Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Læs: Kapitel 10, 1-13.
314. Jøderne havde vel en Nidkærhed for Gud, men en Nidkærhed, der var blind og genstridig overfor den Retfærdighedsvej, Gud har beredt i Kristus, Troens Retfærdighed.

Paulus havde i det foregaaende talt rent ud om Jødernes Vantro, hvorledes de stødte an mod den Kristus, hvem det profetiske Ord har anvist den Stilling og Betydning, at ingen, der grundede sin Tro paa ham, skulde blive til Skkamsme men, at enhver, der forargedes over ham, gik til Grunde. Han begynder nu her med en Tiltale til Brødrene for ret at gøre det klart for dem, at hvad han havde sagt om Israel ikke var af Mangel paa hjertelig Følelse for dette sit Folk - tvertimod; hans Hjerte brændte i Bøn til Gud for Folkets Frelse (V.1). Thi det maatte lades dette Folk, at det havde » Nidkærhed for Gud« i Modsætning til Hedningerne; men det var en blind Iver, der gik i et falsk Spor (V. 2-8). En saadan Nidkærhed havde jo Apostelen selv været fyldt med’ medens han forfulgte Guds Menighed. Men ved at fare frem i dette falske Spor blev de i Virkeligheden imod Gud, idet de ikke vilde underordne sig "Guds Retfærdighed", d. v. s. Guds Vej til at retfærdiggøre Syndere, ikke vilde forstaa, at nu med Kristus havde Loven naaet sit Endemaal, og at nu Retfærdigheden frembydes som Gave til "hver den, som tror" (V.4).

Naar der staar: »Kristus er Lovens Ende,« maa vi gøre opmærksom paa, at det græske Ord for "Ende" (telos) kan have forskellige Betydningen Det kan betyde "Ende", som her staar, Afslutning, og der siges da, at ved Kristi Forsonings død er den gamle Pagts Husholdning endt, og den nye Naadens Husholdning oprettet, i hvilken Vejen til at naa Retfærdighed er klarlig aabenbaret som Troens Vej. Men det græske Ord kan ogsaa betyde "Endemaal", og der vises da hen til Loven som Tugtemesteren til Kritsus som den, der havde ham til sit Maal. Endelig kan Ordet ogsaa betyde "Fuldendelse", Fuldkommelse, i Tilknytning til Matth. 5.17, hvor Herren siger, at han ikke er kommen "for at opløse, men fuldkomme Loven". Kristus har "ogsaa opfyldt Lovens fulde Krav" "til Retfærdighed for hver den, som tror," og dermed gjort Ende paa Lovens Regimente.

Fra V. 5-13 udvikler Apostelen den dybe Modsætning mellem Retfærdigheden af Lov og den af Tro. Vil man have Retfærdighed ud af Loven, da maa man, som der staar skrevet i 3.Moseb.18,5, fuldt ud opfylde alle Lovens Bud (V.5; læg Mærke til Apostelens Udtryk: »Moses skriver« - atter et Vidnesbyrd mod den moderne Kritiks Forsøg paa at fraskrive Moses Forfatterskabet). Men der er ingen Synder, der opfylder alle Budene, saa hvert Forsøg paa at gøre sig retfærdig ad den Vej maa standse, saaledes som det selvretfærdige Israel strandede. Den "Retfærdighed derimod, som nu i Kristus frembydes som Frelsens Vej, betinges ene og alene af Hjertets Tro paa det apostoliske Evangelium, en Tro, der viser sin Sandhed i Mundens Bekendelse.

Paulus beskriver denne Tros-Retfærdighed (V. 6-8) med Ord, hentede fra 5. Moseb.30,12-14 (Mose Afskedstale). Paulus anfører det ikke som Citat, men anvender det saaledes, som det maa ses i den nye Pagts Lys. Meningen er den, at i Troens Retfærdighed behøver Mennesket ikke raadvild at spejde omkring, som var det ham selv, der skulde tilvejebringe Retfærdigheden ved enten at hente Kristus ned fra Himlen eller op fra Afgrunden (Dødsrigets Dyb), som om vi skulde virke hans Opstandelse. Nej, alt dette er givet os i Ord et, det Ord, der er lagt Herrens troende i Hjerte og Mund ved Guds Aand. Dette Ord kaldes her "Troens Ord", d. v. s. Ordet om Troen, som Apostelen prædikede det. Nu gælder det blot om i enfoldig Tro at holde sig til Evangeliet om den til Jordens lave Egne, ja til Korsets Død nedstegne og fra de døde genoprejste Frelser. Da frelses man (V. 9-10), saa vist som Skriften allerede i den gamle Pagt (se det i Kap. 9, 33 nævnte Ord fra Es.28,16) har sagt: »Hver den, som tror paa ham, skal ikke beskæmmes.« Ja, "hver den", og det "uden Forskel paa Jøde eller Græker"; thi den samme Kristus er "alles Herre, rig nok for alle dem, som paakalder ham." Dette stadfæstes ved endnu et Ord fra den gamle Pagt, nemlig fra Joel 3, 5, i Grundteksten: "Hver, som paakalder Herrens Navn, skal undkomme," d.v.s. frelses."

Vi skal lægge Mærke til den stærke Vægt, der i V. 9-10 1ægges paa Mundens Bekendelsse som uadskillelig fra Hjertets Tro paa den opstandne Frelser (Opstandelsen nævnes som det store Segl paa, at han i Sandhed er Herren, der har skaffet os Retfærdighed som Trosindholdets Midtpunkt).

Mundens Bekendelse er altsaa af afgørende Betydning; det var den dengang, og det er den nu. I V. 9 stilles Mundens Bekendelse først, i V. 10 Hjertets Tro først og Bekendelsen sidst for at vise den uadskillelige Forbindelse mellem Mund og Hjerte Bekendselsen med Munden alene frelser ikke (se Matth. 7, 21: "Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! ..."), men paa den anden Side mistes denved Troen vundne Retfærdighed igen saa man ikke naar til den evige »Frelse«, "dersom Troen ikke har Livskraft nok til at virke Bekendselse med Munden. Med andre Ord: det er den levende Tro, Apostelen her har for Øje, ikke den døde. Troen er en Hjertesag, ikke en Kundskabssag (man tror ikke med Hovedet, se Matth.11,25; Troen er for "de umyndige«).

Hvor er det ikke et stort Ord, dette (V.12), at "Herren er rig nok for alle dem, som paakalder ham.« Hans Forraad udtømmes aldrig. Just med al vor egen Fattigdom og Uværdighed for Øje gør det saa godt at sænke sig ned i denne Forjættelse. Ogsaa den fattigste af hans smaa finder her en aaben Dør. Blot vi paakalder ham i en ærlig Tro, hvor Mund og hjerte følges ad, saa forvandles vor Fattigdom til Salighed ved hsans Rigdom.

Thi frydes ved Pagten
Nu Hjerte og Mund
Og mødes i Takten
Af Sang allen Stund
Om Evighedslivet,
Som Gud os har givet,
Og Ordet, vor Saligheds Grund.


Læs: Kapitel 10, 14—21.
315. Israel er uden Undskyldning.

Apostelen begynder med nogle Spørgsmaal idet han i Tanken ligesom undersøger, om Israel skulde have nogen Undskyldning for ikke at have paakaldt den i Evangeliet forkyndte Kristus som sin Frelser. Fra V.14-17 gennemløber han i Spørgsmaalsform de Betingelser, der maa være til Stede, for at man kan paakalde Herren. Det kan man kun gøre som troende Menneske, og troende kan man kun blive ved at høre om denne Jesus, hvilket atter forudsætter, at der er nogen, som prædiker Guds Ord for en ; men al Prædikevirksomhed forudsætter en Udsendelse (Mission betyder Udsensdelse), en Beskikkelse fra Herrens Side. Thi det er jo ikke egen Visdom, der skal forkyndes, men Budskabet fra Menighedens Herre, det gode Budskab, srzm gør Fredens Sendebud saa liflige. Paulus henviser her til Ordet fra Es. 52, 7, et Forjættelsens Ord om de Sendebud, der skulde forkynde Frelse fra det babyloniske Fangenskab, hvilke Sendebud han med Rette ser som Forbilleder for Evangeliets Sendebud med Budskabet om Frelse fra Syndens Fangenskab

Det er Evangeliets Liflighed, Paulus her peger hen paa. Men han glemmer ikke at tilføje, at det herlige Evangelium dog langt fra er en Herlighed for alle Mennsesker, som allerede Profeten Esajas havde udtalt det i Kap.53,1: "Hvem troede det, han hørte af os?" Det kan ogsaa oversættes: "det, vi har hørt," som der egentlig staar hos Esajas; Meningen bliver den samme, thi det, Herrens Sendebud har hørt af ham, er jo det, andre hører af dem. Paa samme Maade kan i V.17 "at man hører" (som der stod i den ældre Oversættelse) ogsaa, som i vor nuværende danske Oversættelse, oversættes ved: "altsaa kommer Troen af det, som høres, men det, som høres, kommer igennem Kristi Ord" ,(de fleste ældre Haandskrifter læser nemlig: "Kristi Ord", de yngre "Guds Ord, hvilket jo ingen Forskjel gør).

Efter denne Udvikling om Ordets Hørelse som Betingelsen for at kunne tro anvender Paulus nu dette paa Jøderne og spørger (V.18): "Har de ikke hørt?" Han besvarer det først med et Ord, hentet fra Sl. 19, 5, hvor der egentlig er Tale om Guds Aabenbaring i Naturen, om Himlene, der forkynder hans Ære. Dette Ord anvender han paa Evangeliets Forkyndelse, Straalerne fra Ordets Naadesol, Straaler klarere end de, der lyser fra Sol og Stjerner. Evangeliet var dengang allerede trængt ud viden om Land (V.18)·

I V.19-20 fremfører han en ny Tanke, om Israels Vantro skulde kunne undskyldes derved, at Israel ikke vidste dette, at Evangeliet saaledes skulde udgaa over al Jorden til alle Folk, altsaa ogsaa til Hedningerne? Dette, at Evangelier ogsaa bragtes Hedningerne som saadanne, vakte jo altid de vantro Jøders dybe Forargelse.

Men heller ikke der var nogen Undskyldning at finde. Thi det profetiske Ord havde lige fra Moses af forud forkyndt Hedningernes Antagelse. Paulus fremfører Moses som et første Vidne i denne Sag udfra Ordet i 5. Moseb. 32,21, hvor Herren truer de afgudiske Israeliter med, at fordi de opirrede ham ved deres Afguder, vilde han lægge sin Velsignelse over paa Hedningerne, et "Ikke-Folk" (dette Navn bruges om Hedningerne fordi de stod udenfor Guds Folk), hvorved det vantro Israel selv skulde ovirres. Dernæst nævner Paulus endnu et Ord af Profeten Esajas 65,1-2, der ogsaa sigter til Hedningernes Antagelse. Han siger: Esajas "drister sig til" at forkynde denne Profeti, just fordi der hørte Mod til at forkynde den for et Folk, der saa skinsygt og kødeligt pakkede paa sine Fortrin og sin særlige Stilling. Men sammesteds hos Esajas (Kap.65, 2) var ogsaa Anledningen til, at Gud vilde lade sig finde af Hedningerne, af dem, der ikke ledte efter ham, klart nok udtalt. At Hedningerne nu blev Herrens Folk, medens Israel forkastedes havde sin Grund i Israels haardnakkede Vantro. Ogsaa dette havde Skriften advarendse forudsagt i det alvorsfulde Ord, talt ved Profeten men af Herren: "Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder imod et ulydigt og genstridigt Folk" (hos Esajas staar der: "til et genstridigt Folk, som vandrer ad en Vej, der ikke er god, og efter deres egne Tanker".

Saaledes blev der da ikke mindste Undskyldning for alle de mange Israels Børn, som faldt under Guds Forhærdelses og Forkastelses Dom.

Og som det blev for det vantro Israel, saaledes vil det blive for hver eneste Sjæl. Paa den sidste store Dag vil ikke een af de fortabte kan finde en eneste Undskyldning at møde med. I dette Ords Lys skal hint andet Ord fra Rom. 9, 18 ses: "Saa forbarmer han sig over den, som han vil, men forhærder den, som han vil". Gud vil ikke forhærde andre end dem, som forhærde sig selv ; og Gud vilforbarme sig over alle dem, der vil tage imod hans udrakte Haand. Guds absolute Ret til at handle, som han vil, uden at Mennesker har Gnist af Krav paa ham, den staar urokket fast ; men lige saa fast staar det, at Gud i sin Barmhjertighed ikke vil nogen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve (Ez.18, 23).

Brug Lys og Dag, o Sjæl, mens Sol er oppe,
Og vogt dig for modvilligt at tilstoppe
Det Kildevæld, som i din Ørk bred frem;
Foragtet Naade strengelig sig hævner,
Kom det ihu, hver Gang din Tunge nævner
Jerusalem!

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media