Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 15.1-21.
264. Apostelmødet i Jerusalem.

Midt i den antiokenske menigheds glæde sammen med Paulus og Barnabas trak der en truende tordenvejr op over den. Modermenigheden i Jerusalem havde faaet tilgang ogsaa fra farisæernes side (se V.5); men denne tilvækst var den nær kommen til at betale dyrt. Disse jødekristne havde med farisæerdragten ingenlunde faaet udrenset den jødiske lovretfærdigheds surdejg. Vi saa allerede i Kap 11.2-3, hvorledes de havde knurret, den gang Peter havde døbt Kornelius. De havde nu det syn, at hedningerne først skulde lade sig omskære og ind under Moseloven for at faa del i Kristus. Den gang var de nok blevne stille i øjeblikket (se Kap 11.18), men nu, da de hørte bestandig lydeligere efterretninger om en stor hedningskirke, som Paulus og Barnabas havde grundlagt oppe imod nord, en kirke af uomskaarne, som ikke betragtede moselovens mange bestemmelser som bindende for sig, i hvert tilfælde ikke efter deres ydre form, ikke overholdt spiselovene o.s.v., saa blev denne kreds i Jerusalem og Judæa i stedet for at glæde sig bestandig mere betænkelig.

Til udbrud kom dette, da nogle af disse snæversynede eller farisæiske jødekristne besøgte menigheden i Antiokia. Som medlemmer af den højt ansete modermenighed er de sikkert blevne modtagne af Antiokenerne med særlig kærlighed og ærefrygt. Men hvor blev de antiokeniske kristne ikke forfærdede, da de jerusalemiske kristne besvarede alle deres broderlige hilsener med den erklæring, at Antiokenerne aldeles ikke var paa salighedens vej! "Dersom i ikke lader eder omskære efter Mose skik, kan i ikke blive salige." Det var en knusende dom, der jo rørte ved et afgørende livsspørgsmaal, o gvi kan forstaa, at en uhyre ophidselse greb menigheden, som hidtil havde levet saa lykkelig i sin tro og ikke spurgt, om nogen tidligere havde været jøde eller græker, men alle været eet i Kristus.

Godt var det, at Paulus og Barnabas var komne tilbage. Her stod nu Paulus første gang overfor den kamp, som han næsten hele sit apostellliv igennem maatte tage op, kampen med dem, der vilde sammenblande jødedom og kristendom, egentlig kun gøre den sidste til en ny lap paa det gamle klædebon. Han kalder dem i Gal 2.4 "falske brødre", hvilke havde "listet sig ind for at lure paa vor frihed, som vi har i Kristus Jesus, paa det de kan gøre os til trælle." Men, som han ogsaa skriver i Gal 2.5, han veg ikke noget øjeblik med underdanighed for denne falske lære.

Menigheden maatte have klarhed i denne sag, maatte hve mere end en øjeblikkelig sejr i en diskssion. Denne livssag maatte grundig afgøres. Saa besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre skulde drage op til Jerusalem til de ældste angaaende dette spørgsmaal (V.2). Det var en god beslutning, thi det var at gaa lysets vej. I Gal 2.2 fortæller Paulus, at han "drog op ifølge en aabenbarelse"; Gud viste ham, hvor stor faren var, at der nemlig let kunde danne sig to indbyrdes splidagtige kirker, men viste ham ogsaa vejen til at bekæmpe dette djævelens snedige anløb. Ledsaget paa vej af menigheden drog de saa af sted. Hvor de kom hen, fortalte de de store ting, der var sket i hedningsland, og fik den opmuntring, at "brødrene" alle vegne, hvor de kom , hørte dette med "stor glæde". SOm vi hører i Gal 2, havde Paulus ogsaa taget Titus med, en græsk hedningekristen, hans senere saa højtskattede medarbejder, der var et levende bevis paa de skønne frugter, der allere var voksede frem paa hedningekirkens træ. Titus var uomskaaren, og Paulus hævder i Gal 2.3 som bevis for, at apostlene anerkendte hans syn paa sagen, at end ikke Titus blev tvungen til at lade sig omskære, end sige da de øvrige hedningekristne.

Da de kom til Jerusalem, blev de modtagne ved en festlig menighedsforsamling, hvor foruden Jakob, Herrens broder, den jerusalemske menigheds forstander, af apostlene i hvert faldd Peter og Johannes var til stede (Gal 2.9). Som indledning aflagde Paulus og Barnabas beretning om, hvor store ting der var sket paa deres første missionsrejse (V.4), men de tidligere farisæeres parti fastholdt som sit absolutte krav: "Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose lov" (V.5). Saa blev der fastsat et særligt møde under apostlenes og de ældstes ledelse (V.6), i hvilket dog ogsaa, som vi hører af V.12 og 22, menigheden i sin helhed tog del.

Begge parter stod skaprt overfor hinanden, idet enhver følte kampens alvor og rækkevidde. Men sandheden sejrede. Apostelen Peter lagde sit vidnesbyrd i vægtskaalen (V.7-11). Han mindede om, hvad han selv havde erfaret med Kornelius, hvorledes Gud ingen forskel havde gjort paa hedninger og jøder, men givet ogsaa hedningerne sin Aand og renset deres hjerter ved troen, ikke ved at føre dem ind under de ydre spiselove. Han kaldte det ligefrem at friste Gud at paalægge andre at bære det aag, som de selv og deres fædre ikke havde formaaet at bære, og han sluttede med det skønne Ord: "Men vi tror at blive frelste ved den Heres Jesu naade paa samme maade som ogsaa de."

Den højt ansete Peters tale gjorde dybt indtryk. "Hele mængden taav", og Barnabas og Paulus aflagde paa ny vidnesbyrd om, hvorledes Gud alle vegne havde stadfæstet dette iblandt hedninngerne. Udslaget gjorde dog en tale af Jakob, der som Herrens broder nød en overordentlig anselse i Jerusalem og tillige var i høj grad æret af det jøkiske parti, fordi han for sit eget vedkommende holdt nøje fast ved de gamle jødiske former. Han stod ganske sammen med Peter i sin tale (V.13-21), viste, hvorledes Gud jo baade havde taget sig af hedningerne, efter hvad der nu forelaa, men ogsaa i "profeternes taler" alt længe forud havde sagt, at han vilde gøre det. Det var et Ord af Amos, han henviste til (Amos 9.12). Ordet er gengivet frit efter den græske oversættelse, der i formen kun ganske uvæsenligt afviger fra vor tekst. Det henviser klart til, at naar de dage kom, da Davids faldne hytte skulde oprejses, skulde ogsaa hedningefolkene komme med. Herrens navns velsignelse strakte sig ogsaa til dem.

V.18 synes tilføjet af Jakob til profetordet for at understrege, at denne Guds gerning med hedningernes frelse var ifølge Guds evige raadsslutning. Derudra dømte da Jakob, at hedningerne, der omvendte sig, ikke skulde besværes, dog havde han et forslag at føje til (V.20-21), udelukkende af hensyn til jøderne, som hedningemissionærerne vilde træffe rundt omkring i romerrigets byer, at de hedningekristne nemlig - for ikke altfor meget at forage jøderne og derved hindre evangeliets indgang hos dem - skulde afholde sig fra fire ting, nemlig for det første afguders urenhed, hvorved (se V.29) forstaas nydelsen af kød, der oprindelig var ofret til afguderne. Det var jo kun en del af offerkødet der ofredes eller gaves præsterne; resten plejede hedningerne enten at fortære ved gæstebud eller ogsaa ligefrem at sælge paa torvet. Den slags kød skulde de afholde sig fra at nyde for ikke at forarge jøderne. I 1 Kor 8 paaminder Paulus de hellige i Korinth om samme afh9oldenhed fra kødet for de svage Guds børns skyld, som ikke kunde frigøre sig fra tanken om, at saadant kød var besmittet.

Med hensyn til det andet punkt, utugt, skulde man ikke synes, at der kunde tænkes paa den ligefremme utugt, thi det fulgte jo af sig selv, at de omvendte hedninger maatte afholde sig derfra. Der kunde tænkes paa den mere frie omgængelse med kvinder, som var almindelig blandt hedninger men ganske fremmed for jøder. Andre forstaar derved ægteskab i de af loven forbudne grader og henviser til det lignende forbud, som portens proselyter var underkastede. Med hensyn til det tredje og fjerde punkt, det kvalte og blodet, peger det hen paa lovbudet i 3 Mosebog 17.10-11. Det var jøderne forbudt at nyde blodet, derfor ogsaa at nyde dyr, som blodet ikke var kommet ud af (det kvalte). Blodet brugtes jo i den gamle pagt ved offertjenesten som forbillede paa Jesu blod, der randt paa korset for os.

Vi maa lægge nøje mærke til, at det var udelukkende af hensyn til jøderne, ikke til de jødekristne, disse bestemmelser blev foreslaaede. Da jøderne alligevel forkastede evangeliet, fik disse bestemmellser ikke megen anvendelse i det praktiske og omtaltes ikke en eneste gang i Pauli breve.

Dette blev vedtaget. Paulus tilføjer i Gal 2.10, at det endnu blev bestemt, at de nye hedningekristne i menigheder skulde se at understøtte den fattige jerusalemske menighed med kærlighedsgaver, noget, som Paulus med stor trofasthed arbejdede for, hvor han kom frem (se 2 Kor 8.9).


Læs: Kapitel 15.22-41.
265. Apostelbrevet. Menigheden i Antiokia trøstes. Striden mellem Paulus og Barnabas. Paulus tiltræder sin anden missionsrejse sammen med Silas.

Fra V.22-29 har vi det skønne brev, som blev affattet til de hedningekristne særligt i Antiokia, Syrien og Kilikien. I dette apostoliske brev tages der først bestemt afstand fra de farisæiske kristnes standpunkt (V.24). Barnabas og Paulus gives der en inderlig tillidserklæring (V.25-26: "Vore elskelige - mænd, som har vovet deres liv for vor Herres Jesu Kristi navn"). ENdelig nævnes de tillidsmænd, som var blevne udvalgte til at overbringe brevet og mundtlig stadfæste dets indhold, nemlig Judas Barsabas og Silas (V.22).

Ejendommelig er udtalelsen i V.28: "Det er den Helligaands beslutning og vor..." De havde saa mægtigt erfaret Helligaandens nærværelse ved denne raadstagning; Guds Aands raad havde vidnet sammen med deres raadstagning, derfor kunde de sende dette brev med hellig myndighed. Guds børn maa selv overveje og gøre et arbejde for at vinde klarhed. Men er hjerterne oprigtige, velsigner Guds Aand det ogsaa for os, selv om vi kun er smaafolk i sammenligning med de store apostelskikkelser. Dog det gælder visselig om, at hjerterne er helt for Herren. Ikke enhver kirkeforsamling kan sige saa.

Fra V.30-33 hører vi nu om den glæde, dette brev vakte i den antiokenske menighed. Det trøstede hjerterne; og Judas og Silas, der havde profetisk gave (betegner her prædikegave), styrkede ogsaa brødrene. V.34 mangler i en hel del haandskrifter; muligvis er det blevet indføjet af en afskriver til forklaring af V.40, at Paulus top Silas med paa sin anden missionsrejse.

Fra V.35-41 hører vi om tiltrædelsen af denne anden rejse. Forud for denne (V.35) maa det sammenstød med Peter have fundet sted, som berettes i Gal 2.11-14. Peter, som havde staaet saa fast paa hint møde i Jerusalem, lod sig ved et besøg i Antiokia paavirke af nogle snæversynede jødekristne, som kom derop, saa han efter først at have levet sammen med de hedningekristne, altsaa uden hensyn til de jødiske spiselove m.m., atter skilte sig fra dem i den daglige levemaade af frygt for "dem af omskærelsen". Han handlede altsaa imod den overbevisninng, han havde udtalt i Jerusalem, hvorfor ogsaa Paulus kalder det hykleri (Gal 2.13). Det smittede de andre jødekristne, ja endog Barnabas, saa der blev en spaltning mellem dem og de hedningekristne. Paulus traadte da i alles paahør op imod Peter og dem, der fulgte ham, og irettesatte dem, fordi "de ikke vandrede lige efter evangeliets sandhed" (Gal 2.11). Det var nødvendigt, thi det kunde ikke andet end svække, naar de antiokenske hedningekristne saa den jerusalemske menigheds bedste folk vakle saaledes. Ja,

"Store helgen ogsaa have
Adams kød og klæder paa;
Deres høje himmelgaver
De i lerkar bære maa."

Den misstemning, som derved for en tid kom ind mellem Paulus og Barnabas, har sikkert bidraget til den i V37-39 omtalte strid imellem dem angaaende Johannes Markus, som førte til, at de drog hver sin vej. Af V.40 synes det at fremgaa at menigheden i Antiokia har staaet paa Paulus' side i denne sag. Der staar jo: "Han drog ud (sammen med Silas), anbefalet af brødrene til Herrens naade." Paulus med sin faste holdning havde været en mægtig velsignelse fra Gud i hele denne tid for de hedningekristne. Han Kendtes i sandhed at være hedningernes apostel. Men vemodigt er det at se disse stridigheder mellem Herrens venner og det saa kort efter den skønne, aandsbaarne sammenkomst i Jerusalem. Det lærer os, at just efter store Aandens dage gælder det at vaage med dobbelt alvor. Satan under ikke Herrens venner nogen sejr. Det er paa den anden side blvet sagt, at saadanne beretninger i den hellige Skrift om de store Guds mænds fejl og fald, hvilke Skriften, sanddru som altid , beretter uden dølgsmaal, ogsaa indeholder en trøst for Guds børn, nemlig i anfægtelsens timer. Da kan det hjælpe en at se, at ogsaa de største Guds mænd har haft den samme kamp med det gamle menneske som vi.

Saa er det ogsaa skønt at se, at denne misstemning ikke varede ved. I 1 Kor 9.6 hører vi Paulus omtale Barnabas som sin ligesindede medarbejder, og Markus træffer vi Kol 4.10 sammen med Paulus; ligesaa hører vi Paulus i 2 Tim 4.11 og Filem. V.24 omtale Markus som en, der var ham nyttig i tjenesten. Den tugt, der overgik Markus fra Paulus' side, fordi Markus, vistnok af frygt for trængslerne, havde svigtet paa den første missionsrejse, kan muligvis have været lidt vel streng, men synes dog at have tjent Markus til gavn. Barnabas har den naturlige kærlighed til slægtningen (Markus var jo hans søskende barn, Kol 4.10) sagtens gjort vel blød i synet paa Markus. Fejl har der vel været paa begge sider, omend Paulus i det væsentlige havde ret. Herrens hellige kan komme i misstemning overfor hverandre, men kan ikke blive ved at staa deri. Det lærer vi heraf til ydmygelse og til trøst.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media