Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 19.1-20.
272. Paulua og Hohannesdisciplene. Mægtige virkninger i Efesus.

Kapitlet begynder med (V.1-7) at fortælle om Paulus' møde i Efesus med nogle "disciple", som viste sig i lighed med Apollos (se kap 18.25) kun at være blevne døbte med Johannes Døberens daab. Dette skete, ligesom Paulus var kommen til Efesus efter at have gennemrejst "de øverste egne af landet," hvorved forstaas det galatiske land og Frygien, set fra Efesus' beliggenhed af (se kortet). Denne gang hindrede Guds Aand ikke Paulus i at drage vest paa som hin anden missionsrejse (se kap 16.6). Nu var tiden kommen for den vestlige del af Lilleasien, det saakaldte græske Lilleasien, der fra ældgammel tid var befolket med Kolonister fra Grækenland. Den gang var Efesus som tidligere omtalt hovedstaden i denne del af Lilleasien baade i aandelig og politisk henseende.

Naar disse mænd, der kun var døbte med Johannes' daab, kaldes "disciple" (V.2), kommer det deraf, at de udvortes havde sluttet sig til dem, der hørte Paulus; der mødte de jo tonerne om Gudslammet som Døberen havde vidnet om. Men han mærkede snart ligesom Akvilas og Priskilla overfor Apollos, at Guds Aands lys og liv dog ikke var brudt igennem hos dem. Det viste sig, at disse mænd ikke en gang vidste, at forjættelsen om Helligaandens ild, som Johannes havde forkyndt, var opfyldt. Paulus forklarede dem forskellen paa Johannes' daab og Kristi daab, og de lod sig da døbe i "den Herres Jesu navn" (kortfattet betegnelse for daaben i den treenige Guds navn, se kap 2.38). Da Paulus efter daaben velsignende lagde hænderne paa dem, aabenbaredes Aandens gaver over dem ogsaa paa ydre maade, paa lignende vis som vi saa ofte hører det i Aposteltiden (se f.eks kap 10.46). Ogsaa nu bliver der jo en ny tale, en ny bekendelse, hvor Guds Aand faar magt i et menneskehjerte.

Baade Apollos og disse tolv mænd er et stærkt vidnesbyrd om, hvor vidt omkring Døberens gerning havde sat sine spor. Men tillige vidner denne begivenhed om, at Paulus prøvede sine folk, og er et stærkt vidnesbyrd imod den løse betragtning af daaben, som man kan møde i den reformerte kirkes yderliggaaende afdelinger, hvor man kan opleve, at menneske behandles som kristne uden at være døbte. Nej, for aposteltiden stod det klart, at Helligaandens gave og daaben hørte sammen. Alle vegne har vi her i apostlenes gerninger mødt det syn paa daaben at den er det nye livs sakramente og derfor straks anvendtes overfor dem, der stod med længsel efter Herren (se kap 2.41;8.38;9.18;10.48;16.33 o.s.v.)

Fra V. 8-20 hører vi nu om Paulus' virksomhed i Efesus, først ud fra den jødiske synagoge (V.8), hvor han prædikede i tre maaneder, altsaa længere end de fleste andre steder, mens det dog ogsaa her endte med, at han maatte bryde med synagogen og finde sig et nyt udgangspunkt. Det blev hos en mand der Tyrannus, sandsynligvis lærer i veltalenhed, der havde en større hal til foredrag. Fra V.10-12 hører vi, at lyset skinnede saaledes ud, at det naaede til alle paa hine egne. Rygtet om den nye Jesus-lære foer omkring som en løbeild. Dertil bidrog ogsaa de undergerninger, Gud lod ske ved Paulus (V.11-12), i lighed med. hvad vi hører i kap 5.15-16 om apostlen Peter. Ved "svededuge" (V.12) maa forstaas noget lignende som vort lommetørklæde, altsaa det, man brugte til at tørre sveden af med. Saaledes lagde Gud ære over Paulus' person efter Jesu Ord i Joh 12.26: "Om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære". Men disse vidunderlige helbredelser blev jo atter Gud til ære, derved at sjæle derigennem droges til Ordet.

I hele to aar virkede Paulus ud fra denne sal i Efesus. Han siger i kap 20.31, at hans arbejde i Efesus varede i "tre aar". De tre maaneder (V.8) og de to aar (V.10) sammen med den i V.22 nævnte "nogen tid" bliver jo ogsaa henved tre aar. I dette tidsrum er sikkert ogsaa de menigheder bleven dannet, som vi høre rom andre steder, nemlig i Kolossæ, Laodikea og Hierapolis (Kol 4.13), alle tre byer beliggende i Frygien. Af 2 Kor 13.1 fremgaar det, at Paulus i løbet af disse aar ikke blot skrev det første brev til Korinth men ogsaa har gjort et kortere besøg derovre, idet han kaldet det der nævnte forestaaende komme sit tredie komme til Korinth. Fra Efesus har han tillige skrevet Galaterbrevet i dyb sorg over, at jødisk sindede, falske brødre havde søgt at ødelægge evangeliets værk i de galatiske menigheder. Naar dertil kommer, at vi af Apostl. Gern 20.33-35 hører, at Paulus med sine egne hænder arbejdede for sit livs ophold i hele denne tid, ja ikke blot for sig selv, men ogsaa for dem, der var med ham, faar vi et lille begreb om det overvættes arbejde, der har hvilet paa ham. Men hvad vilde han ikke gøre for at forherlige den Frelser, der havde reddet ham selv fra vantro og modstand til et Guds barns herlighed!

Fra V.13-20 fortælles om en begivenhed, der ved Guds magt maatte tjene til at give hele dette trolddomsvæsen, som Efesus var saa fyldt med, et dødeligt knæk. De saakaldte "efesiske breve", tryllebøger med trylleformularer, var verdensberømte. Efesus vrimlede af aandebesværgere og deslige troldkarle, gennem hvilke mørkets kræfter holdt menneskesjælene bundne. Ogsaa omløbende jødiske besværgere var der en del af, som søgte at støtte deres hemmelige, i Guds lov forbudte kunster ved at udgive dem for at hidrøre fra Salomos visdom. Alle disse sortekunstnere, som lod sig dyrt betale, saa med misundelse paa den konkurrent, de havde faaet i Paulus, denne underlige mand, ved hvem der skete saa store undergerninger, og som endda aldrig vilde have betaling for dem. Det var "Jesu navn", der syntes at være det undergørende middel for Paulus. Saa maatte de ogsaa prøve det. Men det gik dem ilde overfor en besat, som de vilde behandle paa den maade (V.13-16). De manglede den indre kraft, saa den onde aand haanede dem i deres afmagt. Denne tildragelse vakte overordentlig megen opsigt. Det var nemlig bekendte personligheder, som her kom galt fra det, nemlig syv sønner af en jødisk ypperstepræst Skeva (han har høt til "den ypperstepræstlige slægt" , se kap 4.6). Derved led den jødiske saavel som den hedenske overtro offentligt et stort nederlag. Det blev klart, at Paulus ikke gjorde sine undere ved hjælp af hemmelige midler men i kraft af den fuldmagt, Jesus havde givet ham. Det bragte pris over Jesu navn (V.17) og førte til det glædelige, at mange af dem, som havde drevet saadanne sorte kunster, kom og bekjendte det; ja der blev offentlig anrettet et stort baal af trolddomsbøger, hvis værdi, da man regnede den ud, beløb sig til ikke mindre end 50.000 sølvpenge (lidt over 30.000 kr). Blandt dem, der saaledes blev rystede ved begivenheden med Skevas sønner, synes der efter V.18-19 baade at have været troende, som nu bekendte helt ud, hvad de havde haft med at gøre tidligere, og tillige mange, som nu først brød med trolddomsvæsenet. Virkningen kendtes altsaa baade i og udenfor menigheden. Ja "saa kraftigt voksede Herrens Ord og fik magt" (V.20).

Fra sejr til sejr med ære
Han føre vil sin hær,
TIl sidste fjende segner
For Kristi Herresværd.


Læs: Kapitel 19.21-40.
273. Paulus' rejseplaner. Opløbet i Efesus.

Her hører vi (V.21-22) om de rejseplaner, Paulus havde paa hjerte. Han havde først haft i sinde at tage til søs lige til Korinth og derfra til Makedonien (se 2 Kor 1.15-16), men stridigheder i Korinth bevægede ham til at gaa den anden vej, først igennem Makedonien, for at give Korintherne tid til at ydmyge sig. Derfor sendte han ogsaa Timotheus og Erastus i forvejen (V.22) og, som vi ser af 2 Kor 7.6, siden ogsaa Titus, baade for at indsamle gaver til de hellige i Jerusalem og for at skaffe ham underretning om tilstandene i Korinth, før han kom der.

Medens Paulus var i Efesus, havde han nemlig faaet bud om, at de jødiske vranglærere, der alle steder fulgte ham i sporet, ogsaa var komne til Korinth og havde bragt trætte og splidagtighed ind iblandt vennerne. I 1 Kor 1.11 omtaler Paulus Kloes husfolk som dem, der havde fortalt ham det, og i 1 Kor 16 hører vi om den samme rejseplan, som her nævnes. Paulus havde da i sinde at blive i Efesus indtil pinsedag og vilde derefter gennem Makedonien drage til Korinth for saa ved dem, som Korintherne vilde betro dertil, at faa besørget deres gave til Jerusalem, muligvis ogsaa selv rejse med derhen (se 1 Kor 16.3-8). Men endnu videre ud gik Paulus' rejsetanker. "Det bør mig og at se Rom," siger han; han følte det som en guddommelig bestemmelse, at han ogsaa skulde naa verdens hovedstad. Og vi ved, at det blev saa, om end paa anden maade end Paulus tænkte sig.

Den Erastus, der tales om i V.22, er sikkert nok den i Rom 16.23 nævnte rentemester fra Korinth. Ogsaa han har søgt over til Paulus for at søge raad angaaende splidagtighederne i Korinth.

Medens nu disse drog forud, blev Pulus endnu i nogen tid (henved et halvt aar) i Efesus. Saa var det, det store opløb fandt sted, hvor Paulus' liv var i allerstørste fare (V23-40).

Fra V.23-28 hører vi om aarsagen til dette opløb. Som før omtalt var der i Efesus et overordentlig stort tempel for gudinden Diana, Grækernes Artemis, og dette skaffede mange mennesker fortjeneste, bla ogsaa ved, at man lavede smaa sølvbilleder af dette tempel, som hedningerne tog med paa rejse og opstillede i deres huse. Men jo mere Paulus' prædiken gjorde virkning, des mindre blev afsætningen paa disse smaa templer. Fortjenesten var dengang som den dag i dag det ømme punkt, og en guldsmed ved navn Demetrius, der formodentlig havde en hel fabrik til fremstilling af disse sølvtempler, samlede nu alle dem, der havde fortjeneste derved, og holdt en tale til dem om det afbræk, Paulus gjorde dem i deres næring, idet han sluttede med at give sin tale et religiøst sving ved at pege paa, at den store gudinde Dianas tempel og hendes majestæt blev krænket. Det var egennytten først og fremmest og saa den religiøse fanatisme, han søgte at opflamme; og det lykkedes tilfulde. Paa lignende vis talte paa Luthers tid den skændige afladdskræmmer Tetzel, hvis indtægt svandt ind ved Luthers prædiken. I den verdsliggjorte kirke er jordisk vinding hovedformaalet; dertil kan religionen godt bruges af uomvendte hjerter.

Fra V.20-34 hører vi nu om det oprør, der blev i hele byen. Skaren stormede hen til skuepladsen, en vældig bygning i Efesus, der var beregnet paa en tilskuerskare af 50.000 mennesker (i gennemsnit var den 650 fod). Meningen var vel, at man ved en folkeforsamling vilde have dom over Paulus og de kristne. To af Paulus' venner fra Makedonien, Kajus og Aristarkus (den sidste var fra Tessalonika, se kap 20.4), rev de med sig. Paulus, som folkeskaren ikke havde fundet, vilde frem og tale til folket; men baade disciplene og nogle af de øverste i staden, som var venligsindede imod ham, holdt ham tilbage. Asiens øverster betegner ti mænd, som valgtes i Lilleasien ligesom i de andre romerske provinser til at forestaa de offentlige kamplege og skuespil, der afholdtes til afgudernes og kejserens ære. De valgtes ved valgmænd fra de forskellige byer.

Hvem den Alexander er, som jøderne stødte frem, for at han skulde tale til folket (V.33-34), er det ikke let at sige. De fleste mener, at jøderne i Efesus frygtede fare for sig selv i anledning af dette opløb, idet hedningerne jo vel vidste, at ogsaa jøderne ikke anerkendte gudinden Diana. I saa fald har jøderne villet have ham til at forsvare dem for folket ved at vise, at det ikke var dem, der var de skyldige, men de kristne alene. ANdre mener, at det har været en jødekristen, som jøderne har puffet frem, for at folkehoben skulde falde over ham. Det, at han var en jøde, var imidlertid nok til, at skaren ikke ivlde lade ham komme til orde, og nu lød i to timer brølet: "Stor er de Efesers Diana!"

Men ogsaa de ivrigste struber blev trætte til sidst, og da hoben ikke kunde mere, tog stadskansleren fat og fik ved nogle vel beregnede for Paulus og hans venner ingenlunde ugunstige ord (V.35-40) forsamlingen, hvoraf de fleste egentlig ikke vidste, hvorom det hele drejede sig, til at opløse sig. Det, hvormed han særlig slog igennem, var henvisningen til, at Efesus kunde blive anklaget for oprør, og saadanne oprør straffede Romerne paa det grusomste. "Det himmelfaldne billede," han taler om (V.35), var et forgyldt billede af gudinden, som sagnet fortalte var kommet ned fra himlen, egentlig fra Zeus, den øverste Gud.

Naar Paulus i 1 Kor 15.30-32 skriver: "Vi staaar i fare hver time," taler om, at han "dør daglig" og "ligesom kæmpede med vilde dyr i Efesus," viser dette os at det anslag her fortælles om, kun har været et af mange andre anslag. Ligesaa taler han i 2 Kor 1.8-10 om overhængende dødsfare under dette sit ophold i Lilleasien. Hver morgen maatte han være forberedt paa ikke at opleve aftenen. Han henviser paa nævnte steder til den mægtige hjælp, han havde haft i sit glade, visse opstandelseshaab, og i Rom 16.4 taler han om, hvorledes ægteparret Priskilla og Akvilas havde vovet deres eget liv for at redde hans. Opløbet har muligvis været afslutningen paa denne trængselsfulde tid. I sandhed, Paulus kunde sige: "Jeg gaar i fare, hvoe jeg gaar - jeg gaar i trængsel, hvor jeg gaar, og jeg gaar til døden, hvor jeg gaar;" men ogsaa: jeg gaar "blandt engle", "med Jesus" "til himlen", hvor jeg gaar.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media