En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

I det foregaaende Kapitel havde Paulus vist, at hverken det, at Iøderne havde Loven og kendte den, ej heller deres Omktærelse kunde dække over deres Synd og Skyld. Apostelen tænker sig nu den Indvending gjort, at Jøderne jo paa den Maade slet intet Fortrin fik for Hedningerne, hvoraf igen kunde følge Ligegyldighed for hele den gamle Pagt. Han tager derfor selv Spørgsmaalet op (V. 1) og besvarer det (V. 2) ved fremfor, alt at pege paa det umaadelige Fortrin, at Guds Ord var blevet betroet Jøderne. Som vi ser af V. 3, tænker han især paa Guds trofaste Forjættelser, der gav Iøderne et Grundlag for deres Liv, et bærende Fremtidshaab, medens Hedningerne samlede ude i den mørke Nat uden nogen Forjættelsens Stjerne.

Men saa tænker han sig en ny Indvending fremsat, nemlig at dette Fortrin jo ved Jødernes Vantro var blevet betydningsløst (V.8). - Naar Paulus bruger Ordet "nogle" om de vantro Jøder, skønt det jo paa Herrens Tid var langt den største Del af Folket, der forhærdede sig, kommer det af, at Paulus dels ser hen paa den lille Skare af Israeliter, der havde vist sig som de sande Israeliter ved at kende deres Messias og gaa ind i den nye Pagt, dels ser hen til, hvad han nærmere udvikler i Kap 11, at Israel som Folk i de kommende Dage vilde slippe sin Vantro. - At en Del af Jøderne forhærdede sig, kunde ikke gøre Guds trofaste Forjættelser til intet, som han siger det saa skønt i Kap.11, 29: »Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.« Dermed var denne Indvending afvist. .

Denne Guds Sanddruhed udvikler Paulus videre i V. 4 og viser, hvorledes den traadte des herligere frem overfor de troløse Mennesker (ved Ordet »Løgner« menes her den, der svigter sit Ord), og Paulus fremdrager her et Ord fra Sl. 51, der just stiller Guds urokkelige Sanddruhed frem, en Sanddruhed. der staar sin Prøve, selv om Mennesker ligesom vilde kræve Gud til Regnskab og undersøge hans Sanddruhed. De skal nok befinde ham "retfærdig i hans Ord"; han skal vinde sin Sag. Stedet er anført efter den græske Oversættelse og vel i Formen lidt forskellig fra Grundteksten, men ikke i Tanken. Vi mindes derved om Ordet i Sl. 92, 16, hvor Salmisten just vidner, at Herren altid har Ret (»Herren er oprigtig. min Klippe; der er ikke Uret hos ham«) og om 2.Timoth.2,13: »dersom vi er utro, forbliver han dog tro«.

Fra V.5-8 imødegaar Paulus endnu en skammelig Indvending, som formodentlig er bleven fremsat imod ham. Naar nemlig Guds Sanddruhed og Retfærdighed kun træder des klarere frem overfor Menneskers Uretfærdighed og Troløshed, som Solens Glans overfor den mørke Sky, saa kunde et ondt Hjerte finde paa at sige: Saa skulde Gud ikke straffe Synden. siden den kun tjener til hans Navns Forherligelse, og hvorfor skulde vi saa ikke gøre ondt, for at der kunde komme godt deraf, nemlig at Guds Navn desmere kunde forherliges?

Naar Paulus fremfører denne Indvending, saa undskylder han ligesom, at han tager den i sin Mund, ved at sige: »Jeg taler efter menneskelig Vis,« nemlig saaledes som skrøbelige, af Synden formørkede Mennesker kunde finde paa at tale. Han afviser dernæst først med Kraft den Indvending, at Gud ikke med Rette skulde kunne straffe Synden, naar den tjente til hans Retfærdigheds Forherligelse, ved at opstille det Spørgsmaal: »Hvorledes skal Gud ellers kunne dømme Verden?« Det kan ingen uretfærdig Gud, det kan kun han der dømmer med Retfærdighed. Ved Guds Verdensdom tænkes her ikke blot paa den sidste Dom. men paa alle de Domme, der aabenbares i Guds Verdensregering Ganske den samme Slutning drager allerede Abraham, da han talte til Gud angaaende Sodoma og sagde: "Den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret?" (1.Mos.18, 25).

Med hellig Harme afviser Paulus dernæst (V. 8) den Forvrængelse af hans Forkyndelse, at man bare skulde synde, for at Guds Sandhed des mere kunde træde frem i Herlighed overfor Synden, og stempler dem, der talte saa, som med Rette hjemfaldne til Fordømmelse.

Efter at have afvist disse Indvendinger vender Paulus nu tilbage til Spørgsmaalet, hvad Jøderne da havde forud og hævder (V.9), at i sig selv havde de intetsomhelst forud; thi at Guds Ord var dem betroet, var jo ikke noget af dem selv, men en Guds Gave. Han fastslaar saa som bevist, at »baade Jøder og Grækere alle er under Synd.« og stadfæster nu dette (V. 10-18) ud fra den hellige Skrift, idet han gaar ud fra den 14de Salme, der er omtrent enslydende med den 53de og skildrer Menneskeslægtens dybe Fald i Almindelighed (V.10-12). Derefter tager han et Ord fra Sl.5.10 og Sl.140, samt fra Sl.10, 7, hvorved særlig Tungens Synder belyses (V· 13-14). Dernæst belyser han ved et Ord fra Es. 59, 7-8 Synden i Gerninger (V.15-17) og slutter med et Ord af Sl.36 (V.18): »Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne.« Dette sidste Ord peger paa, hvorledes Mangel paa Gudsfrygt, altsaa Vantro, er Kilden til alle de foran nævnte Synder.

Dette Skriftbevis hentet fra Loven (her som saa ofte bruges »Loven« om hele det gamle Testamente, fordi Loven var Grundvolden for den gamle Pagt), henvendte sig jo særlig til Jøderne som dem, der var »under Loven«, og han drager saa tilsidst Traadene sammen ved at understrege, at saaledes maatte hver Mund tilstoppes overfor Gud; intet Menneske kunde undskylde sig. »Intet Kød« (herved betegnes Menneskene i Almindelighed med Henblik paa deres egen Kraft eller rettere Afmagt) kunde altsaa blive retfærdiggjort for Gud ved Lovens Gerninger (dermed menes de Gerninger, som udspringer fra Menneskets Natur og ikke virkes af Guds Aand ved Aanden). Og han ender med som Summen af alt, hvad han har fremført. at Lovens Betydning var at være Spejlet, hvori Mennesker skulde se sig selv som hjemfaldne til Guds Dom og Vrede (V.19-20)· »Ved Loven kommer Erkendelse af Synden.« Ingen Lov kan gøre Synd ugjort eller frikende for Synd; den kan kun vise Mennesker deres Synd. Dette gælder Samvittighedsloven, og det gælder Moseloven. Lovens Betydning var altsaa først ·»og fremmest, som Paulus siger i Gal.3,24, at være en Tugtemester til Kristus.

Saaledes er Paulus kommen til Grunden efter at have ryddet alle falske Undskyldningers Grus til Side. Han stiller her hvert eneste Menneske overfor den hellige Gud som en til Guds Vrede hjemfalden Synder. Først naar dette i Sandhed er bleven erkendt, bliver der Rum for Evangeliet om Retfærdighed uforskyldt af Naade ved Jesu Tro, hvortil han nu gaar over i det følgende.

Jeg behøver dig, o Jesus,
Thi jeg har blot Synd i mig;
Hjertet er saa mørkt og øde,
Er saa koldt og dødt i sig,
I dit dyre Blod alene
Kan det blive rent og godt;
Der, ja der jeg vil mig bade,
I den aabne Kilde blot.

Vi kommer nu til den anden Hoveddel af Romerbrevet (Kap. 3, 21-5, 21), hvori Guds Frelsesorden, det saliggørende Evangelium, bliver udviklet. -·"Men nu," skriver Paulus, nemlig nu med den nye Pagt i Kristus »er uden Lov Guds Retsærdighed aabenbaret.« Der var allerede vidnet om den i Forvejen i »Loven og Profeterne«, hvorved forstaas hele det gamle Testamente, hvilket Paulus nærmere udvikler i Kap. 4 og Kap. 10, ligesom han allerede i Kap. 1, 17 henviste til Ordet fra Profeten Habakuk om Livet udaf Tro. Den gamle Pagt viste stadig ud over sig selv til den nye Naadens Pagt (V. 21).

Denne Retfærdigheds Art og Maade udvikles nu videre i V. 22 som en Retfærdighed »ved Tro paa Jesus Kristus som alle og over alle dem, som tror.« Det er altsaa en Retfærdighed formidlset ved det store Evangelium i Jesus Kristus, tilgængelig for alle. som tror derpaa (tager imod det med Hjertet).

Og Apostelen føjer til som Begrundelse af, at det er for alle, som tror: »der er ikke Forskel« (V. 22). I V. 23 og 24 udvikles dette, at der ikke er Forskel, baade med Hensyn til den syndige, fortabte Tilstand, hvori alle befinder sig (V.28), idet hele den faldne Slægt sattes Ære for Gud, fattes den Herlighed at kunne bestaa for Gud ; og paa den anden Side med Hensyn til Maaden: for alle er der kun den ene Vej til Frikendelse fra Skylden, den uforskyldte Naades Vej ved »Forløsningen i Kristus Jesus.«

Her paa dette Sted er vi inde i Evangeliets Centrum: alle fortabte i sig selv, men ogsaa for alle en Frelsesvej af Naade, dog kun denne ene Vej, ingen anden. Deri er ingen Forskel Forskellen mellem Menneskene kommer først ved Stillingen, de tager, om de vil tro eller være vantro, om de vil bekende deres fortabte Tilstand eller nægte den, om de vil gaa ind ad den uforskyldte Naades Dør med Tak og give Gud Æren i Kristus eller de vil forsøge at retfærdiggøre sig selv og give sig selv Æren. Der ligger Forskellen, den dybe, gennemgribende Forskel.

For mange Mennesker er dette Ord, om at der ikke er Forskel i Henseende til Synd og Naade, et voldsomt haardt Ord. »Vi er nok alle Syndere, men der er dog Forskel« - hvor ofte høres ikke dette! Og Meningen er da den, at man hører dog ikke til de største Syndere og mener derfor ikke at trænge til Naade i samme Grad som de største Syndere, selv om man nok indrømmer, at man har Naade behov.

Set fra Overfladen med det syndige Menneskeøjes Kortsynethed synes der jo nok at være Forskel paa de groveste Forbrydere og de skikkelige Mennesker; men set fra Grunden af svinder denne Forskel ind til intet. Man tænke sig to himmelhøje Bjerge, det ene 20,000 Fod højt, det andet 19,950; ja, set fra Overfladen er der jo nok en Forskel paa 50 Fod, men set fra Grunden af - hvad er saa Forskellen? Eller man tænke sig to Mennesker, der skylder, den ene 60 Millioner, den anden 59,980,000 Kroner· Ingen af dem har nogetsomhelst at betale med; - der er ikke Forskel paa deres Stilling. Saaledes er det med vort Syndebjerg og med vor Syndegæld i Guds Øjne.

Vi maa gøre os klart, at Paulus ved Ordet »Retfærdiggørelse« forstaar den Handling fra Guds Side, at han frikender, kender for retfærdig, den, der var stillet frem for hans Dom som hjemfalden til hans Vrede. Dette sker uden mindste Fortjeneste fra Menneskets Side. Det græske Ord for "uforskyldt" (V· 24 betyder egentlig "som Gave". Det er en Gave af Guds frie Naade. Men Grundlaget for denne Gave er Forløsningen i Kristus Jesus (V. 24), den Gerning fra Guds Side, at han fremstillede sin Søn til en Forsoning. Gud er ogsaa en hellig og retfærdig Gud, og denne hans Retfærdighed kræver, at Synden sones; men hans Naade udsaa sig Offerlammet ikke blandt de skyldige, nej han tog ham, der meldte sig frivillig, Jesus Kristus den retfærdige, om hvem Johannes vidner ligesom her Paulus. »Han er en Forsoning for vore Synder« (1.Joh.2,2). Denne Forsoning er sket i Jesu Blod, Lammets Blod udgydt i de skyldiges Sted. Der er Grundlaget for Synderes Retfærdiggørelse, den guddommelige Kærligheds Underværk, deri er »Korsets Gaade« løst.

Det græske Ord for "Forsoning" (V. 25) betyder egentlig enten »Sonemiddel« eller "Soningsdække". I den græske Oversættelse af det gamle Testamente bruges samme Ord (hilasterion) om Laaget paa Pagtens Art, som paa Forsonings dagen blev bestænket med Offerdyrets Blod. Derved betegnedes altsaa det Sted, hvor Forsoningen blev bragt til Veie. Enten det nu skal gengives ved »Sonemiddel« eller »Sonings dække«, bliver Meningen væsentlig den samme, nemlig at Gud i Kristi Blod har aabenbaret, fremstillet, gjort det vitterligt, at ved Kristus er Synden udsonet. Nu gælder det blot om, at Synderen tror paa hans Blod; det er Betingelsen (V.25).

Saa ser vi da Kilden til vor Retfærdighed at være Guds Naade. Grundlaget for den at være Kristi Forsonings offer, Betingelsen at være Troen paa hans Blod.

Hvilket Rigdomsdyb i disse faa Vers, saaledes som Guds Aand kan lægge Fylde i de faa Ord. Men hvor har Djævelen søgt at forvirre dette dyrebare Evangelium. Der findes en Lære om, at der slet ingen Forsoning behøvedes, at Gud aldrig havde været vred, og at der til Frelse kun behøvedes en Udløsning fra Syndens Tilstand. Men dette strider jo bestemt imod Ordet her. hvor Sonofret, det stedfortrædende, saa klart er udtalt, og hvor der fremdeles i V. 25 siges, at just Forsoningen ved Kristi Blod forklarer, hvorledes "Guds Langmodighed" med Hensyn til alle »de forhen begaaede Synders Forladelse« kan forenes med Guds Retfærdighed. Al Syndsforladelfe, for Golgathas Offer bragtes, skete i Henblik til dette Offer. Derved har Gud aabenbaret sig selv som retfærdig som den, der ikke har set igennem Fingre med Synd, men tillige som den naadefulde Gud, der nu har aabnet en Retfærdighedskilde ved Jesu Tro for Jesu troende (V. 26: "at han kunde være retfærdig og gøre den retfærdig, som er af Tro paa Jesus«).

Pavekirken vil ikke anerkende denne Troens Retfærdiggørelse, som den her forkyndes, vil heller ikke se Retfærdiggørelsen som et Guds Værk, hvorved han udenfor al Menneskegerning frikender Synderen ene paa Tro. Pavekirken forstaar ved Retfærdiggørelsen Fornyelsen i Menneskets Indre, at det bliver et nyt Menneske, sammenblander altsaa Retfærdiggørelse og Helliggørelse. Man skelnede saa mellem Lovens Gerninger, gjorte ved egen Kraft, og saa de Gerninger, der gjordes udaf Naadens Kraft. Disse sidste regnedes da som Menneskers Retfærdighed. Men af det følgende er det ganske aabenbart, at Ordet her viser alle Gerninger, ogsaa et troende Menneskes Gerninger, som syndbesmittede og ude af Stand til at retfærdiggøre, om end de kan vidne om Troens Oprigtighed.

Følgen af denne Pavekirkens Lære bliver, at Mennesket efter den altid maa forblive i Uvished om sin Naadestand, idet ingen sikkert kan vide, om han allerede er bleven saa vidt helliget. at hans Retfærdiggørelse nu er fuldkommen.

Nej, Gud være Tak og Pris, ham alene tilkommer al Ros! Vor Ros er udelukt (V. 27) med Troens Lov (rettere "en Tross Lov"), som Paulus siger, idet han ogsaa benævner Guds Frelsesorden for en Lov, hvor der ikke kræves Gerninger, men kun Tro.

I V. 28 tilføjede Luther i sin Bibeloversættelse Ordet »alene«. saa der kom til at staa: »ved Troen alene, uden Lovens Gerninger«. Han siger derom: »Jeg ved vel, at Ordet »alene« ikke staar i Teksten, men Tekstens Mening har det i sig; og naar man vil tydeligt og kraftigt gengive det, saa hører det med.« Selvfølgelig forstaas ved Troen den levende Tro, der altid vil sætte sig Spor i Livet, bevise sig i Gerning, som Paulus udvikler det længere henne i Romerbrevet (Kap. 6), men vore Gerninger kan som de, der alle er plettede, aldrig blive Løsepenge for vor Syndegæld.

Men af denne Troens Naadevej. som Gud har beredt os, fremgaar det atter (V. 29-80). at Gud ikke blot er Jødernes, men ogsaa Hedningernes Gud, idet Veien til Retfærdighed er fælles for omskaarne og uomskaarne. Gud er een og Vejen til hans Naade er kun een ; derved bliver ogsaa Hedninger og Jøder i Kristus forenede til eet (se Efes 2, 121-16: "Han er vor Fred. som gjorde eet as begge").

Paulus slutter med (V. 31) at opstille det Spørgsmaal, om da Loven afskaffes ved Troen, og svarer derpaa: »Det være langt fra! Nej, vi hævder Loven.« Dette Ord er blevet forstaaet lidt forskelligt. Nogle forstaar det i Tilslutning til V.21, at nemlig Loven (taget i videste Forstand om hele det gamle Testamentes Vidnesbyrd) just stadfæstes ved Aabenbarelsen af denne Tros-Retfærdighed fra Gud, idet jo, som Paulus nu nøjere udvikler det i Kap. 11, den gamle Pagt, allerede længe før Moselov blev given, vidnede om Retfærdiggørelse ved Tro (Abrahams Eksempel). Andre derimod forstaar V. 31 saaledes: ved Troen bliver Mennesker ingenlunde lovløse: tværtimod faar man først ved Troen den sande Kraft til at kunne vokse i en sand Opfyldelse af Lovens Krav. Hvad der er umuligt under Loven, kan blive fuldbragt under Maaden; dog aldrig saaledes, at nogen under Naaden kan faa Grund til at pukke paa Gerninger. Guds Aand virker ved Naaden som Drivkraft en Higen efter Fuldkommenhed, men alle Guds Børn maa med Paulus bekende: »Ikke at jeg allerede har grebet det, eller allerede er fuldkommen.« Æren for vor Frelse bliver Guds alene ved den Retfærdighed, han har beredt Syndere i Jesu Blod.

Lammet, kun Lammet, dets Vunder og Saar
Æren og Prisen i Evighed faar.
Amen, Halleluja, Amen!