Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 4.1-22.
243. Den første forfølgelse. Peter og Johannes for højesteraadet

Vi kommer nu her til den første forfølgelse mod Jesu menighed fra de vantro jøders side. I apostlenes prædiken sigtedes jødernes raad for at have dræbt Messias. Det var det ene, som særlig faræsæerne harmedes over. Det andet var prædikenen om opstandelsen fra de døde, der ved Ordet om Kristi opstandelse havde faaet en vældig fremgang blandt Jerusalems børn. Dette vrededes Saddukæerne over, om hvilke vi har hørt, at de nægtede læren om opstandelsen (Matth 22.23). De havde længe pønset paa at gribe ind. Nu ved denne lejlighed, da Peter prædikede, dukkede paa een gang en flok præster og Saddukæere op tilligemed den øverstbefalende for tempelvagten og fængslede Peter og Johannes (V.1-3). En skøn tilføjelse finder vi i V.4 om frugten af Peters prædiken, idet tallet paa de troende mænd i menigheden voksede til henved 5000. Med kvinder og børn havde menigheden nu alllerede faaet en betydelig udbredelse.

I V.5-22 skildres nu rettergangen, der blev holdt over de to apostle. Først hører vi (v.5-6) lidt om dommerne. Det var jødernes højesteraad, det saakaldte Synedrium, der samledes. Fra Matth 26.3 kender vi de tre dele, hvoraf dette raad bestod, nemlig de øverste, hvorved særlig maa tænkes paa de i V.6 nævnte, nemlig ypperstepræsten Kaifas, den forhenværende ypperstepræst Annas (han havde beholdt sin titel) og de øvrige, der "var af ypperstepræstelig slægt", hvorved forstaas medlemmer af de to til tre præsteslægter, ud af hvilke Romerne valgte præsterne. Egentlig skulde efter loven ypperstepræsten nedstamme i lige linie fra Arons ældste søn; men det overholdtes ikke mere. Saa var der de ældste, folkets repræsentanter, og endelig de jødiske theologer, de skriftkloge. Efter grundteksten staar der egentlig, at de forsamlede sig "til Jerusalem". Formodentlig har de ligget paa landet om sommeren.

Det retslige spørgsmaal (V.7) lyder paa, "af hvad magt eller i hvilket navn" de havde givet sig af med at helbrede, altsaa h vem havde givet dem kraft dertil, hvem der havde sendt dem eller bemyndiget dem til saadan virksomhed. Naar der staar om Peter, at han svarede "fyldt med den Helligaand", tænkes der herved paa en særlig aandskraft, der blev ham til del i det øjeblik i henhold til Herrens forjættelse Luk 12.11-12: "Naar de fører eder frem for synagogerne og øvrighederne og myndighederne - skal den Helligaand lære eder i samme time, hvad i bør sige."

Peter begynder sin tiltale med en ærbødig hilsen og erkender derved raadet for Israels lovlige øvrighed (V.8). I hans omtale af anledningen til forhøret er Ordet "velgerning" (V.9) om det skete helbredelsesunder en fin men tydelig betegnelse af det uretfærdige i raabets fremfærd, og hans vidnesbyrd (V.10-12) mangler ikke klarhed. Det henvender sig til raadet og dermed til hele det Israelitiske folk, som raadet var et udtryk for, og peger paa Jesus, den af jøderne korsfæstede, men af Gud oprejste, som den, ved hvis navn det var sket. Han minder dem om Ordet fra den 118 salme om hovedhjørnestenen, som bugningsmændene havde forkastet, et Ord, som adskillige af dem sikkert maatte erindre at have hørt fra Jesus selv hin tirsdag i den stille uge, da han for sidste gang talte til dem i templet (Matth 21.42). Og Peter samler sit vidnesbyrd i det mægtige Ord (V.12), at al frelse er knyttet til Jesu navn alene. I dette Ord "frelse" er tanken udvidet fra den legemlige hjælp til ogsaa at omfatte den evige sjælefrelse.

V.13-14 bører vi om det indtryk, hans korte, djærve, rammende vidnesbyrd gjorde paa raadet. De forundrede sig først over apostlenes frimodighed. Vidnesbyrdet er bleven aflagt med frejdig kraft. Dernæst over, at folk som disse to fiskere, der jo ikke havde gennemgaaet rabbinskolerne, men var lægfolk, ikke stod i noget gejstligt embede, kunde tale, som de gjorde. Paa samme maade undrede den katolske kardinal Cajetan sig over Luther.

Dertil kom den for raadet uhyggelige erkendelse af, at disse to mænd hørte til dem, der havde fulgt Jesus. De stod der igen overfor ham, de havde dømt; han mødte dem i sine disciples person. Endelig stod det menneske, der var helbredet, ved apostlenes side; han var ogsaa bleven ført frem for raadet, men blev ligesom fordum den blindfødte (Joh 9) et uimodsigeligt vidne om, at had der var sket, ikke var humbug men virkelighed.

I V.15-17 hører vi om raadets private forhandling for lukkede døre. Den minder ganske om forhandlingen i Joh 11.47-50 i anledning af Lazarus' opvækkelse. Her er ikke spørgsmaal, om det var sandhed eller ikke, men blot hvorledes de skulde standse bevægelsen. Løgnens aand sejrede i dete raad. Resultatet blev (V.18), at de i deres afmagt forsøgte at true apostlene til hverken at tale eller lære i Jesu navn, altsaa til at tie bomstille med Ordet om Jesus. Apostlenes svar (V.19-20) er saare mægtigt og velsignet og lærerigt i al sin kortfattethed. De henstiller sagen til raadets egen samvittighed og erklærer det baade for urigtigt og aandeligt umuligt for dem at adlyde. Det er ikke nogen oprørsk eller trodsig aand, der møder os her; de er rede til at lide uden modstand. Men de har to stærke støttepunkter for nægtelsen af lydighed, og dem maa enhver kristen have for at være berettiget til at nægte øvrigheden lydighed. Det første støttepunkt er Guds udtrykkelige udtalte vilje. Gud havde ved sin enbaarne Søn sat dem til at være vidner om Frelseren (Kap 1.8). Det andet støttepunkt er den deraf følgende indre røst ("vi kan ikke andet"). Hvor minder det ikke om Luthers ord paa rigsdagen i Worms: "Her staar jeg, Gud hjælpe mig, jeg kan ikke andet."

Vi skal give nøje agt paa, at det er disse to grunde, de anfører. Den indre røst alene kan lede vild. Hvor mange sværmere har ikke beraabt sig paa "det indre lys" til forsvar for deres vildfarelser! Er det indre lys et lys fra Gud, maa det altid være i overensstemmelse med Guds klare og faste Ord, Da faar dette: "Vi kan ikke andet" sin grundmurede fasthed og sandhed. Alle troende mennesker har erfaret dette underfulde: "Vi kan ikke andet". Guds Ord er os for stærkt; Kristi kærlighed tvinger os, lad saa komme, hvad der vil. Men da gælder det ogsaa om at være rede til at tage følgerne, til at lide med Kristus.

Saaledes endte denne første forfølgelse. Den blev kun til trusler (V.21-22).

Lad verden kun true og tænderne vise,
' Jeg vil min livsaligste Jesus dog prise,
Lad buldre og lyne og tordne tillige,
Jeg tænker fra Jesus dog aldrig at vige.


Læs: Kapitel 4.23-36.
244. Bønnemøde i den første menighed. "Eet hjerte og een sjæl."

Fra de kolde, vrede, ypperstepræster og ældste kom saa Peter og Johannes tilbage til "deres egne" (V.23), et skønt navn for de troende som dem, der hører sammen som eet folk. Raabets forbud mod at prædike evangeliet drev øjeblikkelig menigheden i bøn til Gud. Ja, det er vejen. Ikke klage og klynke go ængstes, men bede; naar trængselen faar lov at virke bøn, da bliver den til velsignelse. Baade bønnen (V.24.30) og svaret fra himlen (V.31) hører til noget af det skønneste i den første menigheds historie. De henvender sig til den almægtige Gud, til ham, "som kan stormen binde og lede bølgen blaa" (V.24), og de knytter deres bøn til et Ord af den anden salme om hedningernes fnysen mod Herren og hans salvede (Kristus). De følte sig i deres sag saa ganske et med deres Frelser; det var ham, "det hellige barn Jesus" ("barn" kan ogsaa oversættes ved "tjener"), kampen var rettet imod, ham, hvem Gud havde salvet (ved daaben), men som baade hedninger og jøder havde rejst sig imod uden dog at formaa at gøre andet, end hvad der var Guds forud besluttede raad (V.25-28).

Ligesom fordum kong Ezekias lagde trusselsbrevet fra Assyrerne frem for Herrens alter (Es 37.14), saaledes lægger den lille hjord alle fjendernes trusler frem for Herren i fortrøstning til, at sagen er hans, og saa beder de om naade til at tale Ordet fremdeles med al frimodighed (V.29), og om at Herren fremdeles vilde besegle deres prædiken ved sine underfulde gerninger "til helbredelse". - De beder ikke om, at Gud vil knuse deres fjender, blot at han vil "se til deres trusler" og fremdeles forherlige sit store navn.

Da skete det samme som hin første pintsedag. Aandens susen mærkedes iblandt dem. Der staar, at "stedet rystedes", til vidnesbyrd om at al jorden var i Herrens haand. Saaledes vil Gud den dag i dag paa sin menigheds bøn sætte jorden i bevægelse. Guds vældige indgriben i jordens forhold har saa ofte sit udspring fra lønkammeret, fra de bøjede knæ og de bedende hjerter. Det er det faste punkt, hvorfra verden kan sættes i bevægelse. Gud har ved bønnen lagt en vældig magt i sine venners haand, en magt, verden ikke aner.

Fra V.32-36 hører vi nu atter lidt om menighedens indre tilstand, frugterne af at den var fyldt med den Helligaand. Først den indbyrdes kærlighed (V.32). Med hensyn til fællesskabet i henseende til det jordiske gods henviser vi til, hvad derom er sagt til Kap 2.44-45. Men maalet for os er at ligne den første menighed i dette, at de troendes mængde kan have "eet hjerte og een sjæl", en herlig betegnelse for, at alle viljer og hjerternes tanker var underlagte den ene vilje, Herrens vilje, hans tanker. Kun Jesus kan saaledes sammensmelte menneskehjerter. Vil vi være et med hans troende, da sker det kun ved at blive et med h am selv, saa vort hjerte kommer til at slaa i takt med hans hjerte. Men enighed gør stærk. Naar de helliges hjerter slaar sammen i et, da bliver der ogsaa stor kraft i vidnesbyrdet. Dettes kerne var fremdeles den Herres Jesu opstandelse. Han døde for os, det skal prædikes, men ogsaa dette: han lever. Guds naades sollys straalede over hin første menighed og straalede dobbelt klart efter hin forfølgelses uvejrssky.

Som et skønt træk fra hin den første kærligheds tid nævnes særligt (V.36), hvad en Levit ved navn Josef gjorde, i samklang med, hvad der ovenfor er fortalt om, at kærligheden afhjalp alle trængendes nød. Den mand maa have været en i høj grad velsignet mand; thi apostlene havde givet ham tilnavnet Barnabas, hvilket egentlig betyder "formaningens" eller "profetiens søn", i vor danske oversættelse gengivet ved "trøstens søn", fordi hans Ord var fyldte med hellig opmuntring. Denne Barnabas hører vi siden meget om som Paulus' rejsefælle.

At gaverne lagdes for apostlenes fødder (v 35 og 36), betyder, at de blev overgivne til deres bestyrelse. Men hele dette indblik i den første menigheds indre liv maa drive ogsaa vore hjerter til at bede Herren med salmens ord:

"Tag mit hjerte som dit eget,
Sæt det ret i skik og skik,
At det altid frisk og mildt
Raaber: Herre, som du vil!"

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media