Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Sjette bind:

De fire evangelier

I selve det nye Testament bruges Ordet "Evangelium" (d.v.s. "et godt Budskab") som oftest kun om den mundtlige Forkyndelse af Frelsen i Jesus Kristus. Paa den Maade kunde man kalde alle ny Testamentes Bøger Evangelier, fordi de alle forkynder om den store Frelse. Luther siger herom: "Det er en almindelig Vane, at man tæller Evangelierne og nævner dem efter Bøgerne og siger: Der er fire Evangelier. Deraf er det kommet, at man ikke ved, hvad St. Paulus og Peter siger i deres Breve, og deres Lære agtes som Tilsætning til Evangeliets Lære. - Men man skal vide, at der kun er eet Evangelium, men skrevet af mange Apostle. Ethvert Brev af Paulus og Peter saavel som Apoftlenes Gerninger af Lukas er et Evangelium, om de end ikke fortæller alle Kristi Gerninger og Ord. - Evangelium er eller skal ikke være andet end en Tale eller Historie om Kristus."

I denne mere omfattende Betydning bruges ligeledes Ordet "Evangelist" i det nye Testamente om dem, hvis Kald det var at rejse om og prædike Evangeliet. Men i den kirkelige Sprogbrug forstaar vi ved Evangelium særligt de Bøger, der historisk i Sammenhæng fortæller om Jesu Kristi Jordeliv, og i den Forstand siger vi, at der er fire Evangelier blandt ny Testamentes Skrifter.

Markus giver sin Bog denne Overskrift: "Jesu Kristi, Guds Søns, Evangelium". Det er altsaa Beretningen om Guds Søn, Jesus Kristus, og hans Frelsergerning, om hans Liv, Død og Opstandelse. Naar vi i daglig Tale bruger Benævnelsen Matthæus' Evangelium, Markus Evangelium o.s.v., er det mindre nøjagtigt. Den gamle Overskrift lyder saaledes: "Efter Matthæus", "efter Markus" o.s.v., nemlig Evangeliet efter Matthæus’ Beretning, efter Markus’ Beretning o.s.v.

Evangelierne er ligesom alle ny Testamentes Skrifter skrevne for Kristne. Deraf kommer det, at der i dem alle forbigaas flere eller færre Tildragelser, som nødvendigvis maatte have været tagne med, hvis der ikke forudsattes Læsere, som i Forvejen var bekendte med Herren og hans Gerning i sin Menighed. Matthæus omtaler saaledes ikke Jesu Himmelfart, men saa er han igen den eneste af Evangelisterne, der fortæller Indstistelsen af Daaben. Markus nævner ikke noget om Kristi underfulde Fødsel, og Johannes udelader ligeledes en hel Del. Ingen af Evangelisterne har sat sig som Opgave at give en udtømmende Beretning om alle Enkeltheder i Jesu Kristi Liv. Alle henviser de stundom til Begivenheder, som de ikke nærmere omtaler. Johannes Evangelium slutter med at udtale, at om alle Herrens Gerninger skulde skrives stykkevis, vilde "ikke en Verden selv kunne rumme de Bøger, som skulde skrives."

Vi har i de fire Evangelier fire historiske Billeder af Jesu Liv, hvor hver Evangelist har fremdraget det, Guds Aand særligt gav ham at se som det væsentlige. Just dette er en stor Naade fra Herren; thi derved er vor Frelsers Billede blevet malet os for Øje saa helt og klart, som en enkelt Evangelist ikke havde formaaet at gøre det.

Ved de tre første Evangelier er der den Eiendommelighed, at Beretningen meget ofte er næsten enslydende, og tillige at de særligt dvæler ved Jesu Virksomhed i Galilæa og ikke omtaler hans Virksomhed i Judæa og Jerusalem, førend den sidste Gang, da Herren drog op for at lide og dø. Jesu tidligere Besøg i Jerusalem finder vi kun omtalt hos Apostelen Johannes.

Grunden til, at Beretningerne ofte næsten er enslydende, har man fra gammel Tid af villet søge deri, at den ene Evangelist havde kendt den andens Skrift og derved var kommen til at bruge de samme Ord. Af Lukas’ Evangelium Kap.1,3 ser vi, at denne ogsaa nøje havde udforsket alt og kendte andres Beretningen. Men deraf forklares det dog ikke rigtigt, hvorfor de, der skrev senere, da ikke tog alt det med, som var fortalt hos de ældre Evangelister, med Tilføjelse af nye Træk og Tildragelser af Jesu Liv. Eller ogsaa kunde de i saa Fald have nøjsedes med at fortælle, hvad de tidligere Evangelister ikke havde, som Johannes væsentlig gør i sin Beretning. Nej, denne stundom næsten ordrette Overensstemmelse i visse Stykker, der findes mellem de tre første Evangelier, kan ikke forklares ved, at den ene har skrevet af efter den anden, men viser hen til, at de alle tre har haft en fælles Kilde, og det har været den mundtlige Fortælling og Forkyndelse om Jesu Frelserliv. Straks fra Begyndelsen af er den hellige Historie sikkert ikke bleven optegnet skriftligt. Saa længe de Øjenvidner, der for Størstedelen havde oplevet Tildragelserne fra Johannes Daab af, endnu var til Stede, var der ingen særlig Grund forhaanden til at nedlægge det i et Skrift. Men vi kan ogsaa forstaa, at der gennem den mundtlige Forkyndelse snart maatte danne sig en fast Kreds af Fortællinger fra Jesu Liv, som stadigt kom igen og efterhaanden blev gengivne omtrent med de samme Ord. Heri har vi sikkert Hovedgrunden til den ofte næsten ordrette Overensstemmelse i Beretningerne. Hver Evangelist har da gjort sit Udvalg af disse mundtlige Fortællinger og med; delt saa meget deraf, som han fandt det tjenligt for sine Læsere.

Efterhaanden som Øjenvidnerne døde eller drog til andre Lande, forstaar vi, at det blev en Fornødenhed, at Apostlene enten selv nedskrev, hvad de havde oplevet, eller lod deres Disciple optegne, hvad disse havde hørt dem forkynde. I den mundtlige Overlevering kan der, naar der er gaaet en Tid, let indsnige sig Forvanskninger. Vranglærere dukkede der jo ogsaa frem i Tidernes Løb, som kunde have Interesse af at forfalske et eller andet. Saa sørgede Menighedens Herre for, at Apostlenes Undervisning" (Apostl.Gern.2,42) blev "fæstnet i Skrift. Det skrevne Ord staar fast; derfor lod Herren dem, der havde været med ham fra Begyndelsen og derfor kunde være de sanddru Vidner (Johannes 15,17), gribe til Pennen, for at Sandheden kunde forplantes, baaret af den apostolske Myndighed.

Nødvendigheden deraf viser sig ogsaa i Anledning af de apokryfiske Evangelier, der senere dukkede op. Af saadanne har vi større eller mindre Brudstykker, men ikke et eneste af disse har formaaet at skaffe sig nogen Anerkendelse. Deres Indhold bestaar næsten udelukkende i smagløse og eventyrlige Historier, som skæmmer det skønne Jesusbillede, de apostoliske Skrifter maler for os.

Medens der i det nye Testamentes Breve næsten altid i Overskrifterne meldes, af og til hvem de er skrevne, haves der ikke i selve de historiske Bøger nogen Underretning om deres Forfattere. De Titler, der findes i vore Bibeludgaver, "Evangeliet efter Matthæus, efter Markus o.s.v." er selvfølgeligt satte til senere. Men den kirkelige Overlevering er fra de allerældste Tider saa fuldkommen enstemmig i at angive de samme Forfattere, som Overskriften lyder paa, at der end ikke er nogen som helst blot ydre Grund til at tvivle om deres Rigtighed.

Vantro Bibelfortolkere har selvfølgeligt søgt at drive deres Kunster ogsaa med Evangelierne. I den første Del af det 19. Aarhundrede forsøgte Rationalisterne at bevise, at Evangelierne først var blevne sorfattede flere hundrede Aar efter Kristus, og at de aldeles ikke stammede fra apostoliske Vidner. Men Rasationalismens Stormløb var ganske forgæves. Det viste sig nemlig, at de ydre Vidnesbyrd for de hellige Skrifters Ægthed var udmærket fyldestgørende, men at Grunden til alle Rationalisternes Angreb laa i dette, at man ikke vilde tro paa Underet. Man vilde frelse sig selv ved egen Dyd og gode Gerninger, man vilde begribe og forstaa det hele med sin egen flade Forstand. Saa passede det jo ikke med disse Beretninger om Jesu underfulde Fødsel, hans Undergerninger, hans Død til Soning af vore Synder, hans Opstandelse og Himmelfart, det skulde saa bortforklares, og saa vidste man ingen anden Udvej end at forsøge paa at skrue Evangelieberetningerne hen til langt senere Tiders Eventyrdigtning om den store Lærer fra Nazaret

Det samme ligger til Grund for de Angreb, der i vore Tider rettes paa det gamle Testamente. Det er Rationalismen, der raser mod Underet ogsaa nu og forsøger sig paa det gamle Testamente, da det ikke vilde lykkes at omstyrte det nye. Rationalismen kan ikke døje, at Herrens Profeter Aarhundreder i Forvejen nøjagtigt har forudsagt Begivenhederne, der skulde komme. Saa søger man at skrue Skrifternes Affattelsestid saa langt frem i Tiden, at det underfulde taber sig. Men overfor al Vantroens kritiske Fnysen kan vi sige med Ordet fra Salme 2,4: "Han, som bor i Himlene, ler." Vi kan med Tak til vor trofaste Gud og Frelser, hvis Aand har baaret baade det gamle og det ny Testamentes hellige Skrift, frimodigt synge med den gamle Aandens Kæmpe Martin Luther:

Det Ord de vel skal lade staa
Og dertil Utak have;
Thi Herren selv vil med os gaa
Alt med sin Aand og Gave.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media