En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Ud fra de i foregaaende Kapitel udstaslte Formaninger med Hensyn til Guds Børns rette Stilling baade i Samfundet og overfor de enkelte, ja ogsaa overfor Fjenderne gaar Apostelsen nu over til at behandle det borgerlige Livs Omraade og indskærper nøje Forholdet overfor Øvrigheden. At Apostelen her i Romerbrevet saa udførligt gaar ind paa dette, har sin Forklaring i de særegne Vilkaar, hvorunder den romerske Menighed levede. Den var jo stillet umiddelbart under Datidens øverste Øvrigheds Øjne. Enhver Forseelse vilde let kunne mistænkeliggøre de Kristne ikke blot i Rom, men i hele det romerske Rige; thi de stedlige Øvrighedspersoner vilde alle Vegne i Riget i væsentlig Grad lade sig bestemme i deres Holdning overfor den nye Tro ved den Stilling, som Hovedstadens Myndighed indtog til dens Bekendere.

Til dette særegne Ansvar kom endnu den Omstændighed, at Romermenigheden daglig havde for Øje de saa uværdige romerske Herskere som Kejser Klaudius og Kejser Neo, hvis Liv var i endnu højere Grad foragteligt end deres Regering jammerlig. Det kunde let forvirre de helliges Begreber om Øvrigheden.

Paulus begynder med at fremsætte som en Overskrift: "Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder". Paulus indlader sig ikke paa Spørgsmaalet om, hvorvidt den nærværende Øvrighed retmæssig er i Besiddelse af Magten. En Kristen skal efter dette hans Ord bøje sig for den bestaaende Øvrighed, selv om den er tyrannisk og maaske kun kortvarig. Det staar fast, hvad han føjer til som Begrundelse: "Der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som er, er indsatte af Gud." Gud har ordnet det jordiske Menneskeliv saaledes, at der skal være en Øvrighed, og en Kristen tager ogsaa dette ud af Guds Haand, om end han til Tider maa sige som Job: "Skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde? (Job 2,10).

Heller ikke dvæler Paulus her ved, hvad han vel vidste og viste i hele sit Liv, at det er en Kristens Pligt at lyde Gud mere end Mennesker, dersom Øvrigheden befaler noget, der strider mod Guds Vilje. Her fastslaar han blot dette som Synspunktet i Almindelighed, at Oprør imod Øvrigheden er Oprør imod Guds Anordning og medfører Dom (V.2-4). Øvrigheden er Guds Tjener, siger han. Gud har lagt Sværdet i dens Haand, hvorved Øvrighedens Magt til ogsaa at dømme Livsstraf er fastslaaset.

Men Paulus indskærper, at Underdanigheden ikke alene skulde være af Frygt for Straf, men, just fordi Øvrigheden er Guds Anordning, ogsaa for Samvittighedens Skyld overfor Gud (V. 5). Dette begrunder han ved at henvise til, at enhver jo føler sig forpligtet i sin Samvittighed til at betale Uden af Øvrigheden krævede Skat, og saaledes er det ret, fortsætter han. En Kristen skal betale hver sit, enten det nu er Skat og Told eller den skyldige Frygt og Ære der bør ydes (V. 6-7).

Fra V. 8 til 10 sammenfatter han alle de i det foregaaende fra Kap. 12,3-13,7 givne Formaninger i Kærlighedsbudet. Han begynder med at pege paa, at der dog er en Gæld, man aldrig kan blive færdig med at betale, nemlig Kærlighedens gæld, hvis Krav bestandig vender tilbage fra Dag til Dag, idet Kærligheden jo er Lovens Hovedsum. Et Liv i Kærlighed til Næsten bliver det samme som en Opfyldelse as Lovens Bud; thi Kærligheden vil ikke gøre Næsten noget ondt, hverken besmitte eller ihjelslaa eller bestjæle eller misunde sin Næste, ej heller lyve paa sin Næste (V. 8-9). "Derfor er Kærligheden Lovens Fylde", siger Paulus, hvormed der efter Sammenhængen maa forstaas Lovens Opfyldelse, skønt ogsaa den Forstaaelse: Lovens "fulde Indhold", rammer en sand og skøn Tanke. Kærligheden møder Lovsens "d-u skal" med sit "jeg vil". Saaledes vil Gud have sin Lov skreven inden i vore Hjerter.

Kærlighed er Lovens Fylde
Og Fuldkommenhedens Baand,
Den er, hvad vor Gud vi skylde,
Den er Frugten af hans Aand.

De foregaaende Formaninger underbygges i denne sidste del af det trettende Kapitel ved en kraftig Henpegen paa Tiden. Den mægtige Stund kommer jo stadig nærmere, da Herren kommer igen med den evige fuldendte Frelse. Det er ejendommeligt at lægge Mærke til de Udtryk. Aposstelen bruger om de Forhold, hvorunder Guds Rige befinder sig før Herrens Genkomst. Han ligner Guds Riges nuværende Standpunkt ved "Natten", om end ved Morgendæmringens Tider ; den fulde klare Dag ser han først komme med Kristi Genkomst; han ser ogsaa Guds Børns Tilstand som endnu bunden af Søvn, endnu stærkt hæmmet af Syndens sløvende Magt. Visselig er et troende Menneske frelst allerede nu, men dog forstaar Paulus her ved "vor Frelse" den fulde Udfrielse og Forløsning, der "finder Sted, naar Herren kommer igen".

Hvilket straalende Lys falder der ikke just ved denne Sammenligning over den Herlighed, der vil oprinde for Guds Folk, naar Herren kommer igen! Altsaa selv vore skønneste Tider i den nærværende Tid er dog kun at regne som Søvn og Nat i Sammenligning med den Herlighed, der skal aabenbares ved Kristi Genkomst.

Men paa den anden Side skal denne herlige Solopgangs Nærhed stadig virke saaledes vækkende paa Guds Folk, at vi, alt som Tiden rykker frem, med større og større Kraft skal ryste al Søvnighed af os, "aflægge Mørkets Gerninger", alt, hvad der hører Syndens og Kødets Væsen til, og "iføre os Lysets Vaaben", de Vaaben, der hører Kristi Lys til, først og fremmest da Ordet og hvad andet der hører til en Kristens Rustning (se Efeserbrevets 6. Kapitel).

I V.13 peger Paulus paa noget af alt Mørkets Væsen, Fraadseri, Drukkenskab, Uterlighed, Kiv og Avind, alt saadant sømmer sig ikke for Dagens Børn.

Og Lysets Vaaben samler han om dette ene, den Herre Jesus Kristus selv (V. l4). Et Guds Barn har ved Daaben og ved Troen iført sig den Herre Jesus (se Galaterdrevet 3, 27: "I, saa mange som er døbte til Kristus, har iført eder Kristus". Men dog lyder det nu her: Ifører den Herre Jesus Kristus, nemlig i Livet, saaledes at Daabens og Troens Iførelse af Kristus gsennemføres til det inderlige Livssamfund med ham i hele Livets Færd. Paa samme Maade siger Ordet, at de hellige har aflagt det gamle Menneske (Kol. 3, 9) nemlig ved Omvendelsen, ved Forsagelsens Brud med Kødet, medens dog samtidig dermed de samme Guds Børn ogsaa formanes til at aflægge det gamle Menneskes Væsen (Kol.3,8 og Ef.4, 22). Dette sidste sigter til Forsagelsens Gennemførelse i det daglige Liv.

Hvilken dyb Alvor i det Ord, hvormed Kapitlet slutter: "Og drager ikke Omsorg for Kødet, saa Begæringer vækkes." Ved Kødet tænkes her paa vor legemlige Natur. Der er en Omsorg for det legemlige Liv, som er rigtig og god, da Legemet er os betroet som det jordiske Klædebon og skal tjene som Aandens Redskab. Men paa den anden Side skal Legemet alligevel, som Apostelen siger i 1. Kor. 9, 27, "spæges" og holdes i Trældom. De syndige Drifter, der stadig søger deres Tumleplads i Kød og Blod, maa holdes alvorligt i Ave, ellers vaagner Begærligheden. Hvert Guds Barn har denne Paamindelse haardt behov. Kæler vi for vork Kød, da lønner det os ilde, da ·brænder de onde Lyster frem og tærer paa Troens Alvor. Men jo mere Hjertet vokser sammen med Jesus, saa vi bliver som eet med ham, des mindre Rum bliver der for Kødets Begæringer. Disse to sidste Vers i Romerbrevets 13. Kap. hjalp den store Kirkefader Augustin til helt at overgive sig til Herren. Da han i stor Bevægelse gik nede i Haven, hørte han ligesom en "Barnerøst"sige: "Tag og læs." Da han tog Testamentet, faldt hans Øje lige paa disse Ord, og de ramte i den Grad den Tilstand, han just befandt sig i, at han følte sig staaende foran den levende Guds Øje. Da brast Mørkets Lænker, og hans Valg var truffet for evigt.

Læg Mærke til den store Plads, Ordet atter her anviser Haabet om Herrens Genkomst i Henseende til Guds Børns Helliggørelsesliv. Paulus forventede Herren med inderlig Længsel. Hvert Aar, der gik, var for ham et Skridt nærmere den Stund, da det fulde Dagslys skulde bryde igennem, det Lys, der med Kristi første Komme vel var begyndt at skinne paa Jord, men dog endnu kun kæmper sig møjsommeligt frem under stadig Modstand fra Mørkets Natteskygger

Tog Paulus fejl i saaledes at minde de hellige om, at Natten var fremrykket og Dagen kommen nær? Nej, Herren har jo selv befalet sine Venner at vente ham, som Tjeneren venter sin Herre fra Bryllup. Og Herren har selv sagt: "Jeg kommer snart" (Joh. Aab. 22, 20). Saaledes som Paulus levede og aandede i Forventning om Kristi Herligheds snarlige Aabenbarelse, saaledes skal hvert Gnds Barn leve, og det vil kendes som en mægtig Kraft til at staa kødelig Vellyst imod, til at aflægge Mørkets Gerninger. Ja, lad os vandre, som om den lyse Dag allerede var over os, vandre saaledes, at hin Dag ikke skal finde os uforberedte, men rede og vaagne, med Lænderne ombundne og Lyset brændende (Luk. 12, 35).

Hastig du komme kan og brat
I hver en Time ved Dag og Nat.
Lad brænde mit Hjertes Lampe bered
I Tro, i Haab og i Kærlighed.