Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 12.1-17.
258. Apostelen Jakob, Johannes' broder, Marthe, Apostelen Peter frelses ved en engel ud af fængslet.

Den kong Herodes, der tales om her (V.1), var Herodes Agrippa den første, sønnesøn af Herodes den store. Hans fader, Aristobulos, var en broder til Herodes Antipas. Denne Herodes havde fra sin ungdom af staaet i fortroligt forhold til den romerske kejser Kaligula, som ophøjede ham til konge i aaret 37. Under Klaudius udvidedes hans rige efterhaanden over hele Palæstina (i aaret 41), i samme udstrækning som hans bedstefader havde besiddet det. Han var en snild mand men letfærdig og ødsel. Han havde ellers sin residens i Kæsarea, men var draget op til Jerusalem til paaskefesten (se V.3). Som jødernes fyrste vilde han bevare skinnet af agtelse for loven og gudsdyrkelsen; ellers var han en hdning af sindelag.

Denne Herodes Agrippa begyndte med at mishandle nogle af menigheden, formodentlig for at vise sin nidkærhed for loven, og da han saa, at det behagede jøderne, lod han først Jakob, Johannes' broder, henrette med sværd og siden ogsaa apostelen Peter gribe (V.1-3). Om Jakobs martyrdød fortælles altsaa kun disse faa ord. Han var jo en af de tre, hvem Herren viste særlig fortrolighed i sit køds dage. En gammel efterretning fortæller, at en af dem, der havde været mest ivrig for at faa Jakob taget af dage, blev greben af anger, og at dette endte med, at jøderne i deres vrede fik Herodes Agrippa til at dømme ogsaa ham til døden, saa Jakob og han kom til at følges ad til retterstedet. Endvidere, at Jakob bad bøddelen om lidt vand og, da han fik det, dermed døbte hin mand, hvorpaa han omfavnede ham og sagde: "Fred være med dig!" Spanien betragter særlig denne Jakob som sin apostel (St. Jago); men sagnet om, at han skulde have virket der, og at hans lig skulde være bragt derhed, er fuldstændigt opspind.

Jakobs henrettelse skete kort før paaske. Vi ser nu selve kongemagten i færd med at angribe Kristi rige. Fra V.4-6 hører vi, hvorledes Peter blev strengt bevogtet af fire mand ad gangen efter romersk skik, og bevogtningen var drevet saa vidt, at han endog var lænket til to stridsmænd. Herodes havde gjort, hvad han kunde. Efter paasken skulde Peter saa have været henrettet, og det var natten forud for henrettelsen (V.6), at det skete, vi nu hører. Peter sov trygt; hans sjæl var stille. Men brødrene i Jerusalem vaagede i ivrig bøn til GUd for Peter.

Saa skete det underfulde (V.7-10), at Herrens engel vækkede Peter, lænkerne faldt ham af hænderne, og han blev ført forbi den første og den anden vagtpost (de to soldater holdt altsaa vagt udenfor i nogen afstand af hinanden). Ingen af soldaterne saa noget. Den store jernport ud til staden lukkede sig op, og engelen fulgte ham en gade frem og skiltes fra ham. For Peter var det hele som en underfuld drøm (V.11), men det var jo virkelighed. Herren havde udrakt sin mægtige haand. Jødefolkets "forventelse" om det blodige skuespil næste dag skulde ikke opfyldes.

Det er med rette blevet sagt, at "Gud havde kunnet bortføre Peter i et øjeblik, men han overvinder alle vanskeligheder, den ene efter den anden, for at gøre underet saa meget herligere." Det er den gamle reformator Kalvin, der siger saa, og han føjer til: "Saaledes har Gud skabt verden i seks dage, ikke som om han havde noget tidsrum behov, men for endnu mere at fastholde os i betragtningen af sine gerninger."

Hele denne befrielse er et skønt billede paa den aandelige befrielse fra vantroens fængsel, hvor saa mange befinder sig, lænkebundne til verdens mennesker og bevogtede af dem efter djævelens vilje. Lyset, der skinnede i fængslet, er et billede paa evangeliets lys, derpaa følger vækkelsen, lænkerne brister, sjælen føres ud af fængslet og hen til de hellige, ligesom vi hører om Peter. Ogsaa en saadan aandelig udfrielse kan i øjeblikket tit forekomme en som en underlig drøm("vi var som drømmende", Sal 126.1); men naar hjertet bliver klar over det store under, at det gamle er forbigangent, at det virkelig er Herrens underfulde værk, da maa det prise Gud, som Peter gjorde.

Fra V.12-17 hører vi, hvorledes Peter kom til det hjem i Jerusalem, hvor man vaagede hin nat i bøn, Det var Johannes Markus' (aabenbart den senere evangelist) moders, Marias hjem. Vi forstaar den troende pige Rodes adfærd, hvorledes hun overvældet af glæde glemte at lukke op for Peter. Vi forstaar ogsaa, omend til vor ydmygelse, vennernes tvivl om, at det kunde være saaledes. De havde jo bedt derom, om saa forundredes de endda saadan over bønhørelsen; men vi kender os selv igen i denne lidettroenhed. Men paa den anden side, hvor stort, at vor barmhjertige Herre og Gud dog hørte den bange, bævende bøn. Den var dog ingenlunde uden tro; men Herren gav dem saa langt ud over, hvad de havde vovet at haabe.

Mærkeligt er deres udraab: "Det er hans engel!" Det var en jødisk forestilling, at hvert menneske havde sin skytsengel, der endog skulde være mennesket lig i udseende. I Matth 18 taler Herren om, at de smaa børn har "deres engle"; og at Guds børn har englevagt, siger Skriften paa forskellige steder. Men tanken om at en særlig skytsengel paa den maade det her udtales, har ingen sikker hjemmel i den Hellige Skrift.

V.17 med sine tre afdelinger maler for os den alvorsfulde hast, der var over Peter, ikke frygtens urolige ilfærdighed men bevidstheden om, at det vilde være at friste Gud, om han ikke nu ogsaa selv straks drog bort fra staden. Vor Frelser selv unddrog sig jo ofte sine fjenders øje, saa længe hans time ikke var kommen. Peters hilsen til Jakob alene (Herrens broder, forstanderen for menigheden i Jerusalem) tyder paa, at de andre apostle allerede den gang alle havde forladt Jerusalem. Naar de romerske kath9oliker her har villet betegne Rom som stedet, Peter drog hen til, er det ganske vilkaarligt. At vi i Kap 15 igen træffer Peter og apostlene i Jerusalem, gør denne katolske paastand endnu mere urimelig.

Hele denne begivenhed er et nyt skønt blad i bibelens beretning ogss om englenes virken til hjælp for Herrens venner. Hvilken naade at have disse lyse, hellige Aander til venner og hjælpere! Men det er en side af Guds børns lykkelige kaar, som der stundom kun tænkes lidt paa og takkes lidt for. Et Guds barn har lov til at synge:

"Jeg gaar blandt engle, hvor jeg gaar,
De skal mig vel bevare,
Slet intet helveds hær formaar
Mod himlens helteskare."


Læs: Kapitel 12.18-25.
259. Dommen over Herodes Agrippa.

Vort afsnit begynder med at skildre Herodes' fremfærd overfor strismændene, da Peter ikke var til stede (V.18-19). Herodes befalede, at de skulde henrettes. Saa fortælles der nu videre (V.20-23), hvorledes denne evangeliets forfølger, netop da han mente sig at staa paa lykkens tinde, blev ramt af Guds dom. Han havde staaet i fjendtligt forhold til beboerne af Tyrus og Sidon, de store handelsstæder i Fønikien; men disse havde ydmyget sig for ham af handelshensyn og havde, formodentlig ved hjælp af penge, faaet kongens kammerherre paa deres side. Tyrus og Sidon udførte mange varer, som bygningstømmer og luksusartikler, til Palæstina, men indførte derfra en del korn. Herodes havde formodentlig vist sit fjendskab ved at lukke sit land for deres handel. Nu skulde der imidlertid være fred, og Herodes benyttede lejligheden til at nære sin forfængelighed ved i hele folkets paahør at tage imod de føniciske sendemænds underdanighed. Den jødiske historieskriver Josefus fortæller, hvorledes Herodes havde iført sig en sølvvirket dragt, der straalede i solens glans. Da lød folkeskarens (formodentlig hedningers) smigrende raab op til ham: "Det er Guds røst og ikke et menneskes!" Der var nemlig i de dage samlet en stor folkeskare i Kæsarea i anledning af nogle festlige lege, Herodes Agrippa lod opføre til ære for Kejser Klaudius.

Folkets ugudelige smiger, der i en jødes øren maatte lyde i høj grad gudsbespottelig (se 5 Mosebog 6.4: "Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er een"), optoges af kongen med velbehag, og han røvede derved den ære, der ene tilkom den levende Gud. Saa slog Herrens engel, et dommens sendebud den ugudelige konge med en rædsom sygdom, af lignende art som den, Antiokus Epifanes i sin tid døde af (2 Makk 9.9). Fem dag efter var han død.

Ikke sjældent møder vi dette, at Guds riges modstandere styrtes netop i det øjeblik de mente sig højest ophøjede. Men hvilken advarsel til alle, ogsaa til Guds børn, imod at stjæle ære fra den levende Gud. "Giv Herren, eders Gud, ære!" (Jer 13.16). Det gamle menneske i os er en tyv, der elsker at forlyste sig i egen ære. Det er en frygtelig synd, "satans dybheder".

Josefus beretter, at da kongen blev overfalden af de forfærdelige smerter i indvoldene, udbrød han: "Saa maa da jeg, eders Gud, allerede nu ende mig liv".

Kapitlet slutter med (V.24-25) som modsætning til forfølgernes endeligt at pege paa Guds Ords fremgang. Ved den tid kom just Barnabas og Saulus tilbage til Antiokia fra Jerusalem efter at have overbragt menigheden der den i Kap 11.29-30 omtalte kærlighedsgave. Menigheden i Jerusalem havde ogsaa givet dem en gave med tilbage, nemlig Johannes Markus om hvem vi siden hører mere.

Ja, saaledes dør Guds menigheds forfølgere, men Guds Ord lever evindeligt, og hans sag skal trives og sejre.

Forfærdes ej, du lille hob,
Trods dine fjenders larm og raab
Fra alle sider gjalde;
De juble ved din undergang,
Men deres fryd ej bliver lang,
Thi lad ej modet falde!

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media