Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Læs: Kapitel l4, 1—19.
361. Den prosetiske Gave i dens Fortrin for Tungetalen.

Apostlen samler den skønne Betragtning af Kærlighedens store evige Værdi og herlige Væsen i en inderlig Formaning: "Higer efter Kærligheden" (V.1). Men ud fra Kærlighedens Sind maatte den af Aandens Gaver, som var mest at eftertragte, ikke blive at tale med fremmede Tungemaal, men derimod at profetere. Profetien bestod i et Vidnesbyrd fremkommen ved Guds Aands umiddelbare Aabenbaring (se V.30), og Profetien fremførtes i det sædvanlige Menneskesprog og kunde derfor blive dem, der hørte derpaa, "til Opbyggelse og Formaning og Trøst" i Modsætning til Tungetalen, som ikke var forstaaelig for andre end for Gud, saafremt der da ikke var nogen til Stede, som havde Naadegave til at udlægge den. Til Selvopbyggelse kunde Tungetalen altid tjene, men Profetien kunde tjene til Menighedens Opbyggelse (V·1—4).

Ikke saaledes, som om Apostlen ikke gerne skulde se dem alle i Besiddelse af Tungetalens Gave (V. 5), men Profetiens Gave vil han dog endnu hellere se dem udrustet med, just fordi denne Gave bedre kunde tjene Menigheden. Medens Korinthierne havde lagt Hovedvægten paa den mere opsigtsvækkende og Underfulde Tungetale, viser Paulus dem, at de skuffes i dette deres Syn. Den udvortes mindre fremtrædende profetiske Gave var "større". En anden Sag var det jo, naar den, der havde Tungetalens Gave, ogsaa havde Udlæggelsens Gave, saa at han kunde tyde det dunkle Sprog, Aanden havde lagt paa hans Tunge. Først da kunde Menigheden faa Opbyggelse deraf (V. 5).

Forstaaelse er det, det gælder om, dersom man skal gavne andre med sin Tale. Paulus viser dette ved at tage sig selv frem som Eksempel (V. 6). Hvad Gavn kunde de have deraf, om han, der havde Tungetalens Gave rigere end nogen af dem (V.18), kun vilde bruge denne Gave, naar han kom til dem, i Stedet for at komme med en Profeti paa Grundlag af Aabenbarelse eller en Lærdom paa Grundlag af den ham givne Kundskab og Indsigt (V.6).

I det følgende viser Apostlen fremdeles, hvorledes en Tales Virkning i det hele taget først og fremmest er betinget af dens Forstaaelighed. Den maa være forstaaelig i sig selv og tillige forstaas af den, til hvem den henvendes. Dette belyser Paulus ved tre Eksempler (V. 7-9); først henviser han dem til deres Erfaringer ved de af musikalske Instrumenter frembragte Lyde. Et Musikstykkes Mening kan man ikke fatte, dersom Tonerne ikke ere tydelige (V.7). Og dets Virkning bliver betydningsløs, det kan man se af Krigsbasunen. Dersom Signaltrompeten ikke giver en tydelig Lyd, vil ingen forstaa, at det er Signal til Krig, ingen vil berede sig til Krig (V. 8). Dette Eksempel har ofte faaet Anvendelse med Hensyn til Ordets Forkyndelse. Dersom Tonerne ikke er de klare Aandens Toner, saa vil ingen forstaa, at her gælder det en Kamp paa Liv og Død. Jo mere Brodden brydes af Ordet, des mere vil Indtrykket blive: Fred og ingen Fare, saaledes som Jeremias bebrejder de falske Profeter og vantro Præster deres Prædiken (Jer.6,14). Her er meget at prøve sig overfor. Selv om en Forkyndelse ikke er ligefrem falsk, kan den dqg blive virkningsløs, dersom den er utydelig.

Uden Billede viser Paulns nu det samme ud fra den menneskelige Tunges Brug. Selv om den, der taler, har sin Tanke klar nok, hvad hjælper det, dersom hans Tunge ikke kan føre det frem, dersom for Eksempel Tungen er lammet ved Slagtilfælde eller af anden Grund. Altsaa Talen maa være forstaaelig i sig selv (V.7-9). Men den maa ogsaa være forstaaet af den, hvem den henvender sig til. Dette viser Paulus (V.10-11) ud fra de mange Slags Sprog, der findes i Verden. Selv om paagældende Sprog tales tydeligt nok, kommer det dog an paa, om den, der tales til, kan Sproget, ellers bliver man alligevel overfor hinanden som en "Barbar" ("dette Ord betyder "en Udlsændings", en fremmed).

Dette anvender nu Paulus (V.12) til at vise Korinthierne den rette Vej i deres Higen efter aandelige Gaver. "Til Menighedens Opbyggelse," det maa være Hovedhensynet efter Kærlighedens Maalestok.

Deraf fulgte saa med Hensyn til Tungetalen, at den, som brugte den, ogsaa ret maatte bede ome, at han maatte kunne udlægge den; thi ved den blotte Tungetale er den bevidste Tankes Redskab, Forstanden, ufrugtbar. Aanden beder vel, saa det kan blive til egen Opbyggelse, men det hjælper jo ikke andre (V.14), derfor maa Reglen for en velsignet Optræden i Menighedens Forsamling være den, at Tilbedelse og Lovsang tillige ytrer sig paa forstaaelig Vis (V. 15), ellers vil hvor skøn end "Lovprisning en i Aanden" og "Taksigelsen" kan have været, andre dog slet ikke kunne følge med, ikke "sige Amen til Taksigelsen" (V.16-17).

Naar her (V.16) tales om at staa paa "den uindviedes Plads", har man været noget i Tvivl om, hvad dermed skulde forstaas. Nogle mener, at derved skal forstaas dem, som ikke var indviede i Tungetalens Forstaaelse, altsaa ikke havde Udlæggelsens Raadegave, andre forstaar tillige herved saadanne, som endnu kun "forberedtes til Daaben, "Katekumener", som de kaldtes, der ved Gudstjenesten endnu havde deres særegne Plads. Sammenhængen viser tilstrækkelig tydeligt, at det i ethvert Tilfælde maa betegne en saadan, der stod uforstaaende overfor Tungetalen.

Af V.16 ser vi, at det var Skik i den apostolske Menighed, at der blev sagt Amen fra de tilstedeværendes Side. Allerede i den gamle Pagt hører vi om et saadant højt udtalt Amen, saaledes i 5. Moseb. 27, hvor der tales om, at naar Folket kom ind i Landet, skulde Velsignelsen lyde fra Garizims Bjerg og Forbandelsen fra Ebals Bjerg, og Folket skulde svare Amen. Og saaledes har det altsaa ogsaa været i den nye Pagts Menighed. Og dette er værd at agte paa, det er styrkende i Aanden baade for den, der har varetaget Tjenesten i Menigheden, og for dem, der har faaet Velsignelse ved at høre, at dette Amen lyder højt. Til enhver ærlig Forkyndelse maa Guds Folk kunne sige Amen; men i ethvert Tilfælde skulde man synes, at et saadant Amen altid burde lyde efter vore fælles Bønner (som "Fader vor") og vor fælles Bekendelse. Den enkelte, der udtaler Bønnen eller Vekendelsen i Menighedens Forsamling, gør det jo ikke blot paa sine egne Vegne, men paa alle de troendes Vegne. Dersom da de troende ikke helt igennem beder lydeligt med og bekender med, bør de i ethvert Tilfælde vise deres Delagtighed deri ved et højt udtalt Amen.

Men mange Steder sidder de troende i vore Dage ganske tavse, der lyder intet Amen til "Lovprisningen" eller "Taksigelssen", intet hørligt Amen eller dog kun et næppe hørligt, som var det en Skam at sige Amen højt. Hvorfor dog saaledes? Hvorfor dog ikke følge den apostolske Menighed i denne skønne, hellige Skik, hvorfor unddrage baade sig selv og den, der tjente i Menigheden, en Bestyrkelse?

Man er maaske bange for, at ogsaa vantro Mennesker skal stemme i med et Amen, ja maaske sige det allerhøjest, fordi det er noget udvortes, som de kan være med til. Det kan jo ske, men hvad-kan Verden ikke misbruge, den kan jo ogsaa misbruge Ordets Hørelse, Altergangen o.s.v., derfor hører vi dog ikke op med den rette Brug af disse Gaver. "Amen siger nu tilsammen," saaledes staar der i Salmen, ja, lad os følge den apostolske Menighed i dette, og sætte et fast og frejdigt Amen til det, som vi ved er Herrens Sandhed, og det ved vi da altid om Herrens Bøn og Troens Bekendelse iblandt Guds Folk.

Fordi man nu kun kan sige Amen til det, man forstaar, derfor siger Paulus (V.18-19) ud fra sit Eksempel at omend han havde Tungetalens Gave i saare rigt Maal, vilde han dog hellere "i Menigheden tale fem Ord med sin Forstand" for at blive andre til Gavn "end 10,000 Ord i Tunger", som andre ikke kunde fatte. Atter her har vi det samme fremsat, som vi hørte i Kap. 8-10: Den kristne Friheds Brug maa retledes af Kærlighedens Hensyn til andre.

Glemmes du saa af Verden,
Hver Haand, du rakte ud,
Og hvert et Ord for Jesus
Skal huskes af din Gud.


Læs: Kapitel l4, 20-26.
362. "Vorder ikke Børn i Forstand, men væk Børn i Ondfkab."

Hidtil har Paulus paavist det meningsløse og ufrugtbare i Anvendelsen af ufortolket Tungetale i Menighedens Forsamling; han fremkommer imidlertid ud af sit Hjertes dybe Alvor med en Anke derimod af endnu mere Vægt. Han viser til Slut, at det er en Misbrug af Tungetalen, en Forvrængeslse af dens Betydning, en usømmelig Barnagtighed (V. 20-25).

I Henseende til Ondskab kan det være godt at være som Børn (Grundteksten har "som spæde Børn"); i det onde er det ikke godt at blive fuldvoksen og modnes. Men i Henseende til Dømmekraft gælder det om at blive fuldvoksen (det græske teleios, der flere andre Steder i vor Bibeloversættelse er oversat ved "fuldkommen", møder os her i sin rette Betydning af "fuldvoksen". Dette til ret Forstaaelse af den hellige Skrifts Tale om de "fuldkomne").

I V.21 viser Paulus det skriftstridige i denne deres Misbrug af Tungetalen, som de brugte baade i Tide og Utide uden at gøre sig rede for dens virkelige Bestemmelse. Paulus fremdrager et Ord fra Es. 28, 11 (i fri Gengivelse). I Grundstedset staar der: "Ved Folk med stammende Læber og ved fremmede Tungemaal skal han tale til dette Folk, til hvilket han sagde: Her er Rolighed, lader den trætte hvile, her er Vedserkvægelse; men de vilde ikke høre."

Naar Paulus siger, at dette staar skrevet "i Loven", betegner Loven her som flere Steder hele det gamle Testamente (efter dets Hovedindhold). I Stedet hos Esajas forkynder Herren, at han vil tale til Folket ved Kaldæerne, ved Folk med et fremmed Sprog, fordi de ikke har villet høre hans Profeter. Naar Folket hørte det fremmede Sprog, skulde det være "et Tegn" for deres Vantro, et Tegn paa, at den Guds Kraft, de foragtede, var virksom til Stede, om end i hint Tilfælde til Tugt og Dom. Og deri ligger Sammenligningspunktet. Tungetalen med sit uforstaaelige Sprog skulde være et Tegn for "de vantro", det var Tungetalens Bestemmelse, et Tegn paa den Guds Kraft, der kom dem nær i Guds Rige; for selve de troende var Tungetalen egentlig ikke beregnet, men derimod Profetien, der ikke var saa opsigtsvækkende, men ved sit almindelige menneskelige Sprog just havde meget at bringe til dem, hvis Hjerter var opladte i Tro (V. 22).

Naar nu kun troende Mennesker var til Stede, og de alle vilde føre Tungetale, og der saa under Mødet traadte Lægsolk (uindviede, se V. 16) eller ganske vantro Mennesker (Hedninger) ind, vilde de da ikke sige, at Menigheden rasede (V. 23), betragte det som Galskab eller soms noget i Lighed med den hedenske Rasen ved Gudefesterne. Det Indtryk, en enkelt Tungetale kunde gøre, vilde her ganske udviskes af den Forvirring. der blev, naar alle brugte en saadan Tungetale. Tilmed vilde udenforstaaende dog snart forstaa saa meget, at det hele var en fuldstændig Urimelighed, at en Forsamling af troende Mennesker, der roste sig af at være udfriede af Hedenskabets Mørke søgte Opbyggelse i en Tale, som de selv indbyrdes ikke forstod. Der hørte ikke andet end almindelig menneskelig Fornuft til at se det latterlige deri. Tungetalens Betydning som Tegn for de udenforstaaende vilde saaledes gaa rent til Grunde i den kritiske Spot, en saadan Adsærd vilde vække hos dem.

Hvis derimod alle brugte Profetiens Gave, Ordets Forkyndelse og Vidnesbyrd (selvfølgelig en efter en) ved deres Forsamlinger, da vilde udenforstaaende faa et ganske andet Indtryk af en kristen Gudstjeneste. Det vilde de forstaa, kunde tjene de troende til Opbyggelse. Selv om Profetien ikke var beregnet paa de udenfor staaende (overfor dem var Missions prædikener bedre paa deres Plads), og selv om de ikke saaledes fattede det Aandens Lys, der kom frem, saa vilde dog et kraftigt profetisk Vidnesbyrd kunne gribe dem, overbevise dem om, at de selv stod udenfor Lyset, ja give dem et Indtryk af, at der blandt de hellige var Kendskab til Hjertets skjulte Tanker, og alt dette kunde lede saadanne udenforstaaende til Rette, bøje dem ned i Ydmyghed for den Gud, hvis Klarhed skinnede dem i Møde gennem det profetiske Ord. De vilde forstaa, at Gud bor i sine hellige (V.24-25).

Det kender vi i vore Dage godt fra vore saakaldte Samtalemøder, som jo særlig er beregnede paa troende Mennesket, og naar det er, som det skal være, just er fyldte med Profetiens mere umiddelbare Aand, med hjertelige Vidnesbyrd ud fra det af Guds Aand givne Lys. Kommer der udenforstaaende med, enten de nu staar lidt nærmere eller lidt fjernere, har vi da ikke ofte erfaret, at de, selv om Ordet egentlig ikke var betegnet paa dem, dog fik et Indtryk af Aandens Magt, af Herrens levende Nærværelse, en Forstaaelse af, at disse troende Mennesker ejede et Lys over Menneskehjertets skjulte Væsen, som ramte og overbeviste dem? Og jo mere rigt, levende og aandsfyldt Hjertets Vidnesbyrd kunde fremkomme, desto større Respekt fik de ofte for Troslivets Indhold.

I V. 26 slutter saa Paulsus med at give endnu nogle praktiske Anvisninger for Menighedssammenkomsterne, idet han peger hen paa, hvorledes hver af de troende, naar de samledes, medbragte noget til fælles Opbyggelse, een en Salme, en anden en Lærdom og andre igen andre Naadegaver, og saaledes skulde det være, blot alt brugtes til Opbyggelse. Der ligger heri ogsaa et Vink, som vi trænger til for vore Dages Samfunds møder, nemlig at det hele ikke lægges over paa en enkelt eller et Par enkelte, men at hvert Guds Barn hjælper med efter den af Gud givne Naadegave, saa hver føler sit Ansvar for, at alt kan ske "til Opbyggelse".

Læs: Kapitel 14, 27-40.
363. "Alt ske sømmelig og med Drden".

Apostlen lægger dem endnu engang nøie paa Sinde, at der maa være en hellig Orden og Harmoni over de helliges Sammenkomster. Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud (V.33). Denne Grundtanke, at Mødet skal bæres af en stille Fredens Aand, hvor alt gaar sin rette ordnede Gang, ligger til Grund for "Apoftlens afsluttende Formaninger baade med Hensyn til Brugen as Tungetale (V.27-28) og af Profetien (V. 29-32) samt med Hensyn til Kvinders Fremtræden ved Menighedsforsamlingerne (V. 33—35).

Ikke for mange skulde føre Tungetale ved hvert Møde, to, højst tre, ikke i Munden paa hverandre, men den ene efter den anden, og kun, naar der var en til Stede, som kunde udlægge Tungetalen, ellers skulde man tie med den i Menighedens Forsamling og henlægge den til Lønkammeret. Dermed havde saa Tungetalen, den Korinthierne var saa barnagtigt hengivne til, faaet anvist sin rette, sømmelige Plads.

Af profetiske Vidnesbyrd skulde der ogsaa kun lyde to eller tre, og de andre (nemlig de, der ogsaa havde profetisk Gave) skulde "prøve det," bedømme, om det var de rette Aandens Toner, der lød, for at ingen "falsk Profet" skulde faa Lov til at løfte sin Røst i Menighedens Forsamling. Deraf synes at fremgaa, at Gvden til at bedømme Aander i Reglen var knyttet til den profetiske Gave. Et Vink for os ligger ogsaa i dette, at der stadig indskærpes: ikke flere end to eller i det høieste tre. Paulus var under almindelige Forhold ingen Ven af, at Menighedsforsamlingerne skulde trække for længe ud; et andet var det ved hin højtidelige Afskedssammenkomst i Troas (se Apostl. Gern 20, 7). Vi mindes herved om Luthers gamle Anvisning til dem, der skal prædike: "Luk Munden op, tal frisk; ud og luk den saa i igen."

Ligeledes er der et Vink for os i dette at prøve Vidnesbyrdet, dette skal til og kan gøres ogsaa fra en ydmyg Plads, uden at man behøver at unddrage sig Velsignelsen as Ordet ved at sætte sig i et kritisk Højssæde.

Men ogsaa ved Profetien skulde alt gaa i en ret Orden. Mærkeligt er Ordet i V. 30, at den, der var ved at profetere, skulde tie, dersom en anden paa en Gang fik en Aabenbarelse, og lade denne komme til, med andre Ord, den første skulde ikke til den Profeti, Aanden havde lagt paa hans Tunge, knytte nogen videre Anvendelse eller videre Udførelse ud fra sin kristne Kundskab, saafremt en anden fik et Aandens Ord at bære frem. Aandens umiddelbare Tale skulde altid have Forretten

Apostlen kunde tænke sig den Indvending fremført mod dette, at kun to eller tre Personer talte ved en Menigheds sammenkomst, at dog alle havde Ret til at komme frem, og denne mulige Indvending besvarer han i V. 31 ved at henvife til, at de jo alle kunde profetere, men det var ikke nødvendigt, at det skulde ske just paa een Gang, ved samme Møde. "Profeters Aander er Profeter undergivne," siger han (V.32). Profetaanden driver ikke som en uimodstaaelig Naturmagt, men er tvertimod underlagt Profetens af Guds Aand helligede Vilje, den Aabenbarelse, der var givet, kunde fastholdes til en anden Gang, saa ingen Profeti behøvede at gaa til Spilde. Hvis Profeterne ikke paa den Maade havde Magt over den dem givne Aandsgave, og de alle vilde tale paa en Gang, vilde der jo blive Forvirring, men dette stemmer ikke med Guds Væsen, der ikke vil Forvirring men Fred, en ordnet, harmonisk Tilstand. Det, der er vildt, er ikke fra ham.

Fra V.33 Slutning til V. 36 knytter Apostlen endnu et Ord til angaaende Kvindernes Forhold ved Møderne og forbyder dem at optræde som Talere der, ligeledes at fremkomme med Spørgsmaal paa det Sted; de kunde spørge deres egne Mænd i Hjemmet. Dette hørte med til den rette Sømmelighed efter den Guds Vilje, der i sit Ord (1 Moseb.3,16) havde anvist Kvinden Underdanighedsplads. Det fremgaar af Betegnelsen "deres egne Mænd" (V.35), at her er Tale om gifte Kvinder.

Til ret Forstaaelse heraf maa vi først bemærke at det her drejer sig om Menighedens offentlige Sammenkomster, hvor der var Adgang for alle (V. 23-24)· Den Dag i Dag anses det jo ikke for sømmeligt og stemmende med god Orden, at Kvinder taler ved offentlig Gudstjeneste. Dog kan dette Ord, at Kvinden skulde "tie i Forsamlingerne", næppe være bindende ved friere Møder om end selve Ledelsen ved Møder, hvor baade Mænd og Kvinder er til Stede, saa vidt muligt bør være Mandens Sag.

Dette Ord viser, at Kap.11,5 samdsynligvis maa forstaas om finere private Sammenkomster, siden der jo paa hint Sted blot lvar Tale om, at Kvinderne ikke maatte bede eller profetere "med utildaekket Hoved. Eller ogsaa har Paulus opsat sin Tilrettevisning med Hensyn til Kvindernes for stærke Fremtræden ved Forsamlingerne i det hele taget, indtil han nu fandt den rette Lejlighed til at fastslaa saadant som en Uorden ved Gudstjenesten, om end just ikke som en Synd. Paulus Spørgsmaal (V. 36) indeholder en ret skarp Tugt med Hensyn til denne Uskik, som Korinthiermenigheden havde holdt Haand over. Denne Menighed var da ingenlunde Modermenigheden eller den eneste kristne Menighed, saa den skulde give Tonen an i Stedet for at rette sig efter, hvad der var anset for sømmelig Orden i alle de helliges Menigheder.

Saa slutter Apostlen (V. 37-40) med først endnu en Gang at henvende sig til dem, der fremtraadte med Fordring paa at være "aandelige", det vil her sige, i Besiddelse af overordentlige Aansdsgaver. Han beder dem betænke, at hvad Apostlen her har skrevet til dem, det er Herrens Bud. Apostlen var forvisset om, at han her udtalte Herrens bestemte Vilje; vilde nogen ikke erkende dette, saa fik han gøre saa. Apostlen vilde da betragte saadannes Anerkendelse som en ham ganske ligegyldig Ting og stempler derved saadannes Aandelighed som falsk og indbildt. Efter en anden Læsemaade læser man: "da kendes han ikke," nemlig af Herren, Herren forkaster en saadan. Tanken bliver jo væsentlig den samme.

I V. 39-40 sammenfatter Apostlen med hele Menigheden for Øje som i en Sum alt, hvad han har sagt om denne Sag baade efter Teori og Praksis Profetiske Gaver skulde der tragtes efter, Tungetalen skulde ikke forhindres og iøvrigt Sømmeligheds og Ordenshensyn iagttages. Dermed er kort og godt det rette Forhold mellem disse to Aandsgaver fastslaaet (i Modsætning til den forvendte Betragtning, der havde indsneget sig i Korinth), til Vejledning for alle ydmyge Hjerter.

Herre, lær du mig at blive lille,
Da forstaae jeg først, at du er stor,
Da jeg vandrer ved din Haand saa stille,
Om end Vejen tit sig vildsomt snor·

Denne hjemmeside Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media