Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Læs: Kapitel 3, 1-9.
334. Paulus revser Korinthierne, fordi de overvurderede mennesker, som dog kun var Guds Tjenere med hver sin Gerning og hver sit Ansvar overfor deres fælles Herre.

De korinthiske Kristne havde været utilfreds med Paulus Maade at prædike Evangeliet paa sammenlignet med Apollos Maade. De fandt hans Forkyndelse for snæver, for lavt nede for dem. Paulus havde nu i det foregaaende sagt dem, at han just med Flid ikke havde villet forkynde dem Evangeliet anderledes, fordi han kendte deres svage Side. Nu siger han dem (V. 1-4), at han havde heller ikke kunnet forkynde dem Guds dybe Visdom, men maatte holde sig til den enfoldige Børnelærdom, fordi de ikke var aandelige Mennesker, men kun som smaa Børn, der ikke kunde taale andet end "Mælk." Men det værste var, at de endnu ikke kunde taale "fast Føde," de havde endnu vist sig at være kødelige ved al deres Splid og Tvedragt (V.3-4), hvorved de bar sig ad paa "menneskelig Vis", som Mennesker i Almindelighed plejer, men ikke som det stammede sig hellige, aandelige Mennesker.

Paulus bruger to forskellige Ord for "kødelig" i V.1 og V. 3 (i hvert Tilfælde efter de fleste Læsemaader. Det første i V.1 betegner egentlig helt af Kød, helt uaandelig (det samme Udtryk findes brugt i Rom.7,14), det andet i V.3 brugte lidt mildere Udtryk betegner et Menneske, der endnu retter sig efter Kødet og er ulydig mod Aanden.

Man kunde synes, det var underligt, han brugte disse stærke Ord om Mennesker, han ved Siden af kalder 2Børn i Kristus," men det maa forstaas just med dette særlige Punkt, deres Higen efter blomstrende Tale og deraf følgende Menneskeforgudelse, for Øje. Ligesom man kan sige, at troende Mennesker kan vise sig "vantro" i en eller anden Henseende, saaledes maa Benævnelsen kødelig ogsaa forstaas her med den rette Begrænsning At Paulus bruger disse stærke Ord, har tillige sin Grund i, at de troende Korinthiere bildte sig ind at være voldsomt langt fremme, rigtig at være modne aandelige Mennsesker paa Grund af det Lys, de havde i faa mange andre Henseender (se Kap.8,1, hvor Paulus lader dem vide, at Kundskab alene opblæser, og Kap. 4, 8: "I er allerede mætte o. s. v."). Derfor slaar Paulus haardt til om end ikke for haardt for at bringe dem til Besindelse.

Den Dag i Dag kan der jo hos Mennesker, der er ganske unge i Troen, endnu findes en hel Mængde kødeligt Væsen, ofte ret grove Ting; det er ikke saadan at faa et Barn opdraget, der kommer lige ind fra Gadesnavset.

Efter at have givet dem denne alvorlige, men højst fornødne Tugt, tager han nu fat paa at vise dem den rette Vurdering af de Evangeliets Budbringere, Herren havde sendt dem. Slet ikke andet end Tjenere var baade Paulus og Apollos, Tjenere, som Herren havde brugt hver til sit, Paulus til at plante, Apollos til at vande men det var dog Gud, der havde givet hele Væksten, saa Æren var hans alene, og der var ingen Ære at give til Tjenerne (V.5-7). Vi hører ligesom gennem disse Apostlens Ord en Efterklang af Herrens Ord i Luk 17,10: "Naar I har gjort alle Ting, som er eder befalede, siger: Vi er unyttige Tjenere."

Men hvor urigtigt da at klynge sig til disse Redskaber, saaledes som det var sket i Korinth. Og en ny Uret var det at stille dem op mod hinanden, som Partierne gjorde; thi disse Tjeneres Gerning gik jo dog ud paa eet og det samme. "Den, som planter, og den, som vander, er eet (V.8)."

Visselig har hver Arbejder sit særlige Ansvar overfor Gud. ("Hver skal faa sin egen Løn efter sit eget Arbejde"). Thi det er jo Guds altsammen - Guds Medarbejdere er Tjenerne - Guds Ager, Guds Bygning er deres Arbejdsmark, Menigheden. Og Enheden mellem de Vidner, der havde forkyndt dem Evangeliet, bestod just i, at de arbejdede i den samme Guds Tjeneste som Medarbejdere i det store Værk, Forskelligheden laa i det forskellige Arbejdsomraade, ligesaa i det forskellige Arbejde, der fremkom ved hver enkelt Tjener.

Det er et Naadesnavn, naar Herrens Tjenere kaldes "Guds Medarbejdere", thi, som der staar i Salmen, "Findes noget godt hos mig, det alt jo virket er af dig". Men derved betegnes jo den Fortrolighed, Herren viser sine Tjenere, idet han indvier dem i sine Frelsesplaner, som Herren sagde det til sin lille Discipelflok (Joh.15,15): "Jeg kalder eder ikke længere Tjenere ; thi Tjeneren ved ikke, hvad hans Herre gør; men eder har jeg kaldt Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder."

Menigheden ses (V. 9) under et dobbelt Billede, dels som en Ager, hvilket Billede har ligget til Grund for den foregaaende Betragtning i V. 6-8, dels som en Bygning, hvilket nye Billede nu udvikles videre i det følgende (V.10-17).

Billedet af Menigheden som Ageren er dybt og rigt. De samme Guds Tanker, der i den lavere Form møder os paa Naturens Omraade, har jo deres tilsvarende i Aandens Verden. En Ager skal bearbejdes, Jorden skal vendes, renses, tilsaas, have Tilførsel af Næring, for at "Ageren kan bære Frugt. Saaledes i det aandelige. Alle døbte er helligede til at være Guds Ager, men mange vil ikke lade sig bearbejde ved Aanden og Ordet, vil ikke lade sig omvende, rense, tilsaa. Vantro Hjerter ligner en Ager fuld af Tidsel og andet Ukrudt. Salig den, der blev Guds Ager og kom til at bære Troens Frugt! Hvert troende Menneske faar da ogsaa sin større eller mindre Gerning som Guds Medarbejder overfor andre."


Læs: Kapitel 3, 10-17.
335. Forskelligheden i det Arbeide, der ydes af de forskellige Tjenere ved Menighedens Opbyggelse, og det deraf følgende Ansvar.

Det var Ansvaret overfor Gud for de enkelte Arbejdere, Paulus berørte i V. 8. Dette Punkt udvikler han nu videre i dyb Alvor til alvorlig Selvprøvelse for alle Guds Riges Arbejdere. Først peger han paa den Opgave, der særlig var anvist ham, nemlig at lægge Grundvold. Paulus siger, at han havde gjort det med Visdom, men føjer ogsaa til: "efter den Guds Naade, som blev given mig" for i Ydmyghed at give Gud Æren. Men naar Grundvolden var lagt, vendte han sig andre Steder hen, hvor der endnu ikke bestod nogen Menighed (se Rom.15, 20-21). Apostlens Gerning paa hvert Sted maatte derfor fortsættes ved andre Arbejdere, og der kom det an paa, hvorledes der blev fortsat (V.10). Med Grundvolden stillede Sagen sig jo saaledes, at der var kun een Grundvold, nemlig den, "som er lagt" af Gud, "Jesus Kristus," givet os af Gud som Hovedhjørnesten. Anden Grundvold eksisterer der ikke i Guds Rige. Vil nogen bygge paa noget andet, da er man uden for Guds Rige og bygger i Virkeligheden paa Sand (V. 11).

Men blandt dem, der fortsatte Gerningen, viser Apostelen os to forskellige Slags Arbejdere, dels velsindede Arbejdere (V. 12-15), der dog holdt sig til den givne Grundvold, dels bevidste Fjender, der gik ud paa at nedrive Guds Tempel (V. 16-17). Men blandt de velsindede Arbejdere skelner Paulus igen mellem to Slags, dem, der byggede ægte og holdbart Materiale op paa Grundvolden Kristus, Materiale, han betegner som Guld, Sold, kostbare Stene, og dem, der byggede med Materiale af ringe Værd og forgængelig Beskaffenhed, "Træ, Hø, Straa" (V.12).

Forskellen paa disse Bygningsemner viser sig overfor Iiden. De første kan gaa Ildsprøven igennem, de sidste fortæres.

Hvad skal der forstaas ved disse forskellige Slags Materiale? Det maa være Billede paa de forskellige Lærdomme, den forskellige Forkyndelse, som de forskellige Tjenere i Menigheden fremkommer med for at opbygge og berede Herrens Folk. Det, der stammser fra Guds Aand, det, der er Herrens, det er ægte Sager, det, der kun er Mennesketanker og Menneskefølelser, den tørre, døde Kundskab, bløde Stemninger, maaske kunstfærdigt sammenflettet Veltalenhed, men uden Guds Aand, alt dette er Træ, Hø og Straa.

"Dagen", der skal aabenbare og prøve hvers Gerning med sin "Ild", betegner her som altid Herrens Genkomsts Dag med de store Trængsler, der ret vil blive en Ildprøve for, hvad der er ægte, og med den Majestætens Ildglans, Kristi Helligheds og Herligheds mægtige Aabenbarelse, der vil virke fortærende for alt, hvad der kun er af Kødet (se 2. Thess.1, 7-8: "Den Herres Jesu Aabenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle, med Lueild, naar han tager Hævn over dem, som ikke kender Gud"). Denne Dag med sin Ild (V.13) vil da udvise nogens Gerning som fast, og en saadan "skal faa Løn" (V.14), men ogsaa nogens Gerning som uholdbar, saa Gerningen vil gaa under, og vedkommende Arbejder maa staa med den bitre Erkendelse, at hans Arbeide var forgæves". Men der tilføjes: "Selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild." En Redning gennem Ilden plejer at gaa for sig med Angst og Smerte. Herrens Genkomst med den hellige Klarheds Flamme, der fremstiller alle Ting i deres virkelige Værdi, vil blive en stor Skræk for saadan en Arbejder. Betegnelsen her vil vel sige det samme som at han med Nød og næppe vil blive frelst.

At han selv kan naa Frelsen, ligger i, at han jo dog byggede paa Grundvolden, ikke brød med Ordet om Jesus Kristus og ham korsfæstet som Retfærdighedsklippen. Og Frelsen betinges jo kun af Tro, ikke af Livsgerningens Resultater, om end en delvis forfejlet Livsgerning altid er et Vidnesbyrd om, at Troen var syg og svag.

Den "Løn", som der V. 8 og 14 er Tale om, betegner altsaa ikke her det evige Livs Naadegave, men en særlig Velsignelse, der bliver Herrens Tjenere med det ægte Arbejde til Del paa den store Dag. En saadan Tanke møder vi jo flere Steder i den hellige Skrift, saaledes i Daniel 12,3: "De, Eder førte de mange til Retfærdighed, skal skinne som Stjernerne evindelig og altid," og fremdeles i Herrens Ord Matth·19,28, hvor der loves Herrens Apostle en særlig Naadeløn.

Ordet her i V.12-15 indeholder en stærk Opfordring for alle Herrens Tjenere om at prøve deres Gernings Beskaffenhed, om paa Knæ at tigge om, at det dog maa være Guds ægte, pure og rene Evangelium, det sande Skel mellem Lys og Mørke, Sandhedens Ord i Kristi inderlige Kærligheds Aand, der uden Menneskefrygt maa blive baaret frem ved os. Men Ordet kaster ogsaa et Lys, et vemodigt Lys, dog ogsaa et Haab, hen over mangen en Præstegerning, der paa den ene Side fastholdt den sande Lære om Jesus Kristus som Guds Søn, korsfæstet for vore Synder, men hvis Forkyndelse dog mest syntes at løbe ud i Sandet, ikke syntes at kunne blive til Opvækkelse, Omvendelse og Befæstelse for Sjæle. Det er uhyre vemodigt at se paa, men Ordet her giver et Haab om, at der vil ske personlig Frelse med adskillige saadanne Tjenere, selv om deres Embedsgerning væsentlig blev som et Intet. Der laa engang en Præst paa sit sidste Leje; han havde nok forsøgt at pege paa Kristus, men Basunen havde aldrig givet en tydelig Lyd, og der blev ikke noget ud af, hvad han byggede op. Paa sit sidste Leje udtalte han disse Ord: "Dersom jeg kommer op, da skal jeg rigtignok anderledes forkynde Ordet, end jeg har gjort." I den bitre og dog faa gavnlige Erkendelse af sin Gernings af Mennesketanker og vel ogsaa af Menneskefrygt lammede Indhold gik han bort ligesom frelst gennsem en Ild. Men forfærdelig farligt er det alligevel at bygge Træ og Hø og Straa op, og den, der vilde bruge dette Ord som en Sovepude for sig selv, er der visselig ikke meget Haab for. Den, der bygger saaledes, fordi han ikke vil bygge andet, og fordi han forhærder sig imod Aandens Paamindelser,glider bort fra Grundvolden Kristus og faar sin Plads blandt den anden Slags Arbejdere, som Paulus nævner i V.17 som dem, der fordærver det Guds Tempel, som Herrens hellige er.

Pavens Teologer grundet deres Lære om Skærsilden, hvori de mente at Menneskene skal afsone deres Synder før Dommens Dag, paa dette Skristord om Frelssen "som gennem Ild." Men dette er i aaben Modsigelse med Ordet; thi Ordet her taler om Ilden paa selve Dommens Dag, Læren om Skærsilden er Menneskefantasi.

Ovenfor har vi givet en Udlægning af V.12—15 som sigtende til den forskellige Forkyndelse paa Grundvolden Kriftus, mere eller mindre ægte eller nægte Apostlen talte disse Ord baade til dyb Selvprøvelse for alle dem, der havde arbejdet efter ham i Korinths Menighed, og til Alvor for Korinthierne, at de kunde faa vendt deres Blik bort fra Menneskepersonerne hen til Herren som den, for hvem Regnskab skal aflægges. - Men denne Tekst finder jo en rig Anvendelse ikke blot paa Ordets Tjenere, men paa hvert Guds Barn, med Hensyn til de Frugter, der bæres i det Menneskehjerte, der er kommen til at bygge paa Grundsvolden Jesus Kristus Vantro Mennesker bygger ikke paa Jesus Kristus som Salighedens eneste Grundvold, de bygger paa deres eget Syn og egen Mening, paa egne Bestræbelser og Forsætter, paa egne Gerninger. Man maa først blive en fattig Synder, der erkender: "Jeg behøver dig, o Jesus; Hjærtet har blot Synd i sig," før man i Sandhed kan komme til at bekende: "I dit dyre Blod alene kan det blive rent og godt." Men ogsaa i troende Menneskers Livsvandel er der jo saa stor en Forskel paa Frugterne. Ak, hvor meget blander der sig ikke ofte ind med af stygt og grimt, af det gamle Menneskes Væsen! Der er Guds Børn, hvis daglige Liv er fyldt med meget af Herrens skønne Sind, af Kristi Kærligheds Guld, af en frimodig Bekendelses Sølv, af Ydmyghedens Ædelstenssmykke. Der er andre Guds Børn, hvis daglige Liv er jammerligt, ofte til Skam for Herrens Navn Disse sidste gaa glip as en stor Velsignelse, idet de i saa ringe Grad har optaget Jesu Liv i sig. Og naar vi alligevel ser dem gaa frelst hjem, da er det just som gennem en Ild, kun gennem stor Anfægtelse og Sjæleangst naar de omsider igennem til Freden. Herren hjælpe os daglig at lægge os selv og hele vort Liv ind under Herrens ransagende hellige Øje, at bede med David (Salme 139, 23-24): "Ransag mig, Gud, og kend mit Hjærte, prøv mig og kend mine Tanker Og se, om jeg er paa en Vej, der fører til Smerte for mig og led mig paa Evighedens Vej."

Ildprøver til Selverkendelse er der nok af i hvert Menneskes Liv, de møder os baade i Livets tunge Sorger, i det daglige Livs mangehaande Vanskeligheden i Satans Fristelser og Sigtselser baade sinde fra vort eget Kød og ude fra den onde Verden. Vel den, der gennem disse Ildprøver lader sig lutre og opdrage, saa vort eget, det nægte kan fortæres, men det nye Liv af Herren i os derigennem kan dannes til Fremvækst efter hans Billede, til en Vandel, der sømmer sig dem, der er helligede til at være "Guds Tempel", Guds Aands Bolig (V.16).

Apostlens Spørgsmaal til Korinthierne: "Ved I ikke, at I er Guds Tempel, og Guds Aand bor i eder," løfter Billedet af Bygningen et Trin højere op. De hellige er Guds Helligdom, men just derfor kommer der saa svar en Dom over hver den, der "fordærver Guds Tempel." "Ham skal Gud fordærve", siger Guds Apostel. Her taler Paulus om de ildesindede Arbejdere, Ulvene i Faareklæder, de onde Arbejdere, som han kalder dem Fil 3, 2, falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som han kalder dem 2. Kor. 11,13. Den Slags fulgte der ogsaa efter Paulus, Mennesker, der ikke byggede paa Grundvolden Kristus, men vilde lægge en anden Grundvold og nedrive Guds Tempel. Der findes jo mange Sekter, der bringer meget Træ, Hø og Straa ind i Guds Menighed, uden at de dog vil vige fra Jesus Kristus som Grundvolden; men der findes ogsaa altid nok af Djævelens Tjenere, der søger at nedrivse selve Grundvolden. Vi kan i vor Tid pege paa de mange Rationalister, der vil fornægte Jesus som Guds eenbaarne Søn, sødt af Jomfru Maria; de møder os ogsaa under Navn as Unitariere, frække Bibelkritikere eller i Mormoners Skikkelse og paa mangen anden Vis. Da gælder det om for Guds Folk at kende sig selv som Kristi hellige Kirke, kende sin høje, benaadede Stilling som Guds Tempel og være paa Vagt, rustet med Aandens Sværd, som er "Guds Ord" (Ef.6, 17). "Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham." Dette mægtige Sandhedsord skal slynges alle saadanne Kristi Kirkes Fjender i Ansigtet. Vor Bøn skal være til Kirkens Herre:

"Hwad sig mod dig og dine vil ophøje
Du selv nedbøje".


Læs: Kapite1 3, 18-23.
336. "Alle Ting er eders - men I er Kristi."

Tanken paa de forskellige Slags Arbejdere, der var gaaet ind i Apostlens Virksomhed i Korinth, foranledigede ham til de i foregaaende Afsnit udtalte alvorlige Ord om Gerningens Ansvar. Nu vender han sig atter til den urigtige Stilling, som de troende i Korinth havde indtaget overfor disse Arbejdere, idet deres Forkærlighed for Menneskevisdom havde ført dem ind paa Menneskeforgudelsens Afvej. Endnu engang viser Apostlen dem det Selvbedrag, som laa deri. Nej Vejen til den sande Visdom gaar kun gennem Erkendelsen af, at al naturlig, kødelig Visdom er Daarskab i Guds Øjne (V.18-20). Han begrunder dette ved at nævne to Ord "fra den hellige Skrift, nemlig Job. 5, 13 ("Herren griber de vise i deres Træskhed"), og Salme 94, 11, hvor der staar: "Herren kender Menneskenes Tanker, thi de er Forsængelighed." Den blotte Menneskevisdom er ikke blot tom, men stemples hos dem, der forlader sig paa den og ikke vil bøje sig for Guds Ords Sandhed, som en Træskhed, et lumsk Sind, der vil bygge sig et Babelstaarn af sin egen Forstand til sin egen Ære. Men Herren griber dem i deres Træskhed, og Dommen bliver den, at saadanne selvkloge Mennesker ender i Mørke og Forvirring.

Men har det sig saaledes med denne Verdens Visdom, da gælder det nok om hurtigst muligt at opgive den som Maalestok for Prædikanters rette Vurdering.

"Ingen rose sig af Mennesker; det vil sige: ingen stille sig i et falsk Afhængighedsforhold til menneskelige Lærere, saaledes at man giver dem en Ære, der ikke tilkommer dem. Det sande Forhold er "jo netop saaledes, at Menigheden ikke er til for Lærernes Skyld, men tværtimod Lærerne for Menighedens Skyld. Det er Menighedens Højhed som Guds Menighed: "Alle Ting er jo eders" (V. 21). Og Paulus peger med disse Ord ikke blot paa de forskellige Forkynderes Navne, men paa alt, hvad der er i Verden af Kræfter og Magter, alt til Hobe har jo dog kun den Bestemmelse at fremme Guds Riges Sag, at tjene dem til Gode, som elsker Gud.

Men denne Højhed forpligter ogsaa Guds Folk til at se, at Kristus alene er vort Hoved og vor Herre, den eneste, af hvem vi skal rose os som den, hvem vi skylder alt, som den, hvis dyrekøbte Ejendom vi er. "I er Kristi", deri ligger en salig Hvile, en Raaderet, som naar den lille svage Brud kan klynge sig ind til sin stærke Brudgom og have sin Trøst i dette: "Jeg er hans"; men deri ligger ogsaa Forpligtelsen til ikke at stille andre paa den Plads, der ene tilkommer Kristus. Ikke saaledes, at Evangeliets Forkyndere skal ringeagtes, saaledes som hint Parti i Korinths gjorde, om hvilket vi hørte i Kap.1,12. Nej, Menighedens Tjenere skal højagtes som Gaver fra Kristus, men heller ikke anderledes.

Til dette Ord: "I er Kristi" føjer Paulus: "men Kristus er Guds." Dette sidste vil selvfølgelig ikke sige, at Kcistus staar i samme Forhold til Gud som vi til Kristus, saa vilde Kristus jo blive en Skabning som vi. Nej, tværtinod betegner dette Ord Kristus som Guds evige "Søn, hans Væsens udtrykte Billede", som Paulus selv saa dybt har udviklet det i Fil.2,6-11. Deri ligger, at den, der hører Kristus til, dermed ogsaa hører Gud til. Grunden til, at Paulus føjer dette til, er sikkert den ikke at give det Parti i Korinth, der paa kødelig Vis sagde: "Vi er Kristi" og næsten behandlede Kristus som en Partihøvding, noget som helst Medhold. I dette Ord: "Kristus er Guds" ligger just, at hans Navn er højt ophøjet over alt Partivæsen.

Saa har Paulus i disse to sidste Vers (22-23) endnu en Gang rettet sit Sigte paa alle fire Partier i Korinth for paa denne Maade at stille de menneskelige Lærere i det rette Lys som Gaver fra Gud til Menigheden og samtidig ramt Partiaanden, saa Kristus og ved ham den levende Gud ene kunde faa al Ros og Ære.

Almagts Gud, velsignet vær!
Love vil vi lydt din Ære,
Dig ophøje fjernt og nær,
Synge med blandt Engles Hær,
Bøje os i Støvet ned
For vor Konges Herlighed.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media