Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Apostlenes gerninger

Læs: Kapitel 9.1-19a.
252. Saulus' omvendelse og daab.

"Han skal dele de stærke som et bytte, fordi han udtømte sin sjæl til døden", saaledes er der profeteret om vor Frelser (Esajas 53.12). Dette opfyldtes, da den himmelfarne Jesus lagde den stærke modstander Saulus ved sine fødder og derved beredte sig et udvalgt redskab til at bringe evangeliet ud i hedhedningefolkene. At Saulus har haft en brod i hjertet før hin stund ved Damaskus, fremgaar af det i Apost Gern 26.14 nævnte Herrens Ord til ham: ("de vil blive dig haardt at stampe mod brodden"). I Rom 7 faar vi et indblik i Paulus's indre liv, ogsaa før han blev omvendt, hans frugteløse kamp mod synden, som just tog anledning af lovens bud til at rejse sig i sin fulde kraft imod dette bud. Men med denne kamp i sit indre gik han dog blandt jøderne som en, der var "ustraffelig efter lovens retfærdighed" (Fil 3.6), og søgte vel ogsaa at indbilde sig selv, at han var paa den rette vej, og at overdøve samvittighedens røst. Derfor forstaar vi, at han rasede saa heftigt imod Herrens disciple (V.1-2). Billedet af Stefanus med det forklarede aasyn og med forbønnen for sine fjender, Jesu menigheds skønne liv og mægtige vidnesbyrd, alt dette var som brodden i hans saarede samvittighed. Billedet med brodden er taget fra lastdyrene, som man drev frem med spidse stokke, og som ved at slaa dog ud kun saarede sig selv des haardere.

At Saulus skulde have en saadan brat omvendelse fra mørke til lys, hang sammen med den gerning, Herren havde bestemt for ham, at bringe evangeliet til de i dødsmørket siddende heddninger. Saulus skulde selv mægtigt erfare, hvad det vil sige at frelses af uforskyldt naade, uden ringeste fortjeneste og værdighed. Derom taler han klart i 1 Tim 1.16: "Derfor blev der vist mig barmhjertighed, for at Jesus Kristus kunde paa mig som den første vise hele sin langmodighed, til aet forbillede paa dem, som skulle tro paa ham til evigt liv."

At Herren kunde frelse ham ad denne vej, laa i, at Herren kendte hjertedybet og saa, at Saulus kun var fangen af djævelen, gjorde dette "uvitterligt i vantro" (1 Tim 1.13).

De ydre omstændigheder ved hans omvendelse berettes os baade her og i kap 22 og 26, ligesom vi ogsaa i Paulus's breve hører enkelte Ord desangaaende. Han var altsaa paa vej til Damaskus med breve til synagogerne. Ogsaa for de udenfor Palæstina boende jøder var Jerusalems ypperstepræst og syndriet den højeste trosøvrighed. I Damaskus, Syriens gamle hovedstad, boede der mange tusinde jøder. Hvornaar evangeliet var kommet derop, ved vi ikke; men formodentlig er det sket, den gang menigheden spredtes efter mordet paa Stefanus (se kap 8.1). Saulus var fuld af stridstanker, men Herren havde fredstanker med ham. Hvor kan dog Herrens stærke haand i et nu forandre hele stillingen! Saulus' omvendelse er for hele menigheden er klart. "Frygt ikke, tro kun!" fra Herren. Det lys fra himlen, der hastigt omskinnede ham, var Frelserens herlighedsglans. At Saulus saa Jesus i det øjeblik, fremgaar af V.27, ligesom Paulus ogsaa selv i 1 Kor 9.1 siger: "Har jeg ikke set Jesus vor Herre?" Men det var kun som et nu, saa laa han, blændet af glansen, paa jorden og hørte Herrens røst. Det to gange gentagne navn hænger sammen med alvorstalen (se Luk 10.41: "Martha, Martha!" go Luk 22.31: "Simon, Simon!") "Hvorfor forfølger du mig?" siger Herren. Hans venners sag er eet med hans sag (Luk 10.16: "Den, som foragter eder, foragter mig"). Dette til overvejelse for alle de helliges modstandere! Saulus er endnu ikke klar over, hvem denne lysskikkelse er, skønt han vel anede det. Han fik det at vide, og med det samme er omvæltningen sket i hans sjæl, som vi hører af spørgsmaalet fra det bævende hjerte: "Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?" Af kap 26.15-18 hører vi, at Herren i samme øjeblik viste ham hans fremtidskald blandt hednngerne. Men iøvrigt fik han kun anvisning paa at gaa ind i staden, saa skulde han faa nærmere at vide. Saaledes er Herrens maade. Han siger go saa ofte kun, hvad der behøves i øjeblikket, og byder iøvrigt at gaa i tro paa, at det fornødne lys skal komme i betimelig tid.

Ordet: "Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?" er til alle tider tegnet paa det sønderknuste hjerte og maa aldrig forsvinde af et Guds barns hjerte. Derfor taler skriften om "troens lydighed" (Rom 1.5), om "lydighed mod Jesus Kristus" (1 Pet 1.2). Egenviljens hengivelse under Herrens vilje er troens blivende grundvæsen.

Kritiken har haft travlt med at finde modsigelse med hensyn til den ydre omstændigheder hin dag ved Damaskus, særlig med hensyn til V.7, hvor der staar, at de, der var med Saulus, "vel hørte røsten, men ingen saa", medens i Kap 22.9 fortælles: "De saa vel lyset - men hørte ikke hans røst, som talede til mig." Det lader sig dog saa let forlige. De saa lysglansen men ikke den skikkelse, fra hvem den kom; de hørt enok lyden af en røst, men opfattede ikke røstens tale.

Saulus' tilstand, som den skildres i V.8-9 er et billede paa, hvad der var foregaaet i hans indre. Det falske lys var slukt for ham, den naturlige kraft var brudt; han, der havde villet lede alle andre, trængte nu selv til at ledes. Om et eneste samlede hele hans sjæl sig i bøn, dette ene: Naade for den største synder, der havde forfulgt sin egen Frelser. Han havde vel tidligere ofte ment sig at bede, men det var farisæerbøn, som ikke var naaet ind i himmelen; men nu lyder det fra det høje: "Se, han beder!" Kun fra de ydmyge steder kan vort raab naa Guds trone.

Fra V.10-16 hører vi om Herrens aabenbarelse for Ananias og Ananias' barnlige maade at lægge sine betænkeligheder frem for Herren paa for at faa dem løste af ham, et skønt vidnesbyrd om et Guds barns fortrolige forhold til Herren. Herrens svar (V.15-16) er vennens, men tillige den store konges svar. Den, der havde villet bringe lidelse og haan over Jesusnavnet, skulde nu tilbringe sit fremtidsliv med at forherlige dette navn og gerne lide for dets skyld.

I V.13 finder vi navnet "dine hellige" brugt om Jesu disciple. Grundtekstens Ord, hagios, betegner en udsondring fra den urne verden til at høre Herren til. Deri bestaar helligheden. I V.14 nebævner Ananias overfor Jesus de hellige: "Dem, der paakalder dit navn". Deraf fremgaar, at ikke blot Faderens, men ogsaa Kristi paakaldelse var almindelig blandt de første kristne.

Saa gik Ananias hen i den gade, Herren havde anvist ham, den saakaldte "lige gade" (en gade af det navn findes endnu i Damaskus) og spurgte i det anviste hus efter Saulus fra Tarsus, og da han kom ind til ham, lagde han straks velsignende hænderne paa ham og tiltalte ham kærligt med brodernavn, idet han tilkendegav sig som sendt fra den samme Jesus, der havde aabenbaret sig for Saul, og forjættede den nedbøjede mand lyset baade for det ydre og det indre øje. Da faldt der som skæl fra Sauls øjne, og han blev seende, og som vi hører i Kap 22.14-16, lod han sig paa Ananias' ord straks døbe og derved "sine synder aftvætte". Saa rfandt hans sjæl fred i troen paa daabens naade, og nu kunde han ogsaa igen tænke paa sit ydre legeme, nu da sjælehungeren var stillet. Saa stod han da, som han selv siger, som en ny skabning; det gamle var forbigangent, alt var blevet nyt (2 Kor 5.17).

Atter her ser vi daabens høje plads i den første menighed. Det var den aabne kilde mod al synd og urenhed (Sak 13.1), som man straks henviste alle efter naaden hungrende sjæle til. Hvor har det hele ikke været underfuldt for Saulus! Men det var ingen drøm, der var dejlig virkelighed. Han var tagen til naade. Og selv om omvendelsen ikke kom saa brat for dig, som den kom for Saulus og er kommen for mange flere, saa kender dog hvert omvendt menneske det underlige store i dette: "før og nu, og maa synge med fryd og hellig undren:

"O, tænk hvilket under! jeg er et Guds barn,
Udfriet fra syndens og djævelens garn;
Ved Jesu forsoning mig naaden blev født,
Til pant og besegling mig Jesus ha døbt!"

Læs: Kapitel 9.19b-31.
253. Saulus i Damaskus og i Jerusalem.

Hvad det var for en mand, der var bleven vunden for Herren viste sig snart; thi Saulus tog straks fat paa at prædike i synagogerne, prædike Kristus som Guds Søn. Kristi Guddommelighed havde han i sandhed erfaret ved den underfulde aabenbaring. Det vakte grænseløs forbavselse, det kan vi forstaa, baade hos venner og fjender (V.19b-21). Og Saulus voksede hurtigt i Aandens kraft og klarhed og tog kampen op med jøderne, og hvem var bedre skikket dertil end han, den fordums forfølger, kendt med alle jødernes indvendinger. Efter grundteksten maa ordet "gendrev" rettere oversættes ved: gjorde forvirret. De kunde ikke staa sig for hans beviser (V.22).

Imellem V.22 og 23 maa vi antage, at det længere ophold i Arabien, som Paulus omtaler i Gal 1.17, maa ligge. I V.19 staar der ogsaa kun, at han blev "nogle dage" hos disciplene i Damaskus, altsaa kun en ganske kort tid. Vi forstaar, at en mand som Saulus efter den bratte overgang fra rasende vantro til brændende tro behøvede en saadan stille tid, tilmed da Herren selv vilde danne ham til sin apostel,. At han var oplært af Kristus selv, hævder Paulus bestemt i Gal 1. "Men da nogle dage var forløbne" betegner saa hans tilbagevenden til Damaskus. Jødernes forbitrelse steg snart saa stærkt, at de af al magt søgte at slaa ham ihjel (V.23-24). Derom fortæller Paulus selv i 2 Kor 11.32-33. Paa den tid (aar 38) stod Damaskus under den arabiske konge Aretas, som havde sat en landshøvding over staden. De fjendske jøder gjorde frivillig vagttjeneste ved portene, men hans disciple hjalp ham ud af byen ved om natten at hejse ham over muren (V.25). Der laa endnu en lang arbejdsdag beredt for Saulus.

Saa vendte Saulus tilbage til Jerusalem, som han ikke havde været i siden hin dag, da han fuld af fjendskab mod Jesu sag drog til Damaskus,. Her mødte der ham en ydmygelse, idet menigheden i Jerusalem ikke tog imod ham med tillid (V.26). Det kan man ikke laste Guds børn for. Der findes jo saa megen løgn og hykleri, at forsigtighed er berettiget. Og det kan for det omvendte menneske være en gavnlig ydmyghedsprøve. Saulus har sikkert ogsaa forstaaet det paa rette maade. Men lige saa vist er det ogsaa, at er det sandhed med et menneskes omvendelse, skal Guds børns tillid nok komme. Saulus fik den ogsaa (V.27-28). At vennerne endnu ikke kendte ham bedre, hang sammen med, at Saulus saa lang en tid havde været borte fra menigheden i Damaskus under sit ophold i den arabiske ørken. Den første, der fik tillid til ham og tog ham ved haanden, var den kære Guds-mand Barnabas, om hvem vi hørte i slutningen af Kap 4. Han blev ogsaa for Saulus, hvad hans navn kan betyde: en trøstens søn, og førte hamtil apostlene (V27). I Gal 1 fortæller Paulus selv derom, men siger, at han den gang af apostlene kun saa Peter, hos hvem han var "i femten dage"; dog nævner Paulus ogsaa Jakob, Herrens broder, der ganske vist ikke ligefrem var apostel, men dog stod apostelkredsen saa nær. Derfor taler Lukas om "apostlene".

I fuld fortrolighed med Herrens venner begyndte Saulus nu frimodig at lære i den Herres Jesu navn (V.28-29), og nu gik det ham, ganske som det i begyndelsen var gaaet Stefanus. De græskfødte jøder (hellenisterne) rejste sig imod Saulus og vilde have slaaet ham ihjel; men "brødrene" fik ham i tide over Kæsarea sendt af sted til hans fødeby Tarsus (V.30), hvor han sikkert ogsaa har været et vidne. Af Gal 1.21 synes det at fremgaa, at han har gjort rejsen til Tarsus (i Kilikien) over land gennem Syrien. Han fortæller ogsaa der (Gal 1.22-24), at de øvrige menigheder i Judæa ikke kendte ham personlig (opholdet i Jerusalem var jo blevet saa kort), "kun havde de hørt: den, som før forfulgte os, forkynder nu evangeliet om den tro, som han forhen vilde u drydde; og de priste Gud for mig," skriver han. Lykkelig hver den, der faar lovsangsharpen til at klinge i Guds menighed.

I V.31 faar vi et skønt indblk i tilstanden i den tid i menighederne. Der siges tre dejlige ting om dem: 1 ) De "havde fred", dvs, den voldsomme ydre forfølgelse var standset for en tid. Saaledes var stillingen udadtil. 2) De vandrede i Herrens frygt. Saaledes var det indadtil. De fleste haandskrifter har tillige: "de opbyggedes"; det er den indre skønne vækst og velsignelse. Og endenlig: 3) De voksede ogsaa i tal "ved den Helligaands formaning", dvs. Guds Aand arbejdede som Talsmanden i hjerterne.

Menighedens værste fjender var ramte af Guds dom. Ypperstepræsten Kajfas var bleven afsat i aaret 36, samme aar som Pilatus blev afsat og forvist til Gallien (Frankrig), hvor han skal have taget sig selv af dage. Herodes Antipas blev ogsaa kort efter forvist til Gallien. Disse aar, som saaledes var blevne til velsignelse for Guds lille menighed, blev dommens aar for Guds riges modstandere i de højere kredse. "Er Gud for os, hvem kan da være imod os?"

Gud er med os, og hans sag skal fremgang faa;
Gud er med os! I hans kamp vi sejre maa.


Læs: Kapitel 9.32-43.
254. Æneas i Lydda og Tabitha i Joppe hjælpes ved Peters haand.

I dette lille afsnit fortælles os to dejlige begivenheder fra hine dage. Peter var ude i landet paa missionsrejse og "kom ogsaa til de hellige, som boede i Lydda" (V.32). Navnet "de hellige" hører vi nu ofte brugt (se ogsaa V.13). I dette kapitel finder vi dette navn brugt tre gange, navnet "disciplene" ogsaa tre gange, fremdeles navnet "brødrene" (V.39) og "de, som paakalder Herrens navn" (V.14). "Kært barn har mange navne", siger det gamle ordsprog; ogsaa Guds børn har i skriften mange dejlige navne, der betegner de forskellige sider af naadelivet.

V.33-34 hører vi nu om den værkbrudre Æneas helbredelse. Lydda, hvor han boede, var enlille by ikke langt fra middelbavet. I det gamle testamente kaldes den "Lod" (Esra 2.33); nu er det landsbyen "Ludd". - Joppe (.36) er den nuværende by Jaffa ved middelhavet, nær Sarons slette. - Navnet Æneas er græsk; maaske han har været en græskfødt jøde, en hellenist.

Peters Ord til den syde: "Jesus Kristus helbreder dig!" giver Frelseren hele æren. Tilføjelsen: "staa op og red selv under dig," viser den fuldkomne sikkerhed i Peters troshandling, der tydeligt nok er udført efter et bestemt vink af Herren. I V.35 hører vi saa om den velsignede virkning af dette under. Naar der staar: "De omvendte sig til Herren," hvorved forstaas Jesus Kristus, var det jo det, jøderne trængte til. De havde kundskab om den sande Gud, men manglede troen paa Jesus. Der blev altsaa enalmindelig omvendelse til Kristi tro i den jødiske befolkning paa de egne. Om hedningerne siges der, at de omvendte sig til Gud (Apost Gern 15.19), fordi de endog manglede den sande Guds-kundskab.

Fra V.36-43 hører vi om den underfulde gerning med Tabitha, et aramaisk ord, der betyder det samme som Dorkas paa græsk og Gazelle (et slags raadyr) paa vort sprog. Det brugtes som kvindenavn, fordi Gazellen udmærker sig ved ynde. Hun var i særlig græd de fattiges hjælper. Hendes tro var i høj grad virksom ved kærlighed (Gal 5.6). Saa døde hun, blev tvættet, som skik var i jødeland, formodentlig de ydre billede paa den renhed, den døde maatte have for at bestaa for Gud, og liget blev lagt op paa salen, det eneste rum i huset. Det var forberedelser til begravelsen; men da Peter var saa nær, vilde de ikke jorde hende, før han var kommen. Om de havde tænkt sig muligheden af, at Peter kunde opvække hende, det ved vi ikke; men at Herren kunde gøre det, det vidste de fra hans køds dage. Muligvis det har været trøsten fra Peters mund, de har længtes efter.

Der er et gammelt persisk tankesprog, der siger: "Da du engang hilsede denne verdens lys, græd du, men dine kære glædede sig,; lev saaledes, at du glæder dig, naar dit øje lukker sig, men at menneskene græder." Ved Dorkas' lig var der megen graad. Hun synes enten at have været ugift eller enke, idet der ikke nævnes nogen af hendes paarørende. Men de fattige enker stod der med graad. Dorkas havde ikek blot givet dem penge, men selv arbejdet for at glæde dem (V.39).

Da Peter kom derover og saa den sorg, gav Guds Aand ham en stor tanke, og den blev til en inderlig bøn i enrum med liget for den levende Guds aasyn. Peter havde været til stede, da hans store Mester opvakte Jairus' datter, ja vel ogsaa i Nain og ved Lazarus' grav, og hans Herre havde da han sendte dem ud, sagt ogsaa dette: "Opvækker de døde" (Matth 10.8). Saa vidste han ogsaa, at Herrens profet Elisa i gamle dage havde faaet naade til at opvække den sunamitiske kvindes søn (V.40-41), Tabitha blev levende igen, og derved førtes atter mange til troen paa Herren, saa Peter fik en længere tids gerning der (V.42-43). Det bemærkes, at han boede hos en garver. Garverhaandværket agtedes for urent hos jøderne, fordi de havde med døde dyr at gøre. Garverne plejede at bo i en afsides kant af byerne (se Kap 10.6): Garveren Simons hus laa nede ved havet). Naar Peter har boet der, har denne garver Simon, hans navne, sikkert været en af de kæreste venner, og Peter satte sig ud over alle de ydre skranker. Hans store Mester havde jo boet hos en tolder (Zakæus i Jeriko). Snart skulde Peter i langt videre omfang lære "ikke at holde for urent, hvad Gud har renset" (se kap 10.15).

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media