Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Indledning

Fra kirkens allerældste tid har denne femte bog i vort nye testamente baaret navnet "Apostlens gerninger". Navnet findes allerede hos Clemens fra Aleksandria (død 220) og hos Irenæus (levede i slutningen af 2det aarhundrede). I sit første vers angiver forfatteren sig som den samme, der før til oplysning for en Theofilus havde skrevet en evangelieberetning "om alt det, som Jesus foretog sig baade at gøre og at lære, indtil den dag, han blev optagen, efter at han havde givet apostlene, hvilke han havde udvalgt, befaling ved den Helligaand" (Ap Gern 1.1-2). Dermed henviser forfatteren til Lukas' evangelium, som ogsaa er tilegnet Theofilus (Luk 1.3-4). Det er altsaa lægen Lukas, apostelen Paulus' ven og rejsefælle, der her har fortsat, hvad han før havde paabegyndt i sin evangelieberetning, og kirkens vidnesbyrd fra de ældste tider besegler denne bog som hidrørende fra Lukas. Den regnedes fra ældste tider blandt de skrifter, alle var enige om at holde for ægte. Kun nogle sværmere forfalskede den, fordi der fandtes adskilligt deri, som ikke passede dem. Saare megen kritik stammer just derfra, at man vil have Guds Ord til at rette sig efter ens egne ideer i stedet for selv at rette sig efter Guds Ord. Det er, som den gamle Mathias Klaudius har sagt, lige saa taabeligt som at ville have solen til at rette sig efter vort stueur i stedet for at rette dette efter solen.

Men hensyn til bogens formaal, da er det ikke meningen at ville skildre alle apostlenes samtlige gerninger, men det er egentlig den himmelfarne Frelsers store gerning med at føre sin menighed fremad, Lukas vil skildre i store hovedtræk. Bogen fører os fra Jerusalem, den gamle pagts hovedstad, hvor Frelsen var fuldbragt ved Jesu død go opstandelse, og hvor menigheden pintsedag havde oplevet sin fødselsstund, lige til Rom, den gamle hedenske verdens hovedstad og midtpunkt, saaledes som Herren havde paalagt apostlene at være hans vidner "baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria og indtil jordens ende". Det er nærmest de to store hovedapostles gerninger, skildringen drejer sig om, nemlig først apostelen Peters virksomhed (akp 1-12) og dernæst apostelen Paulus's missionsarbejde (kap 13-28).

Bogen er tillige den historiske redegørelse for opfyldelsen af Herrens Ord om, at de første skulde blive de sidste; den viser os, hvorledes Israels folk som folk betragtes foreløbig forkastede evangleiet, saa det kun, som profeten Esajas havde spaaet det, blev en levning af Israels folk, som blev en hellig sæd (Es 6.13) til Kristi evangeliums udbredelse over jorden. Ved denne sæd blev evanglierne saa baaret ud først blandt de halvt hedenske Samaritaner (Ap Gern 8) og dernæst blandt selve hedningerne (ap Gern 10, ff). Lukas viser, hvorledes først Peter og siden ogsaa Paulus stadig begyndte med at bringe jøderne evangeliet, men ogsaa stadig erfarede, at de meget hurtigt stødte evangelierne fra sig i vantro, hvorefter evangeliet da gik ud i hednngeverdenen. Over Syrien, Lilleasien, Makedonien, Grækenland bagtes Ordet ved Paulus lige til Rom.

Ved en stor del af tildragelserne var Lukas selv øjenvidne. Det fremgaar af selve bogen, idet Lukas da siger "vi". Paa en del af Paulus' anden missionsrejse fulgte Lukas med, se Ap Gern 16.10-17 (Paulus i Filippi), fremdeles kap 20.5-21.18 (Pauli sidste rejse til Jerusalem); endelig kap 27.8-16 (Pauli rejse til Rom).

Bogen naar over et tidsrum fra Kristi himmelfart til aar 68. Paafaldende kunde det synes, at skildringen af Paulus' missionsarbejde i Rom i de to aar kun omfatter to vers, nemlig kap 28.30-31. Man har gættet paa, at Lukas skulde have haft i sinde at skrive endnu en en tredje bog uden dog at have naaet det. Nærmere ligger det dog at antage, at Theofilus, hvem denne beretning er tilegnet, selv har kendt, hvad der tildrog sig under Paulus' ophold i Rom. Da Lukas ikke omtaler, hvorledes dette Paulus' fangenskab i Rom endte, er de tillige sandsynligt, at han har skrevet bogen ved slutningen af disse to omtalte fangenskabsaar, altsaa i aaret 63 (Paulus formenes at være kommen til Rom i foraaret 61).

"Der er forskel paa tjenester, men Herren er den samme" (1 Kor 12.5). Herren bruger hver af sine venner i sit riges tjeneste, nogle saaledes, andre saaledes. Lukas fik den dejlige tjeneste ved pennen at maatte herliggøre Frelserens navn, at maatte skildre først Jesu riges grundlæggelse ved Frelserens liv, død og opstandelse her paa jord, dernæst dette riges befæstelse og videre udvikling som lys og salt for den mørke, døde verden. "Apostlenes gerninger" er kirkehistoriens begyndelse, en herlig stadfæstelse af trofastheden i Herrens forjættelse: "Se, jeg er med eder alle dage." Den sidste bog i det nye testamente, Johannes' aabenbaring, danner kirkehistoriens afslugning, viser os Herren som den, der sejerigt er med sit folk "indtil verdens ende".

Kortfattet tidstavle for de i apostlenes gerninger forekommende begivenheder.

Stefans martydød aar 34
Paulus' omvendelse aar 35
Paulus' første rejse til Jerusalem som kristen aar 38
Paulus' ankomst til Antiokia aar 43
Jakob den ældres død. Hungersnøden og Barnabas
Indsamlingen til de hellige i Jerusalem aar 44
Paulus' første missionsrejse mellem 45 og 50
Apostelmødet i Jerusalem aar 51
Paulus' anden missionsrejse aar 51-54
Paulus kommer til Korinth aar 52
Paulus' tredje missionsrejse med det lande ophold i Efesus aar 55-58
Paulus' sidste rejse til Jerusalem og hans fængsling aar 58
Som fange i Kæsarea aar 58-60
Som fange i Rom aar 61-63

Nogle sætter Pauli fangenskab i Kæsarea til 59-61 og hans fangenskab i Rom til 62-64.

Som vi har bemærket ved Matth 2.1-2 og Luk 3 er vor tidsregning i virkeligheden sat adskillige aar for sent, idet nemlig Kristi fødselsaar falder 4 á 5 aar forud for det tidspunkt, man i gamle dage satte det til. En Abbed Dionysius, der levede i det 6te aarhundrede, satte Kristi fødsel til aar 754 efter Roms anlæggelse, og derefter er vor tidsregning sat; men da Herodes den store allerede døde i aaret 750, og Jesus fødtes under hans regering, maa der altsaa være regnet ca.5 aar fejl, saa vi i virkeligheden i stedet for at skrive f.eks 1923 skulde skrive 1928 eller saa. Men vi følger jo alle den gamle tidsregning, og efter den er ovenstaaende tidstavle sat.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media