Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Læs: Kapitel 2, 1-16.
290. Ogsaa Jøderne er under Guds Vrede, da Gud dømmer uden Persons Anseelse.

I dette Kapitel kommer vi nu til det andet Afsnit i Paulus' Eftervisning af Menneskeslægtens dybe Fald, idet han ganske stille fra Talen om Hedninger gaar over til at skildre Jødernes Tilstand. Først i det 17. Vers nævner hsan udtrykkelig Jøderne som dem, han sigter til. Dette første Afsnit (V.1-16) henvender sig ganske vist til Mennesker i Almindelighed; men det er dog tydeligt. at Paulus særlig har Jøderne for Øje. Hovedtanken i dette Afsnit er, at den, der dømmer andre, men selv gør det samme, som han dømmer andre for, derved dømmer sig selv (V.1--2) og ikke maa mene at kunne undfly Guds Dom, selv om den tøver (V. 8-5). Den kommer dog, thi Guds Dom er efter Sandhed og uden Persons Anseelse og retter sig efter den Stilling, Mennesker har taget overfor Gud med deres (fra Hjertet udspringende) Gerninger (V. 6-10). I saa Henseende er alle baade Jøder og Hedninger lige. De har nemlig alle en Lov; Jøderne har Moselove, Hedningerne den naturlige Lov i deres Samvittighed. Men det er ikke nok at have en Lov, til Retfærdighed kræves at holde denne Lov (V. 11-16).

Kapitlet begynder med et "derfor" (V.1), der henviser til Slutningen af det foregaaende Kap., nemlig V.28-32, hvor Talen var om, at Hedningerne, endskønt de nok havde et Kendskab til Guds retfærdige Dom, dog forhærdede sig imod dette Kendskab· - Derfor, fordi det at kende Guds Dom ikke frier fra Vrede, derfor er der ingen Undskyldning i endog at have en klar Dømmekraft med Hensyn til, hvad der er Synd, og hvad der er Ret, naar man dog selv gør det samme, maaske ikke paa den grove Maade, maaske under en pænere Skal, men med den indre Kærne lige saa fordærvet. Det er det jødiske Farisæerstade, Paulus her begynder at sigte efter, ligesom Frelseren selv revsede det saa alvorligt. Iblandt de døbte møder vi jo den samme Forskel mellem de uskikkelige og de skikkelige uomvendte Mennesker. Disse sidste kan jo haardt dømme de første, men de er dog i Hjertegrunden ligesaa oprørske mod Herrens Vilje og derfor ogsaa hjemfaldne til hans Dom, der dømmer efter Sandhed (V. 2).

Fra V.3-5 imødegaar Paulus den Indvending, det naturlige Hjerte ofte fremkommer med: Gud har altid været med os og hjulpen os. Deraf slutter mange, at de da ikke er under Guds Dom, og vil ikke forstaa, at alle Guds Velgerninger just havde til Formaal at lede Hjertet til Omvendelse: Hvor kan Herren ikke udøse Velgerninger over, bære taalmodig over med og langmodig holde Straffen tilbage over uomvsendte Sjæle! Og saa misbruger disse al denne Guds Godhed til deraf at danne sig et Skalkeskjul, hvorved de bedrager sig selv. Overfor Guds Godhed viser de Haardhed, vil ikke omvende sig og ophober derved en sørgelig Rigdom (det græske Ord betegnet-: »samle sig en Skat«) af Vrede over sig, der visselig engang skal aabenbares. Hvor havde Jøderne ikke modtaget usigelig mange Belgerningerl. Men Vredens Dag nærmede sig ogsaa med Jerusalems Ødelæggelse.

At dette gælder hvert Menneske, viser Paulus nu i V.6-10. Jøderne stod øverst med deres Ansvar, fordi de havde modtaget størst Naade, men iøvrigt var de under samme Dom som Grækerne (se V.9-10), den almindelige Dom over hvert Folk og hvert Menneske eftersom man stiller sig til Sandheden. Derom vidner Apostelen i to Sætningsled, V. 7-8 og 9-10. V. 7-8 oplyser, hvad der skal forstaas ved det i V. 9-10 omtalte: "at gøre det onde" og "at gøre det gode." Her er ikke Tale om, at nogen kan gøre sig selv retfærdig og salig, men om det Sindelag, der maa være i et Menneske, om Gud skal kunne føre det frem til Livet. Det minder ganske om vor Frelsers Ord ·i Joh.3,20-21 om dem, der hader Lyset, og dem, der kommer til Lyset; ligeledes om Herrens Ord i Joh. 18, 37: "Hver den, som er af Sandhed, hører min Røst." Forskellen mellem Menneskene bestaar ikke, som Paulus her viser det, i, at de ikke alle er skyldige for Gud, men den viser sig i, at nogle higer op mod Lyset, mod Sandheden, medens andre staar Sandheden imod, naar den møder dem. Derefter retter hans Dom sig, som ser paa Hjertet. Et Eksempel fra Hedningeverdenen paa saadanne Hjerter, der higede mod Sandheden, skønt de endnu stod udenfor den, har vi i Skatmesteren fra Æthiopien og Hovedsmanden Kornelius (Ap. Gern. 8 og 10).

Grundtekstens Ord for »genstridige« (V. 8) betegner egentlig Lysten til at gøre sit eget kødelige Jeg, sit Selv, gældende; det oversættes maaske bedst ved "selvsyge", det Sind, der ikke ser paa Sandheden men stadig kun paa sin egen kødselige Fordel.

Hvor er det alvorsfuldt, Ordet om, at Trængsel og Angst skal følge det Sind, der vender sig bort fra Lyset. Det er ikke godt at blive under Guds Vrede. Gud være takket, at der ved Jesus Kristus er en Udvej fra Vreden.

Det foregaaende begrundet Paulus nu nærmere (V. 11-16) ved at vise hen til, at der »ikke er Persons Anseelse hos Gud« (V.11); deri ligger, at fordi Jøderne havde faaet Loven betroet, maatte de ikke mene, som saa mange as dem desværre stadig mente, at de blot derved var Gud velbehagelige. Gud er ikke partisk. Dette udvikler Paulus nu (V.12-15) ved at vise, at for Gud er en Synder en Synder, saa hverken Mangelen af Loven eller Besiddelsen as den gør Synden straffri (V. 12): men at gøre Loven er den eneste Vej til Retfærdighed saa længe man staar udenfor Naaden. Naar Jøderne pukkede paa at de dog havde loven og hørte dens ordydre Ord, (med det ydre øre), da hjalp det dem ikke; thi ogsaa Hedningerne havde jo paa en Maade en Lov. Ved den Bevidsthed, som af Gud er lagt i Menneskenaturen om Ret og Uret, havde de ligesom en Lov i sig selv, ganske vist ikke i den Klarhed som Jøderne, men deres Samvittighed vidnede dog med dem, at der var en Grundlov for Ret og Uret, og hele den Kamp, der kunde arbejde ogsaa i en Hednings Hjerte, idet Tankerne ud fra Samvittigheden anklagede Synden og forsvarede det rette, den vidnede om, at Lovens Gerning stod skreven i deres Hjerter som en Forpligtelse.

Nej, ikke det at have Loven, men Stillingen til, hvad man kender af Guds Lov, bliver det asgørende paa den Dag, naar Gud skal "dømme Menneskenes skjulte Idrætter" (V.16). Her skal ikke menes den sidste Dommedag, men der tænkes paa den Dag, da Jøde eller Hedning mødes med Kristi Evangelium. Da bliver Hjerternes Tanker aabenbarede, som den gamle Simeon udtalte det, da han stod med Jesusbarnet i sin Favn (Luk.2,34-85). Da bliver der Lys over Menneskenes skjulte Forætter, da gaar der Dom over en Menneskesjael til Fald eller til Oprejsning. At dette maa forstaas saaledes følger af, hvad Paulus føjer til i V. 16 med Hensyn til denne Dom: "efter mit Evangelium ved Jesus Kristus." Som den, der var kaldet til Hedningernes Apostel var han tillige beskikket til ved Evangeliets Forkyndelse ligesom at kalde Hedningerne ind for Dommen, der rettede sig efter deres Stilling til Evangeliet. Men det samme gjaldt jo ogsaa Jøderne; det samme Evangelium blev ogsaa dem til Fald eller Oprejsning saavel som Hedningerne. Jøder og Hedninger under samme Dom - saaledes saa det ud i Guds Lys. «

Læs: Kapite1 2, 17-29.
291. Hverken Kundstab om Loven eller Omskærelsen kan frelse nogen Jøde, naar Loven dog overtrædes.

Med V.17 nævner Paulus nu udtrykkelig Jøderne og imødegaar to Indvendinger, Jøderne vilde gøre mod at blive stillet under samme Dom som Hedningerne, nemlig for det første, at de havde Kundskab om Guds Vilje (V.18-24), for det andet, at de havde Omskærelsen (V. 25--29).

Jøderne forlod sig i kødelig Tryghed paa Loven (V.17), paa at de jo kendte Guds Vilje og i Lovens klare Lys kunde »værdsætte de forskellige Ting« (V. 18)· De optraadte som de blinde Hedningers Vejleder (V.19-20, der tænkes vel især paa Iødernes Arbejde med Proselyterne). Men samtidig med at de saaledes roste sig af Loven, »vanærede de Gud ved Overtrædelse af Loven« (V. 21-23), saa Guds Navn for deres Synders Skyld bespottedes iblandt Hedningerne (V. 24). Apostelen afslører den uomvendte Jødedoms dybe Elendighed; der toner derigennem noget af det samme Veraab, som Frelseren udtalte over Farisæerne. Tyveri, Hor, ja Tempelran kunde ogsaa findes blandt Jøderne. Samtidig med, at de udtalte deres Vederstyggelighed for Afguderne, kunde de dog berige sig selv ved at røve af Afgudstemplernes Skatte. Ordet i Ap. Gern.19, 37 hentyder dertil, og den jødiske Historieskriver Josefus nævner ogsaa Eksempler paa, at Jøder havde beriget sig paa den Maade. Andre forstaar Ordet: »rane det hellige,« som Rov af de Gaver, som hedenske Proselyter gav til Jerusalems Tempel; fremdeles om de Forsøg paa at bedrage Guds Tempel, der blev gjort ved at bringe mangelfulde Ofre, som Profeten Malakias skildrer os det i sin Bogs første Kapitel.

Fra V. 25-29 viser Paulus at Omskærelsens Nytte beroede paa, om den Pagt med Gud, den var Tegn paa, ogsaa virkelig blev holdt, om det var en »Hjertets Omskærelse i Aand.« Manglede dette, da hjalp det ikke, om Mennesker roste sig af at være omskaarne; da var de kun udvortes Jøder, men ikke indvortes, og ikke en Smule mere velbehagelige for Gud end de uomskaarne ("Forhuden"). Ligesom Herren stillede Ninives Mænd og Sabas Dronning frem til beskæmmende Dom for Jøderne (Matth. 12), saaledes stiller Paulus den Tanke frem ikke som noget virkeligt, men som noget blot tænkt, at dersom "Forhuden", et uomskaarent Menneske, holdt Loven, vilde en saadan i Guds Øjne faa Ros, til Trods for at han var uomskaaren, og en saadan vilde blive til Dom for de omskaarne Overtrædere af Loven.

Den ydre Omstærelse efter Bogstaven uden den indre frelste ikke. Omend der, som vi skal høre i det følgende, fulgte Naadegaven med Omstærelsen, forøgede det kun Ansvaret, naar Hjertet var uomskaarent.

Alle ydre Skalkeskjul, som Jøderne vilde dække sig bagved, bliver her dømte. En falden Slægt, skyldig til Guds Vrede, det var Jøderne saa vel som Hedningerne. Og det er hvert Menneske efter sin Natur. Det maa erkendes, før Naaden kan blive til Frelse. Hvor kommer man dog ved her at læse om Jødernes Pukken paa ydre Kundskab og den ydre Omstærelse til at tænke paa de mange døde Navnkristne, der ogsaa pukker paa det ydre, paa ydre Kristendomskundskab og paa sørgelig udvortes Maade kan rose sig as at være døbte Mennesker, medens de ikke vil kende sig skyldige til Guds Vredes Dom. ikke vil se, at de fortjente idel Straf og kun kan frelses ved Omvendelse og Tro. Og hvor bespottes ikke ogsaa Guds Navn ofte blandt Hedningerne ved det skammelige Liv, der føres af Navnkristne, af vantro søfolk eller Købmænd, eller i hvad Egenskab saadanne nu færdes iblandt Hedningerne! Vi har behov at mindes, hvad der staar i Kingos gamle Salme:

»Vil jeg af Daaben bramme
Og af min Jesu Død,
O, hvor maa jeg mig skamme,
Om jeg, som er genfød,
Ej kaster Bolt og Baand,
Paa Synden, naar den fødes,
At den maa daglig dødes
Ved Herrens stærke Aand«·

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media