En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Allerede i Slutningen af foregaaende Kapitel stillede Paulus Ordets Lærere frem under Synspunktet as Gaver til Menigheden ("Alle Ting er eders"). Nu udvikler Apostlen videre, hvilken Ære der ligger deri, ikke blot for Menigheden men ogsaa for Evangeliets Forkyndere. Har han før revset den falske Afhængighed i hvilken Korinthierne stillede sig til deres Lærere saa peger han nu paa den Anerkendelse, Ordets Forkyndere med Rette kan kræve At være Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder (V.1), det er deres sande Ære En Herrens Præst har altsaa Tjenerstilling til to Sider; naar han er Menighedens Tjener, er han dette, just fordi han er Kristi Tjener, sendt af Kristus til at tjene Menigheden Derved udelukkes Mennesketrældom. Kun i samme Grad, som han tjener Kristus, dygtiggøres han til at tjene Menigheden.

Husholderens Opgave er jo at have Opsyn med det øvrige Tyende og uddele Spise til dem i rette Tid, som Herren siger det i Luk.12,42. Saaledes skal Herrens Tjenere uddele Gudsordet, denne undersulde Hemmelighed (se Rom.16,25) om Frelsen af Naade, om Livet i Guds Søn, i Sandhed Hemmelligheder for denne Verden.

Men af denne Forkyndernes Stilling fremgaar der atter, at den Egenskab, hvorpaa alt her kommer an, er Troskaben (V. 2). Troskaben overfor Kristus. Deri ligger der en dyb Alvor, dog ogsaa en salig Trøst for hver Herrens Tjener. Men just derfor bliver det ogsaa Herren alene, hvem disse hans Tjenere staar til Regnskab for deres Gerning (V.3-4). Bedømmelsen tilkommer ikke Menigheden, ja Apostelen vil ikke engang være sin egen Dommer i denne Sag. Selv om han ikke i sin Samvittighed er sig andet bevidst end at have villet staa med Troskab, saa ved han dog, at Herrens Øjne ser skarpere og dybere end hans, og eet stod klart for ham, at han ikke kunde søge sin Retfærdighed for Gud i denne sin Troskab. Nej, sin Retfærdighed havde han kun i Herrens frie Raade, tilegnet i Troen, og iøvrigt lagde han sin Gernings Bedømmelse helt over til Herrens Doms alene.

"En menneskelig Ret" (V.3) ovsersættes rettere en "menneskelig Dag," det vil sige en Rettergangs Dag, og Ordet er brugt i Modsætning til Herrens Dag, den sidste store Rettergangsdag. Troende Menneskers Bedømmelse skal selvfølgelig ikke under alle Forhold være en Herrens Tjener ligegyldig eller betydningsløs. Paa den Maade har utro Tjenere ofte villet bruge dette Ord til en Sovepude for deres Samvittighed, naar de mærkede at Guds Børn var bedrøvede over dem og ikke kunde anerkende dem for sande og levende Guds Tjenere Nej, Paulus viser jo selv i sine Breve til Korinth, at de helliges Kærlighed ikke var ham ligegyldig (se 2.Kor.6,11-13). Men paa den anden Side skal en sand Herrens Tjener først og fremmest have sin Samvittighed bunden i Herren.

Dette udvikler Paulus videre (V. 5) med Hensyn til ikke at fælde en overilet Dom. Vi Mennesker sidder ikke inde med de rette Forudsætninger for den endelige Dom, dem har kun Herren, og naar han kommer, ved hans Dags klare Lys, skal alt, hvad der var "skjult i Mørket", lægges aabent frem. Ogsaa "hjerternes Raad" de lønlige for os ofte ganske skjulte Bevæggrunde, skal da aabenbares· Og "da skal enhver saa sin Ros fra Gud", da vil alting blive aabenbaret i sin sande Værdi.

Naar Apostelen taler om Ros fra Gud til Mennesker, da er det jo helt ud paa Naadens Grundlag. Var det efter Gerninger, da er vor Ros udelukt (Rom. 3,27). Men inden for Troen tales der jo om Naadeløn, som Ordet lyder ogsaa i Matth 25, 21-23: "Vel du gode og tro Tjener, du var tro over lidet, jeg vil sætte sdig over meget, gaa ind til din Herres Glæde"!

I, som for Guds Rige fægte,
Kæmp jer hver Dag bedre frem
Med en Trostab, som er ægte,
Til det glade Himmelhjem.

I dette Afsnit giver Apostlen Korinthierne en skarp og djærv Advarsel imod deres Opblæsthed, der var i saa stærk en Modsigelse med dette, at de jo havde alt som Gave fra Gud (V. 6-8) og tillige i saa stærk en Modsætning til Apostlenes selvsornægtende og forhaanede Stilling (V. 9-13).

Paulus begynder med at udtale, at naar han har talt saaledes om det rette Forhold til Lærerne og disses rette Stilling med særlig. Henblik paa sig selv og Apollos saa var det for Korinthiernes Skyld. Paulus og Apollos havde ingenlunde i Sinde at tiltage sig en Ære, der ikke tilkom dem; men de troende i Korinth trængte haardt til at lære Ydmyghed, den Ydmyghed, som Skriften indskærper (her tænkes paa det gamle Testamentes mangfoldige Vidnesbyrd om Guds Dom over det hovmodige Sind). Paulus og Apollos var ikke uenige, men Korinthierne opblæstes, den ene mod den anden, i Strid om de forskellige Lærere; thi den inderste Rod i alt Partivæsenet var Hovmod. Hvem havde givet nogen af dem Ret til at se ned paa de andre Brødre i selvsikker Overlegenhed? Muligvis den ene havde større Gaver end den anden; men det var jo netop ogsaa Gaver, som han jo slet ikke havde sig selv at takke for (V. 7). "Msenigheden var bleven smittet af en Hoffærdigheds Aand (V. 8), de bar sig ad, som om de allerede havde naaet den Fuldendelsens Herlighed, hvor alle ·Mangler var afhjulpne, hvor det fulde Herredømme allerede havde asløst den Kamp og Strid for at vinde frem, som Apostlene og andre Kristne endnu vandrede i. "I er allerede mættede, I er allerede blevne rige, I er blevne Konger uden os" - og han føjer til: "Gid I dog var blevne Konger, for at ogsaa vi kunde være Konger med eder" (V. 8). Ja, var denne deres Herlighed sand og ægte, da vilde Apostelen gerne have Del i den, men nu var den falsk og indbildt.

Hvem kan læse disse Ord i vore Dage uden at tænke paa, hvorledes denne Skildring af Korinthiernes Tilstand saa ganske passer paa deres Stilling, som i høje Toner raaber paa, at de har naaet Fuldkommenhed og Syndfrihed, som vil bilde sig selv og andre ind, at de allerede nu har naaet Fuldendelsens Herlighed, ja, endog, ligesom Korinthierne, mener sig at være komne længere end Herrens Apostle.

Hvilken Alvor i det Billede, Paulns her giver os af Apostlenes ydre Kaar, i Sandhed et Liv under Korset. I Retning af at lide havde Gud stillet Apostlene i Forgrunden, der stod der ligesom med en stadig Dødsdoms over deres Hoved, deres Kamp var ligesom et Skuespil for Verden, saaledes som det var Skik i hine Tider at lade de dødsdamte kæmpe paa Amfiteatret med vilde Dyr til Skuespil for Folk. Men ikke blot for jordiske, ogsaa for overjordiske Tilskuere førtes denne Kamp. De Engle, der her nævnes (V. 9), forstaar nogle som Djævelens Engle, og det er det rimeligste, da de staar sideordnet med "Verden". Andre forstaar det om de gode Engle, som jo ogsaa er Tilskuere, men i Kærlighedens hjælpende Sind.

Saaledes var Apostlenes Stilling, og hvilken ganske anden Dom fældedes der ikke af Verden over dem end over Korinthierne. Apostlene blev af Verden kaldt Daarer, skrøbelige Stakler, men Korinthierne hilstes med Verdens anerkendende Bifald, som Folk, der trods deres Kristendom endnu. var fornuftige Folk, som man kunde komsme til Rette med, Folk, som brugte deres menneskelige Kraft. Saaledes hædrede Verden de korinthiske Kristne (V. 10), medens Apostlene var Genstand for en bitter og bestandig Forfølgelse (V.11-13). Men under Korset ejede Apostlene dog dette, at de ydmygt kunde velsigne og taale og blive ved at formane, selv om al Verden agtede dem for Skumpelskud. Der var Apostlenes Herlighed.

Men hvem stod saa i det rette Forhold til Herren? Korinthierne, der havde kunnet vinde Verdens Yndest, Gunst og Anseelse, eller Apostlene, der ringeagtedes og forfulgtes?

Ak, at Korinthierne dog ikke skammede sig! Havde ikke Mesteren sagt: "Var I af Verden, da vilde Verden elske sit eget, men fordi I ikke er af Verden, men jeg har udvalgt eder af Verden, derfor hader Verden eder?" (Joh·15,19). Maatte ikke denne Modsætning imellem deres Kaar og deres Læreres aabenbare dem en dyb Mangel ved deres Kristenstand, siden de gik fri, hvor Apostlene maatte staa for Skud?

Hvor ligger der ikke en alvorlig i praediken i alt dette for hvert Guds Barn om at ængstes, naar Verden begynder at rose os! Nej, det bliver, som Brorson synger i sin Salme:

Hvad ere de Kristne dog glimrende smukke
Indvortes! - udvortes har Solen dem brændt
Udvortes de synes som Pjalter og Klude
Vidunder for Verden og Englenes Spe,
Men indentil ere de dejlige Brude
Med Jesus i Armene liflig at se.

Efter denne skarpe Irettesættelse, der dog udsprang fra inderlig Kærlighed, lader Apostlen igen sin Røst lyde i mildere Toner. Hvad han havde skrevet, var ikke for at beskæmme dem i ond Forstand, hvorvel de nok havde Grund til at skamme sig, men det var som en Faders Paamindelse overfor de Børn, han elsker, og Paulus var jo deres aandelige Fader ved Evangeliet (V.14-15). Tugtemestre og Opdragere kunde de have nok af, siger han, og tænker derved paa dem i Korinth, der vilde trælbinde de troende ved Partivæsenet. Der var dog ingen af disse, der havde Faderhjærtet overfor dem som Paulus, ingen, der som han med en Faders Ret kunde formane dem til at efterfølge ham paa hans Vej (V. 16).

Naar Paulus kalder sig Korinthiernes Fader, saa er det jo ikke for at gaa imod Herrens Ord i Matth 28, 9: "I skal ikke kalde nogen paa Jorden edsers Fader; thi een er eders Fader, han, som er i Himlene." Den rette ydmyge Forstaaelse var jo givet med, hvad Paulus havde udviklet om Forkyndernes Stilling som Kristi og Menighedens Tjenere.

I saadan faderlig Kærlighed havde han derfor ogsaa sendt Timotheus til dem, i den bedste, han vidste at sende dem. Timotheus var jo - ligesom Korinthierne - i Aanden en Søn af Paulus, vunden ved hans Forkyndelse (se ApostL Gern. 16, 1). Det er i Sandhed et godt Skudsmaal han giver Timotheus: "Mit elskede og trofaste Barn i Herren."

Han skulde minde dem om de Veje, Apostelen vandrede paa, og om hans Forkyndelse alle Vegne i Menighederne og saaledes forny de Minder, der ligesom var begyndt at blegne blandt Korinthierne. Af 1. Kor.16, 10 hører vi, at dette Brev skulde naa Korinth før Timotheus Ankomst.

Dog maatte de ikke tro, at Meningen med Timotheus Sendelse var den, at Paulus ikke selv vilde komme til Korinth. Paulus vidste nok, at der var nogle i Korinth, der havde ment dette, og som deraf havde taget Anledning til at puste sig op og slaa om sig med store Ord, som om Apostelen ikke skulde have Mod til igen at vise sig i Korinth. Jo, om Herren vilde, siger Paulus stille og ydmygt, saa skulde han nok komme og se, hvad Kraft der var i disse opblæste Ord. I Guds Rige spørges der nemlig ikke blot om de ydre Ord, men først og fremmest om den indre Kraft, der ligger bagved Ordene (V. 20). Selve "Korsets Ord" er jo en Guds Kraft (Kap. 1, 18). Det er altsaa de blotte Menneskeord, hvis Tomhed Paulus her rammer i Modsætning til Guds Rige med dets Kraftes Ord.

Saa slutter han (V.21) med at spørge Menigheden om, hvorledes han da skal komme. De fik selv træffe Valget, enten ydmyge sig og rense ud de Smudspletter, der havde sat sig paa det Guds Tempel, som de var helligede til at være (Kap.3, 16-17) - i saa Fald kunde han komme til dem "i Kærligheds og Sagtmodsighseds Aand - eller trodse, saa blev han nødt til at bruge Riset, som en Fader maa tugte sine trodsige Børn

Denne forskellige Maade, Paulus her antyder, har jo sit tilsvarende i Herrens egen Maade overfor os. Paulus Hjerte var jo heri en liden Afspejling af den himmelske Faders Hjerte. Vor Gud vil allerhelst behandle os, der blev hans Børn, med den milde Haand, men han er ingen blødagtig Fader; just fordi han elsker os, sparer han ikke Riset, hvor vi har det behov. Ydmyger vi os under Guds vældige Haand, da spares vi for megen Tugt; dersom vi dømmer os selv, da dømmes vi ikke.