Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Syvende bind:
Romerbrevet
Læs: Kapitel 5, 1-11.
297. Retfærdiggørelsens salige følger: Fred meb Gud, Adgang til ham og et lykkeligt haab om herlighed hisset.
I dette Afsnit afmaler Apostelen den salige Tilstand, der er bleven den til Del, som er retfærdiggjort ved Troen. Guds Vrede, som vi var hjemfaldne til efter vor syndige Natur, er borttagen. Derfor bliver »Fred med Gud« den første Virkning i den troende Synders Hjerte. Ved at Synderen i Tro modtager Genløsningen i Kristus, er hans Synd bleven skjult, Gud ser ikke længere hen til den. Sagen ses i hele dette Afsnit fra Guds Side. Fred med Gud betegnet, at vi har en naadig og forsonet Gud ved vor Herre Jesus Kristus I 2. Kor.5,20 ses Sagen ogsaa fra den anden Side, naar det hedder: »Lader eder forlige med Gud,« idet der jo ogsaa i det naturlige Menneske bor Fjendskab mod Gud, som tillige maa ryddes til Side, før Fredsforholdet mellem Gud og Mennesket kan virkeliggøres."
Vi skal lægge Mærke til, at denne Fred med Gud ("Gud er os ikke længer vred") her fremstilles som en Frugt af Troen (V.1). Vakte Mennesker, der er i Syndenød, vil ofte vende det om og først føle Freden med Gud, før de vil tro, at de har det godt med ham; de vil bygge Troen paa Freden i Stedet for at søge Freden i Troen paa Jesu Blods Forsoning.
Af at Gud staar i Fredsforhold til os følger saa fremdeles (V. 2) den Lykke, at vi ved Jesus ogsaa har faaet fri Adgamg til Gud og dermed til hele den Naades Rigdom, der er i ham. Billedet med »Adgangen« er maaske taget fra Kongernes Slot, hvor det jo var en særlig stor Naade at have fri Adgang til Kongen selv; eller ogsaa peger det hen paa de troendes hellige Præstedømme med Adgang til Helligdommen. I hvert Tilfælde betegner det et troende Menneskes frie Adgang til at komme til Gud ved Jesu Haand angaaende alle sine Savn.
Og endelig peges der i V. 2 paa endnu en salig Frugt, der hænger sammen med Fredsforholdet til Gud, nemlig Haabet om Herlighed hos Gud, om engang at skulle faa Del i hans Herligheds Fylde. Dette Haab, der saa ofte synes at staa i saa stor en Modstrid med de troendes jordiske Kaar, er just Guds Børns Ros og salige Triumf, Herrens Navn til Ære.
Og fordi Vejen til Herligheden gaar gennem Trængsler (Ap. Gern·14,22), kan et Guds Barn ogsaa rose sig af sine Trængsler. Apostelen viser (V. 3-5), hvorledes just Trængslen giver Haabet Kraft; Trængslen er som Brorson synger: »Et Tegn, som de skal have, der drives af Guds Aand.« Apostelen viser Trinfølgen for denne Trængslens herlige Virkning. Trængslen virker Standhaftighed, siger han, Udholdenhed i Troen paa Naaden. Ligesom Træerne siges at slaa Rødderne des fastere i Jorden, jo mere de ruskes af Stormen, saaledes ogsaa med Troen i Trængslens Storme. Derigennem fører Trængslen til "Prøvethed", den prøvede Tilstand, der atter medfører et lutret Haab, et Haab, der ikke mere er saa afhængig af Stemning og Følelse, men har slaaet fastere Rod i Guds Ords trofaste Forjættelser.
I Jak.1,3-4 vises ogsaa Velsignelsen, der følger med Trængsel og Kamp. Det samles saa skønt i Brorsons Vers om Trængslen: »Vor Trængsel gør bestandig i Jesu rene Sind, frimodig, kæk og mandig at gaa i Kampen ind.«
Naar der staar i V.5: »men Haabet beskæmmer ikke,« da misbruges dette skønne Ord ofte, idet det bruges om et hvilketsomhelst Haab. Nej, denne Forjættelse gælder kun det lutrede Haab, det Haab, der har sin Grundvold i, at »Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligaaand. som blev given os« (V.5).
»Guds Kærlighed« betegner her, som Sammenhængen (V.6-8) saa tydeligt viser det, Guds Kærlighed til os, ikke vor Kærlighed til ham, som Pavens Theologer vil udlægge det. Nei, skulde vi bygge vort Haab paa vor Kærlighed til Herren, var det en skrøbelig Grundvold. Men hans Kærlighed til os ("Herre, den du elsker, er syg," Joh.11,3) er Klippegrund. Naar Pavens Theologer fortolker det anderledes, hænger det sammen med hele deres Lære om Retfærdigheden fra Gud som en »indgydt Retfærdighed« i os, altsaa en Livets Retfærdighed
som Grundlag for Salighed, medens Romerbrevet dog saa tydeligt siger os, at det er den tilregnede Retfærdighed i Kristi Liv og Død for os, der, omend selvfolgelig betinget af Troen, er Salighedens eneste Grundvold. Ilde blev det for os, om vi skulde bygge vor Frelses Vished paa vort Livs Retfærdighed, paa vor Vækst i Kærlighed til Gud, men saligt at bygge paa Klippen, Guds Kærlighed i Kristus·.
Guds Kærlighed ses her (V. 5) under Billedet af en mægtig Flod. der ved den Helligaand ledes ind i Hjerterne, efter at Syndens Skillemur og Dæmning er bleven nedbrudt ved Jesu Død for os, alt selvfølgelig under Forudsætning af Troen. Der staar jo: »i vore Hjerter,« nemlig de troendes.
Denne Guds Kærlighed vises nu (V.6-8) under et nyt Lys, der end mere tjener til at aabenbare dens underfulde Storhed og derved atter tjener til at styrke det paa denne Kærlighed grundede Haab, nemlig at Kristi Død for os i Tidens Fylde, til den af Gud bestemte Tid, altsaa efter hans Naades frie Raadslutning, sandt Sted,·da vi "endnu var kraftesløse", ude af Stand til at gøre noget for at vinde Guds Velbehag. At deri ikke skal ligge nogen Undskyldning, betegnes ved det straks derpaa følgende Udtryk "ugudelige". Læg Mærke til, at hele den faldne Slægts Tilstand isig selv betegnes som ugudelig. I Sandhed, al vor Ros er udelukt (Rom. 3, 27). Paa samme Maade kalder vor Frelser sine Disciple »onde« (Luk.11,13).
Deri ligger Guds og Kristi Kærligheds Storhed. Havde det endda været for retfærdige, for« gode Mennesker, der havde været Tale om at dø (V. 7), da kunde det - omend med Vanskelighed -- dog have været tænkeligt, at nogen kunde ofre sit Liv til Bedste for en saadan. Livet indeholder jo Eksempler, omend faa, paa en saadan selvopofrende Kærlighed. Men at dø for Fjenderne - det har man ikke hørt nogen gøre. Men saadan var Guds og Frelserens Kærlighed. »Kristus døde for os. medens vi endnu var Syndere «(V.8), da vi var Fjender (V.10).
Naar der atter og atter staar: »Kristus døde for os,« ligger deri, om end den græske Betegnelse af "for" ikke udtrykkelig siger det, dog stadig indesluttet et »i vort Sted.« Det fremgaar med tilstrækkelig Klarhed af Udviklingen i Kap. 3, 25, hvor Kristus just ses som Sonofret, ved hvis Blod der er sket Forsoning. Offertanken i det gamle Testamente indeholder Begrebet af det stedfortrædende. Paa samme Maade staar det klart
i Es 53.5: »Straffen blev lagt paa ham.«
Men just fordi Guds Kærlighed var saa underfuld stor, at Kristus tog Straffen for Fjender, bliver der et nyt Støttepunkt for Haabet (.9-10), idet vi kan slutte fra det større til det mindre. Har Guds Kærlighed kunnet strække til at borttage det, der hindrede ham i at udgyde sin Kærlighed, i at forlige sig med den syndige Slægt, ved at hengive Sønnen, da vil den meget mere, efter at Forligelsens Offer er bragt, strække til at frelse dem, der i Troen har tilegnet sig Blodets Naade og derved er blevne retfærdiggjorte for og forligte med Gud. Naar der i V. 9 tales om en Frelse fra Vreden, tænkes derved paa det, der i 1.Thess 1,10 betegnes ved »den kommende Vrede«, Guds Doms Vrede paa den yderste Dag. Og naar Apostelen i V. 10 taler om Frelse ved Guds Søns Liv, tænkes derved paa den Naadekraft, der fra den opstandne Frelser udgaar til alle hans troende. Han døde for Slægten, da den endnu laa i sin Synd og Ugudelighed, han lever nu for os, saa mange som i Troen har tilegnet sig hans Døds Kraft. Deri ligger vældig Bestyrkelse for Haabet om Herlighed. Den samme Trøst fremhæves i Rom. 8, 34 ("han gaar i Forbøn for os"), i Hebr 7, 25 ("han lever altid til at gaa i Forbøn for dem") og i 1. Joh.2,1 ("dersom nogen synder, har vi en Talsmand hos Faderen").
Og ikke blot ejer vi Herligheden som et Fremtidshaab, men vi har den jo allerede nu, omend »skjult med Kristus i Gud« (Kol. 3, 3). Allerede nu roser vi os i Gud (rettere: "af Gud") ved vor Herre Jesus Kristus (V.11). Gud er vor; han er min og jeg er hans. Det er Jesu troendes Triumfsang. Men alt af Naade ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem Forligelsen blev bragt i Stand.
O, hvilken Lykke dig at tilhøre -
Tak, Tak, at jeg maa ogsaa være med!
Din gode Gerning du selv fuldføre,
Til jeg staar fri og frelst i Evighed.
Læs: Kapite1 5, 12-21.
298. En Sammenstilling mellem den første og den anden Adam (Jesus Kristus); Synd og Død ved den ene, Retfærdighed og Liv ved den anden.
Apostelen havde i det foregaaende (V. 1-1l )skildret de salige Frugter af Retfærdiggørelsen ved Troen paa Grundlag af Kristi Død for os. Nu stiller han til Afslutning af hele sin Udvikling om Retfærdiggørelsen ved Troen Adam, vor kødelige Stamsader, og Kristus, den aandelige Stamfader til en ny Menneskeslægt, op overfor hinanden til Sammenligning Hovedtanken er denne, at ligesom der ved det ene Menneske kom Synd og Død ind i hele Menneskeverdenen (V.12-14), saaledes kom der ogsaa ved det ene Menneske, Jesus Kristus, Retfærdighed og Liv til alle (som en tilbudt Gave), dog at Virkningerne af Kristi Gerning var saa langt mægtigere (V.15-19). Han slutter med at paapege Lovens Betydning (V.20-21), som givet af Gud, for at Synden des fuldere kunde aabenbares til Raadens Forherligelse.
Hvor ligger der uendelig meget i V. 12! Dette ene Vers afmaler ligesom hele den faldne Slægts Historie. »Synden« ses her som samlet i et mægtigt, grufuldt Hele, en skrækkelig Magt, der er trængt ind i hele Menneskeverdenen. Det græske Udtryk for »Verden« betegner her kun Menneskeverdenen, som vi ser det af Jævnstillingen med »alle Mennesker«. Synden fandtes nemlig forud i Engleverdenen. Deri ligger Oprejsningsmuligheden for Menneskene, at Mennesket ikke selv fandt paa Synden, saaledes som Djævleverdenen. Menneskets Brøde bestod i, at det lod Synden komme ind. Det ene Menneske betegner her ikke Eva, men Adam som Slægtens Stamfader og Kristi Modbillede (V.14).
Men med Synden fulgte "Døden". Hvilken Død tænkes her paa? Nærmest den legemlige som Følge af Udelukkelsen fra Livets Træ. Men den indre Død ligger stadig bagved. I det nye Testamente tales der om Død som Syndens Sold i tre Betydningen 1) den legemlige Død, Redbrydelsen af Legemets Kraft, ved at Forkrænkelighedens Orm er trængt ind ; 2) den aandelige Død. der betegner en tilsvarende Nedbsrydelse af de aandelige Kræfter, derved at Sjælen er bleven skilt fra sin Kilde og sit Ophav, den levende Gud; og endelig 3) den evige Død, den evige Skilsmisse mellem Gud og Mennesket, det samme som en evig aandslegemlig Kval Gud være takket for sin usigelige Gave, at der i Kristus er Frelse fra den aandelige Død og dermed fra den evige Død, ja ogsaa fra den legemlige Død, ved Livets Opstandelse·
»Døden trængte igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle.« Pelagius, en rationalistisk Vranglærer i Oldkirkem vilde forstaa dette saaledes, at Døden skulde være en Følge as hvert enkelt Menneskes Gerningssynd, idet han derudsra vilde nægte Arvesynden. sMen derved blev det uforstaaeligt, hvorledes f. Eks spæde Børn da kunde dø allerede i Fødselen. Den gamle Aandens Kæmpe, Augustin, med sin dybe Betragtning af Slægten som en Helhed hævdede i Modsætning til Pelagius’ overfladiske Syn, at dette: "efterdi de syndede alle" skulde forstaas saaledes, at hele Slægten syndede i og med
Adam.
Paa hvilken Maade Adams Fald blev Aarsag til hans Efterkommeres Fald, siger Apostelen egentlig ikke. Men at der her er Tale om en nøje Forbindelse mellem Adams Synd og alle andre Menneskers Synd, det fremgaar tydeligt af Sammenhængen Adams daarlige Eksempel alene vilde umuligt kunne forklare den almindelige Syndighed. Der siges jo Gang efter Gang, at det var ved den enes Fald, Døden og Fordømmelsen kom over alle Mennesker (V. 15, 16, 17, 18 og 19). Adams Fald ses tydeligt nok som Aarsagen til hele Slægtens
Fald. Det er aabenbart Arvesynden, Apostelen har for Øje, hvorved Synden og dermed ogsaa Døden bliver hvert Menneskes sørgelige Arvelod efter Adam. Men enten man nu vil forstaa det med Augustin, som om hele Slægten syndede paa een Gang i og med Adam hin Dag i Paradiset, eller forstaa den almindelige Syndighed som bleven de enkelte til Del ad Arvesyndens Vej, bliver Grundtanken dog den samme. Giften trængte ind i hele Slægten og Døden ved den, og det ved eet Menneske.
Dette begrunder Paulus nu nærmere (V. 13-14). Adam overtraadte et bestemt Bud, for hvis Overtrædelse Gud udtrykkeligt havde fastsat Dødens Straf. De, der havde Moseloven, altsaa et lignende bestemt Bud fra Gud, og overtraadte den, syndede i Lighed med Adams Overtrædelse. Men hele Slægten fra Adam til Moses var jo ogsaa behersket af Døden, endskønt de ikke havde overtraadt et saadant bestemt Bud fra Gud som Adam og som Israels Børn, og derfor ikke, om end »Synden var i Verden indtil Loven« (før Loven), kunde siges at have forbrudt sig i Lighed med Adam og Israels Børn »Men Synd tilregnes ikke, hvor der ikke er Lov« - dette Ord fritager visselig ikke dem, der ingen bestemt Lov havde fra Gud, for Skyld (se Kap.2,12, hvor der tales om Straf ogsaa for dem, der havde syndet uden Loven, kun med Samvittighedsloven i sig; og se ligeledes Luk·12.48, hvor der siges om Tjeneren, der ikke ved sin Herres Vilje og gør, hvad der er Hug værd, at han dog ogsaa skal faa hug, omend mindre) - men dette, at »Synden ikke tilregnes, hvor der ikke er Lov«, vil i denne Sammenhæng jo kun sige, at den regnes ikke som dødsskyldig Overtrædelse; saa at Dødens grumme Regimente ogsaa over disse Slægten der ikke havde det bestemte Bud (som Adam og Israels Børn), ikke kan forklares blot ud fra deres egen Synd. Men nu hersker jo Døden dog over alle, ogsaa over dem, der som Hedninger ikke paa den Maade drages til Ansvar af Gud som de, der har hans bestemte Bud. Men deraf følger, at Dødens Herskermagt over alle Mennesker maa have sin Forklaring i Adams Synd. maa stamme fra det ene Menneske fra Adam, og det er dette, Paulus vil vise, for nu at stille den ene, Jesus Kristus» op som Adams Modbillede (V.14).
Ligesom intet Menneskebarn kan hindre, at Synd og Død bliver hans Arv efter det ene Menneske. den første Adam, ved Fødselen, selv om der er stor Forskel paa Maaden, hvorpaa man stiller sig til denne sørgelige Arv, saaledes er der nu ved det ene Menneske, den anden Adam, Kristus, bleven en lykkelig, salig Arv erhvervet og vundet for alle de dødsskyldige Syndere. Her har vi Sammenligningspunktet, at Virkningen i begge Tilfælde kom ved eet Menneske. Den frygtelige Virkning af Adams Fald, af hans "Ulydighed" (V.19), kan nu blive hævet ved den anden Adams »Lydighed«, denne »Lydighed indtil Døden, ja Korsets Død« (Filipp. 2).
Den i V.12 begyndte Sammenligning, der afbrydes først ved Begrundelsen (V·13-14) og dernæst ved Fremhævelsen af Naadens saa meget mægtigere Virkning (V.15-17), optages igen i V.18, hvor Sammenligningen mellem Adam og Kristus føres til Ende. Vi vil nu i Korthed betragte den i V.15-17 udtalte skønne Sandhed, at Naaben har vist sig langt mægtigere end Faldet. Dette ligger ikke blot i, at Retfærdighed og Liv i og for sig efter Indholdet er noget højere end Synd og Død, men ogsaa i, at den ved Jesus virkede Naade ikke blot havde til Opgave at modvirke det fordærvelige, der ved den første Adam var kommen ind blandt Mennesker, men ogsaa at virke et nyt Liv. Naar et Giftstof er kommet ind i et Menneskelegeme, skal der først en Kraft til, der kan modvirke Giften, men dernæst ogsaa en Kraft til at forny det ved Giften svækkede Legeme. Saaledes virker Jesu Kristi Naade saa langt rigere "over de mange"·, idet den ikke blot borttager den Dødsskyld, der ved den enes Fald bragtes over de mange, men ogsaa skænker Retfærdighed og Liv. Dette udvikles nøjere i V 16, hvor der peges hen paa, at Dommen "til Fordømmelse" kun havde at gøre med det ene Fald, medens Naaden staar overfor de uendelig mange Fald, der udsprang fra dette ene. Deraf følger at Naaden maa have langt mægtigere Kræfter for at kunne virke »Retfærdiggørelse« »efter de mange Fald«. Den Betegnelse, der i V.16 er brugt for »Retfærdiggørelse« (se ogsaa V.18), kan ogsaa gengives ved »Frikendelsesdom«· Det er altsaa Retfærdiggørelsen af Naade ved Troen, her er Dale om.
Denne Aandens Kongemagt bliver alle dem til Del, som modtager den overvættes Naade og Retfærdigheds Gave.« Her siges altsaa, at Naadegaven maa tilegnes aandeligt. Arven ved Kristi Død maa hæves. for at vi kan nyde den. Ogsaa Syndearven efter den første Adam skal jo paa en Maade hæves og bliver hævet af alle dem, der forhærder sig i deres Vantro. Men for dem, der pines af denne Syndearv og sørger over den, staar nu Døren aaben til Naade og Retfærdighed. Det er den herlige Betegnelse for Naadens mægtige Virkning i de troende, at der siges, at de skal "herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus"; de ikke blot frelses fra Dødens Herredømme, men faar selv ved Aanden Livets Sejrskraft og Herremagt til at træde Synd og Død under Fod, som der staar i den lille Sang:
Af Naade fik jeg Kraft og Mod
At trodse Fjendens Værk,
At træde Satan under Fod.
Hvor Naaden dog gør stærk!
Naar Apostelen i V.17 siger: »Døden herskede« (ved ens Fald - formedelst den ene), altsaa bruger Fortidsformen, saa gør han det, fordi han ser Dødens Magt som allerede brudt ved den enes, Jesu Kristi Lydighed. Derimod bruger han Fremtidsformen om Livets lykkelige Arvinger, »de skal herske,« siger han, fordi Livets Sejrskraft endnu ikke har naaet den fulde Magt i os troende, og tillige fordi den endnu ikke nær har naaet alle de mange, som skal erfare dens Kraft, idet de bliver troende.
Men engang skal det være naaet helt ud, naar de hellige skal regere med Kristus i det evige Livs Kraft.
I V.18-19 vender han nu tilbage til den i V.12 paabegyndte Sammenstilling af Adam og Kristus og sammenfatter, hvad der udgik fra hver af disse to Stamfædre, fra Ulydigheden og fra Lydigheden. Naar der i V.18 staar, at »ligesom det ved ens Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, saaledes ogsaa ved ens Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv« - da siges ikke dermed, at alle Mennesker virkelig vil blive salige; det fremgik jo med tilstrækkelig Tydelighed af V.17, at det gjaldt om at modtage Guds Gave. Men ligesom alle ved Fødselen uden deres personlige Medvirkning er blevne stillede under Synd og Død, saaledes skal ogsaa alle stilles under den ligeledes uden deres personlige Medvirkning virkede Naade i Kristus, om de vil tage imod den. V.19 er en Stadfæstelse af V.18, blot at her Adams Fald og Kristi Retfærdighed betegnes efter Kærnen som Ulydighed og Lydighed, og i Stedet for Udtrykket »alle Niennesker« finder vi udtrykket »mange«. Rækkevidden i Henseende til Fordærvelsen fra Adam og Belsignelsen fra Kristus er den samme, der naas til lige mange.
Spottere og Tvivlere har ofte haft travlt med, hvorfor Gud da skabte Menneskeverdenen, naar han forudsaa Syndefaldet. Man har sagt, at det var uretfærdigt af Gud at lade fremstaa en Slægt, der paa Forhaand var undergiven Synd og Død. Svaret - om et saadant i det hele skal gives -- er givet i Udviklingen her: Adams Efterkommere har saa ogsaa til Gengæld hele Aandens oprejsende Kraft til deres Tjeneste, blot de vil oprejses.
I V. 20-21 gaar Paulus som for nævnt, over til at tale om Lovens Betydning, at den kom til for at aabenbare Faldets Dybde og derved stille Naaden i dens fulde, herlige Lys. Da Gud gav Loven, bar han sig ad som en Læge, der ved et Lægemiddel driver et i det indre rasende Onde frem i det ydre, for at det kan blive kendt og derpaa overvundet. Det er Lovens Betydning at være en Tugtemester til Kristus, og saaledes virker den endnu til Velsignelse ogsaa i Guds Børns Hjerter. Grundlaget for den sande Vækst i Naadens Fylde er altid betinget af, at Syndserkendelsen uddybes. Men jo inderligere Synden og Naaden erkendes, jo mere et Menneske kommer til at leve af og ved Naaden, des mere mister Synden sin «Magt, og Naadens evige Livskræfter virker i det troende Hjerte et nyt Liv. Det er denne Aandens Kraft til Livets Helliggørelse, Paulus nu gaar over til i det folgende Afsnit (Kap.6-8).
O lær mig, Jesus, Mester kær,
Ja lige til min Grav,
At leve, aande, svømme her
I dette Naadens Hav
|