En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Sjette bind:

Lukas Evangeliet

Indledning

Angaaende Lukas' Person ved vi ikke andet, end hvad den hellige Skrift selv meddeler. Navnet er sandsynligvis en Forkortning af Lukanus, altsaa et romersk Navn. Af Kol.4,14 hører vi, at han var Læge. Først et senere Sagn har villet gøre ham til Maler. Han var, som vi hører af samme Kapitel i Kolosssenserbrevet, ikke af jødisk Herkomst, hørte ikke til dem "af Omskærelsen" (Kol.4,13). Muligvis har han hørt til de saakaldte Portens Prosselyter, der troede Israels Gud uden dog ved Omskærelsen at lade sig indlemme i Folket. Efter den gamle Kirkefader Eusebius' Beretning skal han have været fra Antiokia, hvor jo ogsaa den første hedningekristne Menighed dannede sig.

Det Sagn, at han skulde have været en af de 70 Disciple, Herren udsendte (se Luk·10,1), strider imod, hvad han selv skriver i sit Evangeliums Kap.1,2, hvor han tydeligt vidner om sig selv, at han ikke har været noget "Øjenvidne fra Begyndelsen". Dette Sagn hidrører formodentlig fra, at Lukas er den eneste, der har Meddselelsen om de halvfjerdsindstyves Udsendelse.

Samme Forhold som Markus stod i til Peter, har Lukas staaet i til Apostlen Paulus, til hvem han sluttede sig paa dennes anden Missionsrejse. At det var i Troas i Lilleasien, han sluttede sig til, lige før Paulus drog over til Makedonien, fremgaar af Apost Gern 16, 10, hvor Fortællingen paa en Gang begynder at bruge Formen "vi". Ogsaa paa den tredje Missionsrejse ser vi ham hos Paulus baade i dennes første og andet Fangenskab. Dette fremgaar af Kol.4,14, ligeledes af Brevet til Filemon ; thi i begge disse Breve findes der Hilsener fra Lukas, hvem Paulus i Kolossenserbrevet kalder "den Elskelige". Fremdeles ser vi ham sammen med Paulus, da denne som Fange blev transporteret til Rom. Af 2 Tim., der er skrevet under Paulus' sidste Fangenskab, ser vi, at Lukas da var den eneste, der var bleven Paulus tro i Dødsfaren. "Lukas er alene hos mig," skriver Paulusi 2. Tim.4,16. Saa ved vi intet mere om Lukas. Men en god Gave fra Gud blev denne Læge; thi ved ham har vi jo faaet baade den herlige Evangelieberetning og Fortællingen om Apostlenes Gerninger.

"Det er Oldkirkens enstsemmige Overlevering, at Lukas skrev denne Evangelieberetning. Irenæus, der stod Aposteltiden saa nær, er den første, der bevidner det, næst efter Lukas' eget Vidnesbyrd i Forordet til Apostlenes Gerningen hvor han omtaler "den første Beretning", han havde skrevet, "om alt det, som Jesus foretog sig baade at gøre og lære."

Hensigten med denne sin Evangelieberetning angiver Lukas selv i de første Vers af Evangeliet, hvor han siger saaledes: "Efterdi mange har taget sig for at forfatte en Beretning om de Ting, som er fuldbyrdede iblandt os, saaledes som de, der fra Begyndelsen blev Øjenvidner og Ordets Tjenere, har overleveret os; saa har ogsaa jeg besluttet, efter nøje at have gennemgaaet alt forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægitigste Theofilus! for at du kan erkende Paalideligheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligt undservist."

Begge Lukas' Skrifter, baade Evangeliet og Apostlenes Gerninger, er tilegnede denne Theofilus, der synes at have været en betydelig Mand, som altsaa har faaet Undervisning i Kristendom. Skønt Navnet er græsk, synes han dog at have været fra Italien. Thi selv de mest bekendte Steder i Palæstina forklarer Lukas stadig for ham ved en Tilføjelse, men aldrig de italisenske, end ikke de ubetydeligste.

Lukas er altsaa den eneste af de nytestamentlige Forfattere, som ikke starter fra Jødefolket, den eneste Hedningekristen iblandt dem. Der gaar allerede gennem disse faa Vers i Forordet et eiendommeligt vederhæftigt og troværdigt Præg, en skøn, grundfæstet Trosvished. Men dette Vidnesbyrd underbygger han saa ogsaa historisk (V. 2-3) først ved at henvise til sine Kilder, at det var dem, som fra Begyndelsen havde været Øienvidner og Ordets Tjenere, dernæst ved at henvise til sin egen nøjagtige og omhyggelige Undersøgelse af det hele forfra (V. 3).

Lukas betegner sin Evangelieberetning som en Beretning "i Orden", vistnok i Modsætning til de mange, han omtaler i V.1, hvis Beretninger formodentlig har været mere i Brudstykker. Og der gaar en nøje Sammenhæng gennem Evangeliet, ikke saa meget efter Tidsfølgen som efter Begivenhedernes indre Sammenhæng. De enkelte Fortællinger er sammenstillede saaledes, at det derigennem skal blive klart for Læseren, hvem Jesus er, at denne historiske Person, Jesus af Nazaret, i Sandhed er Kristus med det Naadens Rige, der staar aabent for alle Syndere Evangeliet er tydelig nok skrevet for Hedningekristne og gaar stadig ud paa at vise, at Kristi Evangelium er et Evangelium for alle Jordens Slægten ikke blot for den gamle Pagts Folk. Man mærker saa tydeligt, at Lukas har været den store Hedningeapostels Følgesvend. Vi ser det af Jesu Stamtavle, der hos Lukas føres op til Adam, medens Matthæus, der skrev særlig for Jødekristne, kun fører den op til Abraham. Det erSynet paa Jesus som den anden Adam, vi møder her, det Syn, Paulus fremfører i Rom. 5,14 og 1.Kor. 15, 45.

Hvor stor en Naadegave Lukas' Evangelium er, fremgaar ogsaa deraf, at hele den troer Beretning om Johannes Døberens og Jesu Fødsel og Barndom kun findes hos ham. Naar han siger, at han har udforsket alt nøje forfra hos Øjenvidnerne, er det tydelig nok Jesu Moder, Maria, der for denne første Dels Vedkommende har været hans Kilde (om end næppe paa første Haand). Derpaa henpeger de stadige Henvisninger til Maria som den, der nøje bevarede alt det underfulde oplevede, saaledes Kap. 2, 19 og 51. Det skønne første Kapitel om Johannes Døberens Forældre stammer vel ogsaa fra Maria, muligvis ogsaa fra skriftlige Optegnelser, bevarede i Sakarias' Familie.

Ejendommeligt for Lukas' Evangelium er det, at fra Kap.9, 51 er alle de berettede Tildragelser og Taler knyttede til Jesu Rejse til Jerusalem Man har tænkt sig, at der muligvis har foreligget skriftlige Optegnelser (maaske som en Dagbog) fra en af Jesu Disciple, der fulgte ham paa denne Rejse. Der findes iøvrigt hos Lukas ikke lidt berettet fra Jesu Virksomhed, som ikke findes i de andre Evangelier, saa at det i en Henseende er det fuldstændigste af dem alle.

Naar og hvor Lukas har skrevet sit Evangelium,ved vi intet bestemt om, men da Apostlenes Gerninger er skrevet efter Evangeliet (se Apost.Gern.1,1), og da denne Lukas' anden Bog vistnok maa antages at være bleven afsluttet ved Aar 64, under Paulus' første Fangenskab, kan Evangeliet ikke være afsluttet senere end i de første Aar af Tredserne. Dermed stemmer ogsaa, hvad Klemens Aleksandriner (i Begyndelsen af det tredje Aarhundrede) fortæller som Overlevering fra Fortidens Ældste, at de Evangelier, der indeholdt Stamtavler (altsaa Matthæus og Lukas), skulde være forfattede først.