Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 3.1-11.
241. Den halte ved den skønne tempeldør helbredes

Dette kapitel falder i tro hovedafsnit, menlig V.1-11: den haltes helbredelse ved Peter og Johannes og folkets forbavselse og sammenstimlen om dem i den anledning; dernæst V.12-20: Peters prædiken.

Vi hørte i Kap 2.43, at der skete mange undergerninger og tegn ved apostlene. Lukas beretter nu kun nærmere om denne ene undergerning her i Kap 3, aabenbart fordi den første forfølgelse knyttede sig til denne begivenehd (se Kap 4). Hvor lang tid der ligger imellem kap 2 og 3, kender vi ikke; men en tid havde den lille menighed faaet lov til at leve i stille fred og lykke. Udvortes havde den jo ikke skilt sig ud fra den jødiske Gudstjeneste. Vi hørte i Kap 2.46, at de daglig samledes i templet, og finder nu ogsaa her i Kap 3.1 Peter og Johannes paa vej op til templet ved den sidste bedetime ("den niende time", dvs. Kl 3 om eftermiddagen). Jøderne havde tre saadanne bedetimer (se Dan 6.11), ved den 3, 6 og 9. Time kl 9, 12 og 3). Ved den første og ved den sidste bedetime blev henholdsvis morgen- og aftenofret frembaaret, og da plejede de troende jøder at møde i templet. Nu var der en mand, som havde været halt fra sin fødsel af og allerede var over 40 aar (se Kap 4.22); ham plejede de hver dag at bære hen til den tempeldør, som kaldtes "den skønne". Den laa, saa vidt vi kan forstaa, paa østsiden af den yderste tempelforgaard henimod Kedrons dal (den hed ogsaa "Nikanors port") og beskrives af Josefus som overordentlig pragtfuld, prydet med guld og sølv. Der gik vel de fleste ind; derfor lagde de den halte paa det sted, for at han kunde bede de forbigaaende om almisse (V.1-3).

Guds Aand har vejledet Peter og Johannes, saa de forstod, at Herren vilde gøre store ting ved denne mand. Der staar, at de fæstede blikket paa ham, dels fordi Guds Aand oplukkede deres øje for, at Herren havde noget i sinde med ham, dels for at vække hans opmærksomhed for de toverordentlige, der nu skulde ske. Manden ventede vel efter apostlenes Ord: "Se paa os!" at faa en større gave, og han fik det, større end han kunde bede og forstaa. Her var en rigdom, større end sølv og guld, og den laa i "Jesu Kristi nazaræerens navn". I dette navn laa Peters kraft til undergerningen, men at det nævnedes, betegner tillige, at denhalte paa dette navn skulde staa op og gaa. Peters ord udsprang fra tro og virkede tro (V.4-6). Det dyrebare Jesu navn - ja, det er mægtigt til at oprejse baade legeme og sjæl. Det er skønt at se baade Peters tro, idet han efter at have udtalt det mægtige Ord griber den halte mands haand og rejser ham op, vis paa at han var frisk, og ligesaa den halte mands tro, se ham springe omkring i fuld tro paa underets virkelighed, se ham følge med apostlene ind i templet og love Gud, medens han frydede sig over det for ham saa ukendte at kunne gaa (V.7-8). Hvor lidt takker vi ikke Gud for den naade, at vi kan røre os frit!

Fra V.9-11 hører vi om folkets forfærdelse. Dette Mirakel med en mand, der hele sit liv havde været halt, slog dem med den dybeste følelse af en overmenneskelig magts nærværelse. De andre undergerninger, der var sket ved apostlene, er vel gaaede for sig mere i det stille; men dette skete lige i menneskevrimlen. At det var ved Peter og Johannes, det var sket, det kendes ogsaa paa, at den halte "gik med dem"; han vilde ikke skilles fra disse mennesker, ved hvem Guds naade var kommen til ham. Det hele er et dejligt bilelde paa den aandelige helbredelse, naar en synder ved Jesu navns kraft oprejses fra vantroens afmagt og fattige tiggerliv til at blive et lykkeligt Guds barn med kraft til at vandre paa saligheds vej formedelst troen. Saa holder man ogsaa paa de mennesker, der var Herrens redskaber. Troen paa den Herre Jesus giver sig altid vidnesbyrd i kærlighed til alle de hellige. Det bliver venner, man ikke vil skilles fra, hvad det saa skal koste.

Peters Ord (V.6) er et skønt billede af, hvad Paulus siger i 2 Kor 6.10: "som fattige, der god gør mange rige."

Der fortælles med hensyn til dette Ord, hvorledes den fromme kirkelærer Thomas af Akvino en gang saa en højtstaaende pavelig kirkefyrste vaske sine med ringe rigt smykkkede hænder i et forgyldt vandfad, medens han spøgende sagde: "Nu, min kære, kan kirken ikke mere sige: Søv og Guld har jeg ikke." - "Nej, højærværdige fader," svarede Thomas, "men derfor kan den heller ikke mere sige: I Jesu Kristi navn staa og gaa!" - Den dag i dag er den evangeliske kirke kun fattig paa gods og guld i forhold til pavekirken, der i sandhed ikke har meget tilfælles med den apostel Peter, hvis arvtager den falskeligen giver sig ud for at være. Men hvad den evangeliske kirke har, og hvad den giver, det er Jesu navns forkyndelse, Jesu rene evangelium med al den deri liggende velsignede kraft.

"Fattig men dog rig er en Kristi brud,
Fattig i sig selv, rig udi sin Gud."


Læs: Kapitel 3.12-36.
242. Peters prædiken før folket i anledning af den haltes helbredelse.

Apostelen Peter taler først til dem om, hvorledes dette under var sket (V.12-16), at det var sket ved denne Jesus, hvem Gud havde herliggjort, men de fornægtet, og det med en dobbelt fornægtelse, nemlig først overfor Pilatus, da denne vilde lade ham løs, og saa overfor Barnabas, da de bad om en morder fremfor Jesus (V.14). Det var ved Jesu navn, ikke ved apostlenes egen magt eller som løn for nogen Gudfrygtighed hos dem selv (V.12), at dette under var sket, alene ved troen paa dette Jesu navn (V.16). Den tro, der tales om i V.16, maa først og fremmest forstaas som apostlenes tro paa Jesu navn. Sandsynligvis betegner dog "troen paa ham" i versets slutning den i den halte ved Jesu Kristi navn virkede tro; saa blev der altsaa tale om en dobbelt betingelse for Jesu navns frelsende magt, baade at det brugtes i tro og modtages i tro. Denne forstaaelse stemmer overens med, hvad der fortælles i apost. gern. 14.9 om den halte mand i Lystra, hvor det just fremdrages, at ogsaa den halte havde tro. Saaledes er det jo den dag i dag med Guds Ords virkning, det maa prædikes i tro og modtages i tro, saa sker underet.

I V.13 peger benævnelsen "sin tjener Jesus" hen paa Es 52 og 53, hvor Messias var skildret som "Herrens tjene", der gennem lidelse skulde fuldbringe det store skyldoffer.

Fra V.17-20 finder vi nu en inderlig formaning til at vende om. Peter anslaar de allerkærligste toner, ligeosm lokker ad lammene. Mon ikke den i V.13 og 14 af ham omtalte fornægtelse af Jesus fra folkets side harmindet ham om hans egen fornægtelse? Han peger i V.17 paa, at han nok vidste, at det var af uvidenhed, de og deres øverster havde udført den skrækkelige gerning. Det er i samklang med Frelserens Ord paa korset: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gøre!" og paa samme maade siger Paulus i 1 Kor 2.8: "Havde de kendt den (nemlig Guds visdom), havde de ikke korsfæstet herlighedens Herre." Uvidenhed formilder skylden, men ophæver den ikke; thi den kan som i dette tilfælde selv være følgen af en stor synd. Man kunde saa ofte have vidst bedre, om man havde villet.

I V.18 fremstiller han Kristi lidelse som en nødvendig opfyldelse af Guds forud ved profeterne forkyndte raadslutning. Naar der staar, at Gud havde forkyndt Kristi lidelse ved alle sine profeters mund, er der jo ganske vist kun tre steder i det gamle testamente, som udtrykkelig peger hen paa den lidende Messias, nemlig Es 53, Sak 11 og Sl 22; men dog er dette "alle" sandt, thiden Messianske frelse, som alle profeter henviser til, kunde kun træde i kraft ved Kristi lidelse.

I V.19 finder vi en bestemt henvendelse til dem om at omvende sig. Omvendelsens grundvæsen er betegnet ved dette "at fatte et andet sind". Det er en sindsændring, det gælder om, ikke nogle nye lapper paa den gamle klædning. Men Peter peger ogsaa paa al den herlighed og naade, der bliver frugten af en sand omvendelse; førs syndernes udslettelse og som frugt deraf igen "vederkvægelsens tider for Herrens aasyn". Israels folkl havde haft det trangt ikke blot under Romernes aag men mange aarhundreder tilbage; de trængte til husvalelse, og nu var den at faa i Kristus. Paa samme maade tales der i Luk 2.25 om, at gamle Simeon ventede "israels trøst".

Men "vederkvægelsens tider" for Israel ser apostelen (ligesom Paulus i Rom 11) i nøjeste forbindelse med Herrens genkomst (V.20-21), ved hvilken "alle tings genoprettelses tider" oprinder. Indtil da vilde Kristus være usynlig for dem, have sin plads i himlen. Naar der staar: "Hvem himmelen skal modtage, indtil - ", vil dette sige: han hersker fra himlen, endnu ikke med et jordisk, synligt og udvortes herlighedsrige, som jøderne straks havde villet have det.

Hvad forstaas ved "alle tings genoprettelses tider"? Der staar jo, at det var dette, hvorom Gud "havde talet ved alle sine hellige profeters mund fra de ældste dage", og alle profeter peger jo hen paa en kommende herlighedstid. Dermed betegnes alle tings genoprettelse til den salige fuldkommenhed, som Gud fra først af har bestemt, men som syndefaldet kom i vejen for. Vederkvægelsens tider (V.19) peger hen paa den velsignelse, der straks følger med at blive omvendt og leve i sine synders forladelse. Men "alle tings genoprettelses tide" betegner den evige fuldkomne vederkvægelse, der vil indtræde ved Jesu genkomst.

Her staar ikke: alle menneskers genoprettelses tider, som nogle har forstaaet det, at alle mennesker skulde blive frelste. Nej, det lærer Guds Ord os tydeligt nok, at de ikke bliver, fordi de ikke vil. Der staar: alle tings, dvs. alle forholds genoprettelse til den oprindelige herlighed og uforkrænkelighed og alle forjøttelsers opfyldelse.

Dette Ord forkynder ikke blot herlighed for Israel, men for alle Herrens troende, der lever med det nye sind under syndernes forladelse. Men Israel var jo ligesom Guds førstefødte, hvem Gud først havde tiltænkt velsignelsen i Jesus (V.26). Dette viser Peter nu nærmere (V.22-24), først ud fra Mose Ord om den store profet, der skulde komme, "en profet ligesom Mose", dvs. ved hvem der ogsaa skulde stiftes en pagt. Men det er tydeligt, at denne kommende profet, som folket ogsaa forventede (se Joh 6.14), allerede i Ordet ved Moses stilles over alle andre profeter. Ligheden med Moses ("ligesom mig") udelukker ikke, at Kristus betegnes som den større; det ligger i tilføjelsen: "Ham skal i høre i alt, hvad han end vil tale til eder", og fremdeles i det alvorlige Ord, der siges om den, der ikke vilde høre denne store kommende profet, at en saadan sjæl skulde udryddes af folket. I 5 Moseb 18.19 staar der egentlig: "Og det skal ske, som ikke vil høre paa mine Ord, som han skal tale i mit navn, af ham skal jeg kræve det." Disse sidste ord ombytter Peter med et Ord af 1 Moseb 17.14: "Da skal den samme sjæl udryddes af folket" just for at betegne indholdet af Guds dom som fortabelse.

Altsaa Moses havde forkyndt dem Messias, og alle profeter havde haft disse toner om den ved Messias kommende herlighed (V.24). Og nu var de jo profeternes børn og pagtens (Peter viser tilbage til pagten med Abraham, naadepagten ved troen), altsaa selvskrevne arvinger (V.25), dersom blot de nu vilde omvende sig.

Ja, det var, og det er velsignelsen: "Idet hver af eder vender om fra sin ondskab" (V.26). Med omvendelsens nødvendighed begynder Peter (V.19) og slutter dermed (V.26). Men det var den omvendelse, Israels folk i sin helhed ikke vilde tage imod, og derfor bliver det folk, der skulde have været det første, nu det sidste. Derfor er vederkvægelsens tider endnu ikke komne for det elendige Israel. Men naar det en gang sker, at de ser hen til ham, hvem de har gennemstunget (Sak 12.10), da kommer ogsaa Jesus igen fra sin himmel for at fuldkomme alle ting. Israels omvendelse bliver derved et af tegnene for Herrens snare genkomst.

Vederkvægelsens tider - hvor gaar der ikke mange trætte, besværede hjerter, der trængte saa haardt til vederkvægelsen, mange haabløse hjerter, der trængte saa meget til det levende haab. Verden har intet til husvalelse, kun til adspredelse. Jesus har alt, hvad hjertet behøver til fred. "Ak, vidste al verden det blot!" Og vilde den blot fatte et andet sind og vende om til sin sjælehyrde.

"Luk op for Jesus, stakkels syge hjerte,
Saa faar du bod for savn og fryd for smerte."

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media