En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Romerbrevet

Vi gaar hermed over til Romerbrevets tredie Afsnit. Efter den første Udvikling af Slægtens helt igennem faldne Tilstand (Kap.1,18-3,20), Afsnittet om Synden, har Apostelen nu vist Frelsens Vej som Retfærdiggørelse ved Troen paa Grundlag af Jesu Kristi Forsoning, Frelsen af Naade (Kap. 3, 21-5, 21). Hvad Gud har gjort for os i Kristus, hvad han skænker os i Kristus, det er det, der hidtil har været Hovedgenstanden for hans Betragtning. Menneskets Forhold ligeoverfor Frelsen er hidtil kun bleven berørt som Modtagelsen af Frelsen, Tilegnelsen af Naaden. Men i den levende Tilegnelse ligger jo indesluttet et helt nyt Liv, hvor Naadens Kræfter begynder deres velsignede Virksomhed til Kamp imod det gamle fra Adam nedarvede, syndige Menneske og til Kamp for det nye Menneskes Herredømme. Vi har set Naaden fremstillet som en Guds Kraft til Syndsforladelse og derved Retfærdiggørelse. Nu skal vi se, at den samme Naade ogsaa giver Kraft til at komme ud af selve Syndens Tilstand, for at de, der blev helliggjorte af Naade ved Troen, ogsaa kan blive helliggjorte ganske og aldeles i et nyt Levned.

Apostelen sluttede det femte Kapitel med angaaende Loven at gentage, hvad han allerede før havde peget paa, at Loven var kommen til for Syndserkendelsens Skyld; nu viser han, hvorledes Lovens Krav, som ved dens egen Kraft aldrig kunde opfyldes, ad Naadens Vej, ved Naadens mægtige Kræfter som Helligaandens Værk i den troende, kunde naa sin Virkeliggørelse.

Apostelen begynder med at fremsætte en Indvending, han tænker sig mulig i Anledning af hans Ord om, at hvor Synden blev fuldere erkendt, der viste Naadens Rigdom sig des herligere. Den Slutning kunde da ligge nær, at eftersom Menneskets Synd saaledes giver Anledning til Guds Naades Forberligelse, maatte Synden jo anses for endog fortjenstlig. Thi er ikke det fortjenftligt, som tjener til Guds Forherligelse, og skal vi da ikke "blive ved i Synden", at Naaden kunde aabenbares des rigere (V.1)?

Ligesom i Kap. 3, 5-8 afviser Apostelen skarpt denne Tankegang. Vi møder en lignende Afvisning i dette Kapitels V.15. Det er tydeligt, at denne Indvending oftere er bleven fremført mod Apostelens Prædiken om Guds uforskyldte Naade ved Troen. Og den Dag i Dag hører vi fra kødeligt sindede Mennesker ikke sjælden den Indvending blive fremsat: Naar I lærer saadan Frelse af Naade, saa kan man altsaa leve sit Liv som man vil. Ofte er dette haanende blevet indvendt mod Guds Folks Bekendelse om Frelse af Naade ved Tro, ikke ved Gerninger.

Apostelen viser nu med dybe, mægtige Aandens Ord, hvilken Selvmodsigelse og Umulighed det vil være for troende Mennesker at forblive i det gamle Syndeliv. "Det være langt fra!" siger han. "Vi, som jo er afdøde fra Synden, hvorledes skal vi endnu leve i den?« (V. 2).

Vi er døde fra Synden - det er Hovedtanken i hele dette Afsnit. Det vil sige, vi har intet Livssamfund med den mere; vort Forhold til den skal være som en afdøds til det Liv, han før levede. Ligesaa lidt som en død kan fortsætte sit tidligere Liv, ligesaa lidt kan den ved Troen retfærdiggjorte fortsætte sit tidligere Syndeliv. Denne Sætning, at vi er døde fra Synden, begrunder Apostelen (V. 3-4) ved Henvisning til vor Daab. Da vi døbtes med den kristne Daab, blev vi døbte ind i Kristus Jesus, først og fremmest ind i hans Død, men derved ogsaa ind i hans Opstandelses Liv (V. 4). I V. 4 forstærkes Betegnelsen for Døden ved Udtrykket: "begravne med ham ved Daaben til Døden." Ved et Menneskes Begravelse bliver hans Død jo fastslaaet. Muligvis Apostelen her ved Ordet "begravne" særlig tænker paa Daabsmaaden med Neddykkelse i Vandet. Men ligesom vi siger, at Præsten jorder en død ved de tre Skovlfulde Jord," saaledes betegner Overøsningen med Vand, den i vor Kirke brugelige Form ved Daaben, ligeledes Begravelsen i Vand. Men aldrig fremstiller Skriften Vand-mængden som det afgørende, men stadig det rensende i Vandet som det ydre Billede paa Daabens indre Renselse. Altsaa i Daaben indtraadte vi ikke blot i Kristi Døds stedfortrædende Naade, men vor Stedfortræder indtraadte tillige med sin Døds Kraft i os ; Daaben er paa en Gang baade et Dødens Bad og tillige et Livets Bad for os, idet vi døbes til at følge Kristus gennem Død og Grav til et nyt Livs Opstandelse.

Kristus blev oprejst fra de døde "ved Faderens Herlighed," men det bleven Guds Herlighed ikke blot for ham selv, men for hele den nye Slægt, som bliver hans; den er bleven delagtig i hans Opstandelses Kraft. Dette udvikler Paulus videre i V. 5 saaledes: vi er sammenvoksede med Kristus, hvorved Betegnelsen af den inderlige Forening med Kristus ligesom føres endnu et Skridt fremad i Dybde. »Ved hans Døds Afbillede« vil sige: saaledes at vi ligesom er døde med ham, nemlig aandeligt. Men deraf følger igen, at vi ogsaa skal være sammenpodede med ham i Lighed med hans Opstandelse, altsaa leve et nyt Liv, ikke mere anerkende det gamle Menneskes Livsberettigelse. I V. 6 bekræfter Apostelen det gamle Menneskes Dødsdom ved at henvise til, at vort, d.v.s. de·døbtes og troendes, gamle Menneske er bleven naglet til Korset med Jesus. Idet Kristus betalte den store Synderegning, knækkede han just derved ogsaa Syndens Magt, Slangens Hoved blev knust, Dødsdommen blev fældet over alt hans Væsen, ogsaa over det gamle Menneske i os, der jo er Djævelens Væsen. Og denne Dødsdom er traadt i Kraft for det enkelte Menneske ved Foreningen med Kristus i Daaben og ved Troen, for at "Syndens Legeme skal blive til intet, for. at vi ikke mere skulde tjene Synden." Syndens Herremagt er brudt i os, saa sandt vi da i Troen ogsaa vil leve paa det, vi døbtes til. Kristus for os efterfølges af Kristus i os, og deri ligger vor Frigørelse.

»Syndens Legeme« vil sige det af Synden beherskede Legeme, Legemet, forsaavidt det er underlagt Synden. Det skal blive til intet, just for at selve Legemet som Guds Skabning en Gang kan blive "udløst" (Rom. 8, 23) til Guds Børns herlige Frihed.

Betegnelsen , "det gamle Menneske" i Modsætning til et "nyt Levned" ("det nye Menneske", Kol.3,10) viser jo ikke hen til Alder, men til Beskaffenhed, til det syndige Kød som den gamle Arv fra Adam. Ogsaa det nyfødte Barn har et gammelt Menneske i sig.

I det følgende (V. 7) begrundes, at vi ved det gamle Menneskes Korsfæstelse med Kristus er blevne frigjorte fra Syndens Trældom, ikke mere behøver at tjene den. Udtrykket i V.6: "for at vi ikke mere skulde tjene Synden," tillige med de fra V.12 af givne Formaninger viser tilstrækkelig klart, at det ikke er Ordets Mening med at betegne de troende som døde og begravne med Kristus at sige, at saa Kampen med det gamle Menneske skulde være forbi. Vi er døde fra Synden - der skal være et Dødsforhold mellem os og Synden - vi som døde for den, og den naglet til Kristi Kors. Skriften siger ikke, at selve det gamle Menneske allerede er død og begra«vet, som Sværmere fantaserer om. Aej, den siger os, at der ·kræves en uafbrudt Kamp i det daglige Liv for at fastholde det gamle Menneske paa Dødens Plads, holde det fastnaglet til Kristi Kors, hvor de, der hører Kristus til, har faaet det anbragt, for at det kan dø (Galat.5,24); Derfor taler sSkriften baade om, at vi skal aflægge det gamle Menneske (Efes. 4, 22), skal "døde" Syndens Legeme (Kolos. 3, 5) og om, at vi "har aflagt" det gamle TUenneske med dets Gerninger. Thi Dødsdommen er i Gang over det gamle Menneske, det er viet til Døden, men det er endnu ikke dødt og strider for sit Liv.

Meningen af V. 7 er denne, at ligesom den, der har lidt Døden (her tænkes vel nærmest paa den naturlige Død), er retfærdiggjort fra Synden i den Forstand, at Synden ikke mere har noget Retskrav paa ham eller yderligere Magt over hans jordiske Vandel, saaledes er ogsaa den, der er død med Kristus i Daaben, frikendt fra Syndens Krav og Herredømme. Men tror vi dette, da maa vi ogsaa tro, at vor Død med Kristus har til Formaal et Liv med ham, og det et evigt, uopløseligt Liv med ham (V.8). Thi Kristus er færdig med Døden, det blev han een Gang for alle, da han døde for os; hans Liv er et evigt Liv, et evigt Liv for Gud (V. 9-10). Saa følger deraf for alle hans troende, i hvem han lever, at vi ogsaa maa have Lov at betragte os selv som døde fra Synden, men som levende for Gud i Kristus Jesus, vor Herre. Under dette Synspunkt skal et troende Menneske stride Troens gode Strid. Apostelen siger ikke - for at gentage det overfor det falske fuldkommenhedssværmeri -- at dette er gennemført i Virkeligheden; nej, derom vidner de følgende Formaninger tilstrækkeligt, der jo indeholder en indtrængende Opfordring til at fastholde dette Synspunkt. Overfor alle Syndens Henvendelser skal et Guds Barn stadig bære sig ad som en død, ikke være hjemme, naar gamle Adam ringer paa Klokken, men altid være hjemme, naar Gud vil have os i Tale.

Der fortælles om en ung Mand, der kom til en ældre, troende Mand med Spørgsmaal om, hvad dette skulde betyde: at være død for Verden. Den gamle sagde til ham: "Gaa ud paa Kirkegaarden og tal søde og smigrende Ord til de døde, og kom saa og fortæl mig, hvad de siger dertil" - men de døde sagde jo intet. "Gaa saa ud og tal haardt til dem" - men det blev jo som før: de døde sagde intet. Da sagde den gamle: »Naar du er ligesaa død overfor Verdens Smiger og Trusel, som de døde i Graven var overfor din Tale, da er du død overfor Verden.«

Vi maa bekende alle til Hobe, om vi vil være af Sandhed, at det endnu i Stridens Dage kun er et Maal saaledes at blive helt død for Verden, endskønt den ydre Verden jo ganske rigtig betragter de i Sandhed omvendte Mennesker som døde for den. Den indre Syndens Verden i os er det ikke saadan at blive død for, just fordi det gamle Menneske i os, selv om idet ser naglet til Kristi Kors, dog endnu rører sig. Men ligesom Soldaten altid sigter efter Centrum, selv om. han endnu langt fra stadig rammer i Centrum, saaledes skal Herrens troende stadig sigte efter dette Maal: død fra Synden og levende for Gud i Kristus Jesus vor Herre. I Verden tales der ofte om at "leve for noget"; en taler om at leve for sin Forretning, sin Bedrift, en anden om at leve for sin Familie o.s. v., og Verden mener dermed at gaa op i det, saa alle Tankerne og Livets Arbejde drejer sig just om dette. Men der er kun een, vi skal leve for, og det er Gud i Kristus Jesus, vor Herre. Ham skal vi gaa op i, søge at behage i alle Ting ; det skal være vor Bøn, som den gamle Sanger (Vernhard as Clairveaux) har sunget: "Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske Livet, saa for dig kun Hjertet banker, saa kun du i mine Tanker er den dybe Sammenhæng." Men hvert ærligt Guds Barn maa her i Stridens Dage bekende med Paulus: "Jkke at jeg har grebet det, eller allerede er fuldkommen," bekende med en anden Sanger: »Ieg er desværre langt borte endnu.« Indskriften, der skal findes paa de sande Guds Børns Liv efter Rom. 6, 11: "Død for Synden, men levende for Gud i Kristus," staar saa ofte endnu kun med de matte Træk Dog Maalet skal blive naaet; ved Naadens Kræfter skal det lykkes, men ikke ved Lovens Bud. Det er dette, Paulus nu inderligt formaner til i det følgende.

Jesus, du min Ven den bedste,
Jesus, Livet i mit Liv.
Lad med dig mig bo og vandre,
Og i mig din Aand du giv!
Drag du mig tæt til dig!
Ja, o Jesus, gør min Vandring
Til en Vandring helt med dig.

Efter den i V.1--11 givne Udvikling af et troende, døbt: Menneskes Stilling som død og begraven med Kristus og tillige som delagtig i hans Opstandelses Liv indskærper Paulus i Formaningens Form denne dyrebare Sandhed til praktisk Efterlevelse under Billedet af de to Tjenester, Tjenesten hos Synden som Husbonde, hvor Lønnen bliver Død, og Tjenesten i Guds Lydighed, hvor Lønnen bliver evigt Liv, Frigørelse og Helliggørelse, dog ikke som fortjent Løn, men som Naadeløn. I V.12--13 peger Paulus hen paa det dødelige Legeme som det Omraade, hvor Synden særligt søger sit Regimente og sin Tumleplads »Dødeligt« kaldes Legemet, fordi det bærer Forkrænkeligheden i sig formedelst Synden, Synden gaar stadig ud paa at bruge Legemets Lemmer som Uretfærdigheds Redskab (eller Vaaben) til dermed at fremme sine onde Begæringer. Men Synden skal ikke have Lov til at beholde sin Magt i Legemet, ogsaa dette skal erobres tilbage. En frygtelig Vildfarelse er det, naar Mennesker har søgt at bilde sig selv ind, at Synden nok maatte raade i Legemet, medens man i Aanden tjente Herren. Der har været Vranglærere baade i Oldkirken (særlig Gnostikerne) og i den nyeste Tid. som frit har ladet Synden raade i deres Lemmer og samtidig erklæret sig selv som staaende paa Aandens Højder, saa de frit kunde synde med Legemet, uden at Aanden syndede derved.

Det er et djævelsk Bedrag. Nej, ansser vi os i Aanden døde for Synden og levende for Gud i Jesus Kristus, vor Herre ("som saadanne, der fra døde er blevne levende"), faa maa vi ogsaa fremstille vore Lemmer for Gud som Retfærdigheds Redskaber. Omend Syndens Følger under Jordelivet vil forblive i Legemet, saa dette Paulun engang vil blive nedbrudt (2.Kor.5,1«), saa maa et Guds Barns Maal dog være dette at blive »helliget ganske og aldeles« ikke blot til Aand og Sjæl, men ogsaa til Legeme (1.Thess.5,23), saa hvert Lem kan komme til at tjene Herren og være ham underlagt. ·

I V. 14 begrunder Paulus denne Formaning med det herlige Opmuntringsord: »Synd skal ikke herske over eder; I er jo ikke under Lov, men under Naade.« Dette er, som Melanchton har sagt, "den sødeste Trøst". Thi det er ikke sagt som en ny Formaning, men som en Forjættelse og vil sige det samme som: Syndens Magt over eder er brudt, den er ikke mere eders Herre. Og dette følger just af, at en Kristen "ikke er under Lov, men under Naade." Det er ikke et "du skal", ikke et bydende og forbydende Krav, der bestemmer hans Forhold til Gud. Et saadant tjener kun til at ægge Synden des mere frem og gør Kampen med den haabløs (se Kap. 7). «Men det er Guds syndsforladende Naade, der nu bestemmer Gudsforholdet, og deri er Kraften til at. bryde Syndens Herredømme og frigøre Menneskets Vilje til villig Lydighed, til Kærlighedens og Taknemmelighedens "jeg vil" (se Kap. 8).

I V.15 fremsætter Paulus i Lighed med V.1 en tænkt Indvending, der sikkert ogsaa mødte ham idet praktiske Liv, om nemlig den Kristne da nu som den, der staar under Naaden, slet ikke staar under nogen Forpligtelse og under Naadens Stand har Frihed ogsaa til at synde. Og vil ikke i alt Fald Synden her fremtræde som noget mindre væsentligt, noget mindre farligt, eftersom man jo som staaende under Naaden hvert Øjeblik har uhindret Adgang til Syndsforladelse?

Det er den falske Frihed, der vil bruge Naaden som en Anledning for Kødet, som et Skalkeskjul, Paulus her tager paa Kornet for at give den et Grundskud. Han viser nu i det følgende, at de hellige ogsaa er bundne og det paa en langt dybere Maade, nemlig som Kristi Tjenere. I V.16 stiller han det store "enten-eller" op for dem. Det er Jesu Ord: "Ingen kan tjene to Herrer," som Ordene her giver Genlyd af. Han stilller de to hinanden modsatte Grundsætninger for det personlige Liv, mellem hvilke Valget ligger for hvert Menneske, op overfor hinanden, nemlig Syndens Tjeneste og Retfærdighedens, hvilken sidste i V.16 nærmere er betegnet som Lydighedens Tjeneste til Indøvelse i Retfærdighed. Her er det nu ikke længere Troens Retfærdighed af Naade, der menes med Ordet "Retfærdighed", men Livets Retfærdighed som TrosRetfærdighedens Maal og Frugt.

I V.17-18 priser han Gud, fordi de hellige i Rom havde truffet deres Valg, fordi Syndens Tjeneste for dem nu hørte Fortiden til ("I har været Syndens Tjenere"), og de »nu var blevne frigjorte for dens Aag og blevne Retfærdighedens Tjenere. Hvad mener Paulus med den "Læreform", han omtaler i V.17. Nogle mener, at dette skal forstaas om den særlig paulinske Forkyndelse; men rimeligere er det at antage, at han mener Evangeliet i Almindelighed efter det Indbegreb af Troslærdomme, det indeholdt. Paulus havde jo ikke selv før prædiket i Rom, saa han kunde ikke dermed mene sin egen Forkyndelse, ikke heller var hans Evangelieforkyndelse noget i sig selv forskelligt fra de andre Apostles Han siger jo i Gal.2, 6-9, at Jakob, Peter og Johannes, den jerusalemske Menigheds Piller "intet havde at tilføje." - Ordene: "til hvilken I er blevne overgivne," peger her skønt hen paa Gud som den, der havde lagt dem ind til Evangeliets Velsignelse (se Joh.15,16: "I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder").

Endnu en Gang forklarer Paulus dette for dem (V. 18-20) og begrunder sin Gentagelse og Tydeliggorelse af Billedet med de to Tjenester ved at henvise til deres »Køds Skrøbelighed.« Som Herren i Gethsemane sagde til sine Disciple: "Aanden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt," saaledes peger ogsaa Apostelen hen paa Menneskenaturens Svaghed, der saa let ogsaa hos de troende kan føre til, at Ordet om et Kristenmenneskes Frihed svækker Aarvaagenheden overfor Synden. Derfor brugte Paulus disse Billeder efter menneskelig Vis for ret at stille det klart for dem, den store Forskel fra før og nu i Henseende til Tjenesten og den dybe, hele Personligheden krævende Forpligtelse, som Naaden medfører Guds Gave til os, at vi maa være frigjort fra Syndens Trælleaag, er ogsaa den store, hellige Opgave til Gennemførelse i Livet. Og hvor saligt, at ogsaa Lemmerne, der saa ofte gik Syndens Ærinde, ved Naadens Kraft skal udløses og allerede hernede blive »Retfærdigheds Tjenere til Helliggørelse« for hisset at opstaa i Uforkrænkelighed som det nye Opstandelseslegeme. Da har Voldsmanden ogsaa mistet denne sin sidste Borg.

Fra V. 21-23 giver Ordet en ny Opmuntring til at tjene Herren med hele sit Liv, ogsaa sit legemlige Liv, ved at henpege paa den hinanden saa modsatte Udgang for hver af de to Tjenester, paa Frugten af den fordum skammelige Syndetjeneste, der kun bragte Død (V. 21), og Frugten af Guds Tjeneste, der førte til Helliggørelse og evigt Liv. Visselig har et troende Menneske allerede nu det evige Liv (Joh. 6, 47), men dog kun i sin Begyndelse. I sin Fylde skal det arves, naar ikke blot Haandpengene, men den fulde Naadelon skal blive dem til Del, der blev tro i Løbet og naaede Klenodiet (Fil.3,14), den fuldendte Helliggørelse, da den sidste Syndegnist er trængt ud af Gudsbarnet. ·

I V. 23 sammenfatter Paulus dette endnu en Gang i det mægtige Ord om Syndens Sold som Døden (legemlig, aandelig, evig), men Guds Naadegave (ikke "Sold", thi Gaven er ufortjent) som et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Hvem tjener du, kære Læser? Har Naaden faaet sin Magt i dig, saa du har sagt op hos den falske Herre, du aldrig var døbt til at tjene og lyde et eneste Øjeblik? Og har du fundet den rette Husbonde og Herre, der købte og døbte dig til Frihedens salige Tjeneste? »Ak, vidste du, som gaar i Syndens Lænke, hvor haardt det er det Sjælens Slaveri; du skulde dig ej Øjeblik betænke at søge ham, som dig kan gøre fri.« Og du Guds Barn, øver du dig i at fremstille dig selv for Gud som den, der fra Død er bleven levende, som den, der er opstanden fra Daabens Bad til et nyt Liv? Og dine Lemmer - øver du dig daglig i at fremstille dem for Gud til Retfærdigheds Redskab? Dine Øine, din Tunge, dine Øren, dine Fødder, hver en legemlig Kraft og Evne - kæmper du for, at Indskriftem "Helliget Herren" (Sak.14,20), kan staa skrevet paa det altsammen? O, laan dem aldrig til Satan og Synd i Urenheds og Uretfærdigheds Tjeneste, Herrens hellige Navn til Skam og dig selv til Skade og Tab baade paa Sjæl og Legeme; men lad ogsaa dine Lemmer være med til at lovprise ham, der købte og døbte dig fra Syndens Trældom til sin herlige Tjeneste, til evig Frigørelse.

Om alle mine Lemmer
Var fuld af idel Sang,
Om de saa højt istemmer,
At det i Skyen klang,
Og sang jeg Dag og Nat -
Jeg kunde ej gengælde
Med Tak Guds rige Skat.