder Ordet Tobias brugt baade om Fader og Søn, ligger i, at den gamle latinske Oversættelse har det saaledes. Bogen indeholder følgende Fortælling:

I Israels Riges sidste Tid levede der i Naftali Stamme en Jøde ved Navn Tobit eller Tobias. Da Salmanassar, den assyriske Konge, ødelagde Israels Rige, blev Tobias bortført som Fange og fik Bopæl i Ninive (Kap.1,1-3). Tobias havde ikke staaet som de øvrige i Naftali Stamme, der var blevne afgudiske og ofrede til Baal og holdt sig borte fra Jerusalems Tempel (Kap.1,4-5), men ganske ene var han ofte draget op til Jerusalem paa Højtiderne og havde ofret Tiende efter Loven (Kap.1,6-8). Han var altsaa en troende Mand, det viste han ogsaa, da han var bleven bortført til Ninive, idet han holdt sig borte fra "Hedningernses Brød" (Kap.1,10-12). Dog vandt han Yndest hos Salmanassar og blev kongelig Købmand (Hofleverandør). Det tog han som en Naade fra "den højeste", og sin Rigdom brugte han til at hjælpe sine fattige Brødre Under Kong Senakerib (Sankerib) faldt han imidlertid i Unaade, fordi han begravede Ligene af de Jøder, som Sankerib lod dræbe, efter at han med Skam havde maattet trække sig tilbage fra Jerusalem i Kong Ezekias’ Dage, dengang Herren slog de 185,000 Assyrer ned (2.Kong.19,35). Tobias maatte de fly og mistede alt sit Gods, blot sin Hustru, Anna, og Tobias, Sønnen, beholdt han tilbage.

Sankerib blev imidlertid snart myrdet af sine egne Sønner, og hans Efterfølger, Sakerdonus (Asarhaddon), beskikkede da Tobias’ Brodersøn over sit Riges hele Regnskab, og paa dennes Forbøn fik Tobias Lov til at vende tilbage. Det er Indholdet af det første Kapitel.

Lige efter hans Tilbagekomst var det Pinsefest, og da Tobias ikke vilde være ene om det gode Højtidsmaaltid, der var anrettet, sendte han sin Søn Ud for at føre en og anden nødlidende og troende Israelit hid, som kunde dele Maaltidet med ham. Men i Stedet for Gæster bragte Sønnen den Efterretning, at der laa en myrdet Jøde henkastet paa Torvet. Den gamle Tobias stod straks op og bar Liget i Hus, og med Bedrøvelse nød han nu sit Maaltid, ihukommende Amos’ Profeti: "Eders Højtider skal omvendes til Sorg og alle eders glade Sange til Klagemaal" (Amsos 8, 10). Om Aftenen begravede han Liget. Naboerne undrede sig over, at han havde Frimodighed til at fortsætte med det, for hvis Skyld han før havde maattet rømme, og de lo af ham. Men denne Gerning er jo et skønt Vidnesbyrd om Tobias’ Fasthed i, hvad han ansaa for ret overfor Gud.

Da han kom hjem lagde han sig til at sove i Forgaarden, fordi man efter Loven blev uren ved Lig og først skulde gennemgaa en Renselse. Men en Fugl lod her noget Skarn falde i hans Øjne, saa at han blev blind. Nu blev Tiderne trange for ham, og som fordum Job i sin Nød blev haanet af sin egen Hustru, saaledes ogsaa nu Tobias. Da han engang havde hende mistænkt, rigtignok med Urette, for at have taget et Kid, sagde hun til ham: "hvor er dine Almisser og dine retfærdige Gerninger? se, det er alt kendt, hvad der er hos dig." Saa vidt Kap.2.

Tobias vendte sig nu i sin Nød med inderlig og ydmyg Bøn til Herren og bad Herren om at tage ham bort fra Nøden til "det evige Sted" (Kap.3,1-8). Men samtidig med at Tobias saaledes bad nedbøjet, var der en Slægtning af ham, en ung Kvinde ved Navn Sara i Ekbatana i Medien, som ogsaa maatte lide Forhaanelse, nemlig af sin Faders Piger. Hun havde været trolovet med syv Mænd, men en ond Aand, Asmodæus (betyder saa meget som Fordærveren), havde slaaet dem alle ihjel paa bryllupsdagen. Hun var nær ved at ville tage sig selv af Dage, men Tanken paa hendes Fader, hvis eneste Barn hun var, holdt hende tilbage. Og nu bad hun til Herren samtidig med den gamle Tobias", og Bønnerne fra disse to hinanden fjerntliggende Steder naaede samme Steds hen. Begges Bøn blev hørt for den ophøjedes Herlighed." Herren sendte da sin Engel for at hjælpe disse sine bedrøvede Venner (Kap. 3,9-26).

Den gamle Tobias kom til at tænke paa, at han i sin Velmagts Dage havde betroet en Ven i Medien ti Talenter Sølv (henved 60,000 Kr.), og han kaldte nu sin Søn, den unge Tobias, for at underrette ham derom, saa at han kunde hente det, idet han tænkte sig sin Død nær; han havde jo bedt Gud om at maatte dø. Han gav sin Søn mange skønne inderlige Formaninger om at ære og hjælpe Moderen, naar hans Fader først var død (Kap.4,8-5), men først og fremmest om at følge Herren, sky Synden, give Almisse, elske Brødrene af et ydmygt Hjerte. Hvor er det dog et skønt Ord, den gamle Tobias giver sin Søn: "Mit Barn, tænk paa Herren vor Gud alle Dage, og du maa ikke ville synde og overtræde hans Vud« (Kap.4,6). Og saa det sidste Vers i Kap. 4: "Og frygt ikke, mit Barn, fordi vi er blevne fattige, du har meget, dersom du frygter Gud og viger fra al Synd og gør det, som er behageligt for ham."

Den unge Tobias søgte sig en Rejsefælle og fandt en saadan, som sagde sig at hedde Azarias og være af en troende Slægt, som var Tobias vel kendt, men i Virkeligheden var Engelen Rafael. Under Tobias’ Velsignelse drog de to unge Mænd da afsted. Moderen Anna, græd, men Tobias trøstede hende med, at en god Engel skulde ledsage Sønnen (Kap. 5).

Tobias og hans Ledsager kom undervejs til Floden Tigris, og da Tobias badede sig deri, sprang en glubende Fisk frem af Vandet og vilde sluge ham, men paa Rajaels Ord greb han den, kastede den op paa Land og udtog dens Hjerte, Leder og Galde, som han gemte. Som de nu kom henimod Ekbatana, førte hans Ledsager ham ind til Raguel, den unge Pige Saras Fader, for at han skulde begære hende til Ægte. Den unge Tobias var betænkelig, fordi han havde hørt dette om den onde Aand, som havde dræbt de syv Brudgomme, og nu var han sine Forældres eneste Barn. Men Engelen trøstede ham med, at den onde Aand kunde fordrives, derved at han lagde noget af Fiskens Hjerte og Lever paa Gløden, Røgen deraf vilde bringe den til at fly. Men vel at mærke skulde ogsaa begge Brudefolkene raabe inderligt til Gud om Barmhjertighed, saa vilde Herren forbarme sig og gøre alting vel for dem (Kap.6).

De blev hjerteligt modtagne af Raguel, der glædede sig umaadeligt, da han hørte, at den ene af dem var en Søn af Tobias, hvem han ærede som en kær Broder. Gerne gav han ham Sara til Ægte, og det gik, som Engelen havde sagt. De unge Brudefolk bad sammen om Aftenen. Han bar Bønnen frem, og hun sagde Amen dertil, et skønt Forbillede for alle troende Ægtefolk.

I øvrigt fulgte han Engelens Anvisning Næste Morgen, havde den gamle RagueL der i sin Angst for, at det skulde gaa Tobias ligesom alle de andre, allerede havde gravet en Grav, den Glæde, at en af Pigerne, der kiggede ind til de unge, kunde melde, at de begge levede. Raguel lov-priste Gud, og nu blev der holdt Bryllupsfest med Glæde i 14 Dage (Kap. 6-8).

For ikke at forhale Tiden til Hjemrejsen bad Tobias sin Ledsager at hente de betroede Penge, og denne udførte det lykkeligt (Kap. 9).

Hans Forældre havde imidlertid ventet ham med Længsel, da han blev saa længe borte. Moderen mente, at han maatte være omkommen, og gik hver Dag ud ad Vejen for at se efter ham. Den unge Tobias var imidlertid ogsaa urolig ved Tanken om Forældrene, der ikke kunde forstaa hans lange Fraværelse, og skyndte paa for at komme af Sted. De tog saa Afsked med Raguel og hans Hustru Edna og drog af Sted med mange Trælle og Lastdyr og Sølv, Saras Medgift (Kap.10). Da de nærmede sig Ninive, sagde Rafael til Tobias, at de to vilde løbe i Forvejen, og Tobias skulde da smøre Galden af den omtalte Fisk paa Faderens Øjne, saa skulde han faa sit Syn igen.

Da den gamle Anna saa Sønnen komme og løb ud for at tage imod ham, vilde den gamle, blinde Fader ogsaa løbe ud, men stødte mod Døren og faldt derved lige i sin Søns Arme. Denne fulgte da Engelsens Anvisning, og se, Tobias fik Synet igen. Nu blev der Jubel, men den gamle Tobias begyndte straks at love den Gud, der havde revset ham, men ogsaa forbarmet sig over ham. Glad gik han ud til Byens Port for at tage imod Sønnekonen, og naar han mødte nogen, der kendte ham og undrede sig over, at han nu kunde se, "bekendte han for dem, at Gud havde forbarmet sig over ham." Saa holdtes Tobias’ Bryllup paa ny med Glæde i Ninive i syv Dage (Kap.11).

Da de nu vilde betale den unge "Tobias’ Ledsager, og de var bleven enige om, Fader og Søn, at han skulde have Halvdelen af alt Godset, aabenbarede Engelen for dem, hvem han var, og opfordrede dem til at love Gud, efter hvis Vilje han var kommen, og til hvem han nu vendte tilbage (Kap.12).

Bogen slutter med en Bøn af Tobias, en Lovprissning for den Gud, der altid forbarmer sig over dem, der omvender sig til ham af ganske Hjerte" (Kap.13,7). Han priste Gud, fordi han atter vilde forbarme sig over Jerusalem og omvende mange Hedningefolk. Hvad han siger om Jerusalems kommende Herlighed, er ganske vist paa Grundlag af Profetierne. Der er intet nyt deri, men Udtrykkene minder saare meget om, hvad der er skrevet i Johannes Aabenbaring om det nye Jerusalems Herlighed (Kap.13).

Det sidste Kapitel (Kap.14) fortæller om, hvorledes den gamle Tobias, før han døde, paamindede sin Søn og dennes Sønner om at drage bort fra Ninive, fordi den skulde ødelægges, eftersom Profeten Jonas havde talt det (Kap.14,9). Profeten Jonas’ Spaadom om, at Ninive skulde lægges øde, gik jo ganske vist ikke i Opfyldelse den Gang, fordi Staden omvendte sig, men der laa jo i Jonas’ Profeti dette, at hvis Ninive vendte tilbage til sit Syndeliv, vilde Dommen atter hænge truende over dets Hoved. I øvrigt var det jo nærmest Nahum og andre Profeter, der havde spaaet Ninives Undergang. Ogsaa i det 14.Kapitel ser vi et dybt Indblik i Profetierne om Israels Fremtid.

Tobias drog da ogsaa efter Forældrenes Død til Ekbatana til sin Hustrus Fader, hvor han levede i mange Aar. Før han døde, hørte han, at Ninive var blevet ødelagt.

Det er et yndigt Billede af et troende Hjem fra Landflygtighedens Tider, der oprulles for os i denne Fortælling. Om der ligger noget historisk bagved, er ikke sikkert, men dog ikke umuligt. Men derpaa kommer det jo ikke an i denne Sammenhæng Hensigten med denne Bog er aabenbart den at give os Lys over, hvorledes der i Landflygtighedens Mørke dog fandtes inderligt Trosliv, og hvorledes Herren altid forbarmer sig over sine troende Venner og fører alting vel ud.

Der findes selvfølgelig ogsaa en Del deri, som ikke kan siges at stemme med den os i Skriften aabenbarede Sandhed, saaledes Fortællingen om, at den onde Aand blev fordrevet ved Noget af Fiskens Lever og Hjerte. Deri ligger maaske et Slags Billede paa, at Guds Børns Bønner er som en Røgelse, der driver Djævelen bort. Fremdeles hører man ingen Steder i Skriften om, at Engle i synlig Skikkelse har ledsaget Mennesker paa lange Rejser. Ikke heller stemmer det med de hellige Engles Væsen at sige noget, der ikke er sandt, og det gjorde jo i denne Fortælling denne Engel, idet han udgav sig for en Israelit, en Søn af Ananias. Endvidere findes der et noget farisaeisk Ord i Kap.4,11: "Almisse frier fra Døden og lader en ikke komme ind i Mørket." Det kan jo nok forstaas paa samme Maade, som naar der i Jakobs Brev 2, 13 staar: "Barmhjertighed træder frimodigt for Dommen," idet der ses hen til det Troens Hjertelag der staar bagved Almissen. Men det er dog et uheldigt Ord, dette om, at "Almisse frier fra Døden", der saare let kan misforstaas, selv om det er ment i god Forstand.

Det er tydeligt at mærke, at det ikke er Profetiens Aand, der bærer denne Bog, det er ikke en Guldgrube, vi staar overfor, men dog en Bog med mange Guldkorn i, som det nok er værd at samle op.

Der findes en latinsk Oversættelse, som afviger noget fra den græske Tekst, hvorefter Tobias’ Bog er taget i vor danske Bibel. I den svenske Bibelovsersættelse findes derimod en Oversættelse fra det latinske Sprog, der har adskillige Tilføjelser. Oprindelig er Bogen vist skreven paa Hebraisk i Paloestina og vist næppe ældre end Makkabæernes Tid.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media