Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Sjette bind:

Matthæus Evangeliet

Kap 1

Matthæus' Evangelium 1, 1-17.
Læs:. Kapitel 1, l—17.
1. Jesu Kristi Slægtebog.

Vi har i Indledningen betonet som det særegne for Matthæus Evangeliet, at det helt igennem sigter efter at vise, hvorledes alle de Kendetegn, som det gamle Testamente havde angivet som gældende Israels Messias, findes hos Jesus fra Nasaret Efter Forjættelsen til Abraham i 1.Moseb.12,3: "I dig skal alle Slægter paa Jorden velsignes," skulde Messias altsaa være Abrahams Søn, og efter Forjættelsen til David i 2.Sam.7,12-16 om den Konge i Davids Slægt, hvis "Riges Stol" skulde "stadfæstes evindeligt", maatte han ogsaa være Davids Søn. Derfor begynder Matthæus med Jesu Slægtregister. Jesu Kristi Slægtregister var for den Tid, paa hvilken Evangelisterne skrev, saa særdeles vigtigt, fordi man kunde se Jesu Nedstamning fra David ud af de Slægtsfortegnelser, som Jøderne omhyggeligt bevarede. Enhver kunde selv overbevise sig om Rigtigheden deraf ved at undersøge disse offentlige Slægttavler. Nu derimod efter Jødefolkets Adsplittelse vilde ingen mere paa den Maade kunne godtgøre, at han var Davids Søn. Ogsaa deraf fremgaar det forfængelige i, at Jøderne endnu haaber paa en "Messias".

For os er disse Slægtregistre mærkværdige derved, at de viser os den Slægtfølge, der fra Verdens Begyndelse gennem et Tidsrum af 4000 Aar i lige Linie strækker sig lige ind til Historiens Midtpunkt. - Alle andre Slægtregistre kan man kun følge nogle Slægtled tilbage eller nogle Slægtled ned i Tiden, saa hører de op, og man kommer ikke videre. Jesu Stamtavle er den eneste, som er hel fra Ende til anden. Allerede her hører vi en Prædiken ud fra denne Tekst, der med sine mange Navne af mange anses for saare kedelig, og Prædikenen er denne: Mennesker skal ikke kunne gøre sig til af deres uendelige Række berømmelige Stamfædre; alt, hvad der kun er af Mennesker, faar stiltiende sit Knæk, det afbrydes. Men midt imellem alle de afbrudte Stamtavler staar en eneste hel og uskadt til et Vidnesbyrd for alle Folk; det er "Jesu Kristi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtebog".

Men der er noget andet ved dette Slægtregister, som ofte har vakt Anstød, fordi man ikke kendte Sammenhængen, og det er, at Frelserens Stamtavle her hos Matthæus langt fra helt igennem stemmer med den, vi finder i Luk. 3. Det skete en Gang, at en troende Familie ude paa Landet fik en vantro Slægtning, der boede inde i Byen, overtalt til at love dem at ville læse det nye Testamente igennem. Men da han næste Gang kom ud paa Landet, og hans Slægtninge saa spurgte ham, hvorledes det gik med Læsningen, svarede han, at det gik slet ikke. Han var nemlig standset ved Luk.3; thi der havde han fundet et Slægtregister, og det kunde han ikke faa til at stemme med det i Matth.1, og for den Sags Skyld var han bleven ked af det hele. Selvfølgeligt var det galt af denne Mand, at han ikke tænkte sig Muligheden af, at Fejlen kunde ligge i mangelfuld Forstaaelse hos ham selv. Men næsten værre endnu var det, at hans troende Slægtninge stod der og heller ikke kunde klare det, han var kørt fast i, men led et Nederlag ved at maatte lade sig sige om Guds Ord, at det "passer ikke", uden at kunne paavise, at det passer godt nok altsammen. Særligt ivor Tid, hvor den oprørske Aand stormer løs i nedbrydende Kritik imod Guds Ord, trænge der til, at Guds Børn ogsaa kan faa den rette Indsigt og Kundskab til at. afvæbne Angrebene, for saa vidt de i det hele taget fortjener noget Svar.

Det er ganske rigtigt, at Stamtavlerne hos Matthæus og Lukas ikke er ens, men Sagen er, at Matthæus giver os Josefs Slægtlinie, medens Lukas giver os Marias, som vi siden skal se. Josef stod som Marias Mand (V.16) efter Moseloven retsgyldig som Jesu Fader, men Josef hørte til denGren af Davids Slægt, der havde Ret til Davids Trone, idet Josef nedstammede direkte fra Salomo. Maria derimod hørte vel ogsaa til Davids Hus, men nedstammede fra Davids Søn Natan, der ikke havde Arveret til Kronen. Ved at fødes af Jomfru Maria kom Frelseren til at høre til Davids Hus, men derved at Josef blev ham i Faders Sted, blev han menneskeligt set Davids Sønnen med Kongeret. Saaledes passer Slægtregistrene fuldtud.

Begge Fortegnelser falder derfor sammen fra Abraham til David. Lukas fører den saa videre tilbage fra Abraham til Adam, fordi han særligt skrev sit Evangelium for Hedningekristne. Matthæus, der særligt skrev for Jødekristne, standser ved Abraham, Israels Folks Stamfader.

Vor Stamtavle her er delt i tre Gange fjorten Led, og det, som danner de to store Mærkepæle i disse tre Gange fjorten Led, er Davids Tiden og den babyloniske Udlændighed. Paa Davidstiden var Israel højt oppe i Rigdom og Herlighed. Paa den babyloniske Udlændigheds Tid var Israel dybt nede, saa dybt som vel muligt. Men Traadene brast ikke, Stamtræet skulde ikke briste, indtil Iesus skød frem som en Kvist af Isai Stub.

Naar vi betragter de fjorten første Led fra Abraham til David, den dunkle Forjættelses Tid, er der adskilligt at give Agt paa. Der nævnes nogle enkelte af Stammødrene, nemlig Thamar (V.3), Rakab og Ruth (V.5), og tager vi Begyndelsen af de næste fjorten Led, nævnes endnu Urias' Hustru, Batseba. De to af disse Kvinder var Hedningekvinder, nemlig Rakab og Ruth; Thamar var en syndig Kvinde, der ligesom Batseba fødte i Utugt. Naar disse fire Kvinders Navne er komne med og fremdrages, peger dette underligt hen paa, at Menneskens Søn eer kommen for at søge og frelse det fortabte. Det viser os, at Herrens aandelige Hus bestaar af lutter Naadebørn, Hedninger og faldne Stakler er med i Flokken, ingen er for ringe til, at Frelseren ikke skulde ville kalde dem sin Slægt. Ogsaa Abraham, Juda, David har Pletter nok paa sig, efter hvad den hellige Skrift fortæller om dem. Vi mindes om Ordet i Hebræerbrevet Kap.2,11: "Han skammer sig ikke ved at kalde dem Brødre." Ja, det lærer vi ogsaa af Jesu Slægtregister.

I den anden Række fra V.7-11 sættes Boas som Salmons og Rakabs Ætling. Men Nakab levede paa Josvas Tid, Boas derimod, der var Kong Davids Oldefader, maa have levet omtrent paa Ypperstepræsten Elis Tid. Men fra Josva til Eli var der omtrent 300 Aar. Der er altsaa udeladt adskillige Slægtled, saa Meningen bliver: Fra Salmon og Nakab nedstammede Boas. Her finder vi altsaa en Sammendragning i Slægtleddene for Kortheds Skyld. Men anderledes forholder det sig med de tre Navne, der er udeladte mellem Joram og Ussias i V.8. Det er nemlig Navnene paa Akasia, Joas og Amazia; de er satte udenfor, og Grunden er sikkert den, at de var Efterkommere af den afgudsdyrkende Jesabel ved hendes lige saa hedensksindede Datter Athalia, med hvem Joram havde giftet sig. Guds Dom ramte Jesabels Efterkommere i tredje og fjerde Led, som skrevet staar i 2. Moseb. 20,5: "Jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og i fjerde Led, paa dem, som hader mig." Og disse tre nævntes Konger viste deres Ringeagt for Forjættelsen just ved at forene sig med Israels ugudelige Konger og svigte Herrens Sandhed paa forskellig Vis. Derfor er deres Navn blivet udslettet af Frelserens Stamtavle. Hvor alvorligt for alle døbte Mennesker, os, hvem Gud i Daaben gav Barneret og Barnenaadet. Ringeagter man Forjættelsen, slutter man sig til dem, som er Guds Folks Fjender, da kan det ende med, at ens Navn bliver udslettet af Livets Bog, at man bliver sat uden for Frelserens Slægt, fordi man sætter sig selv udenfor ved sin Vantro.

Noget lignende finder vi i V.11, hvor der staar: "Josias avlede Jekonias og hans Brødre ved den babyloniske Udlændigheds Tid." Her skulde egentlig have staaet Jojakim, Jekonias Faders Navn, men Jojakim er sat udenfor, og Forklaringen derpaa finder vi hos Jeremias, Kap.36,30, hvor Herren forbander denne Konge, der havde sønderskaaret den profetiske Skrift og kastet den paa Ilden. Hans Søn, Jojakin (Jekonia), havde næppe tiltraadt Regeringen, før han blev taget til Fange af Babels Konge og ført i Fangenskab. Men der fortælles os jo i 2.Kongernes Bog Kap.25, hvorledes Gud oprejste Jojakin i dennes 37.Fangenskabsaar, idet den daværende Konge af Babel løslod ham af Fængslet og viste ham megen Gunst. Jojakins Navn er paa denne Maade to Gangeregnet med i Slægtlinien, først i Stedet for Faderen, i Stedet for Jojakims udslettede Navn, dernæst som den, gennem hvem Slægtlinien forplantedes videre til Serubabel (Zorobabel, som hans Navn skrives i vort nye Testamente efter den græske Oversættelse "Septuaginta").

Naar der staar "Jekonia (Jekonja) og hans Brødre", menes der altsaa med Udtrykket "Brødre" her - som ofte i det hebraiske Sprog - det samme som Farbrødre, idet Josias' andre Sønner (Zedekias o.s.v.) egentlig var Jojakims Brødre og derved Jekonjas Forbrødre.

Hos Profeten Jeremias, Kap.22,30, lyder der fra Herren en Dom over Jekonia (Konias): "Indtegn denne Mand som barnløs", idet nemlig ingen af hans Slægt skulde sidde paa Davids Kongetrone. Dette gik iOpfyldelse, for saa vidt som den gamle Kongetrone i Jerusalem ikke blev beklædt af nogen af Jekonias Efterkommere. Fra hans Tid gik det nedad til det ydmyge, ringe Stade, paa hvilket vi finder Kongeætlingen Josef. Davids stolte Stamtræ var bleven til en Isai Stub, den Gang det store skete, den Gang Messias kom.

Der staar i V.16: "Jakob avlede Josef, Marias Mand," men der staar ikke, at Josef avlede Jesus; nej, her oplader Skriften Døren for det store Under, Undfangelsen ved den Helligaand, ved at føje til: "Af hende er Jesus født, som kaldes Kristus." Jesus er vor Frelsers eget Navn, Kristus (den Salvede) er hans Embedsnavn.

Man har med Rette kaldt de første fjorten Slægtled eller Menneskealdre for den mere dunkle Forjættelsens Tid, de næste fjorten (Kongernes) de mere bestemte messianske Profetiers Tid og de fjorten sidste Forventningens Tidsalder (indtil Kristus).

Vi ser saaledes, at dette tilsyneladende saa tørre Slægtregister dog indeholder saare meget. Det viser os den lange Række af tre Gange fjorten Navne paa Mennesker, der kunde sige: Vi er hans Slægt, af hvilke nogle var ham nær i tiende Led, andre i fjerde o.s.v. Og i den Stamtavle kommer ganske vist vore Navne ikke ind, men Jesu Stamtavle har en Fortsættelse, idet alle hans troende Venner gennem Tiderne er hans Slægt i fremadskridende Række. Der har nu været henved 48 Slægtled, siden Kristus kom til Verden for at gøre Syndere salige. Dog hvor mange Slægtled vi lever efter ham ned i Tiden, derpaa kommer det ikke an, men alene derpaa, at vi er i aandeligt Slægtskab med ham.

I mangfoldige Lande, f.Eks.i Indien og Kina, er disse 48 Slægtled gaaede i Graven uden at have hørt om Jesus. Sukket lyder derude fra: Kommer Dag ej snart?

Men vi, som allerede for mange Slægtled tilbage har haft Guds Ord iblandt os, hvor skylder vi ikke Gud usigelig Tak derfor, og hvor skulde vort Hjerte ikke banke for det store Missionsarbejde, der sigter efter, at det 49. Slægtled af Hedninger ikke skal dø uden at kende Forjættelsen om ham, der lod sig føde Julenat, der blev fattig for vor Skyld, for at vi ved hans Fattigdom skulde blive rige. Ja, maatte det snart lyde trindt om Lande og lyde med flere Tunger ogsaa i de Lande, hvor Forjættelsens Sol allerede længe har lyst:

Lovet være du, Jesus Krist,
At du Menneske vorden est,
Født af en Jomfru ren og skær,
Gladelig hilst af Himlens Hær. O, Gud ske Lov!


Læs: Kapitel 1, 18-25.
2. Herrens Engel aabenbares for Josef.

I den første Del af Kapitlet (V.1-17) havde Matthæus meddelt Jesu Kristi Skægtregister og fremstillet ham som Josefs Søn. I dette Afsnit afviser han bestemt den legemlige Nedstammen fra Nosef, samtidig med at han viser os, at Frelseren efter Loven maatte agtes for en Ætling af Davidssonnen Josef paa Grund af dennes Ægteskab med Maria. Han gor dette ved at meddele en Begivenhed, som maa stamme fra Josefs egen Beretning.

Vi ved af Luk.1,39-56, at Maria, Jesu Moder, kort efter at Engelen havde bragt hende det underfulde Budskab, drog ned i Judæas Bjergegn, ned til den gamle Præstekone Elisabeth, om hvem Engelen havde sagt hende, at ogsaa hun skulde føde en Søn i sin Alderdom i Kraft af Herrens underfulde Magt ligesom fordum Abrahams Hustru Sara. Vi kan forstaa, at Maria ikke har meddelt Josef noget om Engelens Bebudelse. Det var altfor hemmelighedsfuldt og af en saadan Natur, at vi forstaar, at hun hellere ilede til sin Veninde Elisabeth Og hos hende fandt hun allerede en saadan Kundskab om denne Hemmelighed, at hun end ikke selv først behøvede at aabenbare det for hende. Men hvor tungt maa det ikke være faldet hende at vende tilbage til Nasaret efter de tre Maaneders Ophold hos Elisabeth! Hvad skulde hun sige til Josef? Og om hun sagde det, hvorledes skulde hun faa ham til at tro det? Hun fik det da saaledes, at hun skulde gøre efter Ordet i Salme 39,10: "Jeg var stum, jeg vil ikke oplade min Mund; thi du har gjort det," og Herren, hvis Tjenerinde hun var, vidste ogsaa at tage sig af hendes Sag.

Ogsaa Josef har gennemgaaet en Lidelsens Kamp i sit Indre, da det ikke længere kunde skjules, hvorledes det havde sig med Maria, hans Trolovede, den Kvinde, hvis rene, hellige Hjertelag han havde lært at kende og elske. Den Lidelse, Josef og Maria hver paa sin Vis maatte bære, maai Sandhed kaldes en Lidelse for Guds Riges Skyld. Ogsaa for Frelseren begynder allerede hans af Verden foragtede Vej ved denne underfulde Fødsel. De vantro Jøder haaner ham indtil denne Dag for den Sags Skyld, ja vanartede, formastelige døbte Navnkristne har ogsaa bespottet vor Frelser med de grueligste Betegnelser som et nægte Barn o.s.v.

Men stod Maria skønt og med ydmyg Stilhed i denne for Menneskeøjne, saa trange Stilling, stod Josef ikke mindre skønt. Vi mærker, at det har været to Mennesker med et særligt inderligt Trosforhold til Herren, hvad jo ogsaa følger af, at Gud betroede just disse to den Naade at værne om Verdens Frelser. Der staar om Josef (V.19), at "han var retsindig", og det viste han til begge Sider. Ikke vilde han tage en, som han troede krænket, til Hustru, dertil var den hellige Alvor for stor hos ham; men ej heller vilde han bringe Lovens yderste Strenghed i Anvendelse imod hende (se 5.Moseb.22,23-24, hvorefter han kunde have faaet hende stenet). Han besluttede da "hemmeligt", det vil sige uden at vække Opsigt, at skille sig fra hende, altsaa give hende et Skilsmissebrev, som Loven tillod det for Hjerternes Haardheds Skyld (5.Mosebog 24,1 og Matth.19,8). Skammen kunde han jo ikke svare hende for, men nok Dødsstraffen, derved at han hævede Forholdet, saa at hun ikke længere var trolovet med ham.

Naar Herrens Venner begærer at staa ret for hans Ansigt og overgiver deres Sag til ham, selv hvor alt i Menneskeøjne synes at være imod dem, da skal Sagen visselig faa en herlig Udgang. Herren svigter ikke, men griber ind i rette Tid.

Før "Josef endnu kunde bringe Beslutningen til Udførelse, aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm om Natten og sagde: "Josef, Davids Søn, frygt ikke for at tage din Hustru Maria til dig, thi det, som er avlet i hende, er af den Helligaand." Det var det første, det himmelske Sendebud kundgjorde Josef, at Maria, hans trolovede Brud ("Hustru", eftersom Trolovelsen var det, der i hine Tider fastslog Ægtepagten), ikke havde været ham utro, men at den Livsfrugt, hun bar under sit Hjerte, ikke var af nogen Mand, men af overnaturligt Ophav. Vor Frelser sagde siden selv til Jøderne (Joh.8,23): "Jeg er ovenfra."

Ved denne overnaturlige Undfangelse hindredes Arvesynden i at gaa over fra Maria til hendes Barn, og derved fandt den underfulde Forening mellem den guddommelige og menneskelige Natur i vor Frelsers Person Sted. Sandelig, vor Gud er "underlig i Raad og stor i Visdom" (Es.28,29).

Engelen betegner i sin Tiltale Josef som "Davids Søn" for straks at lægge Tanken om Messias, der jo skulde fremgaa af Davids Slægt, nær hen til ham. Og videre lød da Kundgørelsen om dette underfulde Barn, Maria skulde føde. Josef skulde "kalde hans Navn Jesus", thi han skulde "frelse sit Folk fra deres Synder" (V.21).

Navnet Jesus er den græske Form for det hebraiske.Jehoschua eller Jeschua, det samme som Josva, og betyder "Herren frelser". To i den hellige Historie bekendte Mænd havde baaret det samme Navn og var ogsaa i visse Maader at betragte som Frelserens Forbilleder, nemlig Josva, Nuns Søn, der førte Folket ind i det forjættede Land, og saa den Josva, der førte Folket tilbage fra det babyloniske Fangenskab. Vor Frelser fører jo ogsaa sit Folk fra Syndens Babel til Frelsens Kanaan. I de apokryfiske Bøger finder vi Navnet hos den bekendte Forfatter Jesus, Siraks Søn. Og Paulus havde en Medhjælper, der hed Jesus med Tilnavnet Justus (Kol.4,11). Ogsaa i Henseende til Navn blev Frelseren sine Brødre lig. Men efter at Navnet havde faaet sin Fuldkommelse i Frelserskikkelsen, blev det ikke givet nogen anden. For de Kristne var Navnet blevet for helligt og højt, for Jøderne derimod for afskyet.

Forjættelsen: "Han skal frelse sit Folk - " er nærmest rettet til den gamle Pagts Folk, men har selvfølgelig tillige en videre Betydning, paa samme Maade som "Abrahams Børn" nu betegner alle Herrens troende. Naar der staar, at han er kommen for at "frelse", siges straks dermed, at Slægten er en falden Slægt, en fortabt Slægt. Han kom ikke til en Menneskeslægt, som nok kunde have undværet ham og til Nød ogsaa have hjulpet sig uden ham. Nej, han kom til en Slægt. som, overladt til sig selv, i sin naturlige Tilstand er uhelbredelig fordærvet, uigenkaldelig fortabt, hjælpeløs elendig, en Slægt saa fordærvet, at den ikke mere erkender sin Fordærvelse som Fordærvelse, at den har vænnet sig til Elendigheden og lader glad midt iden. Ak, en Slægt, der just trænger til Frelse, til en Jesus.

Matthæus føjer til, at dette (nemlig at Frelseren undfangedes paa denne Maade) "skete altsammen", for at Profetordet fra Esaias 7,14 skulde fuldkommes: "Se, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel" ("Gud med os"). Alle det gamle Testamentes Traade samler sig i Kristi Person. Han er Fuldkommelsen af den gamle Pagt.

At dette Ord om Jomfru-Sønnen fik sin fuldkomne Opfyldelse, siges os i Kapitlets sidste Vers. Josef, der havde kendt Herrens Røst gennem denne Drøm og forstaaet, at det var en guddommelig Aabenbaring, var Herrens lydige Tjener, ligesom Maria havde været det overfor det Englebudskab, der lød til hende, og han annammede sin Hustru, det vil sige, tog hende til sig i sit Hus, hvorved han efter den Tids Skik fuldbyrdede Ægteskabet. Men Maria blev ved med at bevare sin Jomfrustand, idet Josef af hellig Ærefrygt afholdt sig fra ægteskabelig Omgang med hende, indtil det guddommelige Barn var født.

Der har ofte været rejst Spørgsmaal om, hvorvidt Maria siden efter Jesu Fødsel havde født Josef Børn, eller om de Kap.13,55 nævnte Jesu Brødre, Jakobs og Joses og Simon og Judas, kun skulde være hans Brødre i den Forstand, at de ogsaa var Plejebørn af Josef. Udtrykket her (V.25): "indtil hun havde født fin Søn, den førstefødte" lader Spørgsmaalet være aabent; thi Udtrykket "den førstefødte" betegner i Følge Mose Lov (2.Moseb.13,2) kun, at ingen anden før han havde "aabnet Moders Liv", og brugtes, selv om Moderen kun havde dette ene Barn. I Kirkens første Tid antoges det, at Maria senere havde født Josef Børn, men efterhaanden som Mariaskikkelsen blev stillet højere og højere for tilsidst at ende som Pavekirkens Himmeldronning, forkastedes denne Mening. Ogsaa protestantiske Theologer, saaledes Luther, ansaa det for utænkeligt, at nogen anden Fødsel skulde være fremgaaet af det samme Moderskød, som havde født Kristus efter Kødet. Det er umuligt at afgøre og har heller ingen Betydning. Udtrykket i V.25: "indtil" synes dog nærmest at pege hen paa, at Herrens Brødre var hans legemlige Brødre.

Navnet Jesus havde Engelen jo ogsaa kundgjort for Jomfru Maria (Luk.1,31). Det er altsaa Navnet, Gud Fader har tillagt sin enbaarne Søn. Og dette Navn skal forplante sig, saa længe Solen lyser (Salme 72,17) og prises saligt af frelste Sjæle i alle Folkeslag.

"Jesus er Navnet mageløst
Baaret af Herren med Ære,
Deri al Naaden er udøst,
Som kan i Sandheden være"

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media