Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 26.1-32.
281. Paulus' forsvar for kong Agrippa og Festus og virkningen deraf.

Det er skønt at se, hvorledes Paulus faar naade til ved alle de mange forskellige lejligheder, hvor han gjorde rede for det haab, der var i ham, stadig at anslaa den rette tone. Saaledes ogsaa her. Han traadte frem og "udrakte haanden," som talers skik var. Lænken havde ikke taget frimodigheden bort, ikke heller den store, brammende forsamling, hvor hvert øje var rettet imod ham. Paulus stod for Herrens ansigt, det vidste han. Der er en hellig værdighed over hele hans tale, ogsaa over de korte indledningsord (V.2-3), der, uden løgnagtig smiger, dog var vel skikkede til at berede hans ord indgang.

Festus havde (se kap 25.25) erklæret Paulus for uskyldig overfor de romerske love; spørgsmaalet var nu, om han havde forbrudt sig mod Jødernes religion, der jo var beskyttet af Romerne. Paulus begynder med at skildre sit forhold til Jødedommen baade før den store forandring skete med ham (V.4-5) og efter sin omvendelse (V.6-8). Før den tid havde han ikke forbrudt sig mod Jødedommen, eftersom han havde levet som farisæer efter den strengeste sekt, d.v.s. den gren af farisæerne, som tog den strengest med at holde vedtægterne. Og nu som apostel havde han heller ikke forbrudt sig, thi det var fædrenes haab, som de "tolv stammer" (han bruger betegnelse for Israels folk som et hædersnavn med henblik paa Guds udvælgelse) jo endnu stadig havde som maalet for deres Gudsdyrkelse, han holdt fast ved. Det, som kune synes nyt i dette haab. Punktet om opstandelse fra de døde (først og fremmest Jesu opstandelse), var heller ingenlunde fremmed for Israels tro. Han henviser (V.9-11) til sin tidligere kamp "mod Jesu, Nazaræerens navn," hvorledes han havde raset mod de hellige. Navnet "de hellige" bruge rPaulus her som de kristnes hædersnavn. Af V.10 ser vi, at der var flere, som blev maktyrer under forfølgelsen i anledning af Stefanus. Af V.11 ser vi, at Paulus dengang som en ond Saulus søgte at tvinge Jesu venner til at bespotte Jesu navn. Men efter denne slaaende indledning skildrer han nu (V.12-18), hvorledes han ved sin egen oplevelses uimodstaaelige magt fra at være den mest glødende fjende af Jesu tro blev forvandlet til dens ivrigste forkæmper. Det maa have l ydt betagende, denne skildring af mødet mellem den himmelske konge og hans forfølger. Det, Paulus tilføjer i V.16-18, blev formodentlig ikke sagt af Herren udenfor Damaskus; men han sammenfatter i denne skildring ogsaa, hvad Festus sagde til ham ved Ananias (se Kap 9). Men en saadan sammenfatning er jo ingen fejl, ingen modsigelse i beretningen. Mange af bibelkritikernes saakaldte "modsigelser" og "fejl" har det sig med ganske paa samme maade.

Det var den opstandne Frelsers aabenbarelse, Paulus var kaldet til at vidne om (V.16), og Herren tilføjer (V.17) en forjættelse om sin mægtige beskærmelse over ham baade overfor "folket" (Jøderne) og hedningerne. I V.18 er den mægtige gerning, Herren gav sin apostel, afmalet for os med herlige ord. Indholdet gælder baade Jøder og hedninger; begge parter trængte til at faa øjnene opladte, til at blive omvendte fra mørke til lys, fra satans magt til Gud. Ogsaa Jøderne, som Paulus skildrer det saa klart i Rom 3, sad efter deres syndige natur i mørke, i syndens og satans tjeneste, omend den troende del af Jøderne inderlig lægtes efter udfrielse og just ventede den ved Mesiias. Men frelsen ved Ham maatte begynde med syndernes forladelse og helligelse ved troen. Den indre udfrielse var betingelse, at Guds riges ydre herlighed i sin tid kunde aabenbares.

Hvor skildrer dette ene V.18 ikkeklart hele saliggørelsens orden! Først vækkelsen, øjnenes oplukkelse, saa omvendelsen, den hele omvendelse, ikke blot fra mørket men ogsaa til lyset, og dernæst omvendelsens velsignelse, syndsforladelse og lod iblandt de hellige, altsammen ved teoen paa Jesus.

Fra V.19-20 skildrer Paulus sin virksomhed i Kristi lydighed. I V.20 er endnu tilføjet som indholdet af hans forkyndelse ikke blot til omvendelse men ogsaa "gerninger, omvendelsen værdige", altsaa baade retfærdiggørelse og helliggørelse.

Fra V.21-23 drager Paulus knuden sammen ved at vise for det første, at det just var for denne hans lydigheds skyld ("for denne sags skyld") overfor den Herre, der havde aabenbaret sig for ham, at Jøderne havde villet slaa ham ihjel (V.21). Dernæst at hans vidnesbyrd, som han indtil denne dag ved Guds mægtige hjælp havde kunnet aflægge trods al modstand baade for smaa og de store (unge og gamle), slet ikke var andet, end hvad baade profeterne og Moses havde sagt forud, nemlig "at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødes opstandelse skulde forkynde lys for folket og for hedningerne." I grundteksten staar der egentlig: "om Kristus skulde lide, om han . . . skulde forkynde lys" o.s.v. Moses og profeternes vidnesbyrd i henseende til dette punkt ses her under spørgsmallsform; for den gamle pagt stod meget endnu i den tidlige morgens dunkelhed; først da solen gik op, kunde forjættelserne blive klart forstaaede. Det var den korsfæstede og opstandne Messias, han havde forkyndt. Kristi lidelse havde Esajas jo klart forkyndt; opstandelsen var forudsagt baade i den sekstende salme, en profetisk salme, og antydet i Høj 6.2 ligesom i Jonas-tegnet, og Moses havde vidnet om profeternes profet (se Moseb 18.15). Naar Kristus her kaldes "den første af de dødes opstandelse," er det som den, der opstod til ikke at dø mere. De døde, Herren opvakte i sit køds dage (Lazarus, Jairus' datter o.s.v.), døde jo dog igen.

Det uhyre selvmodsigende i, at Jøder forfulgte den, der ikke havde gjort andet end at adlyde deres Messias og forkynde ham efter skrifterne, var ved dette Paulus' forsvar bleven vist paa en mægtigt overbevisende maade. Med lysende øje og frejdig røst har Paulus baaret vidnesbyrdet om Jesus frem for denne Jødefolkets sidste fyrste og hele den fornemme forsamling. Fra V.24-32 hører vi nu om virkningen af disse Paulus' ord. Herrens løfte tl sine udsendinge om, at de i saadanne timer, hvor de stod for fyrster og konger for hans skyld, skulde faa givet, hvad de skulde tale, ved den himmelske Faders Aand (Matth 10.18-20), var herligt blevet opfyldt paa Paulus i denne stund. Selv Festus, den koldsindige Romer, kunde ikke længerre lægge baand paa sig, men afbnrød Paulus med høj stemme (V.24), idet han mente, at Paulus af den megen lærdom maatte være bleven forstyrret. Men Paulus svarede stilel og fast, at han rasede ikke men talte sande og betænksomme Ord, og henviste til kong Agrippa som den, der visselig havde hørt fortælle om alt dette. Kristi lidelse og opstandelse var jo ikke sket i "en vraa," i en afkrog, men i selve Israels hellige stad. Baade spaadommene i det gamle testamente og i ethvert tilfælde rygtet om Jesu underfulde liv, død og opstandelse maatte være kongen velkindte (V.25-26).

Men darpaa vendte Paulus sig atter til Agrippa med det direkte samvittighedspørgsmaal: "Tror du, kong Agrippa,profeterne? Jeg ved, at du tror dem." Denne sidste tilføjelse kunde apostelen med fuld føje gøre, for saa vidt man hos hver jøde kunde forudsætte troen paa de gammeltestamentlige profetiers guddommelige sandhed. Men idet Paulus havde vist overensstemmelsen mellem det evangelium, han forkyndte, og de gammeltestamentlige profetier, rækker han derved ligesom kongen haanden til at gøre skridtet over i Jesu tro.

Alles Øjne rettede sig sikkert i dette Øjeblik forventningsfulde mod Agrippa. Efter vor danske Bibeloversættelse lyder Agrippas Svar saaledes: »Der fattes lidet i, at du overtaler mig til at blive en Kristen.« Dette kan jo forstaas spottende i den Betydning: »Ssaa nær er det endda ikket« Sammenhængen tyder dog paa, at Kongen virkelig i Øjeblikket har følt sig grebet ligesom Festus. Brugen af Ordet »Kristen« behøver her i Kongens Mund heller ikke at betyde noget spottende. Det var allerede begyndt at blive det ogsaa iblandt Jøder og Jødekristne ikke ualmindeligt Navn. Nazaræernavnet betegnede derimod i Jødernes Mund en langt større Foragt.

I Grundteksten staar der saaledes: »Ved et lidet overtaler du mig.« Dette gengiver andre ved: »I en liden Tid,« d. v. s.: »Saa hurtigt gaar det dog ikke«. Atter andre oversætter det ved: »Med lidet,« d.v.s. »med faa Ord overtaler du mig,« i Betydningen: »der skal dog mere til.« Men hvorledes man nu end gengiver det, betegner det sikkerligt, at Paulus' Ord havde gjort Indtryk paa Kongen; dog søger han, som Verdensmennesker saa ofte gør, naar Ordet rører ved dem, ligesom at slaa det hen ved denne Bemærkning enten den nu skal forstaas halvt spøgende eller med lidt spottende Klang for at dække over det Indtryk, Paulus havde gjort.

Paulus' Svar er herligt. »Jeg vilde ønske til Gud,« siger han (Grundteksten viser, at det nærmest betyder: bede til Gud), »enten der fattes lidet eller meget (eller ogsaa »enten det skal vare kort eller længe«), at ikke alene du, men alle, som hører mig iDag, maatte blive saadanne, som jeg selv er -€” paa disse Lænker nær.« Derved rettedes det personlige Vidnesbyrd til hele Forsamlingen.

Men saa brød de ogsaa af. som Verden den Dag i Dag gør, naar det bliver den for hedt. Kongen rejste sig først og derefter de øvrige efter deres Rang (V.30). Men Indtrykket var afgjort gunstigt (V. 31-€”32). Ligesom vor Frelser kun blev dømt skyldig af Jødernes Raad, medens ellers baade Pilatus og selv Judas erklærede ham for uskyldig, saaledes ogsaa med denne Jesu Apostel. Hverken en Felix eller en Festus eller en Agrippa fandt ham skyldig i noget, som fortjente Død eller Lænker.

Paulus' herlige Vidnesbyrd (V· 29) vidner om hans Lykke; og som han skulde alle Guds Børn kunne vidne for Verdens Børn. Maatte I dog blive som vi - paa disse Lænker nær, paa det nær, som endnu hænger ved os af det gamle Menneskes Baand! Men Agrippa staar som en vældig Advarsel for alle dem, der bliver berørte af Ordet, men ikke vil gøre Skridtet helt ud ; dem gælder, hvad der staar i den lille Sang:

»Næsten en Kristen,« -€” Herren er her!
»Lidet der fattes,« -€” Dommen er nær;
»Næsten« ej frelser dig,
»Næsten« kun svigter dig,
»Næsten« kun finder dig
Engang fortabt!

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media