Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs_ Kapitel 81.-26.
250. Forfølgelse over menigheden og velsignelsen deraf. Evangeliet i Samaria. Simon troldkarl.

Med dette kapitel begynder der et nyt afsnit, nemlig Kap 8-12, der skildrer kirkens overgang fra jøder til hedninger, saaledes som den trin for trin gik for sig. Men begyndelsen dertil var evangeliets komme til Samarias egne, hvor den store sædemand, vor Herre Jesus Kristus, kun nogle faa aar i forvejen havde staaet i synlig skikkelse og udtalt Ordene om, at Samarias marker var hvide til høsten (Joh 4.35).

Anledningen til, at evangeliet spredtes ud over Judæas og Samarias egne til saa store velsignelse, var den storm, der brød løs over menigheden efter mordet paa Stefanus, ja samme dag under anførsel af denunge Saulus, der gnistrede af forbitrelse mod Jesu venner og med sin stærke karakter førte det ud i handling, trak mænd og kvinder frem for retten (V.1-4). I kap 22.4 og 26.9-11 fortæller Paulus mere om sin gruelige ondskab overfor Jesu venner i hine dage. Mindet derom blev ham siden bestandig en tugt til den dybeste ydmyghed, til aldrig at glemme, at hvad han var, var han af uendelig naade. Det bemærkes dog, at ikke alle jøder var saa ondsindede. I V.2 hører vi om "gudfrygtige mænd", hvormed menes jøder, altsaa folk udenfor menigheden, der havde mod til at ære Stefanus' minde ved at give ham en højtidelig begravelse ("begrædelse", fordi der efter datidens skik blev istemt en høj klagesang ved jordefærden). Det har været nogle af de jøder, som endnu bevarede deres yndest mod menigheden (se Kap 2.47). Denne første mere almindelige forfølgelse havde den saare velsignede virkning, at troens ild ligesom spredtes til alle sider med sine gnister; thi de adspredte havde ikke tabt modet men gik trøstigt omkring og "forkyndte evangeliets Ord". Underligt skønt at se, hvorledes Herren kan forvandle fjendernes onde anslag til sejr for sin sag. De eneste, der blev tilbage, var apostlene. De følte, at deres plads endnu var i Jerusalem, saa fik det gaa, som det ellers vilde. En del af de adspredte er vel snart komne tilbage igjen; vi finder da en menighed igen i Jerusalem kap 9.26.

Fra V.5-8 fortælles nu om den store glæde, der blev i Samaria ved Filips velsignede gerning. Denne Filip var en af Diakonerne; thi vi hørte i V.1 at apostlene blev i Jerusalem, det kan altsaa ikke være apostelen Filip. Han høstede efter den sæd, Herren selv havde udsaaet. Atter her møder vi hos Samariterne en ganske mærkelig modtagelighed. Farisæisme havde ikke ødelagt dem. Faren for Samariterne laa paa et andet punkt, idet de i deres halvhedenske tilstand havde været et bytte for alskens troldkarle, der ved snedige kunster bedrog det overtroiske folk. Just dette gav anledning til, hvad der fortælles V.9-24 om hin bekendte troldkarl Simon. Den senere kristne forfatter, Justinus Martyr, der selv var en Samaritaner, beretter os, at denne Simon stammede fra den lille by Gitthon i Samaria. Simon hørte til de saakaldte magere, der var ret almindelige i østerland og gav sig af med dæmonbesværgelser, sygehelbredelser, spaadomsvæsen, drømme- og stjernetyderi, hvilket de blandede sammen med stumper af hedensk filosofi for at give det et visdomspræg. De øvede deres kunster formodentlig ved et større kendskab til naturkræfterne, end de fleste havde paa hin tid, dels vel ogsaa ved djævelens kraft. Denne Simon har formodentlig udgivet sig selv for en slags Messias, en aabenbaring af "den store guds-kraft". Betegnende for en falsk forkyndelse er, hvad der staar i V.9, at "han udgav sig selv for at være noget stort". Egen storhed er maalet for alle urene røster. V.9-11 fortælles om hans tidligere virksomhed iblandt Samaritanerne og den store tilslutning, han havde faaet i det let bevægelige folk, i hvis hjerter der sikkert paa hin tid boede en dyb længsel, virket ved rygtet om alt, hvad der var sket i jødeland.

V.12-13 hører vi nu om Filips virksomhed, der slog saa mægtig igennem, at Simons kunster helt blev fejede til side, ja Simon selv blev for en tid greben af sandheden. Han "troede ogsaa selv", hvilket maa betegne, at han en liden tid virkelig har ment det oprigtigt. Men det gik ikke ret dybt hos ham; det var nærmest miraklerne, der havde gjort et saa mægtigt indtryk paa ham. Fra V.14-17 hører vi, hvorledes apostlene i Jerusalem sendte Peter og Johannes til Samaria for at besegle denne evangeliets første udbredelse ud over Judæa. Herren selv vilde det saa. Det fremgaar af, hvad der fortælles V.15-16, at Helligaanden først kom over de nydøbte paa synlig vis ved apostlenes komme. Her maa ikke tænkes paa den indre genfødelse af vand og Aand; den var selvfølgelig foregaaet med dem, da de døbtes med den af Frelseren indstiftede daab. Det maa være den synlige Aandens naadegave, paa lignende vis som den pintsedag blev menigheden til del, og som hørte med til den apostoliske menigheds særlige kendemærker, der her er tale om. At dette Aandens komme just betyder en synlig naadevirkning, fremgaar ogsaa af V.18, hvor der staar, at "Simon saa, at den Helligaand blev given ved haandspaalæggelse". Denne særlige naadevirkning i Aanden havde Herren holdt tilbage med, indtil apostlene kom, just for at den samaritanske kristenmenighed kunde faa det apostoliske segl paa at være jævnbyrdige med den israelitiske. Denne haandspaalæggelse er saaledes et billede paa de senere tiders "konfirmation", hvilken handling i dette ord har sit bibelske grundlag, omend den visselig her fremtræder i en anden form end ved konfirmationen af de unge i vore dage. Konfirmationens indre velsignelse beror paa, om konfirmandernes hjerter har modtaget Guds Ord ligesom Samaritanerne den gang (V.14).

I V.18-19 hører vi nu Simons kødelige forsøg paa at købe denne magt til at meddele Aandens naade virkninger for penge, tydeligt nok for selv at b live store derigennem, slet ikke for selv at blive velsignet derved. Navnet "Simoni" brugtes derfor sidenhen i kirken om den ugudelige skik, som paven ret satte i system, at sælge og købe de gejstlige embeder for penge. Simon viste sig saaledes at høre til de raadne fisk, Herren taler om i sin lignelse om himmeriget som et vaad, der samler alle slags fisk (Matth 13.47-48).

V.20-23 hører vi apostelen Peters alvorsord til Simon, der dog ikke maa opfattes som en fordømmelsesdom over ham selv personlig, kun over hans skændige synd; thi Peter formaner ham paa samme tid til at omvende sig og bede Gud om forladelse. Apostelen stempler Simons væsen som "bitterheds galse og uretfærdigheds lænke" (V.23) og ham personlig som en, der "ikke havde del eller lod i dette Ord", som en, hvis hjerte ikke var ret for Gud, i hvem Ordets kraft ikke var trængt ned.

Simons svar (V.24) giver ikke meget haab for ham. Han beder blot om, at syndens følger maa blive afvendte fra ham, i kke om at faa et nyt sind. Der fortælles ikke mere om ham i det nye testamente; men kirkefædrene fortæller, at han senere blev ophavsmand til det første gnostiske kætterparti. Disse gnostikere, de "svare ulve", som Paulus benævner dem i Apost Gern 20.29, vilde med deres "falskelig saakaldte erkendelse" (1 Tim 6.20) forvanske den hellige histories kendsgerninger til fantastisk hjernespind og navnlig nægte Kristus som værende komme i købet som sandt menneske. et gammelt sagn fortæller, at Peter siden i rom atter skal være truffet sammen med Simon og have stækket ham i hans fornyede trolddomskunster.

Prædikende og arbejdende for Herren paa hjemvejen vendte apostlene saa tilbage til Jerusalem efter hin velsignede rejse til Samaria (V.25). Saaledes viser de første Jesu venner sig altid for vort blik som de, der havde Ordet med sig alle vegne, hvor de kom.

Saa da i Aanden med frejdigt mod,
Gud giver væksten og frugten god.
Udsaa velsignelse, hvor du gaar,
Dag efter dag, ja og aar for aar!


Læs: Kapitel 8.26-40.
251. Skatmesteren fra Æthiopien. "Thi han drog sin vej med glæde."

Ogsaa i dette afsnit fortælles om Guds riges komme til en, der ikke var jøde, omend han var proselyt, vel en af "portens proselyter", af dem, der ikke havde ladet sig omskære, men iøvrigt bøjede sig for Israels Gud. Det var Filip, der fik lov til at gaa dette skønne ærinde til en søgende sjæl. Filip fik englebud om a tdrage hen paa den vej, der førte fra Jerusalem til Gaza, uden at det iøvrigt blev sagt ham nærmere, hvad han skulde der. Tilføjelsen med hensyn til vejen: "den er øde", skal vel tjene til nærmere at betegne den paagældende vej. Der var nemlig flere veje, der førte fra Jerusalem til Gaza; men her var tale om ørkenvejen. Der findes endnu en saadan vej. Byen Gaza var en af de gamle Filisterbyer, der gentagne gange var bleven ødelagt; den laa nær ved kysten, ved Kanaans sydgrænse. Der findes endnu en by paa det sted ved navn Ghuzzeh.

"Og han stod op og gik." Det er den rette troens lydighed at følge Guds anvisning uden at spørge "hvorfor". Saaledes drog ogsaa fordum Abraham, de troendes fader, ud paa Herrens Ord. Denne fortælling er et skønt vidnesbyrd om, at vor store Gud holder med hver enkelt sjæl og gør sig umage med at komme den oprigtige trang til frelse i møde med sin naade. Den, det her drejede sig om, var en ret fornem mand, katmester hos Æthiopernes dronning. Æthiopien regeredes af dronninger, og disse kaldtes altid "kandake", ligesom Ægyptens konger med et fælles navn kaldtes "Farao". I østerland var det meget almindeligt, at de højeste embedsmænd, der skulde færdes i kongegaarden, var gildinger. Deraf følger, at han, som før nævnt, kun har hørt til "portens proselyter". Thi efter 5 Moseb 23.1 maatte ingen gilding komme i Herrens menighed. Men hos profeten Esajas i kap 56.4-5 var der givet forjættelser om, at naaden i de kommende dage ogsaa skulde drage saadanne ind i Herrens hus.

Det var en lang rejse fra Æthiopien til Jerusalem; men længselen har været stor, derfor drog han til Jehovas tempel paa det hellige bjerg. Men længselen var ikke bleven stillet ved denne rejse, og lyset var ikke blevet tændt i hans sjæl. Paa grund af forfølgelsen kunde apostlene ikke længere prædike i templets buegange, og menigheden var paa dette tidspunkt adspredte. Skatmesteren havde da ikke truffet evangeliets venner i Jerusalem. Nu drog han hjem, og sikkert har det været med vemod. Allerede var Jerusalem forsvundet for hans øjne, og han kørte nu paa den ensomme vej mod Gaza. Men hvor skønt at se denne mand søge der, hvor han søger; i bibelordet søger han, særlig i profetierne, og det var hos Esajas, evangelisten blandt profeterne, som han kaldes, hans hjerte just paa den tid søgte lys. Vilde alle søgende sjæle blot tage Ordet frem med et bedende hjerte, saa skal Herren nok sørge for lys. Han læste højt, kan vi forstaa af V.30; thi Filip hørte ham læse. Det var det dejlige Ord fra Esajas 53, han sad med (V.32-33); men hvem denne var, om hvem der stod, at han skulde lide stille som et lam, det fattede han ikke (V.34).

Da denne vogt kom, kom ogsaa lyset til Filip med hensyn til, hvad han skulde. Aanden sagde til ham, at her var det arbejde, Gud havde til ham. Saaledes kan Guds Aand vejlede: det kender vist alle Guds børn. Blot skal vi vogte os for ikke at lade os naare af vor egen aand. Citatet fra det gamle testamente er efter den græske oversættelse,. V.33 lyder i vor danske oversættelse af Esajas 53 lidt anderledes, men det er dog de samme tanker. "I fornedrelsen blev hans dom taget bort", staar der her; Meningen er den: da han fornedrede sig dybest, nemlig paa korset, blev hans dom taget bort, dvs, fuldbragte han at lide straffedommen for vore synder, saa dommen blev borttaget, som hvilede paa ham, og han selv derved ogsaa borttaget fra trængsel og dom. "Hvem kan fortælle om hans slægt?" maa nærmest forstaas som en anklage mod den slægt, ved hvem hans liv blev borttaget fra jorden. Andre forstaar det saaledes, at den fremtid der fulgte af hans død, ikke er til at beskrive, saa stor og velsignet som den skulde blive ved de mange synderes frelse som følge af Jesu død og bortgang fra dennejord til pladsen ved faderens højre ("efterdi hans liv bliv borttaget fra jorden").

Det var et dejligt sted for Filip at gaa ud fra, og han forkyndte nu Jesus for denne sjæl, der hungrede og tørstede efter retfærdighed. Af sammenhængen kan man se, at Filip ogsaa har forkyndt ham om den daab, Frelseren havde indstiftet til syndernes forladelse og genfødelsen ved den Helligaands gave, ligesom Peter gjorde paa pintsedagen. Daaben stod i sin fulde herlighed for den første menighed som et naaderigt livets vand, som naadelivets begyndelse.

V.37 mangler i de fleste græske haandskrifter og synes at være tilføjet senere af en afskriver, der formodentlig har fundet det betænkeligt, at daaben meddeles saaledes uden al trosbekendelse. Men den første menighed døbte altid, hvor den fandt hjerter med en barnlig villighed. Denne omvendelse til at blive som børn havde Herren jo selv gentagne gange sat som den eneste betingelse for at indgaa i himmeriget (Matth 18.3 og Mark 19.15). Og denne barnlige, længselsfulde villighed fandtes jo saa tydeligt hos hin skatmester. I og for sig er tilføjelsen i V.37 i dette tilfælde ganske ensbetydende med den barnlige villighed overfor Jesus.

Saa fandt daaben sted (V.38). Skatmesteren fik en himmelsk skat i eje, og med det samme var Filip borte. Det fremgaar tydeligt nok af V.39, at han blev ført bort paa en vidunderlig maade. Hvor bliver dog vor Frelsers naade i den hellige daab sat højt i vor bibelbog, ogsaa just ved dette, at Filip blev borttaget lige efter daaben. Skatmesteren havde nu Jesus selv; ogsaa til ham har de tlydt fra Herren: "Min naade er dig nok." "Thi han drog sin vej med glæde." Filip blev funden i Asdod, henved syv mil nord for Gaza, ogsaa en af de gamle Filisterbyer, nu en landsby ved navn Esdud. Der kom han atter til syne. Ogsaa han har vandret sin vej med glæde. Størst er glæden ved selv at finde Jesus, men næststørst er den glæde at maatte føre andre tilham. Og vi hører, at Filip aandede sin glæde ud, idet han prædikede evangeliet lige op til Kæsarea, hvor vi, som før nævnt, siden finder ham bosat (kap 21.8). Kæsarea var blevet prætigt opbygget af Herodes den store og blev siden residens for den romerske landshøvding. Vejen derop gik gennem Ekron, Joppe og Sarons slette. Ogsaa den lykkelige skatmester har visselig ikke beholdt sin nys fundne skat hos sig selv, men er bleven en evangeliets forkynder der, hvor han kom hen. Det vil evigheden vise os; thi skriften fortæller ikke mere om ham. Ja, maatte glæden fylde vore h jerter, som den fyldte hin mand, hvis hudfarve sikkert var mørk, men hvis hjerte nu var toet hvidt i daabens bad, og som glæden fyldte Filips hjerte, saa det maa gælde os, hvad der staar i den lille, skønne sang:

"Jeg rejser med glædens det evige bud,
Hvi aander jeg ikke den glæde ud,
Hver stund jeg i verden maa leve!"

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media