Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Galaterne

Indledning

Omtrent midt i Lilleasien laa landskabet Galatien, der havde til navn efter sine indvaanere, Galaterne. Galater er egentlig det samme som kelter eller galler. Disse folk udvandrede omtrent 300 aar før Kristus fra deres bolig i det vestlige europa (gallien, det nuværende Frankring) mod øst og naaede lige til Lilleasien. Omkring midten af det 3 aarhundrede før Kristus var de komne til ro i en del af Frygien, der nu efter dem fik navnet Galatia. Henved aar 25 før Kristus blev Galatien inddraget under Roms umiddelbare bestyrelse. Saaledes var stillingen paa aposteltiden.

Deres sprog var med tiden bleven det græske. Om Paulus besøg i Galatien fandt sted under hans anden eller allerede under hans første missionsrejse, beror paa, om man forstaar Galatien blot om den egentlige galatiske landsdel eller om den romerske provins Galatien, der havde et betydeligt større omfang, saa at de stæder i Lykaonien, Paulus besøgte paa sin første rejse, Ikonium, Lystra og Derbe, kunde med regnes dertil. Paa vort kort over Pauli rejser (se side 90) er Galatien taget i videre betydning, og derefter blive de galatiske menigheder da særlig at forstaa om den rige frugt af Paulus' første missionsrejse.

De derimod, som forstaar Galatien i snævrere betydning om den gamle galatiske egn, maa derimod henlægge Galatermenighedens stiftelse til den anden missionsrejse, hvorom er fortalt i apostl. Gern. kap 16. Ogsaa paa Paulus's tredje rejse (se Apostl. Gern. 18.23) fortælles der, at han drog "igennem det galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene."

Af apostlenes Ord (Gal 4.13) hører vi, at det var under "kødets svaghed", han første gang prædikede evangeliet for Galaterne, enten det nu har været paa grund af sygdom eller, hvis man henlægger hans første virksomhed i Galatien til hans første missionsrejse, paa grund af forfølgelse og mishandling (se Apostl. Gern. 14 den omtalte stening i Lystra). Vi hører fremdeles af Galaterbrevets 4 kap. 14-15 vers, at disse Galatere havde modtaget evangeliet med stor glæde. Galaterne var et bevægeligt folk, men havde ikke deres styrke i stadighed. Det viste sig, da Paulus' fjender, de jødisksindede vranglærere, som alle vegne fulgte efter ham for at ødelægge evangeliets værk (se 2 Kor 11), ogsaa var naaede til Galatiens menigheder. Disse falske lærere havde nok antaget kristennavnet, men ikke sluppet farisæersindet, og de forstod med stor snedighed at dække deres uevangeliske vildfarelser med grunde tilsyneladende hentede fra Guds Ord.

Deres lære tog sig saaledes ud: Abraham, sagde de, havde faaet Guds forjættelse, at i ham og hans æt skulde alle jordens slægter velsignes. Kun ved at tilhøre Abrahams æt fik man del i velsignelsen; udenfor denne æt var der kun forbandelse. Men i stedet for at forstaa Abrahams æt aandeligt om de troende, som Paulus forkyndte det (se Omr 4), tog disse vranglærere det ganske kødeligt og lærte, at hedningerne maatte først blive Jøder, de maatte lade sig omskære og holde Moselov, for derved at blive indpodede i Abrahams æt og saaledes faa lod og del i den frelse, som Kristus havde bragt denne æt. Men dersom man, som Paulus lærte, nøjedes med at tro evangeliet uden at lade sig indpode i Israel, da bedrog man sig selv. Altsaa: uden omskærelse og opfyldelse af Mose lov ingen frelse. Saaledes lød deres besnærende tale.

Men skulde det lykkes at skaffe denne vranglære indgang, da maatte de selvfølgelig samtidig nægte, at Paulus var en ret Herrens apostel. Thi var han dette, da var jo hans lære sandhed. Vranglærerne søgte nu et tilknytningspunkt for angrebet paa Paulus' apostolat deri, at han var bleven kaldet paa en ganske anden maade end de tolv oprindelige apostle. Disse var kaldede af Herren selv i hans køds dage, men hvad havde Paulus at beraabe sig paa? Et syn udenfor Damaskus - en kaldelse, hvis Ord ingen havde hørt.

Galaterne havde desværre vist sig modtagelige for den onde sæd. Af Gal. 4.16 synes det at fremgaa, at de ved apostlens sidste besøg hos dem allerede havde vist sig kølige overfor ham. I Apostl. Gern. 18.23 staar der ogsaa, at han "rejste fra sted til sted i det galatiske land for at styrke disciplene." Paulus havde dengang gjort et kraftigt arbejde for at standse vilfarelsens truende angreb. Men af brevet her fremgaar det, at den onde gnist slog ud i vilde luer under hans lange fraværelse i anledning af det fleraarige ophold i Efesus, og at den aandelige tilstand hos Galaterne var saare betænkelig. Vel havde de endnu ikke ladet sig omskære (se kap.5.2), men de var dog komne saa langt bort fra evangeliets frihed og naadens vej, at de allerede (se kap. 4.10) havde begyndt at sætte deres tillid til ydre gerninger, saaledes til overholdelsen af den gammeltestamentlige ceremonilov. Efter at det fuldkomne var bleven aabenbaret i Kristus og bleven dem til del, vendte de sig i blindhed til det ufuldkomne forberedelsesstade!

Alt dette bedrøvelige var anledningen til Paulus' brev. Dette falder i to hoveddele, gaar først ud paa at yde et forsvar for hans kald som en ret Herrens apostel, dernæst ud paa at bringe Galaterne til fornyet overbevisning om en kristens aandelige frihed i naaden ved retfærdiggjørelsen i Kristi tro. Disse to punkter danner hovedindholdet fra brevets begyndelse til kap. 5.12 apostlen slutter saa brevet kap. 5.13-6.18 med formaninger til at leve et liv, som var naadens kald værdigt, og ikke misbruge den i Kristi blod dyrt købte frihed til "en anledning for kødet."

Stedet, hvor brevet er blevet skrevet, synes at have været Efesus; thi der rejste jo Paulus hen efter sit sidste besøg i Galatien (se Ap. Gern. 19.1) og blev der i over to aar. At brevet skulde være skrevet fra Rom, som nogle gamle haandskrifter har det, synes ikke troligt, da Galaternes fald skildres af Paulus med friske farver som noget, der nylig havde fundet sted, ikke saa længe efter hans sidste besøg der (aar 55). Tiden for affattelsen bliver formodentlig hen ved aar 56, da Paulus jo kom til Efesus hen ved aaret 55.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media