En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Sjette bind:

Matthæus Evangeliet

Kap 2

"Men da Jesus var født i Bethlehem - " saaledes begynder dette Kapitel. Det forudsætter altsaa, hvad der fortælles os hos Lukas Kapitel 2 om Josefs Tilbagevenden til Bethlehem og Barnets Fødsel der, hans omskærelse og Fremstilling i Templet. Josef og Maria var fra Templet i Jerusalem vendte tilbage til Bethlehem, Josefs egentlige Hjemstavn, og der fandt nu dette underfulde Besøg af de vise Mænd fra Østerland Sted hos Barnet.

Matthæus har i Kap.1 fremdraget de Kendetegn, der maatte findes hos Messias allerede ved hans Fødsel, om han med Rette skulde kunne kaldes for den i den gamle Pagt forjættede Messias, nemlig at han skulde være Davids Søn og Jomfrusønnen. Nu begynder han at fremdrage, hvorledes de i den gamle Pagt fremsatte Kendetegn paa Messias fulgte Jesusbarnet helt igennem ogsaa efter dets Fødsel.

Efter Esaias Kap.60,3 og 6 og forskellige andre profetiske Steder skulde nemlig ogsaa fremmede Folkeslag bringe Israels Konge deres Hyldest. Dette, viser Matthæus nu, begyndte at opfyldes allerede i Frelserens spædeste Barndom. Hvem var disse vise fra Østerland? Vi hører i Daniels Bog, hvorledes Daniel blev beskikket til øverste Forstander "for alle de vise i Babel" (Daniel 2,48). Disse hedenske Vismænd syslede med Stjernelære og Lægekunst, men ved Siden deraf ogsaa med den saakaldte Astrologi, Stjernetydning, idet man mente ud af Stjernernes Stilling at kunne forudsige kommende Begivenheder. Bileam, hin Profet, der omtales i 4.Moseb.Kap.22-24, og som kom fra Eufrats Egnen (4.Moseb. 22,5) har hørt til disse Vismænd eller, som de i den græske Grundtekst kaldes, "Magere". Den Spaadom, som Bileam allerede fremførte: "Der opgaar en Stjerne af Jakob" (4.Moseb.24,17) er maaske gaaet i Arv fra Slægt til Slægt blandt hine Østens vise. Og da Daniel blev Forstander for dem, er de sikkert blevne end mere fortrolige med Messias haabet. Ved Kristi Fødsels Tid gik der gennem Østens Hedningefolk en underlig Længsel efter en Konge, der skulde komme fra Jødeland. Denne Forventning hænger selvsølgeligt, som før nævnt, sammen med, at Jøderne var spredte omkring i Østerland og alle Vegne havde kundgjort deres Haab.

Naar Sagnet har gjort disse Vismænd til tre Konger ("Hellig tre Konger"), ja endog tildelt dem Navne (Kaspar, Melchior og Baltasar), savner dette al historisk Grund. Derom staar der jo intet her hos Matthæus. At det var tre, og det tre Kongen har man villet slutte sig til, dels af Gavernes Antal, dels af deres Kostbarhed, dels vel ogsaa af Ordet i Salme 72,10: "Konger fra Scheba og Seba skal fremføre Gave". Rige Mænd har det i ethvert Tilfælde været og Mænd, i hvem der har været en dyb Længsel efter Sandheden. Det kan vi forstaa deraf, at Herren agtede dem den store Naade værd ved et særegent Tegn at forkynde Juleevangeliet for dem.

Ligesom Herren drog Fiskerne ved Genezaret Sø til sig ved den underlige Fiskedræt, saaledes talte han til de stjernekyndige Vismænd i Østerland gennem en Stjerne, en underfuld Stjerne. Det opfyldtes paa hine Vismænd, hvad der staar i den lille Sang:

"Han tænder sit Lys paa den vildsomme Vei,
Hans Stjerne for Aanden oprinder,
Den straaler og vinker og standser ej,
For Hjertet sin Frelsermand finder."

Hvor Hjertet er af Sandhed, behøves der ikke nogen lang Prædiken for at drage det. Medens de vrangvillige Hjerter kan høre og høre uden at agte paa Kaldet, kan Herren ofte ved et lille Vink hjælpe det ærlige Sind.

At Gud ved et overordentligt Himmeltegn vilde bebude en saadan Verdensbegivenhed som Frelserens Fødsel, kan lige saa lidt vække vor Forundring, som at Tegn i Naturen paafulgte hans Død. Selve Naturen maatte fortælle hans Ankomst og Bortgang; thi han var ogsaa Naturens Herre.

Hvorvidt nu denne Stjerne har været en Fiksstjerne, en Komet eller en usædvanlig Planetforbindelse, maa staa hen. Nyere stjernekyndige har beregnet, at Aar 747 efter Roms Anlæggelse eller omtrent 6 Aar før den Tid, der i gamle Dage blev beregnet som Kristi Fødselsaar, indtraf den 20. Maj, den 27. Oktober og den 12. November en mærkværdig Forening af Planeterne Jupiter og Saturn, hvorved disse i sig selv store og klare Stjerners Lys sammensmeltede til et eneste, hvad der maa have vakt stor Opmærksomhed hos alle, som befattede sig med Stjernekundskab. Efter vor Tidsregning er Kristi Fødsel sat til Aar 754 efter Roms Anlæggelse, men da denne Udregning har vist sig fejlagtig, idet Kristi Fødselsaar bør sættes adskillige Aar tidligere, har mange ment, at det var dette Fænomen, som de vise Mænd havde set. Derved forklares det ogsaa, hvorledes Stjernen først kunde vise sig, siden forsvinde og saa igen vise sig.

Om nu Gud har brugt Stjernernes naturlige Baner til at fremkalde denne underfulde Stjerne ved Kristi Fødsels Tid, eller Herren har ladet et nyt Stjernelys træde frem ved sin Almagt, det kan jo for troende Mennesker være ganske det samme. At de vise Mænd paa denne Maade blev ledsagede hen til Jesus, det er Underet, som bliver uforandret, hvorledes man saa ser paa den ydre Maade, hvorpaa det skete.

Den Tidsregning, vi bruger, stammer fra Abbed Dionysius den Lille, der levede i Rom i det sjette Aarhundrede. Før hans Tid havde de Kristne i Reglen regnet Aarene fra Kejser Diokletian, men Dionysius foreslog at regne dem fra Kristi Fødsel for, som han sagde, ikke at knytte Mindet om den ugudelige Kristenforfølger til Beregningen af de hellige Tider. Dionysius gik, som før nævnt, ud fra, at Kristus var født Aar 754 efter Roms Anlæggelse. Dette Tal havde han fundet paa følgende Maade: Kejser Tiberius' femtende Regeringsaar, i hvilket Johannes Døberen fremtraadte (Luk.3,1), var efter hans Beregning 782 eller 783 efter Roms Anlæggelse. Den Gang Jesus modtog Daaben af Johannes, var han "henved 30 Aar gammel" (Luk.8,23). Altsaa, sluttede Dionysius, maa Jesus være født henved 754. Det varede imidlertid ikke 1ænge, før man saa, at det ikke kunde være rigtigt. Herodes den Store døde nemlig i April Maaned 750, og da Jesus var født under hans Regering, havde Dionyfius følgeligt sat hans Fødsel mindst 5 Aar for sent; thi senere end Slutningen af Aar 749 kan Jesus ikke være født, naar han under Herodes den Store har oplevet det bethlehemitiske Børnemord. Da Herodes efter Matth.2,16 "lod alle Drengeborn ihjelslaa, som var i Bethlehem og i dens Omegn, fra to Aar og derunder, efter den Tid, som han havde faaet Besked om af de vise", synes Tiden for Kristi Fødsel snarere at maatte ligge endnu længere tilbage. Det bliver nu ikke muligt med Bestemthed at kunne angive det rigtige Aar, da Evangelierne ikke indeholder Angivelser nok til, at Tidspunktet sikkert kan udregnes. Herren vil vel derved vise os, at det ikke gælder om at fordybe sig i saadanne ydre Punkter, men at det for Hjertet gælder at holde sig til Sagen selv, det uhyre store, at der er født os en evig Frelser.

De vise Mænd nøjedes ikke med at forundre sig over Stjernen, at tale derom og saa for Resten blive, hvor de var. Der er jo Mennesker, der har set et Glimt af Frelserens Hserlighed, men som alligevel ikke gør Alvor af at komme hen til ham. Vejen til Korset tykkes dem for lang og for svær, de lader sig standse af den mindste Hindring og bliver alligevel i det gamle Liv med Verden. Men de vise Mænd lod sig ikke standse af Rejsens Besværligheder, ej heller lod de sig standse af den Kulde, de mødte i Jerusalem overfor det, der brændte i deres Sjæl.

I Jerusalem regerede Kong Herodes med Tilnavn den Store, en Søn af Idumæeren Antipater. Det var en grusom Mand, der ved Romernes Hjælp og egen Snuhed var kommen paa Tronen. Han blev forfærdet, da Rygtet om de vise "Mænds Ankomst naaede ham. Kort i Forvejen havde Farisæerne spaaet en af Herodes' Slægtninge, at Kongeværdigheden skulde gives denne Slægtnings Efterkommere, men fratages Herodes den Store. Herodes havde ladet flere af disse Farisæere henrette, men en Skræk havde han i sig. En grusom Tyran maa altid frygte, i hvert Tilfælde var Messias' Komme ikke noget, han længtes efter; thi om Messias var der spaaet, at han skulde kæmpe "er Sandhed og Mildhed med Retfærdighed" (Salme 45,5). Men Herodes gik ikke ad de Veje. Imidlertid synes det dog, at Herodes har troet Spaadommen om en Kristus.

Medens Jerusalem skælvede af Frygt for, hvad Herodes kunde finde paa af Grusomheder i Anledning af dette Messiasrygte, trak denne imidlertid Rævepelsen paa og anstillede sig ivrig for at besvare de vise Mænds Spørgsmaal om, hvor denne Konge var at finde. Han samlede da Synedriet, Jødernes "høje Raad", der ved den Tid var Jødernes øverste kirkelig-borgerlige Myndighed. Det bestod af 70 Medlemmer med en Præsident i Spidsen, og Medlemmerne faldt atter i tre Klasser, nemlig Ypperstepræsterne, de Ældste og de Skriftkloge. Her nævnes kun de to Klasser, men i Kap.26,3 nævnes samtlige tre Klasser af Raadets Medlemmer.

Der var jo kun een Ypperstepræst ad Gangen, men de, som tidligere havde beklædt Embedet, kaldtes fremdeles med dette Navn, og det samme var Tilfældet med Forstanderne for de 24 Præsteskifter. Oprindeligt arvedes den ypperstepræstebige Værdighed fra Fader til Søn og var under almindelige Forhold livsvarig. Alene efter den babyloniske Landflygtighed skete det ofte, at de blev afsatte og indsatte af de verdslige Herskere ret vilkaarligt. Herodes den Store havde endog overdraget denne Værdighed til ganske almindelige Præsten Derfor fandtes der den Gang flere paa een Gang, der bar Titlen. I det hele skal der fra Aron af og indtil Jerusalems Ødelæggelse have været 83 Ypperstepræster i Embede.

Ved "Skriftkloge" forstodes i Almindelighed Lovens Afskrivere og Forelæsere, senere de Lovkyndige overhovedet, altsaa Jødernes Jurister og Theologer. Den tredje Klasse, Folkets Ældste, omtales ikke her, fordi det især maatte være de gejstlige og theologiske Medlemmer, der kunde besvare dette Spørgsmaal om, hvor Messias skulde fødes. Hvor almindelig Forventningen om "Messias" var, ses deraf, at man aldeles ikke opkastede Tvivl om hans Fødsel.

Stedet blev ogsaa hurtigt nævnet, thi Profetien hos Mika var tydelig nok. Profetens Udsagn anføres ikke ordret, men paa de hellige Forfatteres Vis frit efter Aanden, saaledes at dog Meningen bevares ganske uforandret. I Stedet for "Bethlehem i Juda Land« (V.6) staar der hos Mika: "Bethlehem Efrata", hvilket sidste er Byens gamle Navn (1.Moseb.35,19). Begge Tillægs Formaal er imidlertid ganske det samme, nemlig at adskille dette Bethlehem fra en By af samme Navn i Sebulons Stamme (Josva 19,15). I Stedet for "ingenlunde den mindste", som her staar, har Mika "liden". "Men Sammenhængen hos Mika viser tydeligt nok, at ogsaa han langt fra at nedsætte meget snarere vil fremhæve Bethlehems Betydning som liden kun for den udvortes Betragtning. Her staar fremdeles: "Juda Fyrster", hos Mika: "Judas Tusinder". Meningen er den samme, thi Jødefolkets tolv Stammer var inddelte i Familier eller "Tusinder", i hvis Spidse der stod Familiefyrster. Her staar: "Af dig skal udgaa en Fyrste, som skal være mit Folks Israels Hyrde", hos Mika: "Af dig skal udgaa mig en til at være Hersker over Israel." Evangelisten tilføjer her Benævnelsen "Hyrde" i Henblik paa de mange Ord i gamle Testamente, hvor Herren lignes ved en Hyrde, navnlig Ordet i Ezekiel 34,12 og 23, hvor der om den kommende Fyrste af Davids Rod staar: "Han skal vogte dem, og han skal være dem en Hyrde." Derved betegnes et mildt Herredømme, en kærlig og trofast Omsorg for Folket.

Denne Maade at fremdrage Profetier paa fra den gamle Pagt vidner om en dyb og inderlig Forstaaelse af Forjættelserne.

Hvilken Modsætning mellem disse jødiske Skriftkloge, der havde det nøjagtigste Kendskab til Skriftens Bogstav, men alligevel var blinde for Profetiens Opfyldelse, og saa disse hedenske Vismænd, der var standhaftige i Troen, skønt det Lys, de havde over Aabenbaringen, kun var svagt.

I V.7-8 fremtræder nu Herodes i hele sit udspekulerede Hykleri. Han udspurgte de vise Mænd nøje om Tiden, da Stjernen havde ladet sig tilsyne, idet han vel forudfatte, at Barnets Fødsel maatte være samtidig med "Stjernens første Fremtræden". Han søger at gøre de vise Mænd troskyldige ved at fremhykle som sin Hensigt ogsaa selv at ville komme for at tilbede Barnet. Her ser vi, som saa ofte, hvorledes Vantroen bliver slaaet med Blindhed, saa hele dens Snildhed i Virkeligheden bliver Dumhed. Herodes forsømte nemlig at sende Tjenere med, og saaledes blev det ham, der blev skuffet i sin Beregning.

Bethlehem (se Bill.) ligger et Par Mil Syd for Jerusalem paa Vejen til Hebron, paa en Bjerghøjde. De vise Mænd rejste, som det saa ofte er Skik i Østerland, om Natten. Og hvor er de ikke blevne bestyrkede i deres Sjæl ved paa een Gang igen at se Stjernen, som de havde set i Østerland. Der staar (V.10): "Da de saa Stjernen, blev de saare meget glade." Deri ligger, at Stjernen i Mellemtiden ikke havde været synlig for dem. Og saa fandt de da, hvad de søgte, og de forargedes ikke over denne Konges fattige og ringe Kaar, men de troede paa dette Barn som den store Konge, "faldt ned og tilbad det", samt ofrede det kongelige Gaver. "Guldet", som de ofrede, var en Gave, man plejede at

bringe Kongen "Røgelse og Myrrha" var mere Gaver, der peger hen paa Præsteembedet. Det er Kongepræsten, Præsten efter Melkisedeks Vis (Salme 110), de tilbeder. Hvor beskæmmende er dog ikke disse Hedningers hele Stilling i dette ved Sammenligning med den Vantro, hvormed Israels Folk i sin Helhed tog imod Frelseren! Israels Børn forargedes stadig over Frelserens ringe Herkomst og fattige Kaar, "hans egne tog ikke imod ham" (Joh.1.11). Disse Vismænd minder med deres Tro om den bodfærdige Røvers Tro. Begge Parter saa Frelseren i Fornedrelsen og troede dog paa ham som en Herre og Konge. Her er noget til Paamindelse ogsaa for vore Dage.

Vi skal lægge Mærke til, at her staar: "De gik ind i Huset og saa' Barnet med dets Moder Maria" - ikke som Paven og hans Tilhængere sikkert vilde have sat det: Moderen Maria med hendes Barn. I den papistiske Kirke ser man altid Maria som Himmeldronning træde i Forgrunden, men den hellige Skrift kender ikke til saadant.

Naar der staar: "De gik ind i Huset", ser vi, at der maa være gaaet en Tid siden Frelserens Fødsel; i Stalden var han ikke mere som hin Julenat. Den bekendte Præst Ludvig Schneller, født i Valæstina, hvor han har tilbragt det meste af sit Liv, mener, at det, at Frelseren lagdes i en Krybbe, hvorvel det kunde pege hen paa en af de mange Klippehuler, der bruges som Stalde, dog ikke nødvendigt behøver at gøre det. Han fortæller, hvorledes de gammeldags Vaaningshuse i Bethlehem kun bestaar af et eneste Rum, i hvilket ikke blot Mennesker (ofte flere Familier) opholder sig, men ogsaa Husets Kreaturbestand. Man ser derfor hyppigt i saadanne Vaaningshuse Krybber af Træ.

Hvorledes dette nu forholder sig, har jo mindre at sige. I hvert Tilfælde ser vi af Ordet her, at Jesusbarnet var under Hustag, da de vise Mænd kom.

Herren afværgede ved en særlig Styrelse, gennem en Drøm, den Skade, som de vise Mænds Troskyldighed overfor Herodes kunde have voldt, saa de drog bort ad en anden Vej. Men om dem gjaldt sikkert det samme, som der fortælles om Skatmesteren fra Æthiopien (Apostl.Gern.8), at de er dragne deres Vej med Glæde. Hele denne Beretning om, hvorledes de vise Mænd fandt Jesusbarnet til Trods for alle Hindringer, er et yndigt Billede paa; hvorledes den Dag i Dag en længsselsfuld Synder finder sin Frelser. De gav Agt paa Herrens Vink, de fulgte Vinket og lod sig ikke standse hverken af Vejens Besværlighed eller af det lunkne, ligegyldige Sind hos de Skrift1kloge og den høje Geistlighed i Jerusalem. Glæden over at have fundet Herren giver sig Udtryk i Taksigelsens og Lovprisningens Gaver, og endelig: de drog hjem ad en anden Vej end før, ikke tilbage til de lunkne og kolde Hjerter.

Vi har Ordets Lys, "hans Guddoms Ord det klare, som han os lod aabenbare til at lyse for vor Fod". Men kender du, kære Læser, denne Vandring til Bethlehem, det Bethlehem, der for os er at finde i Daabens Naadepagt? Ogsaa der ser det fattigt nok ud, udvortes set. "Men Herrens Herlighed er der. Ordets Stjerne lyser hen over Daabens Bad og vidner: Der er Guds Hus og Himlens Port, der er din Frelser. Fandt du ham, troede du ham, og gav du ham det, som for ham er mere værd end Guld: dit Hjerte? Ofrer du ham Røgelse, dit Hjertes Bøn og Lov og Tak, ofrede du ham Myrrhaen, den bitre Myrrha, der kan lignses ved den Smerte, Korsets og Selvfornægtelsens Smerte, der nødvendigt hører med til en levende Tro? Og drog du saa hjem ad den anden Vej, uden om det kolde og lunkne Selskab, sad den Vej, Herren viste dig, en Vej saa forskellig fra den gamle, som et helligt Liv er forskelligt fra et Verdensliv?

"Stjernen ledte vise Mænd
Til vor Herre Kristus hen.
Vi har og en Ledestjerne,
Og naar vi den følge gerne,
Komme vi til Jesus Krist."

Ligesom i Patriarkernes Dage Forjættelserne syntes at blive tilintetgjort ved Israels Tog til Ægypten, saaledes saa det underligt ud, at det hellige Barn, Israels Messias, straks i sin spædeste Barndom maatte forlade det hellige Land og bort til Ægypten, men Herrens Haand ledede ogsaa dette, ikke blot til et Værn overfor de djævelske Efterstræbelser mod Barnets Liv, som brød frem gennem Herodes, men ogsaa for derved ligesom at lægge et Dække over Frelserens Person, skjule ham i en Praa, indtil han kunde træde frem og bevise sin guddommelige Sendelse ved Ord og Gerning. Ikke vilde Gud, at Kristus skulde bæres frem i Folket ved de Tegn, der var skete i Bethlehem i hans Jordelivs Morgenstund. Var han bleven i Bethlehem, vilde disse Tegn formodentlig være blevne knyttede til hans Person paa en uaandelig Maade. Nej, Beredelsens Tid skulde tilbringes i Dunkelhed i Nazareths skjulte Vraa. Ogsaa derfor blev Jesusbarnet ved Flugten til Ægypten paa een Gang fjernet fra Davidsstaden, for at ingen af ydre Grunde skulde hylde ham som Messias.

I en Drøm fik Josef atter Vejledning fra Herrens Engel om samme Nat (V.14) at fly med Barnet og Maria til Ægypten, der laa omtrent 5 eller 6 Dagsrejser fra Bethlehem. Paa den saakaldte Ørkenvej kunde man endog naa derhen paa 40 Timer. Rejsen gik over Hebron og Beersaba.

Man har ofte i Billeder søgt at fremstille denne Flugt til Ægypten, og en enkelt Kunstner har ladet os skue Englevagten, der fulgte den enlige Mand med Barnet og dets Moder. Den lille Familie boede i den Højestes Skjul.

Vi hører baade i foregaaende Kapitel og atter og atter i dette, hvorledes Herren vejledede og advarede ad Drømmens Vej (Kap. 1, 20 og Kap. 2 V. 12, 13, 19 og 22). Det kunde være paa sin Plads at betragte dette Punkt. Ofte har Mennesker ladet sig vildlede af Drømme, har lagt en overtroisk Vægt paa Drømme. Det kan endog ske, at rent vantro Mennesker, der har drømt om Himmelen, har slaaet sig til Ro med, at det var et Tegn paa, sat alt var godt med dem. Drømme i og for sig er jo kun Fostre af egen Indbildning. Men vi lærer af dette Guds Ord, at Herren kan tage dem i sin Haand. Et Kendetegn vil det altid være, om Drømmen stemmer med Guds aabenbarede Ord. Stundom kan Herren gøre et Guds Ord levende for os i en Drøm, ogsaa tidt give os et dybere Indblik i den Fordærvelsens Afgrund, der findes i vore Hjerter, som Ordet siger os. Men det sker jo heller ikke sjældent, at Herren gennem en Drøm kan gribe ind i Menneskers Liv, støtte den Vækkelse, Aanden gennem Ordet er ved at faa frem i det Menneskes Sjæl, eller vejlede et Guds Barn og advare det mod Farer. I Almindelighed kan vi sige, at det er den aandelige Sammenhæng med vort Gudsforhold, der maa sættes som Prøvesten paa en Drøms Betydning for os. Er den fra Gud i særlig Forstand, skal det nok give sig til Kende i en aandelig Velsignelse til Lys og Vejledning.

Paa denne Flugt til Ægypten blev der Brug for de rige Gaver, de vise Mænd havde ofret. Ogsaa paa den Maade sørgede Herren for den lille Familie gennem de vise Mænds Besøg.

Matthæus ser i denne Rejse til Ægypten en Opfyldelse af det profetiske Ord hos Hoseas 11,1: "Fra Ægypten kaldte jeg min Søn." Israels Konge blev for saa vidt sit Folk Israel lig i dets Historie, i dets Lidelser, Ringhed og Trængsler, før hans Herlighed aabenbaredes. Det er Kongevejen gennem Lidelse til Sejr, og paa den Vej skal hans Folk ogsaa følge ham efter til alle Tider. Tillige maa det huskes, at Israels Folk kun var "Guds Søn", fordi Guds evige Søn var til Stede i og boede i dette Folk, ogsaa før han blev Menneske. Den "Herrens Engel", der saa ofte omtales i det gamle Testamente og stilles lige med Herren selv, er jo vor Frelser, som han virkede for Syndere i sin førmenneskelige Skikkelse. Derfor siger ogsaa Apostlen Paulus i sit 1. Korinthiers brev 10.Kapitel, at "Klippen", der fulgte Folket paa Ørkenvandringen, var Kristus. Nu fik dette Ord altsaa tillige sin ydre legemlige Opfyldelse efter at Guds Søn var bleven Menneske.

I V.16 fortælles os, hvorledes Herodes rasede mod Smaabørnene i Bethlehem. For en Sikkerheds Skyld medtog han alle Børnene lige fra to Aar. Man har indvendt imod denne Beretning om Børnemordet i Bethlehem, at den ikke omtales hos de verdslige Historieskrivere fra hine Tider. Dertil maa svares, at for det første var Bethlehem saa lille en By, at Smaabørnenes Tal i det højeste kunde være henved halvtreds, dernæst at dette Drab kun var som en Draabe i Havet i Sammenligning med Herodes andre, langt større Rædselsgerninger.

Atter her finder Matthæus en Fuldkommelse af Profetien ved Jeremias 31,15: "En Røst blev hørt i Rama, Graad og megen Jamren. Rakel græd over sine Børn og vilde ikke lade sig trøste; thi de er ikke mere." Hos Jeremias viser Graaden og Klagen hen til den Smerte, Bortførelsen til Babel vakte. Men denne Klage fik nu en ny Opfyldelse. Naar der staar: "Rakel græd over sine Børn," kommer det af, at Rakel jo døde under Fødselssmerter et lille Stykke fra Bethlehem (1.Moseb.35,16-19) og blev begravet der. Hun staar derfor som et Udtryk for Bethlehems Mødre, skønt Bethlehem ikke laa i Benjamins, Rakels Søns Stamme. Men Mødrenes Klageskrig fra Bethlehem blev dog hørt i Rama, en By i Benjamins Stamme. Klageraabet i hine Egne ved den babyloniske Landflygtigheds Tid blev altsaa et Varsel for dette nye Klageraab.

Naar her saa ofte staar om en Profeti, at den blev "fuldkommet", menes dermed ikke blot en ligefrem Opfyldelse af en given Spaadom, men en Fuldkommelse af et tidligere Forbillede. Hele Israels Historie er, som vi har sagt det, typisk, det vil sige forbilledlig, indtil sine mindste Træk. Men alt det forbilledlige har da sin Fuldkommelse i hans Historie, der var Israels Folks Fylde og Krone, den forjættede Messias. Toget til Ægypten og Tilbagekaldelsen derfra, Klageraabene i Ramas Egne, da Folket var bortført som Fanger til Babel, alt dette havde saaledes sin forbilledlige Side. Derfor taler Evangelisten stadig om, at det skulde "fuldkommes".

En underlig Modsætning finder vi i dette Afsnit mellem det Arbejde, Josef havde taget sig for, at tjene Herren ved at vaage over Jesusbarnets Liv, og det Arbejde, Herodes havde taget sig for, at tjene Satan ved at prøve paa at ihjelslaa det samme Barns Liv. Det er Troens og Vantroens dybe Modsætning, der træder os for Øje her. Alle døbte Mennesker har faaet et Jesusliv ved Genfødelsens Bad, og det er Opgaven at vaage over dette Liv, at det ikke skal dø. Saa længe et Menneske er vantro, gaar det i Herodes' Spor og kvæler det Aandens Liv, der skulde blive dets Redning. Nogle ødelægger det paa en grov Maade ved at fylde Hjertet med de grove Laster, andre staar dette Aandens Barn efter Livet ved at give det Selvretfærdighedens og en blandet hyklerisk Gudsfrygts Gift. I et vantro Hjerte befinder det i Daaben skæntede Jesusliv sig i en hendøende Tilstand, og frygteligt er det, naar det omsider ganske dør. For de fortabte i Helvede vil Ordet i V.18 paa en grufuld Maade blive fuldkommet. I Helvede høres "Graad og Skrig og megen Hylen". Det frygtelige er sket: "De er ikke mere" (V.18), det vil sige, det Genfødelsens Liv, Gud en Gang skænkede disse Sjæle i Daaben, det er ikke mere, det er ganske udslettet og Sjælen bleven Djævelen lig og har kun tilbage "Ormen, Pinen og Hjerte-angsten", som en berømt. engelsk Digter sagde i sin Dødsstund.

Men de, der saaledes aandeligt talt er blevne Selvmordere, gaar ogsaa i Herodes' Spor overfor andre, "søger efter Barnet for at omkomme det", hvor de ser dette Jesusliv vaagne i andre Menneskers Hjerte. Vantro Forældre søger at dræbe Livet, naar det vaagner i deres Børns Hjerter. "Hellere vil jeg se dig ude i den vildeste Tummel," sagde en vantro Gaardmandskone til sin troende Datter, "end se dig blandt de hellige." Den vantro Husbonde, ja den vantro Præst og vantro Skolelærer, hvor kan de ikke arbejde paa ved List og ved Magt at udrydde det hellige Jesus-liv, hvor de finder det!

Men omvendt bestaar Troslivet deri, at man i Josefs Spor kæmper for at "vogte paa den skønne, betroede Skat ved den Helligaand, som bor i os" (2.Tim.1,14). Stundom sender Herren den Dag i Dag sine Venner hen i Ensomhedens Ægypten. Maaske tog han dig afsides i Sygestuen eller satte dig paa anden Maade i en dunkel Vraa. Knur ikke derover; thi Herren gjorde det maaske just for at frelse dig fra de Anslag, der var i Gang imod dit Jesusliv. Derefter leder Herren sine Venners Vej, at Aandens Liv i vore Sjæle ikke skal dø, men leve, vokse og trives, til det rette, himmelske Hjem er naaet.

Lykkes og trives,
Styrkes, oplives
Skal dine smaa,
Vokse i Kræfter,
Stige derefter,
Højenloft naa,
Himle, hvor Øiet, som græder ej mer,
Herren vor Gud i sin Herlighed ser!

Ikke længe efter Børnemordet i Bethlehem ramte Guds Haand den onde Herodes. Hvor voldsomt end Guds Modstandere raser, Stunden kommer dog, da det hedder om dem, den ene efter den anden: De er døde, som søgte efter Barnets Liv. Herodes døde en frygtelig Død paa noget lignende Maade som Antiokus Epifanes (2.Makk.9,9). Der gik Betændelse i Indvoldene, en forfærdelig Stank udgik fra ham, idet hans Legeme raadnede i levende Live, saa endog Ormene viste sig i det forraadnede Kød. Paa samme Maade fortælles i Apost.Gern.12,23, at Herodes Agrippa den første døde.

Herodes den Stores Liv havde været fuldt af de grueligste Misgerninger. Sin Svoger, sin Svigerfader, sine egne Sønner, ja sin egen Hustru lod han myrde. En Søn af ham, Antipater, vilde have taget ham af Dage, men Herodes lod ham henrette fem Dage før sin egen Død. Han vidste, at ikke et Menneske vilde græde over ham. Derfor havde han kaldt Nigets Stormænd til sit Dødsleje og befalet, at man skulde tage dem alle af Dage i hans egen Dødsstund, for at han ialt Fald kunde dø under Klage. Hans Paabud blev dog ikke fuldbyrdet. I sit Testamente havde Herodes ordnet Tronfølgen saaledes, at Arkelaus fik Judæa, Idumæa og Samaria, Herodes Antipas fik Galilæa og Peræa og Filip nogle Landskaber idet nordøstlige (det gamle Basan). Denne sidste viste sig som den bedste af Herodes den Stores Sønner. Arkeslaus derimod gik helt i sin onde Faders Fodspor.

Da Herodes var død, fik Josef atter Englebud om nu at drage med Barnet og dets Moder til Israels Land. Ordet, hvormed Herren kaldte ham tilbage, minder ganske om det Ord, hvormed Moses i fordums Tid blev kaldt tilbage fra Ørkenen til Ægypten, da han skulde føre Folket ud af Ægypten til Kanaan (2.Moseb.4,19).

Det synes, som om Josef først havde haft i Sinde, som rimeligt var, at vende tilbage til sin Fædrenestad Bethlehem, men da han hørte om Arkelaus' grusomme Regimente, frygtede han for at drage derhen med Messiasbarnet, og denne Frygt var "fra Gud, hvad han fik stadfæstet i en Drøm. Saa drog han da til Galilæa, til Staden Nazareth, hvor han havde haft sit Arbejde tidligere og var bleven trolovet med Maria. Der voksede saa Jesusbarnet op, "at det skulde fuldkommes, som sagt er ved Profeterne: "han skal kaldes Nazsaræer" (V.23).

Man har spurgt om, hvor det var bleven profeteret, at han skulde kaldes Nazaræer; thi Nazareth nævnes ikke i det gamle Testamente. Navnet kommer af det hebraiske "Nezer", det vil sige en Kvist, et Nis, et Nodskud, og vil enten sige, at Byen selv var som et svagt Nis, en liden fattig By, eller ogsaa at der har været Buske og Ris i Nærheden Nazareth hørte til Nedre Galilæa, til Sebulons forrige Stammeomraade, og laa paa et Bjerg (se Luk.4,29), 3/4 Mil vest for Tabor, i et smukt Landstab.

Nu er Nazareth blevet navnkundigt over hele Jorden (for Tiden tæller det henved 3000 Indbyggere, for Størstedelen døbte), men i Herrens Køds Dage var Byen og dens Indbyggere meget ringeagtede. Nathanael spørger (Joh.1,47): "Kan noget godt være fra Nazareth?" Saaledes maa det da forstaas, naar Matthæus siger, at det er forudsagt ved Profeterne, at han skulde kaldes Nazaræer, nemlig som en Betegnelse for, at Jesus skulde blive foragtet, hvilket oftere tydeligt er forudsagt paa forskellige Steder, saaledes Esajas Kap.53,2-3, hvor der staar: "Han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud af tør Jord - - han var foragtet - - vi agtede ham for intet." I den 22. Salme profeteres ogsaa om Messias som den, der skulde blive "Menneskers Spot og Folks Foragt" (Salme 22,7), ligesaa Salme 69,10: "Deres Forhaanelser, som dig forhaaner, er faldne paa mig." At dette: "han skal kaldes Nazaræer", ikke skal være en ordret Anførelse af noget bestemt enkelt Profetsted, men en Hentydning til flere paa en Gang ligger ogsaa i dette: 2Som sagt ved Profeterne."

Efter al Sandsynlighed sigtes der dog her fornemmelig til Esajas Kap.11,1, hvor Messias udtrykkelig kaldes Nezer, en Kvist ("Der skal opgaa et Skud af Isai Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt"). Ikke blot den aandelige Betydning af dette Messias' Navn Nezer, hans dybe Fornedrelse og Verdens Foragt, men ogsaa den bogstavelige Betydning gik saaledes i Opfyldelse, idet han kom til at bo i Nazareth, den ringe By, og fik Navnet Nazaræeren.

Der vokste saa Jesusbarnet op "i Nazareth i trange Kaar". Dette lille, fattige Nazareth er et godt Billede paa den Stad paa Bjerget, hvor Jesuslivet, der nedlagdes i os i Daaben, kan trives og vokse retteligt, nemlig de helliges Samfund, Guds lille Hjord, i Sandhed ogsaa ringeagtet ligesom fordum Nazareth "Hellig" - det Navn er i den vantro Verdens daglige Dale lige saa ringeagtet som fordum "Nazaræer". Men i det lille Nazareth er der Ly og Læ for Barnelivet i Gud. Der kan det faa sin Føde, sit Arbejde, sin Tugt og derved sin rette Vækst. Bor du da, kære Læser, i dette Nazareth, med Kristi Forsmædelse over dig (Hebr.13,13), men ogsaa med al den himmelske Velsignelse over dig, som der gemmes i dette Nazareth, "Hvor trindt omkring vi se Guds Spor Og lytte glade til hans Ord Som Aand og Liv paa Jorden."