En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

I dette Afsnit viser Apostlen os Kærligheden som den ypperligste Vej. Uden den er man "intet", hvad man saa end ellers har og gør (V.1-8), men Kærligheden er som en ægte Dronning, der straaler i sine mangfoldige Smykker (V. 4—7).

Kærligheden alene giver Personligheden dens rette Indhold. Gud spørger efter, hvad et Menneske er, ikke efter hvad det gør, uden for saa vidt som Gerningerne skal tjene som Vidner om, hvad et Menneske var. I denne sidste Betydning taler Ordet om, at Mennesker dømmes efter deres Gerninger (Joh. Aab. 20, 12-13 og 2. Kor. 5, 10); de ydre Gerninger alene, løsrevne fra Personligheden, har ingen Værdi for Gud.

Dette viser Paulus paa forskellig Maade, først med Henblik paa de overordentlige Naadegaver (V.1-2). At han begynder med Tungetalen, er med Flid for at revse den kærlighedsløse og forfængelige Maade, hvorpaa Korinthierne higede efter Brugen af denne Naadegave. Paulus nævner den højst tænkelige Grad af Tungetale ved at nævne ikke blot Menneskers, men ogsaa Engles Tungemaal Ja, kunde man endog - det hele er kun tænkt - naa saa vidt, at man kunde tale med Engletunge, men manglede Kærligheden, den hellige Kærlighed fra Gud, da var man jo ikke andet end "et lydende Malm eller en klingende Bjælde", kun et ydre, et dødt Redskab for Aanden, men selv udenforstaaende.

I V. 2 nævner Paulus profetisk Gave, altsaa Prædikegave, dyb Indsigt i Kristenlivets Hemmeligheder, i alt, hvad der hører til den kristne Kundskab, ja, havde man endog den undergørende Tros Gave, dersom det kunde tænkes, hvad hjalp det altsammen, dersom Kærligheden manglede, saa havde man dog ikke den frelsende Tro, saa var man dog intet, det vil sige: uden al indre Værdi for Gud.

I V. 3 ser Paulus hen paa de største og mest i Øjne faldende Gerninger, for Eksempel at give alt sit Gods til de fattige, ja endog at give sit Legeme hen som Offer for Martyriet, men gjordes alt dette uden Kærligs held, maaske kun for at glimre, da gavnede det en intet. I Virkeligheden havde man jo dermed allerede optaget sin Løn, som Herren siger om Fartsæernes Gerninger, der er gjorte for Menneskers Skyld: "De har allerede faaet deres Løn" (Matth. 6, 2).

Hvor er dette dog et alvorsfuldt Ord til allerdybeste Selvprøvelse! Kan det tænkes, at man virkelig kan have saa meget og gøre saa meget og dog selv være et tomt Nul? Herrens Ord i Matth 7, 22-23 peger hen derpaa, at der paa Dommens Dag vil være mange, som har haft store Naadegaver, ogsaa brugt dem, men - ikke til Herrens Afsky ikke til Menighedens Bedste, men til egen Ære, til egen Forherligelse. Vi ser, hvilke Ofre Verdensmennesker kan bringe for deres egen Berømmelses Skyld, gøre livsfarlige Rejser, gennemgaa uhyre Lidelser, og vi kender nok fra Dybderne i vort eget Kød, kan ogsaa nok se det hos andre, at man ogsaa indenfor det kristne Omraade kan staa med et uhyggeligt selvisk Sind, samtidig med at man er i fuld ydre Virksomhed med de Gaver, man fik, med den kristne Erkendelse, man havde tilegnet sig. Maaske ogsaa andre fik Gavn deraf, men man selv løb ikke fremad paa Banen mod Klenodiet, man selv løb i Ring, kom ingen Vegne under pinefuld Higen efter at faa sit eget Navn frem. Det er noget af Satans Dybheder, der i Lyset af dette Ord aabner sig for vort Blik til Advarsel. De overordentlige Kræfter, Satan har, dem har han ogsaa oprindelig fra Gud, men de bruges nu paa en grufluld Maade. Og dette hans Væsen kan dække sig ogsaa under en Lysets Engels Skikkelse (2.Kor.11,14).

Sandselig, dette Ord skal drive os paa Knæ og lære os, at alt kommer an paa, hvad vi er i vort Samfund med Herren, at dog vort Liv kan være af hans Naade og hans Kærlighed være Drivkraften i al vor Viden og Gøren.

Fra V.4-7 nævner Apostlen nu alle Kærlighedens herlige Egenskab er, der stadigt peger hen paa hans Spor, som kom for at tjene og give sig hen-for andre. "Den er langmodig", kan give Tid og holde ud i Sagtmsodighed, selv hvor den sættes haardt paa Prøve, "den er velvillig," ser paa andres Vel i Modsætning til Egenkærligheden, "den bærer ikke Nid«» det vil sige, misunder ikke i ond Skinsyge, "den praler ikke", slaar ikke om sig med store Ord, men er stille og ydmyg, "den opblæses ikke", (V. 4). "Kærligheden gør intet usømmeligt, den skyer alt, hvad der med Rette kan forarge, thi den "søger ikke sit eget", det er Grundpræget i den, den vil gerne fornægte sig selv for at tjene. Derfor "forbitres den heller ikke", selv hvor den lider Tab paa sit eget, og "tilregner ikke det onde", nej, den kvitterer straks Næstens Forseelser imod den med Tilgivelse, fordi den selv lever af Syndsforladelsens Naade (V.5). Den "glæder sig ikke over Uretfærdighed, deri ligger ogsaa, at den ikke er skadefro. Egenkærligheden føler tit en hemmelig Glæde, naar andre bærer sig ilde ad, idet den derved ligesom ophøjer sig selv. Men Kærligheden "glæder sig ved Sandhed", fordi den elsker, hvad der er af Gud, af ham, der er Sandheden. Den glæder sig ved Sandheden som saadan, selv om dens egen personlige Fordel slet ikke fremmes derved. Sandheden er en kær og elsket Ven for Kærligheden. I Grundteksten staar egentlig: "Den glæder sig med Sandheden" (V.6).

Kærligheden er stærk, den kan "fordrage alt," uden at opgive at elske. Dermed menes i Følge Sammenhængen ikke en Fordragelighed overfor det onde (den falske Fordragelighed, der er saa vel kendt i Verden og just hænger sammen med Egenkærligheden, der vil spare sig selv), men Fordrageligheden overfor hver Byrde, hvert Savn, hver Møje, der lægges paa den af andre. Den "tror alt", det vil ikke sige, at den er lettroende og paa en falsk Maade godtroende, men betegner Modsætningen til det mistroiske Væsen, betegner den sande vindende Tillidsfuldhed, der gerne vil se paa Mennesker saa lyst" som Sandheden tilsteder. Dette, at "Kærligheden tror alt", hænger ogsaa sammen med, at den er i Bønnens Pagt med ham, der har den store Magt til at lade det lykkes for sine Venner. Og dette fører videre til, at Kærligheden "haaber alt", ser paa Forholdene i Forjættelsens Lys som hin Missionær, der efter flere Aars Arbejde, uden at Frugten endnu havde givet sig tilkende, sagde: "Mine Udsigter er lige saa lyse som Guds Forjættelser." Og Kærligheden "taaler alt", det vil sige, den er udholdende. holder Stand, og derved vinder den herlige Sejre.

Naar man læser denne Skildring af Kærligheden, da forstaar man i Sandhed, at der her ikke er Tale om den almindelige saakaldte Menneskekærlighed, men om den hellige Kærlighed, den, som kun Guds Aand kan virke, den Kærlighed, der er "fra Gud", og "som en yndig Brud kommer smykket til os ned." Kun den af Gud virkede Kærlighed kan staa Maal med den Kærlighed, Ordet her stiller os for Øje.

Denne Skildring ydmyger i Sandhed, viser os, hvor langt ogsaa det videst komne Guds Barn endnu staar tilbage. Men den opmuntrer ogsaa; thi alt, hvad Guds Ord nævner for os som Gud velbehageligt, det vil Aanden ogsaa virke i Guds ærlige Børn

Vi har Lov til at bede med den gamle Guds Mand, Augustin: "Giv, Herre! hvad du byder, og byd saa, hvad du vil."

O, Jesus, lad mig saa
Din Kærlighed forstaa,
At hvad jeg foretager
Af Kærligheden smager,
At alt mit Liv maa være
Din Kærlighed til Ære.

Paulus slutter sin Betragtning af Kærlighedens Væsen med at paapege dens Evighed. Den hører ganske vist ikke med til Aandens overordentlige Gaver som Profetien, Tungetalen eller den særlige Kundskab og Indsigt (V. 8), men den har det store ved sig, at den "bortfalder aldrig", falder aldrig bort, medens alle de andre nævnte Aandsgaver som hørende det stykkevise til engang skal forsvinde, "naar det fuldkomne kommer" (V.9-10). Hvem vil længere komme den stykkevise Erkendelse eller den stykkevise Proketi i Hu, naar hele Sandhedens Fylde er aabenbaret?

Paulus viser dette ud fra en almindelig, menneskelig Livserfaring, som vi alle har gjort, idet han sammenligner Barnetiden med dens Smaainteresser og barnlige Dømmekraft med den voksne Alder, da man, selv om det gælder om at bevare det barnlige Sind, dog aflægger "det barnagtige" (V.11). Og vor Tilstand er som Barnets i Forholds til den Tilstand, som vil indtræde ved Herrens Genkomst, da Guds Børn vil være vokset op til "Mands Modenhed, til Kristi Fyldes voksne Alder" (Ef.4,13). Vor Erkendelse nu, vor Skuen af den evige Sandhed, er endnu kun et Spejlbillede, vi ser det "i en Gaade", ligesom tilsløret. Oldtidens Spejle var slebne Metalspejle, der endnu mere dunkelt end vore Spejle gengav Billeder. Vi skuer her paa Jord Gud gennem Naturen, Historien, først og fremmest gennem det aabenbarede Ord, men engang skal vi se "Ansigt til Ansigt" og erkende Gud i Lighed med, som vi nu er kendte af ham, "kendte« taget i den dybe Betydning af at være greben af Guds Kærlighed i Kristus (V.12).

Naar da alt det stykkevise svinder, saa bliver der dog en hellig Treklang, som aldrig skal forsvinde, nemlig Tro, Haab og Kærlighed (V.13). Ganske vist faar vi Lov at vandre i Beskuelse hisset (2.Kor.5,7), men Troen som Hjertets Selvhengivelse til Gud forbliver jo i al Evighed. Og ganske vist opfyldes Haabet hisset, men bliver dog ved, for saa vidt som de frelste bevarer Forvisningen om at deres Salighed skal fortsættes gennem alle Evigheders Evigheden. "Men størst iblandt disse er Kærligheden", saaledes slutter Paulus, fordi Kærligheden mest umiddelbart danner os i Lighed med Guds Væsen, som Johannes skriver det: "Gud er Kærlighed, og den, som bliver i Kærligheden, bliver i Gud og Gud i ham". (1. Joh. 4, 16).

Saa bryd da ud i fryderaab,
Du gamle tro, du unge haab,
Og du, som ej af alder ved,
Du evigt glade kærlighed.