Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapite1 27, 1-26.
282. Afreisen til Rom. Stormen. Paulus faar et Englebud om Redning.

Saa blev Forberedelserne til Paulus' Afrejse trufne. Der var endnu nogle andre Fanger, som ogsaa skulde føres til Rom. Hele Fangetransporten blev stillet under Kommando af en Høvedsmand (Anfører for Hundrede) ved Navn Julius, der var Officer ved »Kejserens Rode.« I Judea var der ikke nogen hel Legion (10 Roder ellers Kohorter), derfor havde de enkelte Roder deres særegne Navne.

Hovedsmanden Julius er den fjerde Høvedsmand, vi hører om i det nye Testamente som venligsindet overfor Guds Rige (de andre: Hovedsmanden i Kapernaum, ham, der holdt Vagt ved Korset, og Komelius i Kæsarea). Af Betegnelsen "vi" (V.1) ser vi, at Lukas ogsaa har været med; tillige nævnes i V.2 Aristarkus, som vi hørte om i Kap.19,29 og Kap.20, 4, Vennen fra Thessalonika. Rejsen begyndte paa et adramyttisk Skib, d.v. s. et Skib, der hørte hjemme i Adramyttium, en Søstad i Mysien ikke saa langt fra Troas. Direkte Skibslejlighed var der ikke, men Hovedsmanden stolede paa i Lilleasien nok at kunne finde Skibslejlighed videre til Rom.

Underligt har det været for Paulus, da Judæas Bjerge svandt i det fjerne. Det prægtige Kæsarea er i Tidernes Løb fuldstændig forsvundet; der, hvor Herodes' Marmorbygninger knejsede, gror nu Torne og Tidsler, Rør og Siv. Men Guds Ord bliver evindeligen; det Ord, som under Høststormene i Aaret 60 (eller 61) drog ud fra Kæsarea med den vundne Apostel' har overlevet al Kæsareas Glans Dog stod Byen endnu længe i fuld Blomstring, efter at Paulus var rejst bort. Den kristne Menighed, oprindelig stiftet af Peter i Høvedsmanden Kornelius' Hus, var omkring Aar 200 Midtpunktet for Kirken i Palaestina. Ved den bekendte derværende kristne Skole virkede baade Origenes og Kirkehistorikeren Eusebius. Men i det 13. Aarhundrede blev Kæsarea fuldstændigt ødelagt.

Hen over det for Paulus saa velkendte Middelhav gik Sejladsen. Tre Gange havde han lidt Skibe paa det og engang et helt Døgn drevet om paa Bølgerne (2.Kor.11.25). Han skulde prøve Skibbrud endnu en fjerde Gang. Indberetningen angaaende Paulus har sikkert været meget gunstig saa Høvedsmanden Julius kunde ogsaa af den Grund give Paulus saa blide Kaar, som det var muligt. I Sidon fik Paulus Lov til (V. 3) at besøge de troende og nyde Pleje. Deraf holdt Skibet ind under Kypern fordi Vinden var ugunstig, og naaede omsider over til Byen Myra i Lycien (V. 4-5). Der kom Fangerne ombord paa et nyt Skib, der kom fra Aleksandria og skulde til Italien. Der var en Mængde ombord, hele 276. saa Skibet har været stort, men Pladsen ogsaa knap. Vinden var stadig vanskelig, og det gik smaat; man naaede Knidus, der laa lige ved Sydspidsen af Lilleasien. lidt nordvest for Den Rhodus. Vedvarende Modvind nødte Skipperen til at slaa ind paa en sydligere Kurs ned imod Kreta omkring Forbjerget Salmone (eller Salmonion). Derfra gik Sejladsen langs Kretas Sydkyst, for at Skibet, beskyttet mod Vinden af Kretas Kyst, kunde arbejde sig videre mod Vest. Med stor Møie naaede de et Sted, der hedder »Gode Havne« (V. 8) i Nærheden af Byen Lasæa (begge disse Steder er ubekendte).

I V. 9-10 fortælles, hvorledes Paulus, visselig ikke blot ud af sin Erfaring fra Sølivet men i Aandens Klarsyn, advarede imod at fortsætte Sejlladsen. Den i V. 9 omtalte »Faste« maa være Jødernes store Forsoningsdag den 10.Tisri, efter vor Tidsregning Slutningen af September. Jævndøgnsstormene var allerede begyndte. De gamle ansaa Sejladsen for sikker i Tiden fra 27. Maj til 14. September, som "farlig" (B.9) fra den Tid af til 11. November; fra 11. November til 30. Marts kaldtes Havet lukket. De gamle havde intet Kompas, derfor kunde de ikke bestemme Retningen, naar Stjernerne skjultes af Skyerne, som det ved Vintertid kunde være Tilfældet hele Uger igennem. Naar Paulus kaldte videre Rejse paa den Tid for et Vovespil der vilde blive til Ulykke, ikke alene "paa Ladning og Skib," men ogsaa medføre Livsfare, modsiger dette ingenlunde den Forvisning, han havde, at han skulde naa Rom; men Troens Vished om Guds Beskærmelse giver ikke Guds Børn Lov til at være forvovne og glemme at iagttage de menneskelige Forsigtighsedsregler. Naar Paulus siger "vort Liv" (V.10), tager han jo alle Skibets Passagerer med i denne Betegnelse.

Imidlertid troede Hovedsmanden bedre paa Styrmandens og Skipperens Ord end paa Paulus' i dette Stykke, og da en Søndenvind blæste op, besluttede man at forlade »Gode Havne«, der alligevel ikke var bekvem til Vinterleje, og forsøge at naa frem til Havnen Føniks (ogsaa paa Kreta, som vendte mod Sydvest og Nordvest (V.11-13). Men aldrig saa snart havde de lettet Anker, før der kom en vældig Storm fra Nordøst, der rev Skibet med sig og drev det i sydvestlig Retning ned under den lille Ø Claude. Fra V.14-26 skildres nu denne frygtelige Stormtid, der varede henved l4 Dage og Nætter. Med Møje fik de under Øen Klaude Skibets Baad trukket op paa Skibet og Skibet omsurret med Tove, noget, der i hine Tider ofte brugtes for bedre at holde Skibssiderne sammen, og saa drev man for Vinden. Søfolkene fik imidlertid nu en stor Frygt for, at de skulde drive ind imod den saakaldte »Syrte«. Den store og den lille Syrte var Navnet paa to Bugter paa Afrikas Nordkyst, som var bekendte for deres Farlighed paa Grund af deres mange Sandbanker. Man lod Sejlene falde, for at Farten kunde blive des langsommere ; man begyndte ogsaa at kaste overbord af Ladningen (V.18) og Dagen derefter endog af Skibets Tilbehør, for at Skibet ikke skulde gaa saa dybt og derved lettere bevares mod at støde paa Grund. Af V. 19 hører vi, at Paulus og hans Venner ogsaa tog fat med. Paulus var ikke den Mand, der sad med Hænderne i Sckødet; nej, han var tillige praktisk dygtig og virksom, en saare god Egenskab og Anbefaling for et Guds Barn.

Men Stormen rasede fremdeles; mørke Skyer skjulte baade Sol og Stjerner. Omsider tabte alle Modet, og man stirrede uden Haab ud over de rasende Bølger, som Dag og Nat huggede imod Skibet. Søsygen og Angsten betog de ombord værende al Madlyst, saa de blev mer og mer forkomne (V. 20-21). Men Paulus havde ikke tabt Modet. Da Nøden var størst, traadte han frem iblandt dem, og det med et godt Budskab (V. 21-26). Han begyndte med at pege paa, at man burde have fulgt hans Raad. Det gjorde han ikke af Rethaveri, men kun for at begrunde sin Fordring paa, at de nu burde slaa Lid til, hvad han sagde. Han dvæler heller ikke derved men gaar straks over til at vise, hvorledes der endnu kunde blive Udvej. Ogsaa troende Mennesker kan stundom i Nøden spilde Tiden, ja gøre Fortræd, ved først at komme med en hel Del Bebrejdelser og fornærmede Udtalelser naar man har forkastet deres Raad. Det skal vi ikke gøre, men hellere som Paulus hjælpe og raade Bod paa Skaden. saa vidt vi kan.

Paulus fortalte nu. at Natten forud, formodentlig medens han i Bøn havde raabt til Gud om Redning ogsaa for de mange Medrejsende, havde Gud sendt en af sine Engle til ham med Budskabet: »Frygt ikke, Paulus. Du skal blive stillet for Keiseren; og se, Gud har skænket dig alle dem, som sejler med dig.«

Skibet derimod skulde gaa til Grunde, strande paa en Ø. Alt dette havde den Gud, han troede paa, aabenbarer ham, og han var vis paa, at hvad hans Gud lovede, det holdt han. Hvor stor er ikke Paulus ogsaa her! Men Storheden og Kraften havde han fra sin Gud. Han gav ogsaa Gud hele Æren. Dette kommer saa skønt frem i Ordet (V. 23): »Den Gud, hvem jeg tilhører, og hvem jeg tjener.« »I er ikke eders egne, thi I blev købte dyrt,« saaledes havde Paulus skrevet i 1.Kor.6,19-20; og deri havde han sit Liv: at være Herrens og maatte tjene ham, hvor han færdedes Som Guds Tjener, men derved tillige som et Bud fra en højere Verden, stod Apostelen der midt iblandt de mange Hedninger. Venligt opfordrede han dem til at være ved godt Mod, hans Gud vilde ikke svigte sit Ord.

Ja, paa den Maade er det Guds Børn skal gøre sig gældende. Saa længe alt gaar glat og let, overser Verden ofte Herrens Venner; men naar Nøden kommer, og Døden truet, da faar man Brug for dem, da lægger Gud saa ofte stor Ære over sine Børn, saa Verden maa erkende, at det er dem, der hører Herren til og tjener ham, som er de stærke og ved Raad ved deres Tro og Tillid til Gud.

Og her møder vi atter den dybe Sandhed, at Verden opholdes for Menighedens Skyld. For Paulus' Skyld blev hans Skibsfællers Liv opholdt. Havde der været ti retfærdige i Sodoma, vilde det være blevet skaanet. Verdens Undergang kommer først da, naar den helt forhærder sig og helt vil søge at trænge Guds Folk bort fra Jorden, som det vil ske med Antikristens Komme. Men Verden ser som oftest ikke, hvad den skylder Guds Folks Bønner.

Maatte vi troende Mennesker være faste Støtter til Velsignelse i alle Livets Forhold, saa Troens Kraft kunne bevise sig, som den saa herligt her aabenbarede sig gennem Paulus midt under Stormens Vrag og Bølgernes Brusen.

Hvo Haanden begyndte at lægge paa Ploven,
Han tage den ikke tilbage igen!
Frimodig, ej bange, ej heller forvoven,
Thi begge er ikke Bestandigheds Ven.


Læs: Kapitel 27, 27-44.
283. Strandingen og Redningen.

Paulus havde i Herrens Navn forudsagt, at de skulde strande paa en Ø, men at de alle skulde blive reddede, og det slog til. Det var den fjortende Nat; Storm og Bølger rasede fremdeles, mens Skibet tumledes om i »det adriatiske Hav« et Navn, der i Oldtiden brugtes om hele Havet mellem Italien og Grækenland. Ved Midnatstid mærkede de, formodentlig paa Brændingen, at de nærmede sig Land, og da de loddede, stadfæstedes dette (V. 27-28). De kastede da fire Ankere ud fra Bagstavnen for om muligt at standse Skibet, at det ikke skulde løbe paa Klipperne i Nattemørket (V. 29). Imidlertid havde Skibsfolkene fattet den onde Plan, at de vilde se at redde sig selv i Vaaden og saa overlade alle de mange andre til Undergang. De foregav, at de vilde bringe Ankere ud ogsaa fra Forstavnen, men Gud lod Paulus opdage Planen og advare Høvedsmanden, og Stridsmændene kappede da Baadens Tov; saa maatte da Skibsfolkene blive og enten redde sig eller gaa under sammen med de andre (V. 30-32).

Alt dette var sket ved Nattetid. Da traadte Paulus atter frem blandt sine Reisefæller og formanede dem til at tage ordentlig Føde til sig i Fortrøstning til, at der ikke skulde falde et Haar af nogens Hoved. Men dette, at de spiste, hørte med til deres Frelse, siger Paulus; et ejendommeligt Ord, der dog har adskilligt at lære os. De maatte ikke selv forsømme noget for at have Kræfter til den forestaaende Redning gennem Bølgerne. Ogsaa det at spise kan blive en Pligt overfor Gud. Og saa begyndte Paulus selv, idet han for alles Øjne takkede Gud for Maden, og der blev en stor Frimodighed, saa de alle med hverandre holdt Maaltid, hvorefter de kastede Resten af Levnedsmidlerne overbord. Skibet var jo dømt til Undergang (V. 33-38). Ogsaa ved sin frimodige Taksigelse for Maden skinnede Paulus som et Himmellys. Maatte vi dog, hvor vi færdes aldrig skamme os ved for alles Øjne at takke Gud for Maden. som vi saar, men skamme os ved at undlade det.

Da det gryede ad Dag, saa de Land, men kendte det ikke. Der viste sig en Vig med en Strandbred, hvor de besluttede sig til at lade Skibet løbe paa Grund; men før de naaede derind, stødte Skibet paa en Revle, hvor der var dybt paa begge Sider. Forstavnen borede sig fast, medens Bagstavnen knustes. Alle trængte sig nu hen paa Fordækket, og Stridsmændene vilde have ihjelslaaet Fangerne, for at ingen skulde undslippe. Men Høvedsmanden Julius tænkte paa Paulus. Denne Mand, som mere og mere havde vakt hans dybe Beundring, maatte ikke dø saaledes. Derfor befalede han hver at redde sig paa bedst mulig Maade, og ikke længe efter var de alle komne frelst i Land (V. 39-44).

Indbyggerne paa Malta har den Dag i Dag Navnet "St. Pauslsbugten" for en Vig, som sikkert er samme Sted, hvor Strandingen fandt Sted. Men alle de 276, som reddedes hin Morgenstund, havde nu faaet det stadfæstet, at Paulus' Gud i Sandhed formaaede at frelse. Ja, »vi har en Gud, som er en Gud til Frelse, og hos den Herre Herre er Udgange fra Døden« (Sl. 68, 21).

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media