En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Sjette bind:

Johannes Evangeliet

Indledning

Den fjerde Evangelieberetning stammer, efter Oldkirkens enstemmige Vidnesbyrd, fra Apostelen Johannes, hvis Navn betyder: "Herren er naadig" (Jehokanan). Han var Søn af Fiskeren Zebedæus og Salome, der muligvis var en Søster til Jesu Moder (se Joh.19, 25). Hans Forældre synes at have været ret velstaaende, thi hans Fader havde, som vi hører i Mark.1, 20, Lejesvende til Hjælp ved sit Fiskeri, og hans Moder nævnes blandt de Kvinder, der havde "fulgt Jesus og tjent ham", mens han var i Galilæa (Mark.15,41), hvad der vel ogsaa vil sige, at hun havde støttet ham og hans Apostelflok med timelige Gaver. Johannes synes fra sin Ungdom af at have været fyldt med hellig Længsel og Forventning efter Messias. Derfor blev han ogsaa Johannes Døberens Discipel, da denne traadte frem, og han var en af de allerførste, der paa Døberens Ord sluttede sig til Jesus (Joh.1, 37). Den egentlige Kaldelse til Apostelgerningen hører vi om i Matth.4,21-22, hvor han tilligemed sin Broder Jakob straks paa Herrens Kald "forlod Skibet og deres Fader og fulgte ham". Han og hans Broder tilligemed Simon Peter dannede det Trekløver indenfor Apostelskaren, som Herren ofte tog med sig ved særlige Lejligheder, saaledes ved Jairus’ Datters Opvækkelse (Mark. 5,34), fremdeles ved Forklarelsen paa Bjerget og i Gethsemane Have (Matth.17, 1 og 26, 37). Blandt disse tre synes Johannes selv at have staaet Frelseren nærmest. Han nævner ikke sit eget Navn i sin Evangelieberetning, ikke en eneste Gang. Men den Discipel, der oftere betegnes som den, "hvem Jesus elskede", som Skærtorsdag Aften laa op til Jesu Skød (Joh. 13, 23) og Langfredag stod ved Jesu Kors som den eneste, der holdt Stand (Joh.19, 26), er aabenbart Johannes selv. Efter Jesu Himmelfart synes Johannes i længere Tid at have opholdt sig i Jødeland, mest i Jerusalem, hvor han stod som en af Menighedens Støtter (Gal. 2, 9). I Menighedens første Tider ser vi ham sammen med Peter blive kastet i Fængsel (Apost. Gern.4,3). Senere ser vi ham sammen med Peter blive udsendt til Samaria, dengang Filips Prædiken havde vakt Folket der. Men sine senere Aar tilbragte han, efter paalidselig Overlevering fra Oldkirken, i Lilleasien, særlig i Byen Efesus, hvorfra han styrede Menighedslivet i de Egne, for hvilke Efesus fra Paulus’ Virksomhed havde været et aandeligt Brændpunkt. Af Joh. Aab. 1, 9 hører vi, at han en Tid var forvist til Øen Patmos, enten det nu var under Kejser Nero (Aar 68) eller maaske snarere under Domitian (Kejser fra 81-96), og her viste Herren ham de store Fremtidssyner, som han har skildret i Aabenbaringens Bog. Han skal være død i Efesus i en meget høj Alder, op ved Aar 100 efter Kristi Fødsel.

Johannes har tydelig nok haft et dybt, indadvendt Sind og vel just derfor været den Discipel, hos hvem Jesu Ord fandt den dybeste Forstaaelse. Han lignes ved Ørnen med den høje Flugt og de stærke Vinger. Ved Siden af den stille, mægtige Dybde sporer vi imidlertid ogsaa et brændende Hjerte, en glødende Nidkærhed for Herrens Sag; Johannes og hans Broder havde jo af Herren faaet Tilnavnet "Boanerges", "Tordensønner" (Mark.3,17), og vi mærker dette fyrige Sind ved flere Lejligheder, saaledes dengang han og hans Broder spurgte, om der ikke skulde falde Ild ned over de Samaritaneres Byer, som ikke vilde tage imod Jesus, og ligeledes dengang Johannes forbød en, der ikke fulgte med dem, at uddrive onde Aander i Jesu Navn (Luk. 9, 49-56). I Brevene mærker vi det samme ildfulde Sind. Ingen har sat Skellet skarpere end "Kærlighedens Apostel", som Johannes kaldes. Ogsaa fra hans Alderdomssdage fortæller Kirkefædrene Vidnesbyrd om den dybe, brændende Sjæl, der var i Johannes; saaledes om hans Sammenstød med kætteren Cerint, med hvem han ikke vilde være under Tag. Fremdeles fortæller Kirkefaderen Klemens det skønne Træk om den Kærlighedens Nidkærhed, hvormed Johannes vandt en ung Mand, der først var bleven omvendt, men siden falden tilbage til Verden og endog bleven Røverhøvding, tilbage for Guds Rige. Og Kirkefaderen Hieronimus fortæller, hvorledes Johannes, da han paa Grund af sin høje Alder ikke kunde andet, dog endnu stadig tilraabte Jesu Disciple i Efesus: "Børnlille, elsker hverandre".

------

Selve Johannesevangeliet angiver som sit Formaal: "Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, naar I tror, skal have Livet i hans Navn," Joh.20, 31. Det er ikke Johannes Formaal at meddele alt, hvad han vidste om Herren; det siger han selv i Kap. 20, 30: "Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples Aafyn, som ikke er skrevne i denne Bog." En ydre Anledning til Evangeliets Fremkomst har nok tillige været Begyndelsen til de saakaldte "gnostiske" Kætterier, som Menigheden stadig maatte kæmpe med i de første Aarhundreder. Derved forstaas en falsk Kundskab, der gav sig ud for den højeste Visdom, men nægtede dels at Mennesk«et Jesus var Kristus, Guds evige Søn, dels at Kristus var kommen i Kød, var bleven sandt Menneske; altsaa nægtede at den guddommelige og den menneskelige Natur var forenede i ham (se 1.Joh». 2, 22 og 4,2-3). Imod denne falske Lære stiller Johannes nu sit Vidnesbyrd om det Livsens Ord, der blev Kød og boede iblandt os med en Herlighed som den enbaarne Søns fra sin Fader, fuld af Naade og Sandhed (Joh.1, 14). Johannesevangeliet er til alle Tider en Torn i Øjet paa Rationalisterne; thi i intet af Evangelierne bliver Frelserens Person som Gud Faders enbaarne Søn fra Evighed af stillet klarere frem. Det er særlig dette Punkt, Johannes har udvalgt sig at belyse. Derfor har han ikke anset det for nødvendigt at medtage alle de Tildragelser, som berettes i de tre første Evangelier, hvilke dengang var temmelig udbredte og bekendte.

Ved Siden heraf synes det ogsaa at have været hans Hensigt at meddele just det, som de tre første Evangelier ikke har meget om. Derfor er der kun ganske faa Tildragelser i Frelserens Liv, som Johannes har tilfælles med de andre Evangelister, naar da undtages Beretningen om Jesu Lidelse, Død og Opstandelse. Derimod skildrer Johannes fortrinsvis Jesu Gerning i Jerusalem, hans Taler til Jøderne der under disses voksende Modstand. De tre første Evangelier forudsætter og henpeger ofte til Jesu Virksomhed i Jerusalem, saaledes i det af Matthaeus og Markus berettede Ord: "Jerusalem, Jerusalem! hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne; men I vilde ikke." Det er dette, Johannes fortæller om- Tillige bringer Johannes os en Del Taler af Jesus fra den snævrere Discipelkreds, særlig fra den sidste Aften. Men den røde Traad gennem det det altsammen er Herrens Vidnesbyrd om sig selv som den evige Guds evige Søn. Og det er jo det afgørende Punkt i hele vor Frelsessag. Svigtes dette, da fornægter man med det samme al Kristendosm; thi kun Guds Søn var mægtig til at være en Forsoning for Verdens Synd.

Dette Sønnens Forhold til Faderen forudsættes af de tre første Evangelister som den givne Grundvold, der var kendt for alle troende. Vi har nævnt Steder, hvor Matthæus og Lukas anslaar de samme Toner som Johannes, saaledes Matth 11, 27 og Luk.10,22. Men iøvrigt hører vi hos disse mere om Guds Søns Forhold til os Menneske r, om Betingelserne for at komme ind i Guds Rige og dette Riges Udvikling og Fuldendelse.

De fire Evangelier tilsammen giver os i hellig Harmoni et fuldttegnet Billede af Guds og Menneskens Søn. Iøvrigt falder Johannes-Evangeliet, ligesom de andre Evangselieberetninger, i to store Hoveddele. Først kommer dog en Indledning i Kap.1,1-18, der viser os, "hvem han er, som Evangeliet handler om," og gaar tilbage til hans Udspring "fra fordum, fra Evigheds Dage", som Profeten Mika spaaede om det (Mika 5,1). Derefter fra Kap.1,19 til 12,50 gives der os et Billede af Jesu Frelsergang blandt Mennesker, men ikke synderligt om Virksomheden i Galilæa, næsten udelukkende, som før nævnt, om Højtiderne i Jerusalem som Udgangspunkt. Denne Skildring begynder, ligesom i de andre Evangelier, med en Omtale af Johannes Døberen. Den anden store Halvdel gaar fra Kap.13, 1 til Slutningen 21, 25 og skildrer Fuldendelsen as Jesu Frelserværk ved hans Død og Opstandelse.

Naar Johannes' Evangelium er blevet skrevet, vides ikke nøjagtigt, formodentlig henved Aar 80 eller 90. Kirkefædrene fortæller da, at Johannes har skrevet sit Evangelium i Efesus i sin høje Alderdom. Det viser sig skrevet for hedningekristne ved de Forklaringer af jødiske Ord og Skikke, der hosføjes paa forskellige Steder. Selvfølgelig har den vantro Bibelkritik gennem Tiderne ogsaa forsøgt sit Stormløb imod Johannes’ Evangelium og villet frakende Johannes Forfatterskabet for at tage Autoriteten fra det; men alt forgæves. Evangeliet har urokket gennemlevet alle Angreb ligesom alt Guds Ord. Hvor meget end Bølgerne bruser, staar Guds Ord i den hellige Skrift fast som Klippen. Salig den, der bygger paa Klippen og ikke knuser sin Pande imod den!