Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 5.1-16.
245. Guds dom over Ananias og Safira

Umiddelbart ovenpaa den i Kap 4 omtalte forfølgelse udefra møder vi nu et forsøg fra satans side paa at fordærve menigheden inde fra ved at bringe noget af løgnens væsen ind i den gennem hykleri. Ananias med Safira (navnet betyder "den skønne") synes at have villet efterligne Barnabas (se kap 4.36) for at vinde samme anseelse i menigheden som han. I hvert tilfælde kan man tænke sig, at deres bevæggrunde til at yde menigheden gaver ved salg af ejendom fra først af har været blandede. Saa listede satan videre ind paa Ananias med den tanke, at han skulde dog beholde lidt selv af agerens værdi, men sige, at det var det hele. Og hans hustru var hans medvider.

Naar man betænker den Aandens kraft, der var over den første menighed saa aabenbart og øjensynligt, forstaar vi, at det var en skrækkelig forsyndelse, i virkeligheden, som Peter siger (V.3), en løgn imod den Helligaand, et forsøg paa at nare Guds Aand, ligesom man stundom kan nare mennesker. Vi ser af Peters Ord til Ananias, at dette med at sælge ageren til fordel for menighedens kasse var noget ganske frivilligt. Han kunde have beholdt meget og lidt, ligesom han vilde (V.4); men det var løgnen her lige overfor Herren Aands mægtige nærværelse, lige midt i Helligaandens klare lys, der ramtes af Gud dom. Herren værnede derved om sin menigheds hellighed. Vi kan ikke sige, at det egentlig var Peter selv, der øvede denne kirketugt, lige saa lidt som det var Mose, der bragte dommen over Korahs børn (4 Moseb 10.25-35). Det var Herren, der gjorde det, ligesom overfor Akan i Jeriko (Josva kap 7). Paa samme maade som Moses forudsagde Korah og hans selskab strafen, paa samme maade forudsiger Peter Ananias' hustru Safira, hvad der vilde ske med hende (V.9), fordi hun endog paa det direkte spørgsmaal vilde stadfæste løgnen (V8). Det var Herren, der aabenbarede Peter det.

Dommen var Herrens, et for alle tider uendelig alvorligt vidnesbyrd om, at vor Gud ike blot er som naadestolen, men ogsaa "en fortærende ild" (Hebr 12.29). Menigheden var Guds tempel, Guds Aand boede i den, og Ordet siger: Dersom nogen fordærver Guds tempel, skal Gud fordærve ham" (1 Kor 3.16-17). Men selv om vi ikke ligefrem kan kalde dette menighedens kirketugt, ligger der dog ii denen Guds dom et fingerpeg om, at det skændige ikke skal taales i menigheden; ogsaa menigheden skal dømme og straffe løgnens hyklerske væsen, hvor det vil snige sig ind og forgifte troslivet. Derfor laster Paulus menigheden i Korinth (1 kor 5), fordi den ikke havde øver kirketugt, ikke havde udstødt skørlevneren, og derfor kan kirketugt ikke undværes indenfor den egentlige menighed, hvis den skakl bevare sin lys- og saltkraft i verden. Den reformerte kirkeafdeling har i sin alvorsfulde kirketugt en styrke, særlig fordi den øves gennem menighedens ældste. I den lutherske kirkeafdeling har mangelen af lægældsteembedet vanskeliggjort kirketugten. I det hele kan den folkekirkelige ordning med de store vantor masser ikke jøvnstilles med den første menighed i Jerusalem. Men saa meget er vist, at en alvorlig og aandelig kirketugt højner kirkens præg i verdens omdømme og styrker den sande menighed. For de sande troendes kreds er den en livsbetingelse. Det Ord, som martyrinden Blandina (fra slutningen af 2det aarhundrede) udtalte overfor hedningernes løgnagtige beskyldninger. "Blandt os taales ingen skændigheder", maa staa fast den dag i dag.

Peters Ord til Ananias (V.3): "Hvorfor har satan fyldt dit hjerte?" vil sige: "Hvorfor har du givet satan lov til at fylde dit hjerte? Og hans ord til Safira om, at de havde fristet Herrens Aand, peger paa deres brøde som bestaaende i, at de ligesom havde villet sætte selve den Helligaand paa prøve, om han vilde finde sig i deres løgn.

Ordet i V.6, at de unge karle "besørgede liget", maa rettere oversættes ved: "de lagde det til rette".

Vi kan forstaa, hvad her siges, at virkningen af denne Guds dom lagde "en stor frygt over alle, som hørte det" (V.5), ikke blot over selve menigheden, men ogsaa over dem, der stod udenfor. Herren havde selv ved dette dommens under sat det skarpeste skel mellem dem, der i sandhed hørte dem til, og saa alt, hvad der ikke helt vilde give sig ind under sandhedsaanden. Derfor hører vi ogsaa i V.15 det ejendommelige Ord: "Ingen af de andre turde holde sig til dem." Der tænkes aabenbart paa dem, der havde holdt sig i nærheden af menigheden, haft noget tilovers for den i lighed med de ikke faa, vi kender i vore dage, der nok gaar med og dog endnu ikke vil omvende sig. De blev bange for at komme Guds helligheds lys for nær med dette sind. Men respekt fik de for Jesu menighed, og det viste sig ogsaa i, hvad vi hører i V.12, at menigheden nu kunde samles i Salomos buegang, altsaa indenfor templets omraade, til trods for at de levede under raadets forbud mod at vidne om Kristus. Af V.12 hører vi fremdeles, at Guds kraft, samtidig med at den havde vist sig i majestætisk nidkærhed overfor djævelens væsen, tillige aabenbaredes i en mængde naadestraaler gennem tegn og undergerninger ved apostlenes hænder, saaledes som de havde bedt Gud derom (Kap 4.30). Menigheden voksede stadig meget, ja tilliden til den i apostlene, særlig Peter, boende kraft var saa stor, at folk, som vi hører V.15, bar de syge ud paa gaderne, for at endog blot Peters skygge, naar han gik forbi, kunde overskygge dem. Der staar ikke udtrykkeligt, at de syge ogsaa blev helbredede derved, men der siges blot, at folk havde den tro, at det kunde lade sig gøre. Vi ser jo af den hellige skrift, at Herren tit hjælper ogsaa en saadan tro, der endnu kun har lidt lys og dog paa barnlig vis kan være stærk. Vi mindes den blodsottige kvinde (Mark 5), der havde det saaledes, at blot hun rørte ved Jesu klædebon, blev hun helbredet. Det behøver ikke at være overtro. Hos hende var det det ikke, selv om det let kan komme indenfor overtroens enemærker, saa hjertet klynger sig til de ydre, døde ting i stedet for til den levende Herre. I V.16, hvor vi hører om de mange syge, der blev bragte til Jerusalem ogsaa fra de omliggende steder, staar derimod, at alle disse blev helbrdte. Sammenhængen taler for, at ogsaa de i V.15 nævnte er blevne hjulpne.

Altsaa ypperstepræsternes indskriden havde intet udrettet. Guds rige gik kun med des større kraft sin sejrsgang. Saa aabnede mørkets fyrste et nyt angreb paa lyset, som vi skal høre i det følgende, denne gang atter som den brølende løve, efter at angrebet som den listige slange ad hykleriets stier var blevet afslaaet ved Guds vældige dom.


Læs: Kapitel 5.17-32.
246. Den anden forfølgelse. Apostlenes vidnesbyrd overfor raadet.

Den store fremgang, menigheden havde, fyldte raadet med en forbitrelse, der ikke længere kunde holde sig stille. Det var Saddukæerne indenfor raadet, der førte an. Apostlenes prædiken om omvendelse og det hellige liv, de mødte hos Jesu venner, harmede disse fjender, og følgen blev, at de paa ny skred ind med fængsling, denne gang af alle apostlene og tilmed i det offentlige almindelige forbryderfængsel. Ved den første fængsling i Kap 4 staar der blot, at de var blevne satte i varetægtsfængsel. Denne forskel hidrører aabenbart fra, at der allerede var givet et forbud mod deres prædiken (V.17-18). Men Herren sendte sin engel, og i nattens løb skete det herlige under, at fængselsdørene blev opladte og engelen bragte dem bud fra Herren, at de kun skulde træde frem og i templet fremdeles tale "alle disse livets Ord", altsaa forkynde evangeliets helt ud (V.19-20). Fra V.21-25 hører vi nu om den grænseløse forbavselse, det vakte, da man fandt dørene lukkede som sædvanlig, Vægterne udenfor døren, men ingen apostle i fængslet. Hele raadet var blevet sammenkaldt, ja ikke blot det, men ogsaa hele ældste-raadet, altsaa ikke blot de ældste, som paa embeds vegne hørte med til raadet. Saa vigtig forekom sagen nu de ledende (V21). Men kan forstaa den underlige følelse, der greb dem, da tjenerne kom med deres melding. "De blev tvivlraadige om dem, hvad dette skulde blive til," staar der; de havde deres planer færdige og saa kom en højere haand dem i vejen. Den bekendte Guds mand Ahlfeld siger herom: "Der gives et guddommeligt "men", der ofte spotter alle menneskelige planer; Menneskene er færdige med deres onde raad, men saa træder dette "men" imellem."

De "andre ypperstepræster" (V.24) betegner dem, der har titelen som hørende til de slægter, af hvilke ypperstepræsterne plejede at blive valgte.

Medens de nu staar i den dybeste forlegenhed med deres store raadsforsamling, kommer der en og fortæller dem, at apostlene stod i templet og lærte folket. Ja, medens raadsherrerne sad der, formodentlig nogle "bleve af frygt", andre "røde af vrede", stod apostlene med frejdige hjerter og glade ansigter i templet. Raadet fandt saa paa at sende høvedsmanden for tempelvagten hen i templet, og han tilligemed sine tjenere førte apostlene for raadet, "dog ikke med magt, thi de frygtede for folket, at de skulde blive stenede". Det er med rette blevet sagt, at Gudsfrygt gør frygtløs, men ugudelighed gør frygtagtig. At folkegunsten i hint øjeblik stod paa sin højde, er forklarligt af de mange sygehelbredelser, der var udgaaede fra apostlene, ligeosm ogsaa selve den underfulde begivenhed med deres udfrielse af fængslet maatte fylde folket med respekt, selv om folkemængden ikke vidste, hvorledes det var gaaet til. Apostlene fulgte villigt med, de bøjede sig for øvrigheden, de vidste, at den havde ikke mere magt over dem, end der var givet den fra oven.

V.27-28 hører vi nu ypperstepræstens spørgsmaal. Han anklager dem for overtrædelse af tidligere givne forbud mod at prædike (Kap 4.18). Mærkeligt er hans Ord: "I vil bringe dette menneskes blod over os," dvs. bringe hævn over os, fordi Jesus var bleven ihjelslaaet (tanken er: ved at bringe folket i oprør mod raadet). Jesu navn udtaler ypperstepræsten ikke (se Joh 11.47); dette navn var en gru for dem, de vilde helst gaa uden om det. Lige i modsætning dertil drager Peter som Apostlenes ordfører (V.29-32) dette navn stærkt frem. Det er en kort men mægtig prædiken, han holder. Han begynder med at gentage, dog i bestemtere form, Ordet fra Kap 4.19m at lydighed mod Gud maatte være det afgørende hensyn, og denne Gud, Israels ("vore fædres") Gud, var det, som havde oprejst og ophøjet denne Jesus, som de havde ihjelslaaet og det paa den mest skændige maade ved at hænge ham paa et træ, ved at give ham forbryderdøden. Han vidner om, at ved denne Jesus alene gaves der frelse for Israel, "omvendelse og syndernes forladelse". Omvendelsen kaldes en gave lige saa vel som syndernes forladelse. Endelig erklærer han, at apostlene var de beskikkede vidner om denne frelse, baarne af det store vidne, den Helligaand. Ved tilføjelsen: "som Gud har givet dem, som adlyder ham", lukker Peter ligesom naadedøren op ogsaa for raadets medlemmer, om de blot vilde bøje sig.


Læs: Kapitel 5.33-42.
247. Gamaliel.

Virkningen af Peters Ord blev paa de fleste til forhærdelse. Der staar i grundteksten egentlig: "De blev gennemsavede", et udtryk for den dybe, skærende harme, de følte ved saaledes at blive stillede overfor den klare sandhed. De vilde have slaaet apostlene ihjel. Da optræder Gamaliel med sin ejendommelige tale (V.34-39). Han var en sønnesøn af den berømte Hillel, ogsaa en jødisk lovlærer. Paulus havde "siddetved Gamaliels fødder", som han fortæller i Kap 22.3, og var der bleven oplært "efter vor fæderne lovs strenghed", som han siger. Denne ansete Gamaliel bad for lukkede døre raadet om dog at være lidt forsigtig overfor "disse mennesker". Han henviste til forskellige bevægelser, som tidligere havde fundet sted, først under en mand ved navn Teudas (V.36), siden under en anden ved navn Judas Galilæeren. Denne sidste er vel bekendt. Den jødiske historieskriver Josefus nævner ham flere gange. Han var fra byen "Gamala i Gaulonitis (paa østsiden af det galilæiske hav). "Galilæeren" kaldes han baade hos Josefus og her, formodenglig fordi hans virksomhed særlig gik for sig i Galilæa. Han rejste et oprør imod den skatteudskrivning, som kejser Augustus ved Kvirinius lod sætte i værk i aaret 7 efter Kristi fødsel. Judas fremstillede det som en uværdig underkastelse under Romernes aag. Betegnende er et ord fra den tid fra deres side, som rejste sig imod romeraaget: "Det er ikke at undres over, at vi anser de love, som Moses i følge Guds inspiration og lære skriftlig har efterladt sig, for mere værd at iagttage end dine bud." For nitten hundredaar siden var man ikke i tvivl om, at den gamle pagts love stammede fra Moses og var givne ham af Gud.

Den førstnævnte, Teudas, derimod er ikke kendt. Ganske vist var der en Teudas, der gjorde opstand paa et senere tidspunkt under landshøvdingen Kuspius Fadus og blev nedhugget af dennes ryttere; men han levede først ti aar, efter at Gamaliel talte dette ord. Selvfølgelig finder vi adskillige, som straks erklærer, at Lukas har lagt Gamaliel dette om Teudas i munden. De allerfelste udlæggere anser dog Lukas for en mere paalidelig mand og hævder, at den her omtalte Teudas maa være en anden ellers ubekendt oprørshøvding under religiøs maske. Der var nok af dem i de urolige tider omkring Herodes den stoes dødsaar. Men her har vi igen et eksempel paa de to forskellige maader at behandle vanskeligheder i skriften paa. Nogle stempler det straks som fejl; de allerfleste af de ældre fortolkere finder ikke her nogen fejl i skriften, blot mangelfuldt kendskab hos os selv.

Man har hørt mange forskellige domme om Gamaliels raad, der jo gik ud paa, at man ikke skulde gribe ind, fordi værket, dersom det kun var af mennesker, vilde blive forstyrret, men var det af Gud, dog ikke kunde forstyrres. Og han slutter med Ordet: "Lad eder dog ikke findes som de, der endog vil stride imod Gud." Man har været uklar over, hvor meget der i dette Gamaliels raad blot var almindelig klogskab, og hvor meget der var af virkelig sand alvor. Tydeligt nok er det, at Gamaliels hjerte i hvert tilfælde kun kun var halvt for sandheden. Vi hører ikke, at han lukkede sin mund op imod den skammelige hudstrygning, som man alligevel lod apostlene blive til del (V.40). Gamaliel har været en forsigtig mand, der passede paa sin egen anseelse, at det god ikke skulde lyde til ham, som det fordum lod til Nikodemus (Joh 7.52), da han løftede sin røst i raadet til Jesu sags forsvar: "Mon ogsaa du er fra Galilæa?" Hvilken forskel paa den omend svage saa dog ærlige Nikodemus og saa Gamaliel med den forsigtige holdning. Noget mere stilhed og religiøs alvor var der ganske vist hos Gamaliel end hos de andre. Han havde dog en vis tillid til, at Gud ikke vilde lade sagerne gaa deres egen gang i længden.

Men der er meget, der taler for, at hans raad hovedsageligt er udsprunget af klogskabshensyn. Derpaa tyder baade begyndelsen og slutningen i hans tale. "Ser eder vel for" - saaledes begynder han; han begynder ikke med at spørge om, hvad der er ret for Gud, men peger paa de menneskelige hensyn. Og det samme slutter han med i V.39: "Lader eder dog ikke findes," siger han; dette udtryk peger ogsaa hen paa, hvad folk vilde sige om dem. Han ramte for saa vidt sømmet paa hovedet; thi de hykleriske raadsherre vilde paa ingen maade i folks øjne have skin af at stride mod Gud. Man kommer til at tænke paa Herrens Ord i Luk 10.8 om, at "denne verdens børn er klogere end lysets bør mod deres slægt".

Hvor er der dog til alle tider mange, der ligner Gamaliel i ders standpunkt! forsigtige folk, der ikke vil være med til at drive det til det yderste overfor de hellige, men paa den anden side dog først og fremmest vil bytte deres eget skind og paa ingen maade have skyld for at gaa med de hellige, derfor nok uden indsigelse kan finde sig i, at de hellige bliver "hudstrøgne", bliver ilde omtalte.

Selve den grundsætning, Gamaliel udtaler, at man bare skal se tiden an og saa slutte sig til en sags godhed af de følger, den faar, indeholder nogen sandhed. Til sidst skal Guds dom nok ramme hver plantning, som ikke stammer fra oven (Matth 15.13). Men der gives jo kraftige vildfarelser, som i lange tider kan se sig tilsyneladende sejrrigt. Vi kan som eksempel tage den falske profet Muhammeds lære. Havde vi ingen anden maalestok til dens bedømmelse end varigheden af dens ydre bestaaen, da kunde man jo godt slutte, at den maatte være af Gud, siden den nu har holdt sig næsten 1200 aar. Gamaliels ord kan let blive et skalkeskjul for en ørkeløs læggen hænderne i skødet, der hvor det just glaldt om at tage parti for sandheden imod løgnen.

De to sidste vers (V.41-42) er fyldte med himmelsk højhed. For det første apostlenes glæde over at have faaet lov til at lide denne forsmædelige pryglestraf for Jesu navns skyld. De forstod, at det var en ære for dem at have maatte lide dette, og at det var derfor, Herren havde tilstedt det. De gik glade bort, fordi de havde faaet lov at bekende sandheden og besegle den ved lidelse. Men hvorledes mon raadets medlemmer er gaaede til deres hus? Og Gamaliel - havde han ikke, om han har villet, i de lidende apostles glade blik kunne læse, at herlighedens Aand hvilede over dem med Guds fred!

Det andet træk med himmelglans over sig hører vi V.42 af apostlene uforfærdet forsatte med at forkynde Jesus Kristus. Ja, der staar udtrykkeligt, at de ikke lod af med "hver dag" at lære og det baade i templet og i husene. Sejren var paa apostlenes side trods de blodige strime paa deres ryg. Det ligesom toner ud fra deres frejdige prædiken:

"Op i Jesu navn at vinde,
Vis er sejren, glæden stor!
Om vor pande vil vi binde
Vidnesbyrdets faste ord;
Lad det gaa,
Som det maa,
Ordet evigt skal bestaa.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media