Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Galaterne

Læs: Kapitel 2:1-10.
Paulus bevidner, at han ogsaa siden hen ved apostelmødet i Jerusalem stod som de ældre apostles anerkendte ligemand i apostelembedet.

I dette afsnit skildrer Paulus først sit møde med de ældre apostle ved det bekendte i Apostl. Gern. det 15 kap., skildrede møde i Jerusalem i anledning af de jødiske vranglæreres optræden i Antiokia. Ved dette apostelmøde var det jo netop spørgsmaalet om Paulus' forkyndelse og om de hedningskristnes frihed for Moselovens aag, der blev drøftet og afgjort. Dette møde fandt sted i aaret 51. Andre forstaar derved den i Apostl. Gern. 18 omtalte rejse til Jerusalem. Men da Paulus' omvendelse formodentlig har fundet sted aar 35, og hans første besøg i Jerusalem har fundet sted henved aar 38, kan de 14 aar (kap.2.1), som her vistnok betegner mellemrummet mellem hans første og andet møde med apostle, jo nok komme til at stemme med apostelmødet. Ganske vist havde Paulus i aaret 44 været i Judæa, maaske ogsaa i Jerusalem, sammen med Barnabas, med en gave fra menigheden i Antiokia til brødrene i Judæa, men ved den lejlighed var der slet ikke tale om forhandling med apostle. Gaven blev sendt til de ældste (se Apostl. Gern. 11.30).

Paulus fortæller (v.2), at han drog op til Jerusalem "efter en aabenbaring". Allerede deri ligger en afværgelse af vranglærernes beskyldning imod ham for at have gjort denne rejse i bevidstheden om, at han selv var de ældre apostle underordnet. Nej, siger Paulus, ingenlunde af den grund, men fordi Herren altsaa udtrykkelig betegnede denne rejse som sin vilje.

Den gang havde Paulus jo allerede begyndt sin apostoliske løbebane, idet han havde fuldendt sin første missionsrejse, saa han havde et levende segl fra Gud paa sin apostelgerning paa at den forkyndelse af evangelium, han havde baaret frem, ikke havde været et forgæves løb, men et løb efter Guds vilje. Denne sin forkyndelse havde han forelagt for menigheden i Jerusalem, og særskilt for de "ansete", altsaa ved et særligt møde med disse. Ved "de ansete" forstaar han, som vi ser af V.9, Jakob, Peter og Johannes.

Og som bevis for sin forkyndelses rigtighed anfører han, at den troende græder, Titus, der var med ham, end ikke blev nødt til at lade sig omskære. De ansete og menigheden i Jerusalem lagde ikke mindste tryk paa Titus i saa henseende, og det gjorde de just, fordi de var enige med Paulus i, at "de falske brødre", som havde indsneget sig med farisæisk tankegang, ikke i mindste maade skulde faa medhold. Det var ikke som udsendinge fra Jerusalem disse falske jødekristne havde bragt forvirring blandt de hedningekristne i Antiokia, men de havde listet sig ind paa egen haand med et ondt øje til den evangeliske frihed. Paulus gentager (V.5), at han og den sande Jerusalemske menighed ikke et øjeblik veg med underdanighed for disse vranglærere. Nej, de stod fast, for at evangeliums sandhed maatte blive varig hos de hedningekristne ("hos eder", siger han, fordi Galaterne ogsaa hørte med til de hedningekristne).

Der var altsaa fuldstændig enighed mellem Paulus og Barnabas paa den ene side og menighedens ledere i Jerusalem paa den anden. Dette stadfæster Paulus fremdeles (V.6-9): "De ansete havde intet at tilføje," siger han, tvertimod, de anerkendte, at den samme Guds kraft, der h avde lagt apostelembedet i en Peters haand, ogsaa havde lagt apostelembedet i Paulus' haand (Peter nævnes som den, der paa hin tid var den mest fremragende). Jerusalemmenighedens søjler erkendte den Guds naade, der var givet Paulus, og rakte ham samfunds-haand, idet de ligesom delte arbejdsmarken mellem sig, saaledes at Paulus fik hederningerne, Peter, Jakob og Johannes Jøderne at arbejde iblandt.

Denne arbejdsfordeling udelukkede dog ikke, at Paulus ogsaa prædikede for Jøderne, hvor han paa sine missionsrejser traf dem spredt omkring i hedningeland; ej heller udelukkede det, at Peter og Johannes ogsaa forkyndte Ordet for hedninger, hvor herren lagde saadanne hen for deres dør.

Men af alt dette fremgik, at de tre mest ansete repræsentanter for den gamle apostelkreds, ganske og aldeles anerkendte Paulus som deres jævnbyrdige medarbejder, som den, hvem det af Herren var betroet at være hedningernes apostel.

Mærkeligt er ORdet i V.6, hvor Paulus, idet han omtaler "dem, som ansaas for at være noget", føjer til: "Hvordanne de fordum var, er mig uden forskel, Gud ser ikke paa et menneskes person." Hvad mener han dermed? Formodentlig vil han dermed vise bort fra den sammenlignen, vælgen og vragen mellem menighedens ledere, som vranglærerne var saa stærke til at øve i Galaterne i. Det er altid kødelighed, naar mennesker er inde paa en saadan sammenligning mellem de forskellige Herrens vidner og deres ydre værd, medens det hele dog kommer an paa, at de har den levende Guds kald. Paulus viser bort fra dette spor, vil ikke være med til at lægge de gamle apostle paa vægtskaalen, lige saa lidt som han selv vilde lade sig lægge paa vægtskaalen. Gud ser ikke paa menneskers person, paa disse eller hine ydre fortrin, naar han ser paa sine tjenere. Gud ser paa troskaben overfor det kald, han betror hvert enkelt af sine redskaber. Saaledes stod da ogsaa Paulus og Barnabas sammen med Jakob (Herrens broder), Kefas (Peter) og Johannes; de stod ikke overfor hinnanden som medbejlere til de største plads, men som eet hjerte, som medarbejdere i den samme Guds tjeneste, hvis kraft var virksom i dem.

Og denne hjertensenhed fik endnu en staffæstelse i den bestemmelse, Paulus omtaler i V.10, nemlig at vennerne i Jerusalem havde lagt Paulus og Barnabas paa sinde at huske paa de fattige i modermenigheden med kærlighedsgaver. Ogsaa dette skulde være et hjertebaand mellem de to kredse, den jødekristne og den hedningekristne. Paulus siger, at han ogsaa havde bestræbt sig for at samle saadanne gaver ind. Og med hvilken nidkærhed han gjorde det, fremgaar særlig af Korinthierbrevene, navnlig 2 Kor. 8-9.

Saa var da al den tale, vranglærerne fremførte for Galaterne om, at Paulus var en undermaaler overfor de ældre apostle, en sort løgn. Lederne i Jerusalem, pillerne, søjlerne i menigheden der, havde fuldstændig godkendt hans lærdom og givet ham samfunds-haand, havde staaet sammen med ham i just at gaa imod disse vranglæreres lumske forsøg paa at splitte Guds hjord og forvanske sandheden.

Læs: Kapitel 2.11-21.
398. Paulus vidner om, hvorledes han hævdede sin af Peter selv anerkendte apostolske selvstændighed i modsætning til dennes egen vankelmodighed i Antiokia.

At Paulus fremdrager det i dette afsnit omtalte sammenstød med Peter, har en dobbelt grund. Dels vil han fjerne de misforstaaelser og forvrængelser af denne begivenhed, som vranglærerne havde fyldt Galaterne med, dels vil han just derudaf hente endnu et bevis for sin fulde jævnbyrdighed med den højtansete Petrus selv.

Sagen forholdt sig saaledes, at Peter i Antiokia fra først af havde levet i broderlig omgængelse ogsaa med de hedningekristne. Han vidste jo selv saa godt, at i Kristus er skillevæggen neddbrudt mellem Jøde og hedning og havde jo selv saa klart vidnet om det rette deri ved tidligere lejligheder (se Apost. Gern. 11.1-8 og 15.7-11). Men saa kom der nogle "fra Jakob" (V.12) d.v.s. Jødekristne af det snævre syn. Skønt Jakob, Herrens broder, undte de hedningekristne al frihed (se Apost. Gern. 15.13-21), holdt han sig dog selv nøje til den jødiske levevis. Det samme gjorde disse udsendinge fra Jakob, men de synes ikke at have haft Jakobs frisindethed i dette punkt. Da traadte den gamle menneskefrygt atter frem hos Peter. I bekymring for at synke i sine jødekristne venners omdømme af brød han spisesamkvemmet med de hedningskristne og levede sammen med de Jødekristne. At han selv for sin person som Jøde havde frihed til (i lighed med Jakob, Herrens broder), at holde sig de jødiske spiselove efterrettelig, var der i og for sig ikke noget at sige imod. Men i dette tilfælde var det saare vildledende og imod hans egen indre overbevisning. Havde Peter ikke overfor høvedsmanden Kornelius af Herren selv faaet vejledning til ikke at agte det for urent, som Herren havde renset, og havde han ikke spist sammen med Kornelius (Apost. Gern. 11.3)? Jo han havde. Men ved denne sin holdning i Antiokia forvirrede han jo de hedningekristne, idet han kom til at nedbryde det, han først havde opbygget. Og vilde de hedningekristne fremdeles have samfund med ham i det daglige, da maatte de jo nu nødes til at leve paa jødisk vis. Det hele blev usandt. Falske hensyn til mennesker er en slem fristelse, og falder man i dette, mister man sin aandelige kraft.

Da Paulus saa denne Peters adfærd og saa, hvorledes ogsaa de andre Jødekristne i Antiokia, ja endog Barnabas, lod sig henrive ved Peters eksempel, da traadte han frimodigt og aabent op imod Peter i denne dag. Peters adfærd var jo domfældt; alle, ogsaa han selv, vidst jo godt, at dette var galt, at dette var at fordunkle det sandhedslys, som han selv havde været med til at sætte paa stagen. Det var hykleri, en aaben forargelse, der krævede en aaben tilrettevisning.

Paulus havde sikkert ofte mattet høre ilde, fordi han den gang traadte op imod Peter. Det er ikke saa behageligt at maatte frem imod en broder, men hvor det gælder "evangeliets sandhed", der er det vor skyldighed og tillige den bedste hjælp, vi kan yde vor snublende broder, blot vi kan træde frem, som Paulus selv i Kap 6.1 har sagt det, "med sagtmodigheds Aand".

Fra V.11-14 udvikler Paulus denne sags omstændigheder for Galaterne og tilføjer saa (V.15-21) en nærmere redegørelse af det sande stade i Kristus, retfærdiggørelsen af Kristi tro go ikke af lovens gerninger. Der har været delte meninger om, hvorvidt disse Ord (V15-21) skulde medregnes til det, Paulus sagde til Peter, eller det skal betragtes som en redegørelse særlig henvendt til Galaterne. Da Paulus først i Kap.3.1 udtrykkeligt igen henvender sig til Galaterne, er det sandsynligt, at det maa betragtes som et Ord oprindelig rettet til Peter i Antiokernes nærværelse. Sagen er jo ogsaa saa alvorlig, at en kort redegørelse af det sande stade i Herren paa ingen maade var overflødig, om ikke saa meget for Peters egen skyld, saa for deres skyld, som i Antiokia overværede denne Paulus' optræden overfor Peters vankelmodighed.

Men idet Paulus nu meddeler Galaterne sit svar til Peter, kunde det jo ogsaa tjene Galaterne til gavn.

Paulus begynder med (V.15-16) at udtale, at naar de troende af Israels selv, der dog efter fødselen havde lovens lys fremfor hedningerne (naar hedningerne her kaldes "syndere" i særlig forstand, er det just, fordi de levede mere blindt hen i synden, uden lovens tugt), alligevel havde maattet opgive enhver tanke om at vinde retfærdighed ud af lovens gerninger og til frelse havde maattet fly i tro til den Herre Jesus og hans retfærdighed, da var det jo i erkendelsen af, at de ad lovens vej kun kunde naa en udvortes retfærdighed og ikke en retfærdighed, der kunde bestaa for Gud.

Men naar Jøderne ikke havde kunnet naa frem ved loven, hvor urimeligt da at nøde hedningerne ind paa den vej.

Naar Paulus i V.15-16 siger: "Vi vide" og "vi har troet", tager han jo Peter (og maaske de andre Jødekristne) med som den, der i virkeligheden var enig med ham.

Visselig gav denne retfærdiggørelse i Kristus ikke de troende Jøder (eller nogen som helst anden) frihed til selv at blive "syndere" i hedensk forstand, til at leve ubundet hen i synden. "Saa var jo Kristus en tjener for synd." "Det være langt fra," siger Paulus (V.17). Nej, Kristus er synderes tjener, men aldrig syndens. Men dersom det, at de troende Jøder levede sammen med de hedningekristne i frihed overfor de jødiske spiselove, dersom det skulde kaldes synd, da var Kristus jo bleven syndens tjener, da havde han jo ledt de troende Jøder ud i noget syndigt. Men saaledes var det ingenlunde, det var ikke synd at leve i frihed overfor de ydre lovgerninger. Nej, Peters adfærd derimod i dette stykke var tydelig nok en overtrædelse, en synd af ham; det viste sig jo klart nok derved, at han igen opbyggede det skel mellem Jøder og hedninger, som han een gang selv havde været med til i Aandens klarhed at nedbryde (V.18). Fejlen var altsaa paa Peters side, naar han, skønt han var klar nok i teorien, i erkendelsen, dog i sin praksis, i sin daglige levevis, havde begyndt at forlade retfærdiggørelsesvejen af troen og slaa ind igen paa det gamle jødiske lovspor. Det var ikke noget, der kunde lægges Kristus for last.

I Kristus er den troende "ved loven død fra loven". Loven selv viser jo bort fra sig selv, driver hen til Kristus, som Paulus udvikler det saa klart i Rom 7, og hjælper derved selv synderen ud af den aag. Men denne død fra lovens aag giver ingenlunde den troende (Paulus tager her med "jeg" sin egen livserfaring frem) frihed til at gøre, hvad man lyster. Nej, idet loven er en tugtemester til Kristus, leder den os just hen til h am, i hvem kraften er til at leve et i sandhed helligt liv, til at "leve for Gud" (V.19).

Købets væsen er det at leve sig selv, men Aandens væsen er det at leve Gud. Men vi er "korsfæstede med Kristus," som Paulus udvikler det i Rom 6; ved daabens livssamfund med Kristus er vi blevne delagtige i hans død, ikke blot til retfærdiggørelse men ogsaa til helliggørelse. Vort gamle, naturlige selv er dermed viet til døden, og det er troens liv at hengive dette sit selv til døden med Kristus og lade den opstandne Frelser leve i os, saa han bliver vort liv. Derved naar vi til at "leve for Gud".

Vistnok lever vi endnu "i købet", det vil sige, den troende befinder sig endnu i en skrøbelig, syndbesmittet menneskenatur. Men den modstand mod livet fra Gud, som købet endnu kan rejse, overvindes dog bestandig paany ved livet "i troen paa Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig" (V.20). Kristi kærlighed er den sejrende kraft i den troendes liv, om end det endnu stadig gaar gennem kamp til sejr, saa længe vi endnu er i kødet.

Dermed har apostlen vist, at Guds naade, retfærdiggørelsen i Kristus ved troen, sandelig ikke gør Kristus til syndens tjener, men tværtimod bærer hans troende ind i et liv for Gud saa ganske anderledes dybg, end loven kunde bære frem til. Nej, Paulus "agtede ikek Guds naade ringe", men det gjorde just disse mennesker, der vilde være nøde de hedningekristne ind under loven. I virkeligheden vilde jo Kristi forsoningsdød blive forgæves og overflødig, dersom retfærdighed kunde vindes ad lovens vej.

Guds naade i Kristi død og ved troen paa Kristus er kraften, den eneste virkelige kraft, baade til fred med Gud og til et nyt liv i og for ham.

O, lær mig, Jesus, Mester kær,
Ja, lige til min grav,
At leve, aande, svømme her
I dette naadens hav.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media