Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Galaterne

Læs: Kapitel 1.1-10.
395. Overskrift og hilsen i forbindelse med en særlig indledning, gennem hvilken vi møder brevets grundtoner.

Allerede i overskriften (v.1-2) betoner Paulus stærkt sit apostelkalds sandhed som det, der ikke hidrørte fra menneskeligt udspring, ej heller var formidlet ved noget menneske, men som et kald, hvori han var indsat ved den opstandne Jesus Kristus selv og derigennem ved Gud Fader (v.1). Dette er straks et sværdhug imod de løgne, hvorved vranglærerne søgte at gøre hans apostelstilling til intet.

Og naar han betegner som medafsender "alle brødrene", som var med ham, ligger deri en kraftig indskærpelse af, at han ikke var ene om at misbillige deres forhold, men havde hele sin kreds af medarbejdere med sig i det, han nu vilde skrive til dem. "Til menighederne i Galatien" betegner brevet som en rundskrivelse til de forskellige menighedskredse i dette landskab.

I v. 3 har vi da den kendte hilsen, naades- og fredshilsen, som dog her ligesom overskriften i v. 1 faar en ejendommelig udvidelse (v. 4-5), idet Paulus peget hen paa Kristi selvhengivelse for vore synders skyld som den "efter vor Guds og Faders vilje" bestemte vej til vor udfrielse "af den nærværende onde verden" (saaledes benævner han tiden indtil Herrens genkomst, en tidsold, i hvilken de onde magter endnu regerer). Ordet om udfrielsen fra verden betegner Kristi folks stilling som den, der ikke længere maa være af verden; Kristi blods kraft fører et troende menneske til brud med denne verdens væsen.

I denne tilføjelse har Paulus allerede peget med en fast haand hen paa den eneste frelses grund, og derved udelukkes med det samme baade nødvendigheden og muligheden af frelse ved egne lovgernnger. Æren bliver Guds alene "i evighedernes evighed" (v. 5). Dette besegler apostlen med et hjerteligt "Amen".

I v. 6-10 gaar Paulus nu straks ind paa det, der fyldte hans hjerte, idet han udtaler sin smertelige forundring over, at de saa snart (nemlig efter deres omvendelse) havde ladet sig lede bort fra ham, der "kaldte dem til Kristi naade", altsaa fra den levende Gud, "til et andet evangelium". Thi at forlade det sande evangelium er det samme som at vige bort fra den levende Gud.

Ellers plejer Paulus gerne at begynde sine breve med at takke Gud for læsernes kristenstand, og han nævner dem som oftest med kærlige navne som Guds hellige, elskede. Men intet af alt dette finder vi her i Galaterbrevet, dertil var Galaternes tilstand altfor ondartet.

Fra v. 7-9 begrunder han, at dette, at vende sig til et andet evangelium, i virkeligheden er at vige fra den levende Gud. Der er kun eet evangelium, vranglærernes lære var en forfalskning af Kristi evangelium. Grundtekstens Ord betegner egentlig en "venden op og ned" paa Kristi evangelium, til hjerternes forvildelse. I v. 8-9 udtaler han "forbandelse" over enhver, der prædiker evangelium anderledes, end det var blevet prædiket af Paulus og hans venner. Og Paulus gentager dette i v. 9 med henvisning til, at han havde sagt dem før (formodentlig under sit sidste ophold hos dem).

Der gaar noget af Guds helligheds fortærende ild og Majestæt gennem dette højtidelige forbandelsesord. Dersom apostlen selv eller en hellig engel fra himlen, om det kunde tænkes, optraadte med noget som helst andet budskab end dette ene sande Kristi evangelium, vilde ogsaa de rammes af denne Guds dom. I sandhed - hvilken hellig alvor lægger det ikke over forkyndelsens ansvar! Og det er et Ord, vi trænger til ogsaa i vore dage, hvor saa mange vil udvande Kristi korses evangelium og endda kalde sig kristne.

Paulus lagde ikke fingrene imellem, og han brød sig ikke om det, om mennesker vilde kalde ham hensynsløs, naar det gjaldt Kristi evangelium dyrebare sag. Vistnok var Paulus fuld af hensynsfuldhed overfor de enkelte mennesker, hvor han kunde læmpe sig uden at slaa af paa sandheden. Saaledes fremtræder hanjo altid, og en særlig stærk udtalelse herom finder vi i 1 Kor. 9.19-23 ("Jeg er bleven alt for alle osv."). Muligvis er Paulus af vranglærerne bleven beskyldt for at være en vejrhane, der drejede sig efter menneskers gunst, og de har sandsynligvis begrundet dette ved, at Paulus, som vi hører i Apostl. Gern. 16.3, havde ladet Timotheus omskære "for Jødernes skyld", for ikke at hindre evangeliets indgang hos Jøderne. Ja, saaledes kunde Paulus tage hensyn, naar det gjaldt om at vinde nogen for evangeliets sandhed. Men vilde man rokke ved selve denne sandhed som nu i Galatien, da kendte Paulus intet hensyn (v. 10). Han var ikke som de mange, der er saa bange for at støde mennesker for hovedet, at de ikke tør tale rent ud. Nej, han kendte til ansvar overfor Gud. Ham til vilje vilde han tale. Nu var der ikke tale om, som sagerne stod, at se paa menneskegunst.

Hvor ligger der en alvor for alle troende mennesker, men særlig for alle præster i dette Ord: "Dersom jeg endnu vilde behage mennesker, da var jeg ikke en Kristi tjener." Hvor det gælder Herrens dyrebare sandhed, da maa der trækkes blank og hugges til med Aandens sværd.

Du, som af den liden flok,
Svag og bly og bange nok,
Gjorde kæmper stærke,
Skab du og af os en hær,
Som tør svinge Aandens sværd
Under korsets mærke.


Læs: Kapitel 1.11-24.
396. Paulus viser ud fra sine oplevelser, at han ikke havde det evangelium, han prædikede, fra mennesker, men fra Kristus selv, og saaledes ikke var en blot og bar discipel af de oprindelige apostle.

Vi kommer her i dette afsnit til den historiske begrundelse af, hvad Paulus allerede i overskriften (v.1) havde udtalt, at hans apostelkald stammede direkte fra Herren. Denne historiske bevidnelse ud af en række kendsgerninger i apostlens liv naar til slutningen af det andet kapitel.

I v.11-12 fremsætter han sagen selv, som han nu vil bevidne for dem, at det var "ved aabenbarelse af Jesus Kristus", det vil sige ved aabenbarelse fra den Herre Jesus. Evangeliet var bleven ham til del, saa han lige saa lidt som de andre apostle havde været menneskedisciple. Først viser han (v.13-23), at han i hele tiden, indtil han traadte frem som hedningsapostel, ikke havde faaet undervisning i evangeliet ved mennesker. Før han blev omvendt, havde det ikke kunnet ske, dertil var hans ualmindelige had til Guds menighed og ganske overordentlige nidkærhed for de fædrene lærdomme altfor stor. Det havde Galaterne jo hørt, hvorledes hans vandel dengang havde været (v.13-15). Ved de "fædrene overleveringer" maa forstaas de farisæiske overleveringer og lærdomme. Dengang havde der altsaa ingen forbindelse været mellem ham og de ældre apostle.

Og siden havde han lige saa lidt været en discipel af dem, derom vidner han nu fremdeles i det følgende for at vise dem, at Gud havde stillet ham lige med de første apostle. Først betoner han (v. 15-16), at det var Gud, der i sin naade havde udset ham til denne gerning fra moders liv af, straks fra fødselen af, og som havde kaldt ham dertil ved at aabenbare sin Søn i ham, for at han saa skulde prædike denne Guds Søn blandt hedningerne. Det var ikke menneskepaavirkning, men det var Guds særlige indgriben, der havde omdannet denne modstander Saulus til en Paulus. Og dermed hængte det da sammen, at han efter sin omvendelse ikke begyndte at søge raad hos "kød og blod", hvormed han betegner menneskene i deres skrøbelighed, ej heller begyndte med at drage op til Jerusalem til de ældre apostle men med straks at drage bort til Arabien, det sydøst for de tdamaskenske landskab liggende Auranitis, der i hine tider regnedes med til Arabien.

Sammenhængen siger os, hvorfor han gjorde denne rejse, nemlig for at være ene med Herren og faa sit lys direkte fra ham. Først efter denne stille tid, der vel har varet en stor del af de i V.18 omtalte tre aar, var han atter kommen tilbage til Damaskus (v.17).

Fremdeles viser Paulus (v.18-20), hvorledes hans første ophold i Jerusalem efter hans omvendelse havde været saa kortvarigt, at der heller ikke da kunde være tale om, at han kunde have faaet sin visdom fra apostlene. Han havde kun været der i 15 dage, og af apostlene havde han kun talt med Petrus, foruden at han selvfølgelig havde set Jakob, Herrens broder, den Jerusallemske menigheds mangeaarige forstander. At det var saaledes, bevidner Paulus højtideligt for Guds aasyn (v.20).

Straks derefter var han kommen til Syriens og Kilikiens lande (v.21); han var altsaa i udvortes forstand hurtigt bleven skilt fra apostelmenigheden.

I Apostl. Gern. 9.30 fortæller Lukas grunden til, at han saa hurtigt forlod Jerusalem; det var, fordi Jøderne i Jerusalem vilde slaa ham ihjel. Over Kæsarea først til søs og siden til lands gennem Syrien var han da kommen til sin hvemstavn i Kilikien og var saaledes "af person ubekendt for menigheden i Judæa" (v.22). Det eneste, disse menigheder havde hørt om ham, var, at den fordums forfølger "nu forkyndte evangeliet om den tro, som han forhen vilde udrydde" (v.23).

"Og de priste Gud for mig," siger Paulus, og han nævner vel ogsaa dette for at fastslaa den stærke modsætning mellem hine judæiske menigheders glæde i Herren over ham og saa de jødisksindede vranglæreres hadefulde optræden mod ham i Galatien.

Altsaa, Paulus' aandelige opdragelse havde været ganske selvstændig, var bleven ledet af Herrens egen haand ligesom de første apostles.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media