Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 28, 1—16.
284. Opholdet paa Malta. Ankomst til Rom.

I V.1—10 hører vi om Opholdet paa Malta (Oen hed i Oldtiden »Melite«), over hvilket Guds Velsignelse ogsaa lyste i rigt Maals Beboerne kaldes »Barbarer« (V. 2); saaledes kaldte Grækerne og Romerne alle fremmede ikke græfktalende Folk. Malteserne stammede fra Afrika og hørte til det puniske Folk. Den havde i sin Tid været under Karthagos Regimente men var bleven erobret af Rom.

Medens skibbrudne Folk i hine Dage mange Steder blev modtagne paa en gruelig Maade, udplyndrede og dræbte, saa tog disse Maltesere meget venligt imod de skibbrudne (V. 2). Fra V. 3—6 hører vi om Begivenheden med Øglen. Som sædvanlig tog Paulus Hsaand med i Arbeidet, bar Kviste hid for derved at faa dannet et Baal til de af Kulde skælvende skibbrudne. Da snoede en Slange sig om hans Haand, men han rystede den af sig i Ilden. De omstaaende Maltesere har aabenbart forstaaet det saaledes, at den havde bidt ham. Det staar der ikke udtrykkelig. Men enten den virkelig havde bidt ham eller ikke endnu naaede det, saa var Guds underfulde Beskærmelse over Paulus atter til Stede her. Hedningerne troede paa en Gudinde ved Navn »Dike«« (Gengsældelsen), ser hævnede Forbrydelser. Ogsaa Hedningehjerterne har Samvittighedens Forstaaelse af, at Synd kræver Straf; og da de saa Slangen hænge ved Paulus' Haand, mente de først, at han maatte være en stor Forbryder, siden Døden kom over ham i Slangens Skikkelse, efter at han havde undgaaet den i Havet. Men da han blev ved at være frisk tvert imod hvad der ellers plejede at ske, naar man havde været en Giftslange saa nær, kom de paa andre Tanker og antog ham for et guddommeligt Væsen. Et Guds Barn vil snart blive aabenbar for Verden. Denne Begivenhed minder om Frelserens Ord i Mark.16,18: "De skal tage paa Slanger - og det skal ikke skade dem." Fra Missionsmarken høres ikke sjældent om lignende underfulde Bevarelser den Dag i Dag.

Fra V. 7—10 hører vi om Dens fornemste Øvrighedsperson Publius, der høstede den i Hebr.13, 2 over Gæstfrihed udtalte Velsignelse. Paulus helbredte hans syge Fader. Hverken Fangenskab eller Storm og Bølger havde svækket den hellige Kraft hos Guds Apostel. Af V. 9 synes det at fremgaa, at alle syge paa den lille Ø blev helbredte, et dejligt Forbillede paa, hvorledes Herren engang, naar Evangelier om Guds Rige har fuldendt sit Løb, vil fordrive alle Syndens Følger fra den nye Jord. Glæden over alt dette var stor paa Malta. Gud lagde Ære over Jesu Tjenere, og Maltas Beboere viste deres Taknemmelighed ved at forsyne Paulus og hans Ledsagere med alle mulige timelige Fornødenheder, da de ved Foraarstid rejsre bort. Sikkert har Paulus ogsaa prældiket Kristus, saa det gik, som der staar i Gal.6,6: »Den, som undervises i Ordet, skal dele alt godt med den, som underviser ham.«

Fra V.11—16 hører vi nu om Foraarsrejsen til Rom efter de tre Maaneders Vinterleje. De kom igen med et aleksandrinsk Skib, formodentlig et Kornskib, eftersom ægyptisk Korn var en vigtig Udførselsvare til Italien. Dette Skkib bar i sit Vaabenskjold i Forstavnen »Tvillingernes« Mærke, d. v.s. de saakaldte "Dioskurer", Kastor og Pollux, efter det’ græske Ssagn Tvillingsønner af den øverste Gud Zeus, der ansaas for de søfarendes Beskyttere. Efter en gunstig Sørejse om ad Syrakus, Siciliens Sovedstad, og gennem Messinastrædet naaede de Byen Rhegium paa Sydspidsen af Italien og et Par Dage derefter Puteoli (det nuværende Puzzuoli) nærved Reapel. Der fandt Paulus igen "Brødre", og Paulus og hans Venner fik Lov at blive hos dem i syv Dage, formodentlig atter ved Hovedsmanden Julius’ Velvilje. Underlig stort er det, at man allerede dengang i saa mange Byer fandt Brødre i Herren. Saa gik Rsejsen videre mod det stolte Rom, Verdens daværende errskerinde Gennem Kampaniens berømte Landstrækninger, som hører til Europas frugtbareste Egne, naaede man den saakaldte appiske Vej, som man den Dag i Dag næsten paa hele Strækningen kan kende igen. Nærmere mod Rom fører denne Vej igennem de pontinske Sumpe, som det har varet mindst to Dage at drage igennem. Det i V.15 nævnte »Appii Forum« ligger i de ponstinske Sumpe. Den romerske Digter Horats siger om denne Rejsestation, at den »var berygtet paa Grund af sine Kneiper fulde af raa Søfolk.« Stedet hedder endnu »Foro Appio«. Men her paa dette Sted ventede der Paulus en stor og glædelig Overraskelse. Fra Puteoli maa de Kristne have meldt Vennerne i Rom Apostelens Ankomst. For tre Aar siden havde Paulus sendt Bennerne i Rom det dybe, skønne Brev (Romerbrevet). De besluttede da at gaa ham i Møde. To Skarer drog af Sted; den ene naaede to Dagsrejser frem, de otte Mil til Appii Forum, den anden til »Tres-Tabernæ« (Navnet betyder "de tre Værtshuse"), ca. 6 Mil fra Rom. Dette Møde styrkede mægtigt Paulus Ogsaa han havde paa denne Vandring til Fængslet i Rom, hvor han skulde frem for en saa ryggesløs Kejser som Nero, kendt til Forsagtheds Fristelse. Men da Paulus saa Brødrene, "takkede han Gud og fattede Mod.« Vennerne var for ham en kærlig Hilsen fra den Gud, hvem han tilhørte og tjente. Ogsaa paa Hovedsmanden og Soldaterne saa vel som paa de andre Fanger maa denne Modtagelse have gjort et underligt Indtryk og bestyrket den dybe Respekt, de havde faaet for denne saa mærkelige Fange. Ledsaget af disse Venner naaede Paulus da til sidst sammen med sine trofaste Følgesvende Lukas og Aristarkus det stolte Rom, Byen paa de syv Høje. — Med Foragt har sikkert Romerne set paa den jødiske Fange uden at ane, at det var den største Feltherre, der nogensinde havde holdt sit Indtog i Rom. Vejen gik til Prætorianer-Kasernen. Øversten for Livvagten var dengang den bekendte Burrus, der i Begyndelsen as Aaret 62 blev ryddet af Vejen af Nero. Derpaa begrunder man, at det har været i Foraaret 61, at Paulus kom til Rom. Efter Burrus’ Død blev nemlig øversteembedet igen beklædt af to ; kun Vurrus beklædte det en Tid lang alene. Denne Livvagt, »Prætorianerne« kaldet, spillede en stor Rolle i Kejsertiden. Burrus tilstod Apostlen det mildeste Fængsel; han fik Lov til at bo for sig selv, vel i Nærheden af Kasernen, kun bevogtet af en enkelt Soldat. Festus’ gudberetning var jo velvillig, og Julius har sikkert givet sin Fange det allerbedste Skudsmaal.

Saa havde Paulus da naaet det, hans Hjerte havde stundet imod: at komme til Rom. Skønt Fange fik han dog Lov at gøre mange fri ved Herrens Evangelium.


Læs: Kapitel 28, 17—29.
285. Paulus overfor Jøderne i Rom.

Atter her henvender Paulus sig straks til Jøderne. Der gik kun tre Dage, før han sammenkaldte de fornemste af dem (V·17). De romerske Jøder var næsten helt uberørte af Kristendommen; Menighseden i Rom bestod for Størstedelen af Hedningekristne. Jøderne havde deres eget Kvarter under Kejser Claudius var de nok bleven drevne ud paa Grund af Tumulter (se Kap.18,2), men de var snart komne tilbage.

Paulus begyndte med (V. 17—20) at forklare Jøderne, hvorledes det hang sammen med hans Fangenskab, at det hidrørte fra Jerusalems Jøder, skønt han ikke i noget havde gjort sig skyldig mod den jødiske Lov. Den romerske Domstol havde kendte ham uskyldig, men ved Jødernes Modstand var han bleven tvungen til at indskyde sin Sag for Kejseren Det var Paulus om at gøre at overbevise Jøderne om, at han ikke fra sin Side i nogen Maade havde stillet sig fjendsk overfor sit Folk og heller ikke havde i Sinde at rette nogensomhelst Klage imod det (V.19). Grunden til det jødiske Fjendskab laa i, at han prædikede »Israels Haab« som opfyldt ved Kristi Komme, og herom var han rede til at aflægge Regnskab for dem. Derfor havde han anmodet dem om at komme.

Jødernes Forstandere svarede (V. 21——22), at de hverken skriftlig eller mundtlig havde hørt noget nedsættende om ham. Kristendommen syntes de kun at kende som »et Parti, der alle Vegne fandt Modsigelse,« en ejendommelig men til alle Tider rammende Betegnelse af Jesu Tro. Kødets Sans er jo Fjendskab mod Gud. Det første, Syndere gør, naar de møder Guds udrakte Haand i Kristus, er at gøre Modstand. Det er imod den faldne Natur at tro Sandheden og forsage Løgnen. Allerede den gamle Simeon kaldte Jesusbarnet "et Tegn, som imodsiges," og Profeten Esajas betegner endnu længe før Herren som en »Anstødssten« (Es.8,14).

Imidlertid ønskede Jøderne dog at høre Paulus angaaende denne Sag. Paulus var rede dertil og gav Jøderne Lov til at bestemme en Dag (V. 22—23). Der kom mange Jøder. Formodentlig har de været samlet i Husets Gaard; det var jo den varme Foraarstid, hvor man godt kunde opholde sig i det fri. Og Paulus, den gamle Paulus med det ungdomsfriske’ brændende Hjerte, forkyndte nu Jesus for sit elskede Folk en hel Dag igennem "fra aarle om Morgenen indtil om Aftenen." Han forelagde dem de mest staaende Beviser baade fra Mose Lov og Profeterne. Det blev Middag, det blev Aften; det var, som kunde Paulus ikke blive træt af at vidne om Kristus.

De tilstedeværende Jøders Meninger var delte; »nogle lod sig overbevise. men andre troede ikke« (V. 24). Det kom til heftige Ord imellem dem og Modsigelsen har aabenbart ført det største Ord. Saa overraskende kunde det ikke komme for Paulus. I over 25 Aar, lige siden hin første Prædiken i Damaskus’ Synagoge, havde han jo næsten alle Vegne mødt Modstand hos Jøderne. Men dette stemmede med Profeternes Udsagn. Ordet fra Esajas 6, 9—10 randt ham i Hu, og han kunde ikke lade være med at tilraabe Jøderne dette Ord som en sidste Advarsel til deres Samvittighed (V. 25——27). Ordet er anført næsten nøiagtigt efter den græske Oversættelse (Septuaginta) og peger hen paa Folkets Forhærdelse overfor Herrens Vilje til at læge deres Sjæl. Paulus føjede (V. 28) til, at Følgerne af denne Jødernes Forhærdelse vilde blive, at Guds Frelse nu vilde blive sendt til Hedningefolkene, og disse skulde ogsaa høre Evangeliet, ikke forhærde sig som Jøderne «(V. 28).

»Dette ene Ord« (V. 25), Slutningsordet fra Paulus, virkede som det skarpe Sværd. Jøderne fjernede sig, men Hovedmængden af dem havde i Rom saa vel som i Jerusalem forkastet Ordet om Jesus.

V. 29 mangler i de ældste Haandskrifter. Dets Indhold er egentlig ogsaa sagt allerede i V. 25. Saa slutter denne første Kirkehistorie med de to Vers, der dog omspænder »hele to Aar« (V·30——31). Men disse to Vers viser os en stor Virksomhed for Guds Rige.


Læs: Kapitel 28, 30 31.
286. To Aars Ophold i Rom.

Herren vor Gud er underlig i Raad og stor i Visdom. Han saa, at Evangeliet allerbedst kunde vinde sine Sejre i Rom gennem den sangne Paulus (Fil. 1,12: "Jeg vil, J skal vide, Brødre, at mine Forhold snarere har tjent til Evangeliets Fremme"). Der blev ikke lagt den mindste Hindring i Vejen for hans Prædiken, og de Soldater, der skiftevis bevogtede ham, har modtaget dybe Indtryk af Sandheden. I Prætoianerlejren var Paulus snart en bekendt Person, og af Filippenserbrevet, som blev skrevet under det romerske Fangenskab, hører vi, at der ogsaa fandtes hellige i "Kejserens Huse-" (Fil.4,22), og at det var bekendt i hele Paladset, at Paulus bar sine Lænker for Kristi Skyld, for sin Tros Skyld.

Filippenserbrevet giver os et skønt Indblik i denne Missionstid i Rom. Vi ser deraf, hvorledes den Maade, hvorpaa Paulus bar sine Baand, det frejdige Mod og glade Haab, satte Mod ogsaa i de fleste af Vennerne. Blandt disse befandt sig sikkert nok ogsaa Paulus’ gamle Venner, Akvilas og Priskilla (Rom. 16, 3-5).

Dog ser vi af Fil. 1,15-18, at der ogsaa var Modstandere mod Paulus indenfor Menigheden. som trættedes med ham og forsøgte at angribe hans Forkyndelse af Raaben. Det var som sædvanligt de snævertsynede Jødekriskne, der dannede et Parti mod Paulus. Bestandig kom de tilbage til det gamle Omkvæd, at man først maatte lade sig omskære, før man kunde blive en Kristen. I retfærdig Harme udbryder Paulus FiL 3, 2: "»Holder Øje med hundene, holder Øje med de slette Arbejdere, holder Øje med Sønderskærelsen". Dog fandt han Hvile i, at Kristus jo dog forkyndtes paa en Maade, selv om det var paa Skrømt (Fil.1,18). Kristi Navn blev jo dog derved mere kendt og omspurgt. Saa stolede Paulus paa, at ogsaa dette skulde tjene ham til Gavn ved de helliges Bøn og Jesu Kristi Aands Bistand (Fil.1, 19). Skønt at kunne se saaledes med den frimodige Tros Øjne paa det, som synes at hindre. Det er et ret Syn paa Sagen. Alle Ting skal jo tjene dem til Gode, som elsker Gud. ·- «

Den ydre Anledning til, at det skønne Filippenserbrev blev skrevet, var vel nærmest den» at den trofaste Menighed i Filippi havde samlet en Pengesum sammen, saaledes som de allerede tidligere havde gjort det (se Fil.4,10—18), og sendt Broderen Epafroditus med den til Rom. Det glædede Paulus saare meget; det ser vi af dette Brev, der er fyldt med Kærlighed til de nære Venner, fra hvem han havde saa mange skønne Minder. Hvor længe Epafroditus var hos Paulus, ved vi ikke. Blot fremgaar det af Fil 2, at han blev angreben af en dødsfarlig Sygdom, medens han trofast tjente Paulus med, hvad han kunde. Da han var kommen sig, sendte Paulus ham hjem med den kostelige Skat, Filippenserbrevet, der aabenbart er skrevet henimod Slutningen af de to Aar. Paulus var fyldt af et frejdigt Haab om endnu en Virketid (Fil.1,25), og der gaar Sejrstoner gennem dette Brev.

Er nu dette Haab blevet opfyldt? Vi har berørt dette Spørgsmaal under Kap. 20, 25. Det er ikke muligt helt at afgøre det. Dog er det Sandsynligst, at han er bleven løsladt og først nogle Aar senere har lidt Martyrdøden Det græske Udtryk for det Tidsrum han sad fangen i Rom (se Kap. 28, 30) betegner et Tidsrum paa nøjagtig to Aar. Deraf synes at »følge, at Fangenskabet er bleven endt, men havde det været med Martyrdøden, vilde Lukas dog sikkert have fortalt os det. Den bratte Slutning paa Apostlenes Gerninger peger næsten hen paa, at Lukas har haft i Sinde at tilføje mere om Apostelens videre Rejser.

Saa kommer dertil de meget gamle Beretningen vi forefinder, dels i det saakaldte »Muratoriske sandskrift« fra 2.Aarh, der viser os, at man dengang talte i Roms Menighed om en Rejse, Paulus havde foretaget til Spanien» som en bestemt Kendsgerning. Dertil kommer det bekendte Sted i et Brev til Korinthierne fra en Klemens i Rom, maaske den samme, som er nævnt i Fil 4, 3. Dette Brev fra Klemsens Romanus, som han kaldes, blev længe holdt højt i Ære i Korinth, det er vistnok bleven skrevet omtrent 30 Aar efter Paulus’ Død. Der hedder det: »Paulus har ogsaa naaet Udholdenhedens Pris; efter at han syv Gange var bleven lagt i Lænker, forfulgt og stenet og havde virket som Retfærdighedens Forkæmper i Østen og Vesten, blev Troens herlige Løn ham til Del. Efter at han havde belært hele Jorden om Retfærdighed og var naaet til det yderste Veften og havde aflagt Vidnesbyrd for de øverste, blev han som det mest ophøjede Forbillsede paa Standhaftighed, borttaget fra Verden og gik til det hellige Sted«. Saaledes skriver Klemens Romanus. Men "det yderste Vesten" var almindelig Vetegnelfe for Spanien.

Ved denne Antagelse om, at Paulus har haft endnu en Virketid mellem det første og andet romerske Fangenskab, forstaar vi jo lettest Brevene til Titus og Timotheus med Besøgene paa de forskellige Steder, som der omtales (Kreta o.s. v.). I Aaret 64 kom saa Roms Brand, foranlediget af den djævelske Kejser Nero, der imidlertid lagde Skylden over paa de Kristne. I den romerske Historieskriver Tacitus’ Beretning hedder det saaledes: »For at gøre en Ende paa alle Rygter gav Nero de saakaldte Kristne, som var forhadte paa Grund af Elendige Handlinger, Skylden og idømte dem haarde Straffe Den Kristus, fra hvem Navnet er udgaaet, var under Tiberius’ Regering bleven henrettet af Statholderen Pontius Pilatus. Først blev saadanne grebne, som bekendte ved Anvendelse af Tortur. Paa deres Angivelse blev en uhyre Mængde overbevist ikke just om Ildspaasættelse men om Menneskehad. Selv i Døden blev der drevet Spot med dem. De blev syede ind i vilde Dyrs Skind, og der blev da hidset Blodhunde paa dem, som sønderrev dem; andre blev naglede til Korset, atter andre blev bestemte til Døden i Ild. Til dette Skuespil havde Nero ofret sin egen Have. Naar Dagen var forbi, blev de brændte til natlig Illumination« ·

Saaledes skriver Hedningen. Men allerede han taler om "en uhyre Mængde" af Kristne i Rom. Ved denne Forfølgelse i Rom, blev Kristendommens Lys sat som paa en kæmpemæssig Lysestage, saa hele Verden maatte lægge Mærke til den. Jesu Tro træder hermed ind i Verdenhistoriens Midtpunkt.

Hvis Paulus, som vi formoder, blev »frigivet i Aaret 63 (eller 64), har han ikke været til Stede i Rom under denne Forfølgelse. Derimod taler samtlige Vidnesbyrd fra Oldkirken om, at han omsider led Martyrdoden i Rom, formodentlig i Aaret 67· Da han kom for at samle de spredte Levninger af Menigheden, er han bleven fængslet. Af 2. Timotheus hører vi, at Lukas da var den eneste Hjælper der var hos ham. Priskilla og Akvilas var dengang atter i Efesus (2. Tim. 4, 19). Da var Paulus klar over, at hans »Opløsningstid var forhaanden«. Hvor gerne vilde man ikke have vidst lidt mere om disse sidste Aar af Apostelens Liv! Men det er ikke blevet os forundt.

Oldkirken beretter os, at baade Paulus og Peter led Martyrdøden i Rom. Kajus, en Presbyter i den romerske Menighed (i Slutningen af 2. Aarh.), omtaler Stedet, hvor de laa begravne, Peter ved Vatikanerhøjene, Paulus ved Vejen til Ostia Og Tertullian (ca. Aar 200) giver os Oplysning om Dødsmaaden, nemlig at Paulus blev halshugget, Peter korsfæstet. Paulus var jo romersk Vorger og maatte som saadan kun henrettes med Sværd«

Hvilken mægtig Missionsgerning møder vi ikke i Paulus’ Liv! Fra Antiokia bar han Evangelier gennem Lilleasien, Makedonien og Grækenland til Italien og Rom, helt ind i Kejser paladset, ja sandsynligvis, som vi har hørt, lige til Spanien. I Sandhed, Herrens Ord blev opfyldt over ham: »Denne er mig et udvalgt Redskab til at bringe mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israels Børn — jeg vil vise ham, hvor meget det bør ham at lide for mit Navns Skyld.«

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media