En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

I dette kapitel fortælles der først V. 1-18, hvorledes Peter i Jerusalem maatte forsvare sit forhold til Kornelius overfor dem "af omskærelsen". Ved disse forstaas aabenbart de jødekristne, som endnu ikke havde kunnet frigøre sig for den tanke, at hedningerne først skulde omskæres og ind i jødedommen, før de kunde faa del i frelsen ved Jesus. De syntes, at Peter derved var kommen til at overtræde lovens bestemmelser med hensyn til spiselove o.s.v. (V.1-3). Af den maade, sagen berettes paa, synes det dog, at apostlene og flertallet af brødrene i Judæa har hørt med glæde om, at hedninger havde modtaget Guds Ord; det har kun været en mindre flok snæversynede jødekristne, formodentlig de samme, som i Kap 15.5 benævnes som "troende af farisæernes sekt", der følte sig forargede.

Fra V. 4-15 har vi nu Peters fortælling om, hvorledes det hele var gaaet til, først med synet, som han havde haft (V.5-10), med sendebudene fra Kornelius og Aandens stærke vidnesbyrd om, at dette var fra Gud (V.11-12), samt endelig om, hvad der skete i Kornelius' hus, da han kom der (V.13-15). I V.16-17 fortæller han om, hvorledes Herrens Ord om daaben med den Helligaand (Kap 1.5) var rundet ham i hu, da han saa Aanden komme over disse hedninger, og hvorledes han deraf havde sluttet, at Gud selv havde stillet hedningerne lige med jøderne, blot de vilde tro paa den Herre Jesus Kristus. Hvor er det skønt at læse i V.18, hvorledes "de blev rolige" (nogle af dem dog kun for en tid), idet de forstod, at dette var fra Gud. Deres egne selvlavede tanker maatte træde tilbage for de store kendsgerninger, og det endte med, at de lovede Gud, "fordi han ogsaa havde givet hedningerne omvendelse til liv". Dette er et tegn paa det rette lydige sind, naar hjertet bliver stille, saa snart det overbevises om Guds villie, og er hjertet virkeligt blevet stille, skal Guds pris nok begynde at klinge derinde.

V.19 fører os et øjeblik tilbage til tiden efter Stefanus' død (Kap 8.1) og fortæller, hvorledes de, der da spredtes ud fra Jerusalem, efterhaanden naaede helt over til Syrien, til Fønikien og til sidst op til Antiokia, i hine tider den tredjestørste by i Romerriget med omtrent en halv million mennesker. Den var tillige Syriens hovedstad og rummede en stor mængde jøder. Herrens eget Ord og gerning havde jo allerede kastet sine straaler ind over hine egne (se Matth 4.24: "Hans rygte kom ud over hele Syrien", og Matth 15.21ff: den kananæiske kvinde ved Tyrus' og Sidons egne). I begyndelsen talte disciplene ikke Ordet til andre end de derboende jøder. Men nogle iblandt dem, nogle græskfødte jøder fra Kypern og Kyrene (Nordafrika), gav sig til at prædike ogsaa for grækerne i Antiokia, for Hellenerne (ikke "hellenisterne", thi "hellenister" betegner kun græskfødte jøder, "Hellenere" derimod de egentlige, hedenske grækere). Og Herrens haand var med, saa der dannede sig en stor menighed tillige af hedningekristne (V.19-21).

Fra V. 22-24 hører vi, hvorledes modermenigheden i Jerusalem ved at høre om de store ting, der skete i Antiokia, bestemte sig til at sende Barnabas derop, dels af hjertelig deltagelse, dels vel ogsaa for at prøve, hvorledes dette trosliv udfoldede sig. Og Barnabas havde ikke et snæversindet jødisk syn, men han kunde se Guds store naade i denne hedningekristne menighed og glædede sig. Hvor godt barnligt at kunne glæde sig over Guds værk og ikke have hin ældre broders sind, som Herren fortæller om i lignelsen Luk 15. Der staar ogsaa om Barnabas, at han saa saaledes paa sagen, fordi han var "en god mand", hvilket nærmere forklares saaledes, at han var fuld af den Helligaand og tro". Det er troen, der gør mennesker gode i Guds øjne. Han stadfæstede de unge disciple i troen "og formanede alle, at de med hjertets forsæt skulde blive ved Herren". Der er mange løse forsætter, men der er ogsaa et hjertets forsæt, som Gud velsigner.

I V.25-26 hører vi, at Barnabas hentede Saus fra Tarsus og bragte ham til Antiokia. Han vidste, aabenbart fra sin tidligere broderlige omgængelse med Saulus (Kap 9.27), at denne var bestemt til hedningeapostel og saaledes den rette mand for arbejdet i Antiokia. Et helt aar igennem arbejdede disse to nu sammen til stor velsignelse.

Her i Antiokia blev disciplene for første gang kaldt "kristne" (V.26). Dette navn kommer tydeligt nok fra hedninger og viser, at det var blevet disse klart, at Jesu disciple ikke var en blot jødisk sekt; Jøderne vilde aldrig have kaldt Jesu venner saaledes, thi Kristus betyder jo Messias, den salvede. Jødernes navn for Jesu troende hører vi i Kap 24.5 som "de Nazaræeres sekt". Guds menighed selv brugte - i hvert tilfælde i aposteltiden - - saare sjældent navnet "kristne". Kun een gang bruges det af en apostel, nemlig 1 Pet 4.16, og endda kun set fra fjendernes standpunkt. I Apostl. Gern. bruges det endnu en gang, nemlig i Kap 26.28 af kong Herodes Agrippa den yngre. I alt finder vi det i den hellige skrift kun disse tre gange. Det nye Testamente bruger ellers navnende, de hellige, de troende, disciplene, brødrene, vennerne. Blandt hedningerne trængte kristennavnet derimod frem som almindelig betegnelse for Jesu folk, som vi hører det hos romerske historieskrivere. Paa kejser Neros tid var dette navn ret almindeligt i Rom.

I slutningen af kapitlet (V.27-30) hører vi, hvorledes menigheden i Antiokia følte sig i broderlig taknemmelighedsgæld til menigheden i Judæa og viste dette ved at sende Barnabas og Saulus med en kærlighedsgave i anledning af en sig nærmende hungersnød, der blev forudsagt af en profet ved navn Agabus. Navnet "profeter" betegner i apostelmenighedens sprogbrug i videre forstand kun saadanne, som havde naade til at tale Guds Ord (se 1 Kor 14.3, hvor det at "profetere" stilles overfor den naadegave at tale med fremmede tunger). Agabus havde derimod ogsaa forudsigelsens naadegave. Den hungersnød, han forudsagde, indtraf ogsaa over Judæa og nabolande under den romerske kejser Klaudius (41-54) i aaret 44 og blev ved at holde sig paa forskellige steder i en stor del af det romerske rige i det meste af kejser Klaudius' regering. Deraf forklares udtrykket i V. 28: "over hele verden".

Naar der staar i V.30, at de sendte det til de ældste (paa græsk : "Presbyteroi", deraf vort "præst"), træffer vi her for første gang dette embede, der formodentlig er dannet i den kristne menighed i lighed med ældste-embedet hos jøderne. Her ser vi, at disse ældste varetog menighedens kasse, hvilket apostlene jo gjorde i begyndelsen (se Kap 4.35). "De ældste" betegner i hele det ny testamente det samme som de saakaldte biskopper. Først i den efterapostoliske tid bruges biskopnavnet om de ældstes overordnede; men en saadan forskel i myndighed, som særlig pavekirken har taget til indtægt for hele sit magtsystem, kendtes slet ikke i apostelmenighedens første tider.

Hvornaar disse ældste først er blevne indsatte, ved vi ikke; men det er sandsynligvis sket, da apostlene begyndte at drage bort fra Jerusalem. Men hensyn til selve den kærlige gave, der fra Antiokia sendtes til Judæa, siger Luther: "Dette er det rette kristelige fællesskab i ejendom, som Kristus har befalet, og som alle kristne skulle oprette imellem sig, idet enhver skal hjælpe og raade den anden i nøden."