Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 7.1-60.
249. Stefans prædiken for raadet og hans martyrdød.

Indholdet af Stefans forsvarsprædiken kune ved første øjekast synes noget ejendommelig. Det er nemlig en ligefrem historisk skildring af Israels historie fra Abrahams til Salomons tid; først patriarktiden (V.2-16), dernæst Mose-tiden (V.17-43), dernæst en skildring af overgangen fra tabernaklet til tempel (V.44-50). Der slutter han saa den historiske skildring; formodentlig har han set, at raseriet var ved at bryde frem og hindre ham i at fortsætte. Han slutter saa med en kort, flammende henvendelse til deres samvittighed; han svinger ligesom Aandens sværd til et vældigt slag mod al deres hykleri og forhærdelse. Det har tydeligt nok været et vendepunkt i jødefolkets sidste besøgelsestid; de havde haft staden paa bjerget iblandt sig i Jesu menigheds skønne, hellige første kærligheds kraft, og svaret derpaa var mordet paa Stefanus. Det var Guds Aand, der talte ogsaa de sidste vældige Ord til disse forhærdede mennesker.

Slutningen af Stefans prædiken, kan vi sige, findes i den bøn, hvormed han gik hjem til sin herlige Frelser, en inderlig forbøn, fuld af Jesu kærlighed.

Det første spørgsmaal, der frembyder sig, er: Hvad er grundtankerne i denne hans tale for raadet? Aabenbart først at vise usandheden i beskyldningen imod ham, at han skulde stille sig bespottende overfor den gamle pagt, overfor Moses og templet. Han viser ved sin skildring sin hjertelige tro paa og erkendelse af Guds naades værk i den gamle pagt. Men samtidig dermed viser han tydeligt nok, at Guds frelse ikke var bunden til det udvortes tempel, idet Gud, længe før templet var blevet bygget, ja længe før folket var kommet til at bo i det hellige land, havde ladet sin naade aabenbares over fædrene. Denne tanke drager Stefanus stærkt frem i slutningen (V.48-50) ved at nævne et Ord fra 1 Kong 8.27 og Esajas 66.1-2, hvor det just udtales med klare Ord, at det ydre tempel ikke var det væsentlige, ikke kunde rumme Herren, men at han vilde have sin bolig i den sønderbrudte aand, altsaa i menneskesjælen. Det var jo det, Stefan havde prædiket for folket, Ordet om det aandelige tempel som det væsentlige.

Endelig som den tredje grundtanke i hans prædiken for raadet maa nævnes den stadige fremdragelse af folkets genstridhed overfor Guds naades aabenbaring, særlig aabenbaringen ved Moses, den modstand, de altid havde gjort, naar Herren rakte dem haand til oprejsning og frelse. I skildringen af denne modstand gemmes tydeligt nok tanken om det forfærdelige i deres nuværende modstand mod den retfærdige, mod Jesus Kristus. Denne sidste tanke om folkets haardhed og halsstarrighed danner det sidste knudepunkt i hans tale (V.51-53), hvorved raseriets bæger bragtes til at flyde over hos de af djævelen besatte raadsherrer.

Med hensyn til Stefans gengivelse af det gamle testamentes historie maa vi først bemærke, at den holder sig (ofte i friere gengivelse) til den paa hin tid forhaanden værende græske oversættelse af det gamle testamente, den saakaldte "Septuaginta", hvilket betyder halvfjerdsindstyve, efter tallet paa oversætterne. Stundom er skilddringen ogsaa paa grundlag af den jødiske overlevering, dvs. den mundtlige beretning fra slægt til slægt om hine store, gamle tider. Denne mundtlige beretning indeholder adskillige træk, som ikke findes i det gamle testamente. Endelig er der ogsaa punkter, hvor der synes at foreligge en forveksling, se saaledes V.16, hvor der siges, at "Abraham købte en grav fo rpenge af Amoriten i Sikem". Dette synes at være en sammenblanding af 1 Moseb 12.6, hvor Abrahams ophold i Sikem omtales, og 1 Moseb 23, hvor der fortælles, at Abraham købte Macpela hule ved Hebron til begravelsessted tillige med den ager, paa hvilken hulen laa. I 1 Moseb 33.19 fortælles, at det var Jakob, der købte hin ager ved Sikem. Men at Stefanus selv skulde have taget fejl i et saadant punkt, er ganske utænkeligt. Hvert barn i Israel vidste vel besked om patriarkernes historie. Nogle mener, at Stefanus har benyttet den hos Rabbinerne brygelige sammentrækning i udtryksform. I Jakobs person repræsenteredes jo stamfaderen Abraham. Lukas synes her at have haft en skriftelig kilde, saa forvekslingen kan ikke skyldes ham. Umuligt er de tikke, at en senere bibel-afskriver ved en fejlskrivning har sat "Abraham" i stedet for "Jakob".


Med hensyn til enkelthederne i Stefans tale hører vi altsaa først (V.2-8) Abrahams historie. Læg mærke til den ærbødige tiltale: "I mænd, brødre og fødre", trods det Stefan vel vidste, at raadsherrernes sindelag hverken var broderligt eller faderligt; men fra sin side vilde Stefan ikke overtræde den raadet skyldige ærbødighed. Benævnelsen "Herlighedens Gud" er et svar paa beskyldningen for, at han skulde have talt bespotteligt imod Gud. Nej, Abrahams Gud var ogsaa Stefans Gud. Naar Stefan siger, at Gud aabenbaredes for Abraham, før denne tog bolig i Karan, følger han den jødiske overlevering, som i tilknytning til 1 Moseb 15.7, hvor der siges, at Herren var den, der udførte Abraham ogsaa fra Ur i Kaldæa (se ogsaa Neh 7.9), gik ud fra, at Abraham ogsaa i Ur har haft en aabenbarelse fra Herren. Den samme overlevering følger ogsaa den jødiske historieskrifter Josefus. Ligeledes møder vi den jødiske overlevering i ordet om, at det først var efter hans faders død, at Gud bød Abraham flytter hen til Kanaan. Naar skriften her har villet finde en modsigelse mod 1 Moeeb 11.32 og i 1 Moseb 12.4, hvorudfra man har villet slutte, at Tharah skulde have levet endnu 60 aar efter Abrahams opbrud til Kanaan, da foreligger der jo slet ingen nødvendighed for en saadan fortolkning af Ordet i første Mosebog. Vi henviser til bibelforklaringen over 1 Moseb 11.10-32. Paa omtalte sted siges kun, at det var efter Tharahs halvfjerdsindstyvende aar, at han fik de tre sønner. At Abram nævnes først, ligger i, at han blev stamfaderen for Israel, og det behøver ikke at betegne, at han var den ældste.

Ordet i V.5, at Gud ikke gav Abraham noget til eje af landet, endn ikke en fodbred, modsiger ikke, at Abraham købte en ager til gravsted, hvilket jo siden bemærkes i V.10; thi denne ager var jo ikke en gave efter forjættelsen, men et foreløbigt køb. I V.5-7 fremhæver Stefan, at det først var efter 400 aars forløb, at folket kom til at tjene Herren i det hellige land. Med hensyn til tallet 400 henvises til 1 Moseb 15.13; det er et afrundet tal; det nøjagtige tal finder vi i 2 Moseb 12.40 angivet som 430 aar. Fra V.8 fortsættes skildringen med Isaks, Jakobs og Josefs historie indtil V.16. Tallet 75 i V.14 er efter "Septuaginta". I 1 Moseb 46 nævnes tallet som 70, men "Septuaginta" har medregnet Josefs som sønnesønner (1 Krøn 7.14-21). I Josva 4.32 fortælles at Josefs lig blev begravet ved Sikem; at alle Jakobs sønner blev begravne der, som det kunde se ud efter V.16, er atter en jødisk overlevering. Jakob derimod blev begraven i Makpelas hule ved Hebron (se 1 Moseb 50.13). Fra V.17 kommer vi nu til skildringen af folket i Ægypten og Mose fødsel. Naar der i V.22 staar om Moses, at han var "mægtig i ord og gerninger", kunde det synes at stride imod 2 Moseb 4.10, hvor Mose just siger til Herren, at han "ikke hidtil havde været en veltalende mand, men havde en svag mund og en svag tunge". Men det er med rette blevet sagt, at her tænkes ikke paa udtalen, men paa det mægtige indhold i hans ord.

At Moses var 40 aar (V.23), da han maatte flygte fra Ægypten, og at han var 40 aar i Midjans land (V.30), er atter en jødisk overlevering, som ikke staar optegnet i selve det gamle testamente. Den Herrerns engel, der nævnes V.30, høver vi jo ikke om i det gamle testamente; det er vor Frelser i hans førmenneskelige skikkelse.

Vi ser, hvorledes Stefanus stadig fremdrager Israels børns genstridighed ogsaa overfor Moses (V.25, 25 og 39). I V.37 fremdrager Stefanus den ved Moses udtalte forjættelse om den store profet, Herren i sin tid vilde oprejse, der skulde være "ligesom han", dvs. ogsaa midler ved en pagt mellem Gud og folket. Men deri ligger, at jøderne ved at forkaste Jesus Kristus i virkeligehden ogsaa forkastede Moses ligesom deres fædre.

Naar Stefanus kalder loven "de levende Ord", siger han ikke dermed, at loven kunde levendegøre syndere, men han beviser dermed sin ærefrygt for loven som kommende fra den levende Gud og gendriver derved de falske vidners ord imod ham, at han skulde have talt bespottelige ord mod loven. At loven ikke formaar at levendegøre, ligger ikke i selve lovens væsen men i menneskens syndige kød (Rom 8.3), der ikke holde loven. Alt Guds Ord er i sig selv levende.

I V. 42 viser han, hvori Guds straf over det genstridige folk aabenbaredes, deri, at han "gav dem hen til" afgudsdyrkelsen, lod dem faa deres onde vilje. Det samme staar i rom 1.24, hvorledes Gud til straf for menneskers ugudelighed gav dem hen i deres hjertes begæringer. Det er en saare alvorlig aandelig lov, hvormed man synder, dermed bliver man og straffet. Det er den værste tugt at blive hengiven til syndens tjeneste. Det i V.42-43 nævnte skriftord fra profeternes bog er af profeten Amos (Kap 5.25-27), frit gengivet efter "Septuaginta". Det viser os, at Israels børn allerede i de 40 aar i ørkenen tjente "himmelens hær", dvs. Sol, maane og stjerner. I mosebøgerne fortælles det ikke; de fortæller i det hele intet om de sidste 38 aar af ørkenvandringen, i hvilke Israels børn var under Guds vrede, men der staar altsaa hos profeten Amon. Profeten peger paa, at den i loven paabudte offertjeneste ikke overholdtes under ørkenvandringen, selv om folket til tider ofrede (se 4 Moseb 9). Afguden Molok, hvis "tabernakel" her omtales, var solguden. Navnet "Molok" betyder egentlig "konge". Hans billede har de saa baaret om i ørkenen i et telt tilligemed stjerneguden Remfans billede ("Remfan" er det koptiske navn paa paneten Saturn). Moloks billede var af metal med et oksehoved go udbredte arme; billedet var hult, saa der kunde fyres i det fra neden. Naar metalarmene var blevne rødglødende, lagdes smaa børn som ofre i Moloks favn, og deres skrig blev overdøvet af offerpræsternes basuner.

Med V.44 gaar Stefan over til at tale først om tabernaklet og dernæst om Salomons tepmepbygning (V.47). - Saa gør han overgangen til det aandelige tempel fra det udvortes (V.48-50). Hans slutningsord (V51-53) drager ligesom traadene sammen til et brændende vidnesbyrd mod det halsstarige folk. Han kaldet dem "haarde halse" (se Herrens Ord om folket 2 Moseb 32.9), "uomskaarne paa hjerter og øren", stempler dem altsaa som hedninger, der var uimodtagelige for den Helligaands vidnesbyrd. Ordet i V.52 er ligesom en genklang af vor Frelsers Ord i Matth 23.34-37. Han slutter med, at det ikke var ham, der vanhelligede loven, men dem ved deres modstand mod Aanden i loven. Lovens højhellige præg betegnes ogsaa ved dette, at den var given "under engles besørgelse". Der staar ikke udtrykkeligt i 2 Moseb, at englene var til stede; men Paulus anfører det ogsaa i Gal 3.19. I 2 Moseb 19.16 staar der, at der hin dag paa bjerget hørtes en saare stærk basunes lyd. Der har vi englene, som jo altid viser sig nærværende ved alle Guds riges store begivenheder som tjenende aander.

Her standser Stefanus, idet han saa raseriet bryde løs (V.54). I ethvert tilfælde var hans tale nu til ende efter Guds vilje. Ved Herrens styrelse fik den en mægtigere slutning end Stefan selv havde kunnet ane.

Hvilken modsætning for Stefanus mellem de djævelske rasende fjendeansigter og saa det syn, han ser, idet han skuer opad mod himlen, hvorfra han ventede sin hjælp. Han saa Guds herlighed, staar der, straaleglansen omkring Guds trone, og han saa sin Frelser, ikke siddende ved Guds højre haand men staaende, ligesom rede til at frelse ham og tage imod ham. Hvad han saa, udraabte han højt. Det var en naade ogsaa imod os; thi derved har vi ogsaa faaet lidt del i denne herligheds aabenbarelse. Paa lignende vis hører vi stundom døende Guds børn kundgøre, hvad de skuer med det for evighedsverdenen opladte øje.

Af Kap 6.12 hører vi, at folkemasserne havde revet ham med sig hen for raadet. Jøderne havde ikke lov til at aflive nogen paa egen haand, men de har været veltilfredse med, at han blev myrdet i det folkeopløb, der nu fandt sted. Raadsherrerne har vel ogsaa været med. De stenede ham som Gudsbespotter, altsaa under samme dom, som Frelseren selv blev dømt med. Efter loven (se 5 Moseb 17.7) skulde vidnerne imod en afgudsdyrker go Gudsbespotter være de første til at stene ham. Der hører vi for første gang om Saulus, der frydede sig over drabet paa Stefanus, men dog sikkert havde faaet en "brod" i sjælen (se Kap 26.14), som han aldrig blev kvit. De to ord, han hørte fra Stefanus, medens stenene faldt knusende over dette Jesu vidne, har brændt sig ind i hans sjæl. Atter hører vi her ligesom en genklang af vor Frelsers Ord i Stefans bøn om, at Herren vilde modtage hans aand, og i forbønnen for fjenderne. Hvor dejligt genspejler Mesterens sin sig ikke her i hans discipel! Det er som en sidste kraftanstrengelse fra den hellige kærligheds side, idet Stefanus midt under stenregnen bøjer knæ o gmed høj røst frembærer sin forbøn, hvorved han sankede gloende kul paa sine fjenders hoved. I grundteksten staar egentlig: "Lad ikke denne synd staa fast for dem", eller: "tilvej dem ikke denne synd". Stefanus har aabenbart hele sit stakkels folk for øje i denne bøn.

Og saa "sov han hen". Ja, et underligt Ord om en saa voldsom død! Men deri ligger, at Gud gjorde den blid. Det kan Herren gøre for sine venner selv under de største trængsler.

Julens englefred steg ned,
Stefans øje den forklared,
Julens kraft og herlighed
I hans død sig aabenbared;
Derfor han saa sødelig
Slumred ind til himmerig
Paa sin stenseng, uden harme
Som et barn i moders arme.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media