Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

2 Korintherbrev

Indledning

Før Paulus endnu havde afsendt det første Brev til Korinthierne, havde han, som vi hørte af dette Brev, sendt sin Medarbejder Timotheus derhen. Dennes Besøg i Korinth omtales slet ikke i 2 Brev til Korinthierne; derimod omtales et Besøg af Titus, en anden af Paulus’ Medarbejdere, her i 2 Korinthierbrev, medens 1 Korinthierbrev ikke taler et Ord om Titus’ Sendelse.

Nogle have ment, at Timotheus slet ikke naaede at komme til Korinth, men ikke var naaet længere end til Macedonien. Andre mene, og det er vel det rimeligste, at han allerede før Korinthierne modtog det første Brev, igen var afrejst fra Korinth; i saa Fald havde han jo ikke kunnet bringe Apostlen nogen Efterretning om det første Brevs Virkning, hvilket derimod Titus, som senere var bleven sendt, havde kunnet. Og saa forstaa vi, at Paulus i dette sit andet Brev kun henholder sig til Titus og ikke til Timotheus. De Efterretninger, han gennem Titus havde faaet om det første Brevs Virkning, danner jo Grundlaget for dette hans andet Brev og dets nærmeste Anledning.

I 1 Kor. 16, 8 hørte vi, at Paulus tænkte paa at blive i Efesus indtil Pinsen (i Aaret 57), derfra vilde han saa over Macedonien rejse til Korinth, men oprindelig havde hans Plan været en anden (se 1 Kor. 16), nemlig at rejse direkte over Havet til Korinth og derfra gøre sit Besøg i Macedonien. Korinth vilde da være bleven hans Hovedkvarter paa denne Rejse, og det behagede Korinthierne i høj Grad, desværre maaske for en Del af Forfængelighedshensyn. De vare imidlertid blevne meget skuffede ved at høre, at Paulus havde forandret sin Rejseplan, og adskillige havde af den Grund beskyldt ham for Mangel paa Bestemthed, for Vægelsindethed.

Alt dette og meget mere fik Paulus at vide, da han endelig traf Titus; han havde ventet at træffe denne i Troas, der laa paa Nordspidsen af Lilleasien (se 2 Kor. 2, 12), men da dette ikke skete, skyndte han sig videre til Macedonien, hvor han saa traf ham. I mange Maader var det jo gode Efterretninger, han fik gennem Titus, hans første Brev var blevet højt velsignet af Gud og havde vakt oprigtig Anger hos langt den største Del af Menigheden; de vare ingenlunde blevne forbitrede paa Paulus, men, som vi høre i i 2 Kor. 7, 7, deres bitre Sorg havde just været forenet med Længsel efter Paulus og med Nidkærhed for denne deres aandelige Fader. Meget af hvad Paulus havde paatalt var ogsaa bleven rettet, Splittelsen i Partier var bleven standset, Skørlevneren var bleven Genstand for en alvorlig Tugt og saa fremdeles.

Men dette gjaldt dog kun det store Flertal. I 2 Kor. 2, 6 siger Paulus med Hensyn til Skørlevnerens Udstødelse, at denne Straf var vederfaret ham af "de fleste", men deri laa noget ret alvorligt. En Del af menighedslemmerne havde altsaa protesteret imod den grove Synders Udelukkelse og derved stillet sig i endnu skarpere Modsætning til deres Apostel, derfor taler Paulus ogsaa i 2 Kor. 12, 21 om, at det var hans Frygt, at han, naar han kom igen, skulde komme til at sørge over mange, som fordum syndede og ikke havde omvendt sig fra deres fordums Synd, fra Horeri og Uterlighed, som de havde bedrevet".

Vi se fremdeles af 2 Korinthierbrev, at disse ubodfærdige for at forsvare sig selv i deres Daarlighed gik videre i deres Angreb paa Paulus og søgte at nægte hans Apostelværdighed. Deri fik de en kraftig Støtte af de jødisksindede Vrangloerere, som med Anbefalingsbreve (se 2 Kor. 3, 1) havde meldt sig i Korinth. Deres Spor mærkede vi jo allerede i det skarpe Ord fra Paulus i 1 Kor.16, 22, der ved sin aramæiske Tilføjelse (Maran Atha) fik sin tydelige Adresse. De fremkom med en Mængde onde Beskyldninger mod ham og vare stadig med til at puste til Ilden, hvor der var Mulighed for at udlægge i en ond Retning, hvad Apostlen havde sagt eller gjort. Paulus maatte i den Anledning atter svinge det skarpe Sværd overfor disse Fjender, hvad han gør særlig i den sidste Del af Brevet.

Stedet, hvor det er skrevet, maa være Macedonien og Tiden vistnok Eftersommeren 57. Det blev skrevet under en anstrængende Virksomhed. Man mærker, at der gaar en bevæget Stemning gennem Brevet, som giver det et ejendommeligt Præg og i ganske særlig Grad giver os et Judblik i det store Apostelhjerte, saa brændende varmt i sin Deltagelse ("Hvo er skrøbelig og jeg ikke ogsaa, hvo bliver forarget og det brænder ikke i mig" (2 Kor.11, 29).

Brevet falder i to Hovedafsnit, hvoraf den første Del (Kap. 1-9) særlig er henvendt til Menighedens Flertal, dem, der havde stillet sig ydmygt overfor hans første Brev og givet hans Ord Indgang. Den anden Hoveddel (Kap. 10-13) er særlig til dem, der havde gjort sig haarde og lyttet til de lumske Vranglæreres Løgne om Paulus. Denne sidste Del er ogsaa langt skarpere.

Med Hensyn til disse Hovedafsnits nærmere Indhold falder første Hoveddel igen i fire Afsnit efter et indledende Ord (Kap. 1, 1-11).

Først gør Apostlen rede for sin forandrede Rejseplan (Kap. 1,12-2, 4), dernæst giver han Menigheden Anvisning paa, hvorledes de skulde stille sig overfor den af Menigheden udelukkede Synder, der nu bittert angrede (Kap. 2, 5-11), for det tredie udvikler han (Kap. 2, 12-Kap. 7, 16) sit apostoliske Kald, i hvilket han optraadte aabent og ærligt som en ret Tjener for Herren og i hvilket han bar al Trængsel med Taalmod, stadig med Guds Ære og Menighedens Vel for Øje. Han slutter i Kap. 7 med at udtale sin Glæde over deres Anger og beder dem om fremdeles at give hans Ord Indgang. For det fjerde taler han om Indsamlingen til Menigheden i Jerusalem (Kap. 8-9).

Andet Hovedafsnit falder væsentlig i to Dele, nemlig Kap. 10, 1-12, 18, der indeholder et Selvforsvar og et skarpt Angreb paa de Modstandere, der underfundigt søgte at røve ham Menighedens Tillid. Endelig udtaler han sin Bekymring med Hensyn til en Del af Menigheden (Kap. 12, 19-13, 10) og slutter saa med Formaning, Hilsen og Velsignelsesønske (Kap.13, 11-13).

Brevets Ægthed er uomtvistelig.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media