En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Sjette bind:

Den nye pagts skrifter Indledning

"Da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven" (Gal.4,21). Da fuldkommedes den Forjættelse, der allerede i Paradis var bleven givet det faldne Menneske. Da kom Opfyldelsen paa alt, hvad den gamle Pagt med sine Indstiftelser havde varslet om. Hele den gamle Pagt er forbilledlig, peger fremad mod den kommende Frelser. Guds Førelser med den gamle Pagts Folk har næsten alle en profetisk Side, saaledes Udfrielsen fra Ægypten, Vandringen gennem Ørken, Indgangen i Kanaan, alt dette faar sin aandelige Opfyldelse i den nye Pagt. Ved Kristus føres Sjælen ud af Syndens Ægypten til det himmelske Kanaan.

Selve Loven pegede ogsaa hen paa Kristus, idet den jo var det store Spejl til Syndens Erkendelse (Rom.3,20) og derved »er bleven os en "Tugtemester til Kristus" (Gal.3,24).

Ofringerne i Tempeltjenesten pegede hen paa Kristus som den, der skulde bringe det fuldkomne Offer. Alle Profeterne pegede hen paa en saadan Frelser og Fyrste, en Profet som ingen anden, og alle de troende i Israel forventede Messias, om end de maatte sige som fordum Bileam: "Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, men ikke nær" (4.Moseb.24,17).

Med Kristi Komme finder der en ny Skabelse Sted, en ny Pagt med et nyt Liv i Guds Aand oprandt paa Jord, en Naadens Pagt med Guds store Indbydelse: "Kom, thi alle Ting er rede" (Luk.14,17). At udbære Vidnesbyrdet om denne nye Pagt "i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende", det blev Opgaven, som Frelseren betroede sin Menighed (Apostl.Gern.1,8). Hvorledes er da denne Opgave bleven røgtet? Inden en Menneskealder var forløben efter Jesu Himmelfart, hørtes Evangeliet trindt om i Hedningelandene saavel som blandt Jøderne. Herrens Vidner var først og fremmest Apostlene, der lagde Grundvold, men mange Evangelister og Lærere fulgte i deres Spor og byggede videre paa denne Grundvold. Men Kristi Sendebud kunde ikke være alle Steder, hvor deres Nærværelse kunde være til Hjælp, ej heller skulde de altid blive paa samme Sted; derfor var der flere af dem, som fandt det nødvendigt ved Skrift at bøde paa Mangelen af deres personlige Nærværelse og give Menigheden et aandeligt Arvegods efter deres Bortgang, saaledes som Apostlene i deres Breve selv siger det (se særligt 2.Pet.1,15: "Jeg vil ogsaa gøre mig Flid, at I til enhver Tid efter min Bortgang kan drage eder dette i Minde").

Af disse Skrifter er da det nye Testamentes hellige Skrift opstaaet, i hvilken vi har Vidnesbyrdet om den Aand og Kraft, hvormed Herrens første Vidner førte Ordet om ham, et Sandhedsvidnesbyrd, baaret af den Hellig Aand paa en ganske særegen Maade, hvorved den hellige Skrift til alle Tider højner sig over alle senere Tiders Vidnesbyrd, saa sandt som "Apostlenes Undervisning" var den nye Aabenbarings grundlæggende Tid, og alle senere Vidnesbyrd er afledte derfra. Medens der i den gamle Vagt findes en fremadskridende Aabenbaring, følger det af sig selv, at der ingen nye Aabenbaringer kunde blive efter Nyskabelsen i Kristus, thi dermed var "Fylden« skænket os". Kirkens Opgave har derfor været den at tilegne sig, hvad der er meddelt os i Kristus, ikke at bringe noget nyt. Derfor skal hvert senere Vidnesbyrd prøves i Kristi Evangeliums Lys.

Det nye Testamente (den nye Pagts Bog) bestaar af 27 Skrifter, nemlig 4 saakaldte "Evangelier", som fortæller om Kristi Fødsel, Liv, Lidelse, Død, Opstandelse og Himmelfart, et Skrift, som fortæller om Kristi Kirkes Fremvækst ud over Jødeland, Apostlenes Gerninger, 21 apostolske Breve eller Læreskrifter (13 af Paulus, 2 af Peter, 3 af Johannes, 1 af Jakob, 1 af Judas og Brevet til Hebræerne). Til sidst har vi en profetisk Bog (Johannes’ Aabenbaring), der handler om Guds Riges Kaar i Fremtiden.

Paa samme Maade som Vantroen har angrebet og angriber det gamle Testamentes Skrifter, er ogsaa det nye Testamente bleven angrebet. I henved 1800 Aar har Sandhedens Modstandere - ofte skarpe Tænkere og kloge Hovedet - opsøgt alle mulige Indvendinger ogsaa imod den nye Pagts Skrift. De har søgt at bevise, at det var Menneskeværk, lavet længe efter Kristi Død. Men alt forgæves. De ydre Vidnesbyrd for Skriftens Troværdighed staar lige urokkede, men Hovedkraften ligger i det indre Vidnesbyrd, som vor Frelser har peget paa, idet han siger (Joh.7,16-17): "Min Lære er ikke min, men hans. som sendte mig. Dersom nogen vil gøre hans Vilje, skal han erkende, om Læren er fra Gud, eller jeg taler af mig selv."

"Sandhedens Modstandere kunde lige saa gerne søge at bevise, at der ingen Sol findes, eller stride mod Solen med Bajonetter," siger den gamle svenske Fortolker Fjellstedt, "som de kan gøre sig Haab om at omstyrte Bibelen." At storme imod Bibelen fører til det samme som at stampe imod Brodden.

Samlingen af det nye Testamentes Skrifter er ikke sket paa een Gang, men lidt efter lidt. Skrifterne blev jo heller iiie affattede paa een Gang, men i Løbet af den sidste Halvdel af det første Aarhundrede efter Kristi Fødsel. De fleste af ny Testamentes Skrifter er fra først af skrevne for enkelte Menigheder eller Menighedskredse eller for enkelte Kristne med særligt Hensyn til disse Læseres indre og ydre Vilkaar, og de er som Regel ogsaa fra først af sendte kun til dem. Men det er selvfølgeligt, at jo mere Velsignelse disse fandt i de dem tilsendte Skrifter, des snarere vilde de meddele dem til andre Guds Børn. Nu gik det jo ikke saa let den Gang med at mangfoldiggøre Bøger som i vore Dage, hvor man kender Trykkekunsten. Den Gang gik det med Afskrivning, men ad denne Vej har Apostlenes Skrifter alligevel bredt sig i de første Aarhundreder, saa at der snart dannede sig større eller mindre Samlinger af dem.

Et Vidnesbyrd om, at Skrifter til een "Menighed meddeltes til andre", har vi allerede i selve Skriften, idet der i Kol.4,16 staar: "Og naar dette Brev er oplæst hos eder, da sørget for, at det ogsaa bliver oplæst i Laodikensernes Menighed, og at i ogsaa læser det Brev fra Laodikea." Ligeledes fremgaar det. af Peters andet Brev, at Peter har kendt en Samling af Paulus’ Breve (2. Pet. 3, 15-16).

De kristne Skrifter, der. er bevarede fra den nærmeste Tid efter Apostlene, bestaar kun as nogle faa Breve og Forsvarsskrifter mod Hedenskabet og Jødedommen. I de haarde Forfølgelsens Tider, kan vi nok forstaa, er der ikke bleven skrevet ret meget. Af disse faa Skrifter kan vi dog se, at de fleste af ny Testamentes Skrifter henimod Aar 150 var almindeligt bekendte i Menighederne og erkendte for hellige Skrifter. Og ved Aaret 200 har vi fra alle Kirkens Egne (Ægypten og Nordafrika. Italien og Gallien [Frankrig], Syrien og Lilleasien) paalidelige Vidnesbyrd om, at man den Gang alle Vegne var fuldt enig om at kende for hellige Skrifter følgende tyve: De fire Evangelier, Apostlenes Gerninger, Paulus’ tretten Breve, 1.Peters og 1.Johannes’ Brev. Der blev udvist en umaadelig Forsigtighed med Hensyn til Anerkendelsen af et Skrift som apostolsk. Det varede derfor noget længere, før Johannes Aabenbaring, 2. og 3. Johannes Brev, Hebræerbrevet, Jakobs, Judas’ og 2.Peters Brev alle Vegne blev erkendte for apostolske Skrifter. Man vilde forvisse sig derom ved Vidnesbyrd fra de forskellige Egne i Kristenheden, før man godkendte dem. Men omsider fik man tilstrækkeligt Vidnesbyrd, og hen i det fjerde Aarhundrede var alle de Skrifter, vi har i vort ny Testamente, almindeligt godkendte.

Naar vi betænker denne Omhu, hvormed man vaagede over, om det nu ogsaa virkelig var hellig Skrift, der stammede fra apostolske Vidner, og naar man betænker, at de Mænd, der prøvede Skrifterne, stod Apostlenes Tid saa ganske nær, da maa vi sige, at de ydre Vidnesbyrd visselig er stærke. Men Hovedvidnesbyrdet ligger deri, at Guds Aand var msd Guds Menighed og vejledede den til al Sandhed i dette for Guds Folk til alle Tider saa betydningsfulde Punkt. De Skrifter, vi har i ny Testamente, er ikke de eneste, der er blevne skrevne indenfor Aposteltiden. Lukas skriver saaledes i Indledningen til sit Evangelium, at mange havde taget sig for at forfatte en Beretning om disse Ting, og ved disse mange kan der dog næppe tænkes blot paa Matthæus, Markus og Johannes. Der har altsaa været Beretninger, som er gaaede tabt for os. Fremdeles taler Paulus i 1.Kor.5,9 om et Brev til Korinthierne forud for de to. vi kender. Og lignende Antydning forekommer stundom om Breve, vi ikke kender. Men disse tabte Skrifter maa ikke have været af Betydning for Menighedens Fremtid i det hele. Ellers havde Menighedens Herre bevaret dem ved sin Magt saavel som de andre.

Hvad de oprindelige Skrifters ydre Skikkelse angaar, maa vi huske, at de allerfleste sikkert har været skrevne paa Blade as Papyrus Planten (deraf kommer Navnet Papir), et ret skrøbeligt Materiale, der ikke kunde holde saa overmaade længe. Det er igennem Afskrifter af de oprindelige Førstehaandsskrifter, vi har faaet de hellige Bøger. Senere blev det almindeligt at skrive paa Pergament (tilberedt Skind), der jo kunde holde ganske anderledes gennem Aarhundrederne. De to ældste Haandskrifter, der er os bevarede, stammer vist omtrent fra Aar 400. I 2.Tim.4,13 taler Paulus allerede om Bøger paa Pergament.

Men foruden disse Haandskrifter har vi endnu ældre Vidnesbyrd om ny Testamentes oprindelige Tekst. Naar Evangeliet kom til et Folk, som ikke talte Græsk, i hvilket Sprog de nytestamentlige Skrifter jo saa godt som alle oprindeligt er skrevne, meldte Trangen sig til at faa det ny Testamente oversat, og disse Oversættelser vidnede om den græske Tekst, der laa til Grund for dem. Fra det andet Aarhundrede har vi saaledes en syrisk og en latinsk Oversættelse. I de ældste Kirkefædres Skrifter finder vi ogsaa hyppigt Skriftsteder anførte, af hvilke vi kan se, hvorledes Teksten er bleven læst paa deres Tid.

Man bliver, naar man sammenholder disse forskellige Vidnesbyrd om ny Testamentes oprindelige Tekst straks klar over, at der er en Mængde smaa Forskelligheder i Læsemaaden, men tillige ser man, at disse Forskelligheder er ganske uvæsentlige. Indholdet er ganske ensartet. At disse smaa Forskelligheder kunde fremkomme, er dels en Følge af, at ny Testamente er bleven afskrevet oftere end nogen anden Bog. Dertil kommer, at man i ældre Tider skred uden Ophold mellem Ordene og uden Skilletegn, hvilket stundom kunde foranledige lidt forskellig Læsemaade. Her kommer vi til den menneskelige Side ved vor hellige Skrift. Det viser os dog tillige, hvorledes Herrens Kraft har baaret den menneskelige Skrøbelighed, i det selve Indholdet ikke i nogen Maade berøres af disse smaa Forskelligheder i den ydre Form. Gud har stedse holdt sin Haand over de hellige Skrifter, saa de kunde vedblive at være Lyskilden for Guds Folk.

Endnu maa det bemærkes, at de nu brugelige Overskrifter eller Titler til ny Testamentes Bøger stundom er senere forklarende Tilfojelser fra den Tid, da man havde faaet alle Skrifterne samlede i een Bog. Dog har adskillige Skrifter en Overskrift fra Forfatterens egen Haand, saaledes Matthæus’ og Markus’ Evangelium; ligeledes finder vi jo en saadan Overskrift i de fleste Breve sammen med Hilsener. Og i Iohannes’ Aabenbaring begyndes der just med disse Ord: "Jesu Kristi Aabenbaring."

Den nu brugelige Inddeling af Bøgerne i Kapitler og Vers er fra en langt senere Tid, Kapitelinddelingen fra det 13. og Versinddelingen fra det 16.Aarhundrede.

Vor nuværende danske Oversættelse af det nye Testamente er som bekendt fra 1907; den, der gik forud, var fra 1819, og til Grund for den laa en Oversættelse af 1607 af Biskop H.P.Resen. Resens Oversættelse knytter sig igen til Luthers tyske Oversættelse. Biskop Resen søgte at gengive Grundteksten saa ordret, som det kunde gøres, men Sproget blev derved tidt noget udansk, ja stundom halvt uforstaaeligt. Efter Resens Død udgav Biskop Hans Svane en gennemset og rettet Udgave af hans Oversættelse (i Aaret 1647). Atter blev denne revideret under Kristian den sjette og for tredie Gang i Aaret 1819; siden kom saa den ved Biskop Koch og Professor Jakobsen foretagne nye reviderede Oversættelse af 1907, hvorved det ny Testamente fik den Skikkelse, vi nu har det i.

Visselig er der et bibelsk Sprog, som er forskelligt fra det dagligdags Sprog. Den hellige Skrift er udsprungen af et Liv, der er langt dybere end Dagligdagslivet, og denne Forskel maa nødvendigvis give sig til Kende ogsaa i en Oversættelses Sprog lige saa vel som i Grundsproget. Biskop Rørdam skriver i Forordet til sin Oversættelse af det nye Testamente: "Vilde man gengive Skriften i et helt dagligdags Sprog, vilde uundgaaeligt meget af det dybe i Indholdet udviskes og udglattes af den ligefremme Grund, at det dagligdags Liv i det hele bevæger sig paa Overfladen, og denne Overfladiskhed vil nødvendigvis afpræge sig i Sproget, saa det kommer til at mangle den rette Fynd og Dybde. - Det maa kjendes i en Oversættelse lige saa vel som i Grundsproget, at den, der skrev, har "draget sine Sko af", fordi han stod paa "hellig Jord". Det maa aldrig kræves af en Bibeloversættelse, at den skal lyde som en Nutidsfortælling."