Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Sjette bind:

Markus Evangeliet

Indledning

Evangensten Markus, der ved Siden af dette Latinske Navn ogsaa havde det jødiske Navn Johannes (se Apost.Gern.12,12), var en Jøde, vistnok født i Jerusalem I Følge Apost.Gern. 12 boede hans Moder i Jerusalem, og Menigheden var samlet i hendes Hus den Nat, da Englen friede Peter ud fra Herodes’ Haand. I Kol.4,10 kaldes Markus Barnabas’ Søskendebarn (Barnabas var en paa Kypern født Levit, en fremragende Mand i den første Jerusalemske Menighed, Apost Gern 4, 36). Markus var sandsynligvis bleven omvendt ved Apostlen Peters Forkyndelse, Peter kalder ham da i 1. Pet. 5, 13 sin "Søn".

Af Apost. Gern 12, 25 ved vi, at han fulgte med Barnabas og Paulus fra Jerusalem til Antiokia, dengang disse to havde været i Jerusalem med en Gave fra Disciplene i Antiokia. Og dengang Barnabas og Paulus begyndte den første Missions rejse, fulgte Johannes Markus med som "Medhjælper" (Apost.Gern.13,5). Dog holdt han ikke ud ret længe, var kun med paa Den Kypern og skiltes fra dem i Pamfylien. Derfor vilde Paulus ikke have ham med igen paa den anden Missions rejse, skønt Barnabas tilraadede det. Følgen blev da den, at Barnabas skiltes fra Paulus og sammen med Johannes Markus sejlede til Kypern (Apost.Gern.15,37-39). Senere hen maa Markus vel have indset sit Fejltrin; thi det er glædeligt at se, at vi finder ham som Medhjælper hos Paulus under dennes Fangenskab, i ethvert Tilfælde det første. Vi har nævnt Stedet i Kol.4,10 og kan endnu nævne Brevet til Filemon V.24, hvor baade Msarkus og Lukas ses at være til Stede hos Paulus som hans "Medarbejdere". Markus nævnes først. I 2.Tim.4,11, Pauli sidste Fangenskab, beder Paulus Timotheus om at bringe Markus med, og Paulus føjer til: "thi han ser mig nyttig til Tjenesten". Men hvorvidt han har naaet at komme, ved vi ikke.

Imidlertid er Markus’ Navn dog mest knyttet til Apostlen Peter. Ikke blot træffer vi ham hos Peter (1.Pet.5,13), da denne skrev sit første Brev, men hele Oldkirkens Vidnesbyrd gaar ud paa dette, at han i længere Tid var Peters "Tolk", et Ord, der sikkert maa tages i Betydning af Medhjælper ved Ordets Forkyndelse og Brevskrivning. Efter Peters Død siges Markus at være dragen til Ægypten og at have grundet Menigheden i Aleksandria, hvor han skal være død Martyrdøden som Menighedens første Biskop.

Med Hensyn til det efter ham benævnte Evangeliums Tilblivelse fortæller Aposteldisciplen Papias, at han havde hørt følgende af Presbyteren Johannes, en Discipel af Jesus selv: "Markus, som var bleven Peters Tolk, opskrev nøjagtigt, hvad han kom i Hu, dog ikke i Orden, det, som var talt eller gjort af Kristus." Og saa føjes der til: "Markus havde nemlig hverken hørt Herren eller fulgt med ham, men senere fulgte han Petrus, der fremsatte Undervisningen, efter som det gjordes behov, ikke derimod i den Hensigt at give en ordnet Fremstilling af Herrens Ord." Ogsaa Klemens af Aleksandria (død 220) og Irenæus (død 202) fortæller, at Markus, Peters Discipel og Tolk, havde skrevet sit Evangelium efter Opfordring af Peters Tilhørere i Rom, og at han havde offentliggjort det efter Peters og Paulus’ Død, altsaa ved Aar 67 eller 68. Rimeligvis havde baade Matthæus og Lukas dengang allerede skrevet deres Beretninger.

Markus Evangeliet synes oprindelig skrevet for de kristne i Rom, og hermed stemmer dets Præg helt igennem. At det grunder sig paa Beretning af et Øienvidwe (Peter), fremgaar af de mange malende Smaatræk, som er ejendommelig for Markus, og at det er skrevet for Hedningekristne, fremgaar af forsksellige Steder (7, 3 og 15, 42), hvor jødiske Skikke forklares. Det er skrevet paa Græsk, men indeholder dog adskillige latinske Ord og Vendinger.

At Peter staar bagved dette Evangelium, mærkes tydeligt paa de Steder, hvor Peter omtales. Alt hvad der kunde tjene til Peters Ydmygelse, er trofast blevet gengivet, medens det hædrende Ord, vi hos Matth 16 hører Herren udtale til Peter i Anledning af hans frejdige Bekendelse af Kristus som den levende Guds Søn, er udeladt. At Peter havde lært den dybe Ydmyghed gennem sit Fald, afspejler sig ogsaa i Markus’ Evangelium.

De længere Taler af Herren udelader Markus som Regel, det er Jesu Gerninger med den deri lysende guddommelige Kraft til Sejr over Djævelen, Markus særlig vil fremstille. Og vi kan forstaa, at det just var dette, den henvisnende romerske Slægt trængte til at høre.

Kap. 1-9 skildrer Jesu Virksomhed i Galilæa med de mange Undergerninger og det mægtige Indtryk paa Folket. Kap 10-16 fremstiller saa, hvorledes Jesus fuldbyrdede sit Værk ved sin Lidelse, Død og Opstandelse i Jerusalem.

Den nu følgende Forklaring af Markus’ Evangelium vil blive ganske kortfattet, idet vi iøvrigt stadig vil henvise Læsserne til Forklaringen over Matthæus Evangeliset i alle de Dele, der er fælles for begge Evangelierne. Dog vil vi korteligen paapege det særlige, der findes hos Markus, i Tilslutning til, hvad vi allerede har gjort under Fortolkningen til Matthoeus.

Det er Frelserens dejlige Billede, vi atter skal beskue, at det dog ret maa blive indprentet i vore Hjerter, saa vi kunde blive dannede til at ligne ham.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media