Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 18.1-17.
270. Paulus i Koritn. Akvilas og Priskilla. Jødere anslag bilver til intet.

Vi kommer nu til den vigtigste missionsstation paa denne anden missionsrejs. Her blev Paulus længst, og her saa han mest frugt. Korinth laa paa den smalle landtunge mellem det østlige og vestlige hav og havde havnestæder til begge sider. Cæsar havde genopbygget byen, efter at den i aaret 146 f.Kr var bleven ødelagt. Den var overordentlig smuk, saa det endog efter en latinsk digter var blevet et mundheld: "Det lykkes ikke for enhver at besøge Korinth" - paa samme maade, som det i vore dage siges om Neapel. Men byen var uhyre lastefuld, saa ogsaa det "at leve paa Korinthisk" var bleven et staaende ydtryk for et liderligt levned. Af byens 3/4 millioner var henimod 400.000 slaver.

I Korinth fandtes der en del jøder, som havde deres synagoge. Paulus kom jo ene til Korinth (V.1) og har sikkert følt sin ensomhed meget. Hans sjæl har gyst ved at se den uhyre raadenskab i sædelig henseende, der herskede i Korinth. Indtrykket deraf afspejler sig saa tydeligt i første kapitel af Romerbrevet, hvilket brev er skrevet i denne by. Korinth havde vel ogsaa sine vismænd, hvis liv laa ude i syndepølen, finder sit udtryk i 1 Kor 1.19-20 ("Hvor er der en vis - hvor er denne verdens granskere? Har Gud ikke gjort denne verdens visdom til daarskab?"). Dog skulde han snart finde, at Gud havde beredt ham baade hjem, venner og arbejdsplads (V.2-3). Det var en jøde ved navn Akvilas (et romersk navn, der betyder "ørn"; jøder, der færdedes i udlandet, antog tit romerske navne) med sin hustru Priskilla (ogsaa kaldet Priska, 2 Tim 4.19), der straks stillede sig i det venligste forhold til Paulus. De havde samme haandværk som han, saa han kom til at bo og arbejde hos dem. Dette kære ægtepar hører vi jo adskilligt om siden. De var bleven fordrevej fra Rom, idet kejser Claudius havde befalet alle jøder at forlade Rom. Anledningen meddeler den romerske historieskriver Suetonius saaldes: "Han fordrev jøderne, der paa Chrestus' tilskyldelse altid afstedkom uroligheder." Nogle har ment, at Chrestus skulde betyder det samme som Christus, og at urolighederne var bleven fremkaldt ved, at kristendommen var kommen ind som skel mellem de romerske jøder. Men da Chrestus er et almindeligt græsk og romersk navn, kan det lige saa godt betegne en jødisk urostifter.

Man har ogsaa spurgt, om Akvilas og Priskilla allerede var kristne, da Paulus traf dem, eller først var bleven det ved Paulus' vidnesbyrd. Det er umuligt at afgøre. Da Paulus i 1 Kor 16.15 kalder Stefanas' hus for Akaias førstegrøde (Akaia er navnet paa hele den del af Grækenland, i hvis nordlige del Korinth laa), kunde det jo synes, som om de havde været kristne. Paa den anden side skulde man jo saa have ventet, at Lukas havde fortalt, at de var disciple. I hvert tilfælde finder vi dem sammen med Paulus, og senere (V.16) viser de sig som nidkære og erfarne Guds børn. De har været en stor velsignelse for Guds sag og for Paulus selv. Paulus mindedes dem stadig med glæde og omtaler dem tit i sine breve.

Som sædvanligt tog Paulus fat i synagogen med at prædike for jøder og de grækere, som deltog i synagogens forsamlinger, og da omsider Silas og Timotheus kom fra Makedoninen med gode efterretninger, fik Paulus' vidnesbyrd for jøderne en saa mægtig kraft, at afgørelsen kom. Naar der staar, at "Paulus var helt optagen af at tale og vidne for jøderne, at Jesus er Kristus", er meningen at han ikke blot paa sabbaten, men hver dag vidnede for jøderne om Jesus som Messias.

Med levende farver er bruddet med jøderne skildret (V.6-7). At "ryste støvet af sine klæder" betegner i østerland, at man hæver hvert fællesskab med vedkommende. "Eders blod," dvs. "eders død," eders fortabelse er selvforskyldt. Paulus følte sig ren for hvert ansvar overfor jøderne i Korinth. Formodentlig har Paulus straks forladt synagogen med alle dem, der ikke stod evangeliet imod, og mærkeligt nok var der beredt plads for hans skare i et hus lige op til synagogen hos en proselys ved navn Justus. Skønt er det at høre, at selve synagogeforstanderen Krispus blev omvendt til Herren, en stor sejr (V.8). Men af V.9-10 hører vi at Paulus alligevel tit ængstedes i sin sjæl. Næsten alle vegne havde jøderne efter en tids forløb drevet ham ud, naar virksomheden var vel begyndt. Nu var de ogsaa her i Korinth fyldt med bittert raseri. Paulus kendte ogsaa saadanne tider som alle store Guds mænd, svagheds- og anfægtelsestider. Elias klagede sig under enebærtræet i ørkenen. Jeremias, det faste vidne overfor vantroen, vaander sig i enrum for Herren (Jer 20.7-10). Johannes Døberen anfægtes i fængslet; og af Luther hører vi følgende ord: "Mange mener, at jeg gaar paa idel roser, fordi jeg saa ofte i mit ydre liv viser mig glad. Men Gud kender, hvorledes det er fat med mig." Af 1 Kor 2.3 hører vi Paulus selv sige, at han var hos Korintherne "i svaghed og frygt og megen bæven."

Saa forstaar vi vel det skønne underfulde, vi hører V.9-10, at Herren selv aabenbarede sig for Paulus (i et syn om natten) og sagde: "Frygt ikke, men tal, og ti ikke! eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge haand paa dig for at gøre dig ondt; thi jeg har et talrigt folk i denne by." Dette sidste peger jo ikke blot paa dem, der var vundne, men ogsaa paa dem, der kunde vindes.

At jøderne ikke her fik lov at drive ham bort, det viste sig, som vi hører af V.12-17. Herrens løfte opfyldtes. - Jøderne havde ret til fri religionsøvelse i romerriget; derfor grundede de deres klage paa, at Paulus vilde overtale jøderne til en gudsdyrkelse imod loven. Den daværende landshøvding (Prokonsul), Gallion, en broder til den berømte romerske filosof Seneka, en fint dannet mand, vilde ikke engang høre Paulus' forsvar, men afviste hele sagen (V.14-16). Ja, jøderne fik ikke andet ud af det, end at den nye synagogeforstander, der var kommen i stedet for den til Herren omvendte Krispus (V.8), fik sig en dragt prygl lige foran domstolen af de tilstedeværende grækere. Jøderne var forhadte og hedningerne saa i dommerens kendelse en opmuntring til at give jøderne en lektion en Gallion lod dem roligt gøre det (V.17).

I 1½ aar (vistnok at regne fra hin stund, da Herren aabenbarede sig for ham efter bruddet med jøderne) arbejdede Paulus med fred i den store by. Jøderne s anslag var mislykket, og de turde ikke mere træde op paa den maade imod ham. Menigheden blev stor. Vi har allerede omtalt førstegrøden Stefanas samt synagogeforstanderen Krispus. Desuden nævnes i 1 Kor 1.14 en Kajus, der i Rom 16.23 nævnes som Paulus' og hele menighedens vært. Krispus, Kajus og Stefanas' husfolk havde Paulus selv døbt; ellers lod han sine medhjælpere udføre daab, fordi det jo er Herren selv, der døber, og det ved sakramenterne ikke særlig kommer an paa redskabet. Paulus havde nok at gøre med at prædike evangelium (1 Kor 1.17). I Rom 16.23 finder vi blandt brødrene endog en af Korinths allerøverste embedsmænd, stadens rentemester, Erastus. I 1 Kor 1.11 nævnes desuden en kvinde Kloe, der efter hendes talrige husfolk at dømme har hørt til byens velhavende kredse. Men iøvrigt var det mest smaafolk, vel ogsaa en hel del af slaverne, der kom til evangeliets lys, "ikke mange vise efter kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme" (1 Kor 1.26). I 1 Kor 7.21 hører vi om trælle som medlemmer af menigheden.

Et vældigt arbejde har Paulus nedlagt i Korinth. Tillige fulgte han ogsaa her den grundsætning ikke at modtage ringeste understøttelse af menigheden (se 1 Kor 9.15). Ved Paulus (som først ved Herren selv) er haandværksarbejdet i sandhed blevet adlet; han, aandelig fader endog for stadens rentemester, holdt sig ikke for god til at sidde paa værkstedet og lave telte. Men hovedarbejdet var jo den store gerning i Guds rige. Naar andre holdt fyraften, begyndte først rigtig Paulus' arbejde. Hvor var der meget ikke blot med at hjælpe hjerter hen til Herren men ogsaa indenfor menigheden! I 2 Kor 11.28 taler han om "det daglige overløb", der nok kunde tage paa kræfterne. Saa kom dertil alle de andre menigheder, som han bad saa meget for og skrev saa meget til; Thessalonikerbrevene er i hvert faldt skrevne i Korinth. Og ved sit andet ophold der (Kap 20) har han vistnok skrevet Romerbrevet. Han følte med sine venner i alle de forskellige menigheder. "Hvem er skrøbelig, uden at jeg ogsaa er det? Hvem bliver forarget, uden at det brænder i mig?" - saaledes skriver Paulus i 2 Kor 11.29. Desuden har han sikkert ogsaa arbejdet ude omkring staden. I overskriften til andet Korintherbrev lyder adressen tillige paa "alle de hellige, som er i Akaja".

Et mægtigt arbejde, men ogsaa mægtig velsignelse, det kendemærker i høj grad gerningen i Korinth med det forholdsvis lange ophold. Drivkraften var, som Paulus selv skriver deti 2 Kor 5.14, Kristi kærlighed. Paulus levede ikke sig selv, men ham, som var død og opstanden for ham.


Læs: Kapitel 18.18-28.
271. Paulus rejser over Efesus til Jerusalem, derfra over Antiokia til Lilleasien (tredie missionsrejse). Apollos.

Som en ensom mand var Paulus kommen til Korinth; nu da afrejsens tid kom, kunde han fryde sig ved at se en blomstrende menighed. Han kalder sine Korinthere "Kristi brev" (2 Kor 3.2), et brev, som kunde læses vidt omkring i Grækenland. Mange har sikkert ledsaget ham ned til den østlige havnestad, Kenkrea. Af Rom 16.1 ser vi, at ogsaa der var en menighed, hvorfra den første Diakonisse, det nye testamente omtaler, Føbe, var. Priskilla og Akvilas fulgte med Paulus over til Efesus; de var saa nøje knyttede til Paulus, at de endnu ikke kunde tænke sig at afbryde samlivet med ham. Paulus giver i Rom 16.4 dette ægtepar det store vidnesbyrd: "hvilke for mit liv har sat deres egen hals i vove, hvem ikke alene jeg takker, men ogsaa hedningernes menigheder." Akvilas var ogsaa en mand, som ikke var bange for rejselivet. Vi hørte i V.2, at han var født i Pontus, et landskab i det nordøstlige Lilleasien; saa havde han boet i Rom (flere hundrede mile mod vest), derefter i Korinth, saa i Efesus sammen med Paulus; men da Paulus skrev Romerbrevet, var Akvilas og Priskilla atter i Rom. Og endelig træffer vi dem efter 2 Tim 4.19 atter i Efesus. Deri har vi i sandhed et vidnesbyrd om, hvor livlig samfærdslen var i det store romerske rige, hvilket ogsaa tjente Guds riges hurtige udbredelse.

Ejendommeligt er det, hvad vi hører i V.18 om det løfte, Paulus havde gjort, som gav anledning til, at han lod sit haar klippe i Kenkrea. Nogle faa vil henføre dette ord: "efter at han havde ladet sit haar klippe i Kenkrea," til Akvilas; men grundteksten peger mest hen paa, at det er Paulus. Blandt jøderne var der jo noget, der hed "Nasiræerløfte" (se bibelforkl. til 4 Mos 6.1-8), som bla. bestod i, at hovedhaaret skulde vokse frit, saa længe løftet varede. Nu ser vi jo ellers Paulus alle vegne havde den kristelige frihed overfor Moselovens ydre ceremonielle bestemmelser. Men fordi han stillede de hedningekristne i troens frihed overfor loven, kunde han jo godt, han, der selv var jøde, for sin egen person stille sig under Moselovens skikke, hvor han ansaa det for rigtigt. I kap 21.24 hører vi noget lignende, nemlig at han just for at vise jøderne, og han selv ingenlunde stillede sig udenfor lovens bestemmelser, lod sig rense i templet sammen med fire mænd. Hvorfor han i dette særlige tilfælde har paalagt sig et løfte, ved vi ikke.

Fra V.19-21 hører vi om Paulus' foreløbige besøg i Efesus, hvor Jøderne til en begyndelse stillede sig meget velvilligt. Paulus lovede ogsaa at komme tilbage til Efesus - "om Gud vil," føjer han til. Efesus var ikke blot Lilleasiens hovedstad, men ogsaa en af verdens største riger. I den laa et af verdens saakaldte "syv underværker", det berømte tempel for gudinden Artemis. Vi ser stadig, hvorledes Paulus søger til de store byer for der at rejse korsets banner. Det hørte der mod til, thi der var ogsaa hans liv i størst fare. Men saaledes viste Herren ham vej, og Paulus gik paa Herrens Ord.

Fra Efesus sejlede han lige til Kæsarea; derfra drog han op til Jerusalem ("at drage op" betegner altid at rejse til Jerusalem). Paulus gjorde altsaa sit til, at der kunde være et inderligt baand mellem ham og modermenigheden. Saa drog han til sit kære Antiokia (V.22), og derfra ud paa sin tredje missionsrejse til de først grundede missionsmenigheder i Galatien og Frygien.

Fra V.24-28 hører vi om Jøden Apollos, en mærkelig mand, veltalende og vellærd, fra det for sin videnskabelighed bekendte Aleksandria i Ægypten. Han synes at have været døbt med Johannes Døberens daab og dennes vidnesbyrd for Jesus var kommen til at brænde i hans sjæl. Formodentlig var han kommen bort fra Jødeland før lyset rigtig var trængt igennem hos ham, men ud fra det lys han havde, talte han og vidnede med stor kraft. Han kom til Efesus og begyndte at tale i Synagogen der. Akvilas og Priskilla, som hørte ham forstod snart baade at han gerne vilde frem i Aanden, men tillige, at han manglede lys over mange væsentlige ting, især over daabens sakramenter. Det kære ægtepar tog sig af ham og hjalp ham til rette. Siden tog han med anbefalingsbrev fra de faa i Efesus over til Akaja. Særlig fik han sin gerning i Korinth og var ved sit brændende, tankeklare vidnesbyrd de troende derovre "til megen nytte ved Guds naade."

Paa een maade passede han overovrdentlig godt til at være missionær i Korinth, fordi han sad inde med saa megen græsk lærdom. Men deri laa ogsaa en fare, som vi hører af 1 Korintherbrev. Paulus selv havde med flid talt saa jævnt som muligt og just i Korinth søgt at undgaa den ydre veltalenheds "prægtige ord", som datidens grækere var saa indtaget i, for at korsets evangelium ikke skulde tabe sin kraft (1 Kor 1.17 og 2.1-4). Vi forstaar, at Korintherne blev i høj grad begejstrede for Apollos (1 Kor 3.4). Paulus maatte derfor advare dem, og han stiller sagen i det rette lys, Gud til ære, ved at sige: "Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst. Saa er nu hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver vækst" (1 Kor 3.6-7).

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media