Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Syvende bind:
Apostlenes gerninger
Læs: Kapitel 22.1-30.
277. Paulus' forsvarstale fra trapperne.
"I mænd, brødre og fædre!" (V.1) - denne hensynsfulde tiltale viser den dybe modsætning mellem Kristi sagtmodige Aand og den onde aand, der rasede i Jøderne. Ordet "fædre" henvender sig til medlemmer af det høje raad. Paulus' forsvarstale (V.2-21) gaa ud paa at vise, at hans gerning ikke udsprang af had mod Jødedommen og Jødernes lov, men var beskikket ham fra Israels, fra fædrenes Gud. Han begynder med at vise, at han vel var født udenfor Jerusalem, men opdragen i denne stad ved Gamaliels fødder (deved betegnes discipelforholdet) og oplært "efter vor fædrenelovs strenghed," altsaa i den strengeste jødiske rettroenhed (V.2-5); hvorledes han før havde staaet, saaledes som de nu stod, "nidkær for Gud" (om end nidkærheden var blind og falsk) med had til "evangeliets lærevej." Saa skildrer han videre (V.6-11), hvad der skete ved Damaskus, hvorledes Jesus der aabenbarede sig for ham og virkede den store forandring i hans sjæl. Hen betoner (V.6), at det var ved middagstid, altsaa ingen natlig drøm; fremdeles at hans ledsagere ogsaa saa lyset (V.9), altsammen for at fremdrage kendsgerningens virkelighed. Fra V.12-16 fortæller han om mødet med Ananias og minder om, at denne var en gudfrygtig mand efter loven, som havde "godt vidnesbyrd" af alle herboende Jøder; betoner fremdeles, at Ananias sendtes af "fædrenes Gud" (V.14). Jesus nævnes her ved navnet "Den Retfærdige"; derved betegnes hans stilling som ret for Gud. Og i V.16: "Paakald Herrens (d.v.s. Jesu) navn", betones hans guddommelige væsen. I Paulus' beretning om Ananias' ord: "Lad dig døbe og dine synder aftvætte," peges atter klart hen paa daaben som det middel, hvorved syndsforladelsen skænkes.
Fra V.17-21 berettes om "en henrykkelse", Paulus fik i templet i Jerusalem, da han første gang efter sin omvendelse igen besøgte denne by. Denne begivenhed blev ikke fortalt i kapitel 9, hvor Paulus' omvendelse berettedes. Her i denne tale til folket kommer den nemlig paa sin rette plads, idet Paulus (V.19-20) just derved kommer til at belyse sit haab om, at ingen bedre kunde være vidne for Jøderne end han, der selv havde været ivrigere end nogen til at forfølge Jesu troende, været en af deres fremmeligste tillidsmænd før sin omvendelse. Idet Paulus fortæller dem om det, han barnligt havde fremført for Herren i den stund, vil han ligesom dermed bevæge deres hjerter til at tro hans vidnesbyrd, men Herrens Ord til Paulus om, at Jøderne ikke vilde modtage vidnesbyrdet fra Paulus, og at hans plads var ude blandt hedningerne, blev i sandhed stadfæstet. Herren havde ret. Det blev Jøderne ufrivillige vidner om, idet de nu paa een gang ved at høre dette Ord om hedningerne atter udbrød i rasende raab om, at Paulus skulde dø, og gav deres afsindige raseri luft ved at rive klæderne af sig og kaste støv op i luften (V.22-23). Dermed var Paulus' tale afbrudt og øversten lod ham nu føre ind i fæstningen og vilde forhøre ham. Det var skik hos Romerne, i hvert tilfælde overfor trælle, at begynde med hudstrygningen for at tvinge dem til at tale sandt; men her gør Paulus brug af sin romerske borgerret (V.25-29). Øversten, der efter navnet (Lysias) synes at have været en Græker, havde købt den romerske borgerret for en stor sum penge. Særlig Kejser Klaudius drev en stor handel med denne borgerret. Men at være født dertil som Paulus (se Kap 16.37) var jo endnu mere. Det virkede straks. Hudstrygningen blev opgivet, og det synes ogsaa, at en del af baandene blev taget af ham, dog ikke alle. I varetægtsfængslet blev Paulus nu foreløbig sat; men næste dag lod øversten Paulus løse fra baandene og føre frem for Jødernes raad, idet han mente ved at overvære en forhandling mellem Paulus og raadet selv at kunne komme til klarhed over grunden til Jødernes anklage mod Paulus (V.30).
Man har spurgt om grunden til, at Paulus just her overfor Lysias gjorde sin romerske borgerret gældende, medens han i Filippi uden modsigelse tog imod revselsen. Vi kan dertil svare: Gud har vist ham det saa. Han havde jo den dag allerede lidt mange slag og vist sin sagtmodighed overfor Jøderne i sin tale til dem, og denne hudstrygning inde i fæstningen syntes ikke at kunne have nogen aandelig betydning som bevis for apostelens villighed til at lide for Jesu skyld. Og Herren vilde have sagen ledet ind i dette spor; just Paulus' romerske borgerret skulde ved Herrens haand berede hans rejse til Rom.
|