Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Syvende bind:
Apostlenes gerninger
Læs. Kapitel 1.1-14-
236. Historisk indledning. Jesu himmelfart.
Dette afsnit falder i tre dele, nemlig først V.1-3, der indeholder et forord med hensyn til Jesu virksomhed før himmelfarten. Dernæst V.4-11, der meddeler Jesu sidste Ord til apostlene og hans himmelfart. Endelige V.12.14, der fortæller om, hvorledes den lille kreds i Jerusalem forventede opfyldelsen af Herrens forjættelse om Aanden.
Med hensyn til V.1-3 ser vi, at Lukas først henviser til sin evangelieberetning ("den første beretning"). I V.2 vises der tilbage til Herrens befaling til apostlene, som den er meddelt i Luk 24.47, befalingen om at prædike omvendelse og syndernes forladelse for alle folk. Denne befaling siges at være given dem "ved Helligaanden", fordi dens udførelse var betinget af den Helligaands komme med kraft fra det høje. V.3 peger hen paa hovedbetydningen af de 40 dage, i hvilke Frelseren, omend med en højere legemlighed, endnu aabenbarede sig synligt for sin lille hjord, for at opstandelsens kendsgerning kunde staa urokkelig fast for dem. De "mange beviser", der nævnes, bestod i, at han talte med dem, spiste og drak med dem og viste dem mærkerne fra korsfæstelsen. "Han talte om de ting, der hører til Guds rige", beretter Lukas. I evangelierne hører vi jo nærmere, at Frelserens Ord særligt gik ud paa at vise disciplene den dybe sammenhæng mellem hans lidelse og menneskers frelse, idet han oplukkede skrifterne for dem, samt at lægge deres gerning som apostle frem for dem.
Det næste afsnit, V.4-11, knytter sig til himmelfartsdagen. Herren forjætter sine apostle den Helligaands gave (V.4-5) og kalder den "Faderens forjættelse", som han havde kundgjort for dem. Allerede hos profeten Joel 3 var Aandens gave bleven forjættet af Gud, og Herren stiller her denne gave i forhold til Johannes-daaben, der nok varslede om Aandsdaaben, men ikke kunde give den.
V.6-8 hører vi apostlenes spørgsmaal, om Helligaandens gave skulde falde sammen med rigets oprettelse for Israel. Ved "riget" tænkte disciplene aabenbart paa det ydre herlighedsrige, som alle profeterne havde varslet om, Davidsriget. Og Herren nægter ingenlunde, at dette rige skulde komme, men afviser blot spørgsmaalet med hensyn til tid og time som noget, Faderen har forbeholdt sin egen magt. Her føjer han ikke til, hvad der staar i Mark 13.32, at end ikke Sønnen kendte denne dag. Thi med overgangen fra fornedrelsesstanden til herligheden hos Faderen gik han atter ind i den guddommelige alvidenhed, til den fulde brug af den. I V.8 siger Herren med hensyn til sit riges komme, at vidnesbyrdet om ham først skulde bringes ud over hele jorden; altsaa riget skulde komme aandeligt, før det kunde fremtræde i sin ydre herlighed. Og dette rigets komme skulde ske ved, at Helligaanden lagde sin kraft ind i Herrens discipelflok. I grundteksten staar der: "I skal faa kraft, naar den Helligaand er kommen over eder." Der siges altsaa ikke, at den Helligaand er en kraft, men at den bringer kraften.
Ordet i V.7 om, at det ikke tilkommer os at vide tid og stund, gælder ikke blot for Guds-rigets sidste komme i herlighed, men for hvert komme af Guds rige. Naar vi beder om Guds riges komme til et menneske, til en egn, et land, da gælder det samme. Vi skal vidne, men ellers bie paa Faderens forjættelse, paa hans time. "Om end ej til min tid, om end ej til din tid, saa dog til sin egen vor Herre ved raad." Deri ligger en stor trøst, men ogsaa tugt overfor kødelig utallmodighed.
Der er tre kredse nævnt i V.8; først Jerusalem, saa det hellige land, saa endelig hele jordkredsen. I en vis forstand skal ethvert Guds barn vidne i alle disse tre kredse: i sin hjemegn først, saa i sit hjemland, men ogsaa videre ud. Hvert troende menneske maa være med i hedningsmissionen, selv om vi maa lade vore missionærer være mund for os derude.
V.9-11 hører vi saa om selve himmelfarten, hvorved Herren paa synlig vis tilkendegav sine disciple, at hans ydre, jordiske samværen med dem var ophørt, og at han nu, som han havde sagt, fo'r op til sin Fader. Skyen, der tog ham bort, minder om den sky, vi hører om paa forklarelsens bjerg (Matth 17.5: "Der kom en røst fra skyen"). Denne sky var en synlig aabenbaring af Guds nærværelse. De "to mænd i hvide klæder" er tydeligt nok to engle, der kærligt vendte disciplenes blik bort fra at stirre mod den ydre himmel, fremad paa den stund, da riget skal oprettes ogsaa i sin ydre herlighed ved Jesu genkomst. Her er det altsaa sagt os med klare Ord, at Frelseren vil komme igen paa synlig maade i himlens skyer. Men hvor kærligt af Herren at lade de to engle aabenbares just i denne stund, da han borttages fra deres øjne. Engle var med ved jusefesten i Bethlehem, med i Gethsemane, med ved den aabne grav og nu ogsaa ved Herrens himmelfart. Englenes ord: "Hvorfor staar i og ser op til himlen?" siger ogsaa os, at vi ikke skal ørkeløst stirre opad i sygelig længsel, men bruge vor livstid på jord til at arbejde for hans rige, der gjorde det store arbejde for os paa Golgatha. Vidnepligten er de helliges værnepligt, men vidnes kan der kun ved Guds Aand.
V.12-14 fortælles nu om ventedagene før Aandens komme. I Luk 24 siges, at himmelfartsstedet var i nærheden af Bethania, der laa 1½ fjerdingvej fra Jerusalem. "En Sabbatsvej" (V.12) betegner derimod kun en afstand paa 2000 alen, altsaa knap en fjerdingvej - navnet hidrører fra, at farisæerne havde fastsat det som det længste, man maatte gaa paa en sabbat - Heri ligger dog ingen modsigelse; thi her siges jo kun, at det var selve Oliebjerget, der laa ca 2000 alen fra Jerusalem. Himmelfartsstedet har saa været et godt stykke oppe paa bjerget henimod Bethania. "Salen" betegner her det øverste værelse i et privathus, hvis ejermand har været en af disciplene; maaske har det været det samme sted, hvor Herren efter sin opstandelse aabenbarede sig gennem de lukkede døre. Foruden de elleve apostle nævnes endnu "kvinderne" (vi kender jo navnene paa nogle af dem fra paaskemorgen). Endvidere Jesu moder, der her nævnes for sidste gang i det nye testamente; endelig Jesu brødre. Disse var altsaa blevne troende, formodentlig ved Herrens opstandelse. Af 1 Kor 15.8 hører vi, at Herren særlig havde aabenbaret sig for sin broder Jakob. Alle disse holdt ved i bøn, og det har været Aandens gave, bønnen har drejet sig om. Bønnen om den Helligaand havde Herren jo lagt sine disciple paa hjerte allerede i Luk 11.13.
Hvorfor skulde der gaa nogle dage, før Aanden kom? Formodenlig for at den indre forberedelse kunde blive desto dybere. Ofte ses det den dag i dag, at det blev de alvorligste og dybeste Guds børn, de, der fik lov at bie en tid, før lyset brød igennem hos dem. Det gælder blot om at holde ud i bøn og paakaldelse og saa holde sig nær sammen ("endrægtig") med Guds børn; saa skal Herren ikke svigte.
Læs: Kapitel 1.15-26.
237. Matthias vælges til apostel.
Det var i hine underfulde dage mellem himmelfarten og pintsefesten, at dette skete, som her berettes. Vi ser, at Peter træder frem som lederen. Herren havde jo tilsagt ham denne plads (Matth 16.18) i den første menighed. Den ledende myndighed maa gives fra oven, den kan ikke tages.
Det var vlaget af en ny apostel i Judas' sted, Peter ud fra skriftens Ord satte i gang. Tolvtallet skulde være fuldt, naar det nye Israel nu skulde dannes ved Aandens komme og være Herrens vidne for det gamle Israels tolv stammer.
Vi hører (V.15), at der hin dag var samlet 120 personer, formodentlig tallet paa mænd blandt disciplene i Jerusalem. Fra V.16-22 har vi nu Peters tale ved denne lejlighed. Han tiltaler dem: "I mænd, brødre!" Brodernavnet finder vi stadig brugt om Jesu disciple i Apostl Gern. Først henviser Peter til, at hvad der var sket med Judas, ikke var andet, end hvad Gud i skriften havde forudsagt vilde ske (V.16-17 og V.20). Skriftordet, hvortil Peter hentyder, er formodentlig det i Sl.41 nævnte Ord samt de to i V.20 fremdragne Ord fra Sl. 69 og Sl.100. Disse sidste Ord pegede hen paa, at et af de apostoliske embeder vilde blive ledigt, og at en anden skulde indtræde i den ledige plads. Umiddelbart handler disse skriford kun om Davids fjender. I grundteksten staar der ogsaa: "Deres bolig blive øde." Men David stod som forbillede paa Davidssønnen; derfor blev ogsaa Davids Ord profetiske. Peter siger, at "den Helligaand havde forud talt ved Davids mund om Judas." Dette apostelens Ord er det værd at lægge mærke til i en tid som vor, hvor bibelkritiskere endog vil frakende David hver eneste salme. Denne bibelkritiske antagelse er i bestemteste strid med disse Peters Ord. I V.18 omtaler Peter Judas' endeligt. Han forudsætter aabenbart, at alle hans tilhørere kendte det; derfor den korte, sammendragne omtale. Han vil blot anvende dette for at vise, hvad Judas naaede ved at svigte sit ham af Gud givne embede for at vinde "uretfærdigheds løn". Han naaede kun at vinde en ager (Ypperstepræsterne købte ageren for hans penge, Matth 27.7-8), og det synes efter sammenhængen her at pege hen paa, at det var selve denne ager, at han fandt sin død. Man har her villet fremhæve en uoverensstemmelse med Matth 27.5, hvor der staar, at Judas gik hen og hængte sig. Men som saa mange andre steder behøver her jo slet ikke at foreligge nogen modsigelse. Her siges blot, at han styrtede ned, og det kan jo passe godt til, at han hængte sig. Strikken maa være bristet og hans legeme blevet sønderstødt ved faldet.
Bemærkningen i V.19 om agerens navn synes at være tilføjet af Lukas til forklaring af Peters Ord. Navnet "hakeldama" nævnes som et ord "i deres eget maal", hvilket maa betegne det aramæiske, som Peter talte, i modsætning til græsk, som Lukas skrev.
Stederne fra det gamle testamente er anførte efter den græske oversættelse (Septuaginta) og som sædvanlig efter indholdet, her med bestemt henblik paa ordenes historiske opfyldelse i Judas' person. Hvad menes der med: "Han bolig blive øde"? Nogle tænker derved paa Judas' apostelembede, andre paa ageren, der blev købt for hans penge, og som jo kom til at ligge øde hen som en begravelsesplads.
Af V.21-22 ser vi, hvilke betingelser der stilledes med hensyn til opfyldelsen af salmeordet: "Lad en anden faa hans tilsynsgerning," nemlig at vedkommende maatte have været blandt disciplene hele den tid, vor Frelsers virksomhed fandt sted, lige fra Johannes-daaben til himmelfarten. Hovedvægten ligger tydeligt nok paa, at vedkommende kunde have betingelsen for at være et vidne om den historiske kendsgerning, Herrens opstandelse. Ogsaa disse vers viser, hvor apostlenes standpunkt var fjernt fra alt løst fantasivæsen og nøje holdt sig til kendsgerningerne. Guds rige er historie, dette skal fremhæves overfor den vantro kritik, der stadig vil borttage den historiske grundvold. Det synes, som om kun to har fyldestgjort den betingelse at have været med dem den hele tid; ellers vilde der sikkert være blevet fremstillet flere. Der staar, at "de fremstillede" (V.23), altsaa alle de forsamlede; men afgørelsen lagdes saa i Herrens haand (V.24-25). Maaden, hvorpaa det skete, var gammeltestamentlig (se Moseb 26.50, hvor Herren talte til Mose om, at landet skulde deles ved lodkastning; fremdeles Josva 7.4 (Akan), 1 Sam 10.20 (Sauls valg til konge) osv). Det var før Aandens udgydelse; efter den tid hører vi ikke om lodkastning for at faa Guds afgørelse at vide. Naar Herrnhutersamfundet har brugt den, finder dette ikke medhold hos den ved Guds Aand dannede første menighed. At "trække" et skriftord for derigennem at faa Guds vilje at vide er under almindelige forhold ikke nogen aandelig fremgangsmaade. At Herren dog i særlige tilfælde kan kendes ved en saadan fremgangsmaade, hvor den sker i oprigtighed, ligger i Herrens landmodighed og overbærenhed med vor skrøbelighed. En særlig grund til, at loddet blev brugt, var maaske just dette, at Kanaans land forhen ved lodkastning fordeltes mellem de tolv stammer, og de tolv apostle stod jo, som før nævnt, som de aandelige stamfædre til det nye Israel.
Lodkastningen gik saaledes for dig, at navnene blev skrevne paa to lodder (smaatabler eller sten), hvilke man lagde i en urne, og denne blev da rystet, indtil et af lodderne faldt ud.
Hvor hovmodigt staar der om Judas, at han "veg fra apostel-embedets gerning for at gaa hen til sit eget sted"! Herren havde sagt til sine disciple: "Jeg gaar bort for at berede eder sted," nemlig i Faderhuset (Joh 14.2); Judas selv havde selv beredt sig et sted, og derved kan efter sammenhængen kun forstaas Gehenna, pinestedet. Lader man sin naadeplads i de helliges samfund og dermed sin plads i hjemmet oventil staa tom, da har man kun sit eget sted tilbage, syndens lod, en evig fortabelse.
Plads stod beredt for hver og en, der kom,
Din staar der ogsaa, lad den ej staa tom!
|