Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 24.1-27.
279. Jøderne anklager Paulus for Felix' domstol. Paulus' forsvar. Felix' forfærdelse over Paulus' prædiken.

En rasende vrede greb jøderne, da de erfarede, at deres offer atter denne gang var undsluppet dem. De besluttede straks at drage til Kæsarea. Intet middel vilde de lade ubenyttet for at ramme dem virksomste og mest fremtrædende leder indenfor de kristnes samfund. Ypperstepræsten besluttede selv at drage ned til Kæsarea (V.1). "De ældste" betegner deputerede fra det høje raad. Taleren Tertullus var en romersk sagfører, de tog med, for at klagen kunde overbringes efter den romerske rets former. V.2-8 beretter os om Tertullus' anklage, der begynder med en løgnagtig smiger overfor Felix (V.3). Anklagen var væsentlig af religiøs natur, da det gjaldt om igen at faa Paulus for det jødiske raads domstol. Han begyndte med at anklage Paulus som en religiøs urostifter, dernæst som hovedmand for Nazaræer-sekten, endelig for at have villet vanhellige templet. Teksten fra "vilde have dømt ham" (V.6) og saa til begyndelsen af V.8 mangler i de ældste og bedste haandskrifter. I de yngre haandskrifter findes det, som det her staar i vor danske bibeloversættelse, og i saa fald henviser slutningen af V.8 til øversten Lysias. Udelades derimod V.6 slutn. til V.8 beg. bliver det Paulus, hvem Tertullus henviser Felix til at forhøre, og dette er langt det rimeligste, da Felix ikke kunde vente at faa synderligt mere at vide af Lysias, og det da heller ikke var Lysias, anklagen rettedes mod.

Her har vi den foragtelige betegnelse: "Nazaræernes sekt," som Jesu venner tog i arv efter deres store Herre, der jo ogsaa med foragt blev kaldt "Nazaræeren" (Matth 2.23).

Efter at Jøderne (V.9) havde bekræftet, hvad deres sagfører havde sagt, fik Paulus ordet (V.10-21). Han afviser med stille kraft alle de tre mod ham rettede beskyldninger. Han begyndte ikke med at smigre Felix, men udtalte blot (V.10), at han var glad ved, at Felix i mange aar havde været en dommer blandt Jøderne og derfor kendte folket. Det var Felix' sjette aar som landshøvding. Første (V.11-13) afviser Paulus beskyldningen for at have vakt oprør i folket ved at henvise til, at det kun var tolv dage, siden han var kommen op "for at tilbede," op til højtiden i Jerusalem, og at han i den tid slet ikke havde været i ordveksel med nogen af Jøderne. Disse tolv dage fremkommer ved, at ankomstdagen til Jerusalem og forhørsdagen i Kæsarea ikke medregnes. Den første dag er da sammenkomsten med Jakob og de kristne ældste (se kap 21.18); den anden dag Paulus' deltagelse i de fire mænds Nasiræeroffer. Regner vi saa, at opløbet fandt sted paa renselsesugens femte dag (se kap 21.27: "De syv dage var næsten til ende"), har vi de seks dage. Syvende dagen stod Paulus for raadet; ottende dagen om aftenen blev han ført bort fra Jerusalem; niende dagen ankom han til Kæsarea; den femte dag efter ankomsten (kap 24.1) bliver da den trettende dag, som altsaa endnu ikke var forløben, hvorfor ogsaa Paulus udtrykker det saaledes: "Det er ikke mere end tolv dage siden."

Fra V. 14-16 bekender Paulus dernæst frimodig, at han hørte til den "lærevej," som modstanderne kaldte en sekt. Men han hævder, at just saaledes tjenet han Israels Gud rettelig efter loven og profeterne. Den sande Jødedom var just fuldkommet i Jesu tro. I Gal 6 kalder Paulus ogsaa Jesu folk "Guds Israel". Just for den, de rtroede evangelier, delte han fuldtud Israels tro og haab og "øvede sig" i at have en "uskadt samvittighed for Gud og menneskene." Deri var altsaa intet, han med rette kunde anklages for.

Fra V.17-21 afviser han tilsidst anklagen for at have vanhelliget templet. Tvertimod kom han for at bringe "almisser til sit folk" (de i de hedningekristne menigheder indsamlede kærlighedsgaver) og "ofringer" (ved disse maa vel særlig tænkes paa de i kap 21.26 omtalte Nasiræerofre, som Paulus var gaaet ind paa at bringe). Han sluttede med at henvise til, at end ikke raadet (kap 23) havde fundet nogen uret hos ham, det skulde da være det ord, han havde udtalt: "Jeg dømmes i dag af eder for de dødes opstandelse," det ord, der havde bragt farisæere og saddukæere i haarene paa hinanden.

Dette rolige og klare forsvar forfejlede ikke sin virkning, tilmed da anklagerne nok var fremkommen med mange paastande, menikke med nogen beviser. Felix opsatte sagen for at faa nøjere underretning om den af Paulus nævne lærevej (V.22); men Paulus havde tydelig nok gjort et godt indtryk paa ham, saa fangenskabet blev gjort meget mildt (V.23), og opholdet i Kæsarea blev langt skønnere for Paulus end at sidde i de mørke fangehuller i Jerusalem. Det allerskønneste var, at hans venner frit maatte komme til ham, ja endog gaa ham til haande, altsaa afhjælpe hans fornødenheder paa bedste maade. Nogle dage efter de skuffede anklageres afrejse lod Felix Paulus kalde frem i et nyt forhør angaaende troen paa Kristus. Felix levede i et lovstridigt ægteskab med en Jødeinde, den smukke prinsesse Drusilla, der var en datter af den i kap 12 nævnte Herodes Agrippa I og en søster til den i næste kapitel nævnte Agrippe II. Hun havde været gift med kong Azizus af Emesa, men Felix havde faaet dette ægteskab hævet ved onde kunster og selv taget hende. Det var Felix' tredje ægteskab. FOrdi hun var en Jødinde, havde hun særlig interesse af sagen angaaende denne hendes landsmand; hans navn havde hun vel ogsaa hørt om før, og Felix lovede at sørge for at tilfredsstille hendes nysgerrighed. Paulus blev da ført frem til en slags privatraudiens, hvor han blev opfordret til at udtale sig om sin lære og tro.

Paulus kendte begge sine tilhøreres mørke fortid, landshøvdingens uretfærdighed og deres ulovlige forbindelse. Og han havde kærlighedens og sandhedens mod til at tale et alvorligt Ord, der maatte ramme deres samvittighed. Hans tale drejede sig om saa alvorlige ting som retfærdighed, afholdenhed (kysthed) og den tilkommende dom, aabenbart meget pinlige emner for begge tilhørerne, der vistnok havde ventet et interessant foredrag.

Felix blev forfærdet og afbrød audiensen med de ord: "Gaa for denne gang; men naar jeg faar tid, vil jeg lade dig kalde til mig." Den samme udvej bruger mange mennesker den dag i dag; naar Ordet gaar dem for nær paa klingen, saa skyder de det ud i fremtiden. Men til sidste er der ikke mere nogen "anden gang" - det blev saa ofte for silde.

Imidlertid holdt Felix stadig Paulus fangen for i lighed med sine nuværende tyrkiske efterfølgeres praksis at presse penge af ham, uden at det dog lykkedes. Felix havde en broder, Pallas, ved kejserhoffet i Rom, der paa den maade havde reddet sig en formue paa over 60 millioner kronger. Det synes som om apostlenens fængsel ogsaa blev gjort noget strængere med tiden. I kap 26.29 finde vi igen Paulus i lænker, og da Felix maatte fratræde efter to aars forløb, lod han Paulus blive tilbage som fange for at vinde y ndest hos Jøderne. Disse klagede imidlertid alligevel over ham hos kejser Nero. Saa kom Porcius Festus i hans sted som landshøvding til Kæsarea (V.27), vistnok i aaret 60 (nogle mener 61).

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media