En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

I dette Kapitel stadfæster Apostelen udfra den gamle Pagts Vidnesbyrd det, han har udtalt om Retfærdiggørelse af Tro, og fører os samtidig dybere ind i denne retfærdiggørende Tros Væsen. Han begynder med (V.1-5) at vise, at Abraham just retfærdiggjordes ved Troen, ikke ved Gerninger. I V.1 opstiller han Spørgsmaalet, hvad Abraham vandt efter Kødet, d.v.s. hvad han naaede ad Gerningers Vej ved egen menneskelig Kraft, ad den Vej, ad hvilken man fortjener sig selv Ros (V. 2). Ud af Skriften viser han, at Abraham heller ikke vandt frem ad den Vej, men ad Naadevejen ved Troen; det var en tilregnet Retfærdighed, han vandt, ikke en, han selv havde fortjent som sin skyldige Løn ved sine Gerninger (V. 3-5)· Det afgørende Skriftord, Paulus henviser til, er 1. Moseb.15, 6, der skildrer hin Stund, da Gud tog den gamle, barnløse Abraham udenfor Teltet og i Aftenstunden lod ham skue op mod Stjernehimlen, idet han sagde til ham: "Se til Himlen og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem. Og han sagde til ham: saa skal dit Afkom vorde.« Da troede Abraham Herren paa Ordet, og denne Tro blev regnet ham til Retfærdighed.

Fra først af har Gud altid ført Menneskene saaledes, at det var Troen paa den·i Ordet givne Aabenbaring, der lod dem finde Naade for Herrens Ansigt. Og det ikke fordi denne Tro af Gud betragtes som noget fortjenstligt, men fordi Troen just erkender al sin egen Ros udelukt og giver Gud hele Øren I denne Tro sejrer Sandheden i Menneskehjertet, at jeg er et intet, men Kristus mit alt i Henseende til Retfærdighed for Gud.

Fra V. 6-8 anfører Paulus et Ord fra den 32te Davids Salme V.1-2, hvori Guds Frelse ogsaa tydeligt er betegnet som en syndsforladende Naade, som en Naade, der ikke "tilregner Synden"; Talen er altsaa ogsaa der (ligesom hos Abraham) om en tilregnet Retfærdighed uden Gerninger. Mennesket kan ikke blive retfærdiggjort ved at gøre sig selv syndfrit, kun ved at faa sine Synder skjulte under Syndsforladelsen.

Summen af hele dette Afsnit bliver da, at der heller ikke efter den gamle Pagts Vidnesbyrd kan være Tale om nogen Løn som Skyldighed. Al saadan Løn afviser Skriften fuldstændig og vor evangeliske Kirke med den i Modsætning til Pavekirken. I det nye Testamente læres kun om en Naadeløn, en Meddelelse af Velsignelse fra oven, som ikke har sin Grund, men kun sin Betingelse i Menneskets Trosforhold. Den angsburgske Bekendelses 4de Artikel hævder klart den tilregnede Retfærdighed og afviser bestemt enhver Mulighed af Retfærdiggørelse ved egne Kræfter, Fortjeneste eller Gerninger. I den 6te Artikel tales om de gode Gerninger, der nødvendig følger af den levende Tro som gode Frugter af et godt Træ, men enhver Tillid til disse Troens Gerninger som "Retfærdiggørelses" Grundlag afvises bestemt under Henvisning til Luk.17, 10: "Siger: vi er unyttige Tjenere."

Ja, saligt, at det er saaledes, at Frelsesvejen er aabenbaret os som Trosvejen, Naadevejen. Den Vej kan vi vinde frem paa; Gerningernes Vej er ufremkommelig for Syndere.

Just som jeg er. ei med et Straa
Af egen Grund at bygge paa,
Kun med den Grund, at du er død
For mig og selv mig komme bød,
Jeg kommer, o Guds Lam.

I dette Afsnit gaar Paulus ind paa Spørgsmaalet om Forholdet mellem Abrahams Retfærdiggørelse og hans Omskærelse. Jøderne pukkede haardt paa Omsiærelsens Tegn som Grund til, at de var retfærdige for Gud. Paulus viser nu udaf Skriften, at Abraham blev retfærdiggjort ved Tro, før han blev omskaaren (V. 9-10), og at Omskærselsens Tegn kun kom "som en Besegling paa den Retfærdighed ved Troen, hvilken han havde som uomskaaren" (V.11). Dette skete saaledes fra Gud af, for at det just skulde staa klart, at det er ved Troen, at et Menneske bliver et Abrahams Barn og faar tilregnet Retfærdighed for Gud ligesom Abraham, enten man saa er uomskaaren eller omskaaren, saa det er denne tilregnede Retfærdighed, der gør Udslaget, ikke det ydre Omstærelsens Tegn (V. 11-12). I dette Ord laa en salig Trøst for alle Hedninger, men for de omskaarne tillige en alvorlig Paamindelse om at "vandre i den Tros Spor. hvilken vor Fader Abraham havde som uomskaaren," dersom de med Rette skulde kunne kalde Abraham Fader.

Fra V.13-17 viser Apostelen, at ligesaa lidt som Retfærdiggørelsen grundede sig paa Omskærelsen, denne Begyndelse til Lovforholdet mellem Gud og Israel, ligesaa lidt grundede Forjættelsen sig paa det udviklede Lovforhold, der oprettedes ved Moseloven, men var alene betinget ved Troens Retfærdighed (V. 13). Ogsaa dette viste Abrahams Eksempel tilstrækkelig klart. Naar der staar, at Abraham fik den Forjættelse, at han skulde arve Verden, ser Paulus med Rette Forjættelsen om Kanaans Land som Forbillede for den nye Jord, Gudsriget i dets Fuldendelse, som er tilsagt alle Abrahams aandelige Børn.

Men deraf, at Forjættelsen blev given længe før Loven og ikke ved den, følger saa uimodsigeligt, at ikke Lovens Børn er Arvinger som saadanne, men Troens Naadebørm baade de med Loven, Israeliterne, og de uden Moseloven (V,. 14-16). Loven virker ikke Frelse, men Guds straffende Vrede (V. 15), idet. den aabenbarer det syndige Menneskehjertes Overtrædelse (dette udvikler Paulus nærmere iKap·7,7-18). Først ved Loven kendes Synden som Overtrædelse. Skulde Forjættelsen arves ad Lovens Vej, da naaedes den aldrig, og saa blev jo tillige Troen »forgæves« (V.14; egentlig efter Grundteksten: tom, indholdsløs, betydningsløs). Men Abrahams Faderforhold overfor de mange Folk var just en Forjættelse fra Gud som Følge af den Tro, hvormed Abraham tog imod Ordet om, at Gud var den levendegørende Gud, i Stand til at forny det henvisnede Legemes Kræfter og give den gamle Abraham og Sara Afkom, i Stand til at »kalde det, der ikke er, som om det var; for Guds Øje staar det allerede som nærværende, der for vort ydre Øje endnu slet ikke er til, saa sandt Gud har lovet det i sit Ord. Nu gælder det om for os at laane Guds Øje at se med, og det sker ved Troen, der siger, som en Herrens Arbejder engang sagde: »Mine Udsigter er akkurat ligesaa lyse som Guds Forjættelser.«

Fra V.18-22 maler Apostelen os Abrahams velsignede, skønne Tro for Øje, denne Tro imod Haab med Haab (V.18), denne Tro. der ikke lod sig rokke af egen Kraftesløshed, men vendte Blikket bort fra sit og Saras alderstegne Legeme for at fæste det paa Guds Forjættelse, hvorved han gav Gud ene Øren (V. 19-21).

Nogle Haandskrifter læser i V.19: »Han saa ikke paa sit eget Legeme.« Men ved Ordet, som idet lyder i V.19 i vor nuværende danske Oversættelse: »Uden at blive svag i Troen saa han paa sit allerede udlevede Legeme,« kommer Tanken endnu klarere og skarpere frem, hvorledes Troen kan taale at se alt det, der syntes at gøre Forjættelsen umulig, lige i Øjnene og alligevel holde det fast: »hvad Gud har forjættet, er han mægtig til ogsaa at gøre« (V. 21). Meningen er jo visselig ganske den samme, hvilken Læsemaade man saa følger.

I 1.Moseb.17 fortælles der, at Abraham lo i sit Hjerte, da Gud sagde ham, at hans Afkom skulde blive saa mangfoldigt ved Sara; han havde jo ment, at det skulde ske ved den med Hagar avlede Søn Ismael. Dog kan man ikke kalde det Tvivl om Herrens Ord. Det stemmer ikke med hele Abrahams-Skikkelsen, som den er tegnet for os i Ordet. Glæden og Forundringen, da han første Gang hørte Herrens Ord om, at det skulde ske ved Sara, kunde ogsaa virke en barnlig Latter, som naar vi overfor et glædeligt Budskab begynder med at sige "Nej, det er da vel ikke sandt" Deri behøver ikke at ligge Vrangvilje overfor Ordet, men Hjertet ligesom tør ikke ret straks gribe det store. En ung Præst, der omvendte sig, har om denne sin Omvendelse sunget saaledes: "Ak, søde Herre Jesus, jeg tør dig næppe tro; ak, kan du vel, du fagre Blomst, i dette Hjerte bo?«. Deri ligger just en Længsel efter at tro, ingenlunde Lyst til Tvivl. Vi hører ogsaa i 1.Mos.17, at da Herren klart gentog sin Forjættelse, da var Abrahams Hjerte ogsaa fast forvisset. Han greb Ordet med Haab imod Haab, og Sara gjorde ligesaa (se Hebr.11,11: "Hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det". Saaledes staar her jo ogsaa i V. 20: "Om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro." Der er Forskel paa den Tvivl, der saa gerne vil tro, og den Tvivl, der i Vantro ikke vil tro. Det første Standpunkt er jo egentlig allerede Troens Begyndelse, og et saadant Hjerte skal ogsaa nok, som her staar om Abraham, blive »styrket i Troen.«

Hvor siges det ikke tydeligt her, at Gud æres og vil æres, derved at vi tror ham. Ikke at tro er at vanære Gud; thi det er at gøre hans Naadeløfter til Løgn. Men giver vi Gud Øren, idet vi tror ham, at alt, hvad han har lovet, det baade vil og kan han gøre for os, da vinder vi selv Freden. Guds Aand vidner da med vor Aand om, at vi er retfærdiggjorte (V. 22) ved saadan Tro, og dermed følger saa Hjertefreden (Rom. 5, 1).

I V. 23-25 slutter Paulus denne sin Udvikling ud fra Abrahams Eksempel med at gøre Anvendelsen paa os, der er Abrahams Børn i den nye Pagt. Han har nu vist, at den gamle Pagts Vidnesbyrd om Retfærdiggørelse ved Tro rækker den nye Pagts Vidnesbyrd Haanden. Som Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed saaledes skal det regnes os til Retfærdighed, naar vi tror paa Guds levendegørende Kraft i Lighed med, som Abraham troede paa den. For Abraham viste denne Guds Kraft sig i Isaks Fødsel, for os saa meget større i vor Herres Jesu Opvækkelse fra de døde.

I V. 25 vises der da endnu, hvorledes der i Jesu Opstandelse er givet os Vished om, at Gud vil hjælpe os til Retfærdiggørelse. Hans Opstandelse havde hans Død til Forudsætning. »Hengiven for vore Overtrædelser« saaledes taler Skriften stadig om vor Frelsers Død. Gud gav sin Søn den enbaarne hen som Offerlammet for vore Synder, og Guds Søn gav tillige sig selv, sit eget Liv hen (Joh.10, 18: »Jeg sætter det til af mig selv«). Faderens Gave var ogsaa Sønnens Gave. Denne Sønnens Hengivelse som en Forsoning (Kap. 3, 25) er Grundlaget for Synderes Retfærdiggørelse Men for at Syndere ved Troen kunde komme til at tilegne sig Jesu Blod, blev han oprejst fra de døde. Opstandelsen var nødvendig for hos Mennesker at virke Troen paa, at Jesu Død ikke var en Misdæders Død (selv om han var regnet blandt Overtrædere), men en Død i vort Sted for at sone vore Overtrædelser· Derved bliver Jesu Opstandelse til vor Retfærdiggørelse, saa sandt vort Hjerte ved Jesu Opstandelses Kraft vil lade sig drage ind i Abrahams Tro.

En mægtig Prædiken har Vaulus her holdt for os om Tro som den eneste Vej til at komme i et retfærdiggjort Forhold til Herren, den Tro, som bygger paa Jesu Blods Hengivelse for os. Nu skildrer han i det følgende de retfærdiggjortes lykkelige Naadestand i Fred med Gud og i det levende Haab. Dette Guds Ord, vi her har betragtet, skal da i vore Hjerter virke Bøn om Tro og om mere Tro, Tro som Abraham havde den, Tro imod Haab med Haab, den Tro, hvorved Gud æres og vi frelses.

O, Jesus, Troens dyre Stat,
Begyndelse og Ende,
O, søde Jesus, lær mig, at
Jeg Troen ret kan sende,
Den Tro, som har dig selv i Favn,
Fra den, som vel har Troens Navn
Og er dog død og intet.